<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4308824
Af Kasper Støvring, Ph.d.-stipendiat, København
De omdiskuterede forslag til at skabe større hensyn til religion,
særligt islam, som Århus og Københavns Kommune netop har lancereret,
betegner et gennemgribende forsøg på at skabe bedre integration.
Nu vil politikerne på en hidtil uset måde direkte gribe ind i
samfundet. Skoler, daginstitutioner og arbejdspladser skal ifølge
forslagene underlægges kommunale regler for at sikre religiøs
mangfoldighed.
Hvordan er det kommet så vidt, at selv private virskomheder nu skal
presses til at tage særlige religiøse hensyn? Det er det selvfølgelig,
fordi den hidtidige integrationspolitik er slået fejl. Politikerne har
haft alt for stor tiltro til, at de problemer, der opstår som følge af
masseindvandring fra især de muslimske lande, har kunnet løses af sig
selv eller gennem politisk terapi og social ingeniørkunst. Politikerne
har ikke forstået, at kulturen spiller en helt afgørende betydning, og
kultur er langt hen resistent over for politisk finjustering.
De aktuelle forslag er på sin vis symptomatiske for den samlede
integrationspolitik i de sidste 20-30 år, og er blot det sidste
kapitel i en historie, der groft kan inddeles i tre forløb.
I integrationspolitikkens første år satte politikerne deres lid til,
at efterkommere af den første generation af muslimske indvandrere af
sig selv vil lægge deres forældres kultur bag sig og med tiden
integrere sig i den danske kultur. Det er som bekendt ikke sket.
Tværtimod er flere indvandrere blevet kriminelle, arbejdsløse eller
radikaliserede, hvilket jo ikke kun er et dansk fænomen. En ny
undersøgelse fra England viser, at over 30 pct. af muslimerne ønsker
indførelse af sharia og dødsstraf til frafaldne muslimer. Over 70 pct.
mener ligeledes, at muslimske kvinder skal gå tildækket.
Da politikerne så efterhånden fandt ud af, at mange indvandrere ikke
ønskede at integrere sig, forsøgte de at lave om på danskerne.
Modstanderne af den liberale udlændingepolitik blev hyppigt afvist.
Det skete ikke blot med den moralistiske begrundelse, at de var onde
mennesker eller med den saglige begrundelse, at de var dumme
mennesker. Nej, de blev tillige afvist med medicinske begrundelser,
der hører hjemme i psykiatrien.
Danskerne manglede nemlig den fornødne åbenhed over for den kulturelle
mangfoldighed. Denne manglende åbenhed skyldtes angivelig en art
patologisk brist, det kunne være national paranoia eller islamofobi,
som burde kureres. Den terapeutiske indstilling viser sig også i de
aktuelle integrationsforslag, hvor kommunen opfordres til at
iværksætte en antimobningskampagne for voksne. Formålet er at lære
borgerne, hvordan de kan bruge ytringsfriheden med omtanke, så de ikke
sårer andres religiøse følelser.
Denne politiske bestræbelse på at eliminere almindelige menneskers
kulturelle fordomme etablerer et kontrolsystem af statslige
terapeuter, der overvåger det sociale liv og i længden arbejder på at
ødelægge det civile samfund med dets traditionelle kultur og historisk
fremvoksede loyaliteter.
Den politiske terapi har som erklæret formål at skabe pluralisme,
hvilket indebærer positiv særbehandling af minoritetskulturer. Det er
jo ikke kristendommen, men islam, der skal nyde særlige hensyn, må vi
forstå. Men det pudsige er, at ikke-vestlige kulturer ofte afviser
denne politiske korrekthed. Også de holder fast i de traditionelle
sociale bånd og normer for adfærd, som politikerne ønsker at opløse.
Herom skrev Ayaan Hirsi Ali forleden i London Times:
»De liberalt-venstreorienterede ved, at islam er tilbagestående, men
de vil ikke sige det, fordi muslimer vil blive krænket. De ønsker at
muslimer skal blive venstreorienterede som dem selv, så de prøver at
narre dem ind i en sekulær humanistisk tænkemåde. Men muslimer er
udmærket klar over, hvad det drejer sig om. Derfor er så mange
muslimer mistænksomme over for venstreorienterede. Fordi de ved, at de
ikke tager dem alvorligt.«
Da det ikke synes at lykkes for politikerne at omskole danskerne til
tilstrækkelig følsomme mennesker, griber de nu til en decideret
politisk styring. Integrationen skal altså fuldbyrdes med tvang.
Hermed kan vi skrive det tredje kapitel af integrationspolitikkens
historie.
Kan borgerne ikke selv finde ud af at forbedre integrationen, må
staten og kommunen træde til. Men politikerne vil atter fejle. For den
målrettede politiske indgriben i samfundet vil fremtvinge en lang
række negative konsekvenser, der hverken var forudsete eller
tilsigtede.
Denne type ingeniørarbejde er karakteristisk for den moderne politiske
etos eller grundindstilling. Gennem ihærdig planlægning tror
politikerne, at de kan løse de presserende problemer i samfundet. Ser
vi imidlertid på de aktuelle forslag fra kommunerne, er det klart, at
særbehandling af muslimske minoriteter ikke vil integrere dem i det
danske samfund, men derimod fastholde dem i parallelsamfund. F.eks.
hvis børn og arbejdere får ret til blive væk fra skolen eller
arbejdspladsen for at gå til fredagsbøn.
De tre kapitler af integrationspolitikkens historie viser to afgørende
ting om politikere. For det første deres blindhed over for kultur.
Altså almindelige menneskers livsform, der er et resultat af en lang
historisk udvikling, hvor man gennem frivilligt samarbejde har
udviklet tillid til hinanden. F.eks. i det civile foreningsliv.
For det andet viser de politikernes blindhed over for etablerede
institutioner. Altså bl.a. børnehaver, skoler og arbejdspladser, der
har udviklet bevaringsværdige indsigter og regler for gnidningsfrit
menneskeligt samvær.
Det er primært sket gennem en erfaringsbaseret trial and error-proces,
hvor fejl løbende er blevet korrigeret. Så når skolerne igennem årene
har lært at uddanne eleverne til kritisk tænkende individer med en
viden om den danske kultur, skal de da ikke begynde at ansætte imamer,
der kan føre dialog med børn og personalet om den passende respekt for
islam. Sådan som det aktuelt foreslås.
Den politiske etos, der med Ayaan Hirsi Alis ord særlig gælder de
liberalt-venstreorienterede, er rationalistisk og erfaringsuafhængig.
Det vil sige, at politikerne ser sig som forvaltere af en abstrakt
ideologi, der skal tvinges ned over virkeligheden.
Ud fra forudfattede idealer om f.eks. kulturel sameksistens eller
religiøs mangfoldighed vil politikerne omforme samfundet. De tænker
med andre ord systematisk, deduktivt og universalistisk.
Derfor formår politikerne heller ikke at tage højde for det, der gør
de enkelte etablerede institutioner til noget unikt. Når politikerne
søger at forandre dem i overensstemmelse med deres idealer, tager de
deres fordele for givet uden at værdsætte deres særlige
forudsætninger. Altså de specifikke kulturelle betingelser, som disse
værdifulde institutioner er opstået under.
Når politikerne ser på samfundet, får de øje på en masse problemer. De
diagnosticerer en række manifeste dysfunktioner, som de ønsker at
reparere. Når de f.eks. mener at se tilfælde af diskrimination,
hate-speech eller arbejdsløshed blandt indvandrere, griber de straks
værktøjskassen med dialoginitiativer, taleregler og kvoteordninger.
Selv om de måske endda ved, at det ikke virker efter hensigten.
Borgerne lever derimod endnu deres almindelige liv i tryg vished om
alle de positive latente funktioner, som deres kultur rummer. Hvad er
en latent funktion? Det er den uformelle livsform, der får et smidigt
tillidssamfund til at fungere. Det er uformulerede indsigter, værdier
og adfærdsnormer, en slags tavs viden, som vi hele tiden spontant
betjener os af, når vi omgås hinanden. Det er dyder som gensidighed,
høflighed og ærlighed.
Politikerne skaber flere problemer, end de løser, fordi de ikke er
opmærksomme på de latente funktioner i det civile samfund og de
etablerede institutioner.
Disse latente funktioner er også svære at bringe på begreb: De har
netop karakter af underforståede normer, der kan komme til udtryk i
befriende ironiske talemåder eller i et afslappet forhold til
religiøse dogmer. Derfor kan det selvfølgelig også være vanskeligt at
blive integreret i en bestemt kultur, og derfor kan den forekomme
ekskluderende.
Så når politikere ønsker at ændre på danskernes kulturelle
chauvinisme, må man svare, at en vis lukkethed måske er skidt, men er
nødvendig for at skabe stabilitet og tillid. Mennesker er først og
fremmest loyale over for deres egne landsmænd og foretrækker deres
egen kultur. Selv om enhver ved det fra sig selv, er det stadig
kontroversielt. Måske fordi det udgør en anstødssten for den politiske
ingeniør.
Opfattelsen af samfundet som en levende organisme har været misbrugt i
historiens løb. Men organismetanken skal forstås som en metafor for
den sociologiske indsigt, at sociale institutioner funktionelt er
gensidig afhængige.
Det betyder, at hvis man reformerer én institution, kan det få
negative effekter på andre institutioners evne til at fungere
positivt. Integrationspolitikkens historie viser det.
<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/