Anwar er en ung muslim fra Lucknow, hvis liv er ved at falde fra hinanden.
Han læser hindi på universitetet og bruger fritiden på at tegne templer.
Hans bedste venner er læremesteren Master Pasha (spillet af Vijay Raaz),
en falleret skuespiller og kunstner, der lever af at klæde sig ud som
skiftevis blind, krøbling og spedalsk og tigge på gader og stræder;
hinduen Udit, der kun drømmer om at blive færdig på universitetet og få
job i USA, så han kan komme ud af det i hans øjne beskidte og
tilbagestående Indien; og hans livs kærlighed, naboens datter Mehru
(Nauheed Cyrusi), der beundrer Britney Spears og egentlig foretrækker
Udit, der måske kan tage hende med til USA.
Da Pasha dør og Mehru svigter ham til fordel for Udit, ser Anwar
(spillet af Siddharth Koirala) hele sit liv gå i spåner og forlader byen
for at rejse rundt på må og få.
En nat overnatter han i et gammelt hindutempel, og dagen efter vågner
han op til et mareridt uden lige: Templet er omringet af fanatiske
hinduer, der opildnes af en lokalpolitiker, der grumme optaget af at
vinde det næste valg iscenesætter et storstilet drama omkring den
"farlige terrorist", der har forskanset sig i templet, mens pressen i
skikkelse af den smukke journalist Anita (Manisha Koirala) og drevet af
seertallene gør deres for at piske en stemning op.
Fanget i templet gennemlever Anwar de seneste måneders begivenheder,
mens tilskueren efterhånden begynder at forstå, hvad det egentlig var,
der gik galt alt sammen.
Anwar er egentlig ikke så meget en typisk kommerciel
Bollywood-produktion, som det er en art film: Fortalt i et roligt tempo
med mange smukke billeder kredser den om alt, hvad der egentlig er galt
med Indien i dag:
Farverige politikere, der slår sig op på stupid nationalisme,
terrorfrygt og had til muslimer, medier, der grådigt skaber problemer
hvor der ikke var nogen i forvejen, muslimer, der trækker sig tilbage
fra kulturens mainstream til stive og rigide familiemønstre og æresbegreber.
Cirkusset omkring templet trækker disse temaer op til det teatralsk
absurde, og til det absurd morsomme, måske lidt i stil med Oliver Stones
Natural Born Killers eller tilsvarende "medie-centriske" dramaer.
Og som modvægt til al denne virak står så den unge drømmer Anwar og hans
længsel efter en kærlighed, han helt kan forsvinde i - som Mira (Mira
Bai, en berømt digter fra det 16. århundrede, hvis værker vi tidligere
har bragt et par eksempler på) i sin kærlighed til Krishna, som Krishna
igen i esoterisk forstand i sin kærlighed til Mira.
Og Krishna og Mira - Krishna i sin karakteristiske blå skikkelse og Mira
med sit slør og sine ringe - går da også igen i teaterlignende optrin
spredt omkring i filmens sange.
Underlægningsmusikken er netop dette: Underlægning, og sangene er
upåtrængende og ikke i sig selv bemærkelsesværdige; snarere end pauser i
eller illumination af handlingen fungerer de her snarere som en simpel
fortsættelse, blot i et mere lyrisk spor.
ANWAR er en meget smuk film, og som sagt nok mere kunstfilm en
kommerciel blockbuster - og som sådan er dens ulempe måske, at den er
for stilfærdig og trods sin brutalt tragiske historie ender med at have
et strejf af noget mærkeligt uvedkommende.
En poetisk og meget smuk film, men ikke nogen stor film. Og som sådan, i
denne ånd, fortjener den at blive set.
ANWAR, Indien 2007, IMDB:
http://www.imdb.com/title/tt0953306/
Instruktion og manuskript: Manish Jha. Hindi, fås med engelske
undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
--
http://www.modspil.dk
- fordi tiden kræver et MODSPIL!