<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4313608
Leder: En glædens dag
DET KUNNE næsten ikke være andet end en ren frifindelse, for en
fældende dom over redaktøren for det franske ugemagasin Charlie Hebdo
ville have været intet mindre end en katastrofe for ytringsfriheden og
den frie debat, som er hele grundlaget for vore vestlige demokratiske
samfundssystemer.
Ikke desto mindre var dommen ventet med spænding, for stærke kræfter
havde markeret sig på mørkets side imod ytringsfriheden.
Så meget større var lettelsen over den rene frifindelse. Det blev
straks bebudet, at dommen vil blive appelleret til næste retsinstans,
men den appel vil vi foreløbig imødese med sindsro, lige som vi gør
med den appelsag, som danske muslimske foreninger agter at føre mod
Morgenavisen Jyllands-Posten ved Vestre Landsret.
Trods det problematiske i, at sagen overhovedet kunnet anlægges, og på
trods af at stærke politiske kræfter har været på spil med mere eller
mindre dulgte dagsordener, har den franske sag trods alt haft et
renere forløb end diskussionen om Jyllands-Postens tegninger her i
landet.
Mens franske intellektuelle fra det yderste venstre til det yderste
højre entydigt har sluttet op om ytringsfriheden og den frie debat,
var signalerne her i landet tøvende eller direkte leflende for
muslimsk og islamistisk nærtagenhed.
Blandt de forvirrede eksistenser tælles blandt andre en fremtrædende
chefredaktør og en tidligere udenrigsminister, som man kan håbe
efterhånden vil indse, hvad det er, denne sag drejer sig om. Og dog:
deres stædighed og trang til selvpromovering vil formentlig forhindre
dem i nogen form for indrømmelse. Tværtimod kan vi nok forudse, at de
vil fremture med deres løgnagtige påstande om, at Morgenavisen
Jyllands-Postens formål med tegningerne i september 2005 var at håne
og spotte et ynkværdigt mindretal.
At formålet var at påpege et allerede eksisterende og stigende problem
med selvcensur som følge af vold og trusler er efterhånden gået op for
de fleste andre.
Det har herhjemme været pinagtigt at iagttage, hvordan eksempelvis den
tidligere udenrigsminister har slået krøller på sig selv for at påpege
afgørende forskelle på sagen mod Morgenavisen Jyllands-Posten og sagen
mod Charlie Hebdo.
Eksempelvis har han i et debatindlæg i Berlingske Tidende fornyligt
udtrykt det fromme ønske, at Charlie Hebdo ville blive frikendt, og
tilføjet at det samme burde ske, hvis en tilsvarende sag blev rejst
herhjemme.
Faktisk har der som bekendt været en sag mod Jyllands-Posten, og
bladet er blevet rent frikendt med den tilføjelse fra retten, at der
heller ikke var grundlag for at antage, at bladets hensigt havde været
at fornærme nogen eller at »fremsætte tilkendegivelser, der kan
nedsætte muslimer i medborgernes agtelse.«
Denne tilkendegivelse bekræfter bladets hensigt, men ignoreres
bevidst. Enten har den forhenværende udenrigsminister helt glemt denne
sag, eller også antyder han, at der skulle være væsentlige forskelle.
Det er der som bekendt ikke.
Det handler om retten til at føre en fri og uforfærdet debat uden at
skulle udsættes for trusler og sanktioner fra statsmagten eller
bølleoptøjer, hærværk, ambassadeafbrændinger og jævnlige mordtrusler
fra formørkede kræfter understøttet af mellemøstlige diktaturstater.
Det handler om at understrege, at debat føres med ord og ikke med
våben, hærværk og mordtrusler.
Der har været og er stadig talrige eksempler på blodige anslag mod det
frie ord. Der har været talrige eksempler på pinlig leflen for folk,
der kommunikerer med fornærmethed og trusler.
I denne sammenhæng står den frifindende dom i Paris som et lysende
eksempel på, at de europæiske demokratier ikke vil lade sig true af
førmiddelalderlige kræfter til at afstå fra at sige, hvad der må
siges.
<<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/