John wrote:
> "nero" <nero@NOspam.tak> skrev i en meddelelse
>
>> Hvor går grænsen
>
> § 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og
> understøttes som sådan af staten.
> Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig
> Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en
> statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige
> element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at
> der også er områder, som hører under kirkens selvstyre.
> Folkekirkens tætte tilknytning til og styring fra staten gør, at
> nogle betragter den som en form for statskirke.
>
http://da.wikipedia.org/wiki/Grundloven#Paragraf_4
>
>> og hvem sætter den?
>
> Folketinget.
Jep, men jeg er faktisk ret skuffet over at se at skribenten bag Wikipedias
artikel tilsyneladende helt har glemt at redegøre for baggrunden for dette
ret centrale, problematiske forhold.
Det hedder sig nemlig - i tillæg til alle de andre Folkekirke-relevante
paragraffer, som imidlertid ER nævnt - i Grundlovens §66:
"FOLKEKIRKENS FORFATNING ORDNES VED LOV"
"Og hvilken lov er så dèt?", spørger den kvikke læser sikkert så: Svaret er
absurd nok at en sådan forudlovet, kirkeregulerende "forfatning" ALDRIG ER
BLEVET VEDTAGET og at Folkekirken dermed aldrig nogensinde i
Grundlovsgyldig, demokratisk tid er blevet udstyret med egentlig
Kirkeordinans!
Og netop dette kan kun forekomme en Danmarkshistorieobservant tilskuer rent
ud sagt fortvivlende underligt, set i lyset af at vor store reformatorkonge
Christian III faktisk allerede samfulde 10 år før sin tronbestigelse
gennemførte Nordens første Luthersk-Evangeliske fyrstereformation ved som
daværende hertug til de sønderjyske len Haderslev og Tønninge (Tørninglen)
at lade de såkaldte "Haderslev-artikler" - som altså skulle blive den første
kendte Kirkeordinans uden for Tyskland - dekretere i årene 1525-28:
http://www.lutherdansk.dk/trellix/id135.htm
Her skal man dog lige lægge mærke til at han dengang - ca. 140 år før
Enevælden og den deraf afledte "automatiske" tronarveret - strengt taget
_kun_ som søn af den da regerende Kong Frederik I var /sandsynlig/ - men
bestemt ikke /sikker/ - arving til rigets trone, da vi ret beset dengang
levede i et valgkongedømme med et magtfuldt Rigsråd i opposition til Kongen,
der til gengæld for sin egen "magtforlening nedefra" måtte aflægge
håndfæstning til blandt andet en del - også verdsligt set - MEGET rige og
magtfulde katolske biskopper! Imidlertid havde den unge Hertug Christian
allerede som daværende sønderjysk hertug-søn - altså som såkaldt "junker" -
i foråret 1521 været i Worms, hvor han tilfældigvis skulle komme til at
bevidne Martin Luthers rent ud dødsforagtende afvisning af at opfylde dèt
krav om officiel tilbagekaldelse af sine skrifter (og dermed implicit sin
blotte reformatoriske tro og teologi) som såvel den Tysk-Romerske Kejser
Karl V som Den Katolske Kirke i brutalt uskøn forening fremsatte imod ham
under explicit trussel om fredløshed som kætterbål.
Den unge hertug Christian synes således ret spontant at være blevet omvendt
til lutheranismen allerede dengang, men det lå så absolut BESTEMT ikke i
kortene, når man betænker at han gennem sin mor, Anna af Brandenburg, rent
faktisk var kødelig nevø til ingen ringere end dèn selvsamme højvelbårne
dobbeltbiskop til Mainz og Magdeburg, Albrecht af Brandenburg, som Luther i
oktober 1517 startede Reformationen ved at frontalangribe gennem sine senere
så berømte 95 teser imod den - i hvert fald ifølge sidstnævntes opfattelse -
teologisk set TEMMELIGT tvivlsomme afladshandel! Det lugter jo således ikke
ligefrem af "fremtidige hyggelige familiekomsammener i det tyske", når
Christian dertil tager skridtet fuldt ud og ved sin tronbestigelse i 1536
efter sejren i den såkaldte "Grevens Fejde" (en borgerkrig som ganske logisk
opstod da de katolske biskopper i Rigsrådet måske forståeligt nok med alle
militære midler modsatte sig at få denne "farlige", erklærede
fuldblodslutheraner som konge) gennemførte den nationale, danske Reformation
i direkte forlængelse af sit nok mindre kendte "fyrstereformatoriske
svendestykke" i Sønderjylland.
Således fik Hertug Christian, der nu lod sig krone som Kong Christian III,
tilkaldt Luthers nære og betroede reformatoriske medarbejder Johann
Bugenhagen, der - i modsætning til Luther, der som teologisk doktor havde
Bibelen som dengang relativt snævert specialeområde - oprindeligt før
Reformationen havde været teologisk doktor i katolsk kirkeret og som derfor
om nogen i Luthers nære kreds var "trænet kirkejurist", således dengang
allerede med flere lokale luthersk-reformatoriske kirkeordinanser i nogle af
de tyske fyrstedømmer på samvittigheden.
Han er således hovedarkitekten bag vor danske Kirkeordinans af 1539, da
arbejdet kom til at tage nogle år:
http://www.lutherdansk.dk/trellix/id134.htm
I dette lys finder jeg det altså som sagt ret besynderligt, at vi ikke
engang i vort ellers så velfungerende og - også trods Grundlovens §4, der
umiddelbart forekommer åbenlyst paradoksal, set i forhold til Luthers egen
oprindelige og dybt geniale "to-regimentelære" (som undertegnede i øvrigt
p.t. er ved at skrive sit afsluttende historiespeciale om) - i vid
udstrækning sækulær-funderede demokratiske tankesæt ikke engang har formået
at give Kirken et sådan retmæssigt frigørende sæt "indrekirkelige
spilleregler", som en Ordinans muligvis i Grundlovens §66 har været tænkt
som: Tværtimod er Folkekirken - i direkte modstrid med Luthers
to-regimenteprincip om en helst helt total adskillelse mellem stat og kirke,
da præsten således skal holde snuden ude af politik og politikeren omvendt
heller ikke skal bilde sig ind at kunne diktere nogen som helst blot det
fjerneste om deres personlige kristentro gennem misforstået, søgt verdslig
lovgivnings-tvang lappende ind over Folkekirkens eksklusive, åndelige
trosregimente - altså idag ærgeligt nok i praksis lagt direkte i hænderne på
den verdslige magtgren.
Nok er er vore politikere da folkevalgte, men det giver altså alligvel ikke
nogen konsistent mening at ville lade politikere - som jo altså bestemt ikke
nødvendigvis er kristne, endsige overhovedet med nogen luthersk rimelighed
KAN kræves at være medlemmer af Folkekirken - afgøre Folkekirkens indre
teologiske og rituelle anliggender, sådan som jeg nok ser det tydeligst
manifesteret, når selve vor ellers så udmærkede statsminister og hans
daværende ordfører Jens Rohde pludselig helt uantageligt begynder at ville
pådutte Folkekirken nogle mildt sagt temmelig problematiske "vielsesritualer
for homoseksuelle", som der altså desværre bare ikke (uanset hvad man så
mener at "synes" om dèn sag) er det blot allerfjerneste belæg for i Bibelen,
som Folkekirken dog lige præcis ifølge lutherske principper /SKAL/
respektere som helt grundlæggende bekendelsesskrift for overhovedet at kunne
kalde sig en kristen kirke.
Ifølge Luthers snart 500 år gamle, men alligevel ret visionære og næsten
helt moderne principper har verdslige magthavere - dengang fyrster og
konger, i vort tid konstitutionnelt suppleret af eller endda helt erstattet
ved folkevalgte politikere - ABSOLUT INTET SOM HELST at skulle have sagt i
"internt" Kirkeligt regi, ligesom Kirken selvfølgelig omvendt så absolut
skal holde sig - og holdes - helt ude af dennesidig lovgivning og
magtudøvelse, så det ikke ender i noget halvkatolsk "regimenteroderi" af den
slags, som man såmænd stadig den dag idag, Anno Domini MMVII, kan se, når
der f.eks. skal foretages PRINCIPIELT RENT POLITISKE folkeafstemninger om
sådan noget som abortlovgivning i katolske lande, og Pave Joseph "Benedict
XVI" Ratzinger og hans sleske slæng deres uklædeligt grimme historiske vane
tro kommer anstigende og - i åbenlys trods mod enhver sund,
sækulærdemokratisk skelnen mellem dennesidige politik og åndeligt baseret
trosliv - mener sig bemyndigede til at pådutte folk bestemte politiske
meninger under påkaldelse af noget denne situation så direkte skingrende
absurd uvedkommende som selvpostuleret "kristen moral", samt subsidært helt
sabotere alt, hvad der realpolitisk måtte betyde at de selv måtte risikere
at få mindre dennesidig samfundsindflydelse...
På den anden side må man dog - til forsvar for Grundlovens §4 - erkende, at
man netop ved at at tage skridtet fuldt ud og frigøre Folkekirken helt og
aldeles fra Staten (hvilket er langt videre end §66 dog synes at sigte)
desværre nok uhyrligt hurtigt ville kunne risikere noget lignende, hvor man
således ville få en Kirke, hvis mange mærkeligt misforståede
protomarxisme-prædikende præster ganske givet ivrigt ville begynde at lege
"små paver" og på nøjagtig samme måde som paven i Rom prøve at diktere folk,
hvad de skulle stemme under anklager om "ikke at være ORDENTLIGE
(underforstået "venstresocialistiske") kristne": Vi har jo tydeligvis
allerede ret mange politiserende præster rundt omkring i landet, for hvem
det sansynligvis nok måtte kunne være alle tiders at kunne praktisere
pladderhumanistisk politisk indoktrinering i Kristendommens navn, hvilket
ville ligeledes ville være ikke blot slemt, men i værste fald en direkte
perverteret profanitet...
--
Mvh
Anders Peter Johnsen