<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4302392
Af Ole Hyltoft, forfatter, Liseleje
Djøfferiet trænger for tiden ind i alle kroge af samfundet.
Hjemmehjælperne hos de gamle og syge får besked på, at de skal tælle
minutterne, de støver chatollet af, og minutterne de suger nullermænd
ud under sengen. Et rent øre til enkefru Sørensen tæller et halvt
minut. Djøfferiet fører væk fra livet, væk fra det egentlige, skriver
kronikøren.
Så har djøfferne erobret endnu en bid af den danske stats ledelse. En
frejdig djøffer, en cand.scient.pol. ved navn Fisker, har fanget den
øverste lægestilling i landet, direktør i Sundhedsstyrelsen. En, der
ikke ved noget om sygdomme, skal nu styre Danmarks sygdomsbekæmpelse.
Hvad med at gøre Stig Tøfting til chef for biblioteksvæsnet? Hans bog
sælger jo så godt.
Før Fiskers fangst har djøfferne bemægtiget sig Rigshospitalet,
Nationalmuseet, Danmarks Radio, Det Kgl. Teater, Statsministeriet, med
mere, med mere.
Folk spørger mig undertiden, hvorfor jeg sådan er ude efter djøfferne.
Er der noget galt i at blive cand. jur. eller blive en ny lille
Lykketoft der sover med lommeregneren under hovedpuden?
Nej, der er ikke noget galt i at uddanne sig. Men når chefen ikke
rigtig ved noget om det, han er chef for, kan han ikke føre en
ligeværdig samtale med de fagkyndige på sit område. Han kan ikke
kontrollere den faglige standard på sin virksomhed.
Tag nu postvæsnet. Da vi havde den forrige frankeringsordning, var 20
gram overgrænsen for den laveste frankering. Hvis éns brev så vejede
23, 22 eller bare 21 gram, fik man et alvorligt brev og en bøde fra
hr. postdjøfdirektøren. Det var vigtigere for postvæsnet at give bøder
for uanselige overtrædelser af en regel end at få posten ud til tiden.
På dette punkt har aviskritikken vist nu fået Posten på bedre tanker.
Hvad er en djøffer?
Ja, formelt er det jo en, der har taget en statsøkonomisk,
handelsøkonomisk eller juridisk eksamen. Men man kan godt være
cand.polit. uden at være djøffer i mental forstand. Statsminister
Viggo Kampmann og Ekstra Bladets Victor Andreasen var cand.polit.er,
endda meget dygtige sådanne. Men de var sandelig ikke djøffere.
Djøffere er mennesker, der ikke behersker deres redskaber, men bliver
behersket af dem. I svære tilfælde er djøfferne i den grad slaver af
de regler og de penge de administrerer, at de ikke får tid til selve
livet, kærligheden, naturen, børnene, viden og visdom.
Selv om nogle af djøfferne bliver rige, fordi de har hovedet fuld af
aktiekurser og skattefiduser, går de omkring mellem os andre som nogle
underlige fremmedlegemer. De har jo ikke andet at snakke om end
juristeri og penge. Penge giver magt. Men djøffere er tit så famlende
over for det almindelige liv, at de ikke aner hvordan de skal bruge
deres magt. Man kan såmænd godt kalde mange af dem for sociale
invalider.
Djøfferiet fører væk fra livet, væk fra det egentlige.
Alligevel trænger djøfferiet for tiden ind i alle kroge af samfundet.
Hjemmehjælperne hos de gamle og syge får besked på, at de skal tælle
minutterne, de støver chatollet af, og minutterne de suger nullermænd
ud under sengen. Et rent øre til enkefru Sørensen tæller et halvt
minut.
Det svarer til, at en skolelærer skulle give nøjagtige to minutters
undervisning til hver elev i klassen i en time. Måske er det også den
slags minutplaner der er på vej ind i skolen. Der tales om, at
djøffere skal overtage skoleinspektør-posterne fra de
seminarieuddannede.
Djøfferiet trænger ind på os alle steder fra. De bedste danske malere
og billedhuggere har i mange år udstillet samlet, i sammenslutninger -
Corner, Grønningen, Kammeraterne osv. Hver sammenslutning holder
udstilling en gang om året. Det er den danske andelstanke i
kunstverdenen. Nogle af sammenslutningerne har i årevis fået stillet
Charlottenborg til rådighed for deres udstilling nogle få uger.
Nu har kulturministeriet i stedet ansat en ikke-kunstner, en
kunsthistoriker, til at bestemme hvem der skal udstille på
Charlottenborg. Før gav kulturministeriet, dvs. alle os borgere,
malerne og billedhuggerne nogle sale at udstille i. Nu indskyder
regeringen et mellemled, en djøf-direktør, til at styre over
kunstnerne og formentlig fratage dem udstillingsretten.
Kunstnerne er selvfølgelig fortørnede over, at staten ikke længere
satser på skaberne, kunstnerne, men på dem der administrerer kunsten,
djøfferne.
Denne udvikling foregår ikke kun på Charlottenborg. Kuratorerne, de
universitetsuddannede museumsledere, får mere og mere magt på
kunstmuseerne. Nogle museer skriver ikke længere på plakaten hvad for
kunstnere der udstiller, men hvad for en kurator der har arrangeret
udstillingen.
Kunstnerne er ikke uden medskyld i dette. For en stor del af den
moderne kunst kræver ingen malerisk kunnen, kun ideer eller
spontanitet. Og de egenskaber kan kuratorer i princippet lige så godt
levere som kunstnerne.
Men kulturministeriet bør have tilstrækkelig selvbevidsthed til ikke
at fremskynde denne undergravning af den ægte billedkunst. Man ser
slutbilledet på denne udvikling for sig. Som i Truffaults film
Fahrenheit 451 vandrer de sidste malere og maleri-elskere sammen rundt
i vinterskoven og udveksler erfaringer om ægte billedkunst, der nu er
forbudt af magthaverne.
Djøfferiet er en sygdom, en samfundssygdom. En flugt fra virkeligheden
og ansvaret ind i barnligheden og principrytteriet. Kig engang på
tidens sære dyrkelse af det virtuelle rum. At begive sig ind i en
netcafé er jo som at betræde en opiumshule i det gamle Kina. Spillerne
sidder i timevis fortabte i deres dragekampe og stjernekrige. Lige så
virkelighedsfjerne som bankdjøffere, der fortaber sig i bankernes
pengemanipulationer, eller advokat-djøffere, der sniger sig rundt i
lov-labyrinterne.
Sygeplejersker vil hellere sidde til møder og diskutere systemer og
vedtægter, end de vil passe syge medmennesker.
Læger foretrækker at forske og slippe for berøring med de patienter,
de skulle hjælpe. I virkeligheden er det meget få læger, der evner at
forske på en måde som reelt øger vores medicinske viden.
For et par år siden lå jeg på en hospitalsafdeling med adskillige
overlæger. Den ledende overlæge var suverænt bedre til at behandle
patienterne og til at tale med dem end de andre. Alligevel havde han
den samme beskedne sekretærbistand og sygeplejerbistand som de andre.
Han måtte selv renskrive sine breve og rapporter. Spild af
ekspertise-dygtighed. Hospitalets øverste djøffere satte
ligestillingsprincippet højere end patienternes helbredelse.
Sygdomme skal bekæmpes. Også dem der bliver til samfundssygdomme. Folk
i almindelighed bryder sig ikke om djøfferi. Når Socialdemokratiet er
gået svært tilbage de sidste par årtier, skyldes det i høj grad, at
det er djøffere der har overtaget ledelsen. Både på højeste plan med
Nyrup, Auken og Lykketoft. Og på de lidt lavere niveauer, hvor stud.
og cand. polit.er er rykket ind og har smidt fagenes folk ud. En
H.C.Hansens klogskab og musiske sans er afløst af statsrevisor-typer
som Heinesen, Lykketoft og Nyrup.
Djøfferne er i gang med at overtage magten i vores land. De sætter sig
på de ledende poster her, der og alle vegne. De søger
direktørposterne, fordi de har opdaget, at det er sjovere og bedre
betalt at være direktør for Nationalmuseet end kæmner i kommunen, som
de er uddannet til. Det er sjovere at være folketingsmand for Det
Radikale Venstre ( selv om det ikke er så sjovt som det har været )
end regnedreng i finansministeriet eller i et forsikringsselskab.
Djøffernes indtogsmarch er en tragisk opera. Et lands kraft kommer af
den fagkundskab borgerne behersker. Og djøfferne har ikke den
fagkundskab der føder produktivitet og kreativitet. De opfinder ikke
Ekko-sko, ikke vindmøller, ikke Velux-vinduer. Strengt taget ved de
ikke noget om noget, ud over lidt rammeviden om pengestrømme og
forvaltning.
Hvad er det Nis Petersen siger i Sandalmagernes gade? Når to ledende
økonomer mødtes i det gamle Rom, kunne de ikke lade være med at smile
smøret til hinanden.
Bliver en djøffer anbragt som leder af et hospital, lærer han vel
efterhånden lidt om hospitalsvæsen. Men inden han for alvor har lært
noget, bliver han chef for Det Kgl. Teater, som han jo heller ikke ved
noget om.
På den måde bliver landet stille og roligt ledet og lammet af folk,
der ikke ved noget om det, de leder.
Det er dilettanteri forklædt som lækkerier fra Copenhagen Business
School.
Så parolen må være: send djøfferne tilbage til byretten og
bogholderiet!
Ellers forlanger de en skønne dag også at få posten som konge af
Danmark. Og lur mig om de ikke sætter Mogens Lykketoft på tronen.
<<<<<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/