<<<<<<
http://www.jp.dk/kultur/artikel:aid=4321996/
Rose takketale: Frihed og krænkelses-fundamentalister
Kære Hege Storhaug, tusind tak for de flotte ord. Jeg er rørt og
taknemlig, og må sige, at din fremragende bog "Men størst af alt er
friheden" om etniske og religiøse parallelsamfund i Norge også har
efterladt sig spor i den danske debat.
Også tak til Trykkefrihedsselskabet og til alle dem, der har bidraget
til de seneste halvandet års debat om demokratiets kronjuveler, frihed
og lighed.
Sidste efterår tilbragte jeg tre måneder i USA og så den nye James
Bond film "Casino Royale" i Washington. Jeg var chokeret. Tænk, slog
det mig, er Danmarks ry ude i verden på grund af Muhammed-tegningerne
virkelig blevet så dårligt, at man lader to danskere, Mads Mikkelsen
og Jesper Christensen, spille filmens skurkeroller? Det har vi som
danskere aldrig været udsat for før, så det måtte stå skidt til med
vores omdømme.
Det er åbenbart en alvorlig sag at offentliggøre karikaturer af en
mand, der levede for mere end 1.400 år siden, selv om der ifølge
islamforskeren Bernard Lewis i Vesten er en lang og rig tradition for
at håne, spotte og latterliggøre Muhammed. Læg blot vejen forbi San
Petronio-katedralen i Bologna, hvor der i loftet frit efter Dante er
malet et gigantisk billede af Muhammed i helvede.
"Det maleri er meget mere krænkende end nogle af Jyllands-Postens
tegninger," sagde Bernard Lewis til mig, da vi talte sammen i hans
hjem i Princeton.
Men som sagt: Situationen var alvorlig, så alvorlig, at jeg på den
internationale menneskerettighedsdag i december 2005 - altså to en
halv måned efter offentliggørelse af Muhammed-tegningerne - blev
inviteret til et debatmøde arrangeret af Det Danske Center for
Menneskerettigheder og Amnesty International. Titlen var som et stykke
absurd teater, og debatten virkede til tider surrealistisk:
Ytringsfrihedens ofre, lød titlen.
Den lader vi lige stå.
En debat, der på den internationale menneskerettighedsdag skulle sætte
fokus på krænkelser af menneskerettigheder rundt omkring i verden, kom
i stedet til at handle om "ytringsfrihedens ofre" i Danmark.
Hvad bliver det næste?
Demokratiets ofre, retsstatens ofre, frihedens ofre, kontanthjælpens
ofre, den gratis uddannelses ofre?
En af debatdeltagerne var tilmed en tidligere dansk justitsminister,
som sang med på krænkelses-fundamentalisternes omkvæd om ofrene for
danske bladtegneres ytringsfrihed. Samme forhenværende justitsminister
havde en uge før kritiseret offentliggørelsen af tegningerne i en
tv-debat og et radioprogram - men da jeg fulgtes hjem med ham i en
taxa efter en af disse debatter, indrømmede han, at han hverken havde
set tegningerne eller læst den tekst, som ledsagede dem. Ja, han anede
ikke, at baggrunden var en iagttaget selvcensur i behandlingen af
islam i dansk og vesteuropæisk kulturliv.
En selvcensur, der af Jyllands-Posten blev behandlet på samme måde,
som hvis man noterer, at restauranter er blevet bange for at servere
frikadeller, og man derpå beder alverdens kokke indsende deres
opskrifter på mormors bedste deller. Tør vi spise frikadeller nu eller
hvad?
Det afholdt dog ikke den forhenværende justitsminister fra at
fortsætte sin kritik.
Ak ja, ytringsfrihedens ofre. Som generalsekretæren for det norske
presseforbund Per Edgar Kokkvold har formuleret det: Aldrig har så
mange lavet så meget ballade over noget, som så få har set.
Da jeg på denne mindeværdige, internationale menneskerettighedsdag
henledte publikums opmærksomhed på, at der i et retssamfund som det
danske i princippet kun findes ofre for forbrydelser, ikke for
borgeres brug af deres grundlovssikrede rettigheder, lød der utilfreds
brummen i salen.
Jeg tilføjede, at for mig var Ayaan Hirsi Ali et offer for
ytringsfriheden, eftersom hun blev tvunget til at gå under jorden
efter at have modtaget dødstrusler for sin kritik af islam. Et andet
offer for ytringsfriheden var Theo van Gogh, der blev skudt ned på
åben gade, fordi han havde krænket en ung muslims religiøse følelser.
Et tredje offer var de 12 bladtegnere, der havde tegnet Muhammed som
de så ham, og som på det tidspunkt allerede havde modtaget trusler,
men som hverken Center for Menneskerettigheder eller Amnesty
International fandt det nødvendigt at bekymre sig for som
ytringsfrihedens ofre.
Jeg kunne have tilføjet navne som Robert Redeker, Arzu Toker, Mina
Ahadi, der grundlagde den internationale komite mod stening og i dag
lever under politibeskyttelse, Shabana Rehman, Irshad Manjii, Taslima
Nasrin, Salman Rushdie, Naser Khader eller Mustafa Jeha, en
shia-muslimsk libanesisk forfatter, der i 1992 blev myrdet, efter at
han havde skrevet en bog med titlen "Fornuftens krise i islam", men
jeg kunne også have nævnt David Irving og andre tåber, som benægter
Holocaust, og bliver straffet for det i europæiske retsstater.
Muhammed-sagen har overbevist mig om nødvendigheden af at afskaffe
blasfemi-love og love, der forbyder Holocaust-benægtelse. I det hele
taget bør den lovgivning, som kriminaliserer krænkelser, være så
begrænset som mulig.
Jeg siger dette, selv om jeg aldrig kunne finde på at sætte
lighedstegn mellem latterliggørelse af en religiøs autoritet eller
dogmer og så latterliggørelse af mindet om 6 mio. dræbte jøder i
Europa. Der er forskel på at krænke individer og ideer.
Problemet for de tilstedeværende til debatmødet hos Dansk Center for
Menneskerettigheder og Amnesty International var, at de muslimer, jeg
nævnte, var alt for stærke og selvstændige individer, de insisterede
på at blive behandlet på lige fod med andre borgere i samfundet uanset
deres køn, religion eller hudfarve. De vil ikke være klienter.
Krænkelses-fundamentalisterne vil rette opmærksomheden mod dem, det er
synd for, mod dem, der er ofre for retsstatens krav om lighed mellem
borgere. De er på jagt efter en gruppe, der kan være klienter, ikke
ligeværdige medborgere.
Efter min bedste overbevisning er den slags udtryk for et
diskriminerende og forskruet menneskesyn, som
krænkelses-fundamentalister ikke desto mindre kan få bekræftet hver
dag, når de åbner dagbladet Politiken, en avis, hvis forside som
bekendt redigeres efter princippet: Hvem er det synd for i dag?
En nylig dokumentarfilm på Danmarks Radio om to af Muhammed-krisens
hovedpersoner, Akhmed Akkari og Naser Khader var redigeret efter samme
princip. Ofret var imam Akhmed Akkari, der havde fremsat en
dødstrussel mod Khader, der til gengæld fremstod som den arrogante,
selvbevidste og succesrige muslim, der led af den skavank, at han
nægtede at blive betragtet som offer. Han tilhører en gruppe muslimer,
som krænkelses-fundamentalisterne tydeligvis føler sig utrygge ved.
I den forgangne uge har vi i Europa markeret to begivenheder: 50-året
for underskrivelse af Rom-traktaten, forløberen for EU, og
frifindelsen af det franske satiremagasin Charlie Hebdo for at have
offentliggjort Muhammed-tegninger. Der er en forbindelse mellem de to
eller burde være det. I EU's bestræbelser på at sikre det åbne samfund
og dets mangfoldighed burde sikring af borgernes frihedsrettigheder
stå centralt, også retten til at publicere ting, der af andre kan
opfattes som krænkende. For som den amerikanske juraprofessor og
venstreintellektuelle Ronald Dworkin formulerede det, da jeg sidste år
talte med ham i New York:
"Den eneste ret, man ikke har i et demokratisk samfund, er retten til
ikke at blive krænket."
På det punkt svigtede flere europæiske toppolitikere under
Muhammed-krisen, dog ikke kommissionsformand Manuel Barrosso.
I romanen "De sataniske vers", der udkom for snart 30 siden, hånede,
spottede og latterliggjorde forfatteren Salman Rushdie muslimernes
profet Muhammed. Forhånelsen udløste en dødsdom fra Irans øverste
leder Ayatollah Khomeini og forfatteren måtte gå under jorden. Der
blev brændt bøger, boghandlere blev udsat for angreb og forlæggere og
oversættere, som havde noget med bogen at gøre, blev ofre for
attentater.
Jyllands-Postens Muhammed-tegninger udløste samme reaktioner og
forbrydelsen var i muslimers øjne identisk: krænkelse af profeten
Muhammed. Blasfemi med andre ord, og blasfemi er en af de værste
forbrydelser, der findes. Den kan i mange muslimske lande straffes med
døden. I oprørte muslimers øjne var der ingen forskel på, om der i det
ene tilfælde var tale om et litterært mesterværk og i det andet om
tegninger produceret med en deadline på et døgn eller to. Der var i
begge tilfælde tale om bespottelse af det hellige.
I den forstand må man lade de oprørte muslimer, at de opførte sig mere
konsekvent end vores hjemlige krænkelses-fundamentalister.
To af dem, en forhenværende udenrigsminister og en nuværende
chefredaktør, udmærkede sig ved i 1996 at angribe en socialdemokratisk
regering, som ikke var helt tryg ved at være vært for Salman Rushdie,
der skulle modtage en pris i København. De to mente dengang, at
regeringen måtte stå last og brast om den forfulgte forfatter, og tak
for det.
Men ti år senere havde deres holdninger taget en drejning på 180
grader. Nu gik de til angreb på en regering, der opførte sig, som de
to havde krævet af statsminister Poul Nyrup Rasmussen under
Rushdie-krisen i 1996. Ikke desto mindre fik regeringen nu på puklen
for ikke at have fordømt Jyllands-Posten for den samme krænkelse, som
Salman Rushdie havde gjort sig skyld i.
Verden kan i sandhed se forskellig ud, når opportunismen råder og
principper bøjes til lejligheden.
Må jeg minde om, hvad den tidligere udenrigsminister sagde, da
Rushdie-krisen i 1996 var på sit højeste:
"Skal København nu kendes som "Cowardly Copenhagen"? Og skal det
Danmark, hvis navn i årtier er knyttet til jødernes redning i 1943, nu
nævnes med ringeagt som det land, der fejt bøjede sig for et fanatisk
regimes angreb på ytringsfriheden? Det billede, der har fået lov til
at tegne sig af Danmark, kan vi ikke være tjent med. Så ringe er vi
ikke."
Vel sagt, og jeg tror, at jeg kan berolige ham. Danmark er ude i
verden ikke kendt som "Cowardly Denmark". Og selv om danskere spiller
skurke i "Casino Royale", er rygtet om vores slette ry en smule
overdrevet.
Philippe Val, chefredaktør for Charlie Hebdo, talte efter sidste uges
frifindelse således om Danmarks forbilledlige opførsel under
Muhammed-krisen, den danske regering, sagde han, havde ikke bøjet sig
for intimidering og trusler.
Philippe Val sammenlignede situationen med jødernes redning i Danmark
under Anden Verdenskrig. Jeg skal ikke gøre mig klog på denne analogi,
men blot stilfærdigt konstatere, at den danske regering i denne omgang
næppe risikerer at blive klandret for at have optrådt kujonagtigt,
sådan som det var tilfældet for ti år siden.
En anden af vores krænkelses-fundamentalister er chefredaktør for et
større københavnsk dagblad. Han har som den tidligere udenrigsminister
måttet slå krøller på logik og principper for at holde fast i sin
opbakning til Salman Rushdie på den ene side og fordømmelse af
Jyllands-Posten på den anden.
Chefredaktøren var blandt dem, der gerne havde set den danske regering
og EU lægge afstand til Muhammed-tegningerne, og han fremhævede den
kujonagtige og løgnagtige norske regering som forbillede.
Chefredaktøren var anderledes principfast, da de samme EU-lande under
Rushdie-krisen var tilbageholdende med at forsvare forfatterens
ytringsfrihed.
Dengang revsede chefredaktøren EU's stats- og regeringschefer. Han
skrev:
"EU-landenes ledere bliver aldrig trætte af at proklamere de
europæiske og demokratiske værdiers relevans og universelle
perspektiv. Men når de konkret er truet, er feta, våbensalg, og
almindelig bekvemmelighed vigtigere for stats- og regeringscheferne.
Tør man håbe på, at de skammer sig nu?"
Vel talt af en chefredaktør, hvis opgave det er at forsvare de
publicistiske principper, der udgiver grundlaget for trykkefriheden.
Men ti år senere gjorde samme chefredaktør sig som sagt til talsmand
for det stik modsatte synspunkt og svigtede sit publicistiske ansvar.
Jo, hykleriet og provinsialismen har haft kronede dage.
De to krænkelses-fundamentalister har i den grad ladet sig fange af
deres modvilje mod Dansk Folkeparti, regeringen og Jyllands-Posten, at
de totalt har mistet blikket for verden uden for Danmark, selv om de
som to moderne Erasmus Montanus'er har påduttet offentligheden, at de
skulle have et særligt kendskab til den store verden, et kendskab, der
ifølge de to krænkelses-fundamentalister ikke er forundt den menige
borger.
Hvis de to havde gjort sig den ulejlighed at kigge ud i den store
verden, ville de have set, at tidens mest effektive instrument til at
lukke munden på anderledes tænkende er blasfemi-love og andre
krænkelses-love, som bruges af grupper og regimer, der insisterer på,
at deres tro, deres nation eller deres leder er blevet krænket og at
de formastelige derfor skal straffes, og straffes hårdt.
De mest udsatte grupper er ikke troende muslimer, men sekulære eller
religiøse mindretal i den islamiske verden. Det er ingen tilfældighed,
at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har en fremtrædende placering
på iranske ateisters hjemmeside eller forsvares ihærdigt af berbere i
Algeriet eller koptere i Egypten. De to krænkelsesfundamentalister
fatter ikke, at de med deres forsvar for "krænkede, religiøse
følelser" og krav om anstændig brug af ytringsfriheden gør honnør for
de mest undertrykkende regimer og udemokratiske bevægelser. Som en
repræsentant for en af de forfulgte minoriteter i Mellemøsten har
formuleret det:
"Vi er genstand for Muhammed-kriser hver eneste dag."
Det er disse mennesker, der fortjener vores solidaritet og opbakning i
den aktuelle kulturkamp. Og så behøver vi ikke bekymre os om, hvor
mange skurkeroller vi får i den næste James Bond film.
<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/