Uvidenskabelighed: "Parkering" på subjektiv diagnose
Det psykologiske behandlervæsen er en farce. Såkaldt syge "parkeres"
på førtidspension, og alt flyder mht hvem får et eller andet sugerør i
socialkassen og hvormeget. Motivation til at søge job ønskes fjernet -
det synes at være målet .(Politiken 27.3)
Både for unge og gamle sker dynamiske skift i hvilke diagnoser er
moderigtige - "borderline" kaldte man i ¨årevis Tønder-faderens
"personlighedsforstyrrelse" "skitzofren-psykotisk" kaldte man
Tønder-mor, Post Traumatisk Stress
kaldte man soldaten, der netop myrde sin søn og sig selv, selvom ingen
særlige traumer er beskrevet fra hans krigstjeneste, hvor tabstal hos
danske soldater jo har været næsten så små som i andet farligt
arbejde.Faktisk var det bare Ramboen selv der fandt det smart at påstå
at have den fine ny dramatiske diagnose. Kreativitet hos behandler og
behandlet går ofte i pingpong og selvsving og lever sit eget liv.
Når noget går galt, så hævdes, at den rette ekspertindsats kunne have
gjort en forskel.
I Tøndersagen gøres det til en skandale, at psykologer ikke så et
advarselstegn i, at den tiårige pige var hysterisk med ikke at kunne
lide at få lim på fingrene, oplyser en ny bog om sagen fra
Ekstrabladet.(JP 28.3). Men hvis der skal indsættes på alle småting,
kan vi jo aldrig få bygget behandlingssteder nok.
Jeg tror, behandlerne skaber falsk tryghed og ansvarsforflygtelse og
gør mere skade end gavn. De lever højt på, at dem de interviewer kan
lide at blive snakket efter munden, dvs rost. Et dyrt skatte-spild.
Hos børn og unge er diagnosevirvaret endnu hurtigere skiftende end da
man gjorde dårekister til galeanstalter til psykiatrisk hospital til
distrikspsykiatri.
Fumlertumler og bimmerbørn blev DAMP blev ADHD blev autister blev
Asberger, og da intet kan måles og vejes er den ene bås så god som den
anden, og autoritet bygger ikke på opnåede gavnlige resultater, men
kun på opnået uddannelse og opnået vennetjeneste pr ansættelse i
systemet (og ancienitet).
|