---

Vi har jævnligt haft diskussioner om, hvorvidt det optimale ville være et
direkte demokrati, hvor borgerne selv træffer beslutningerne, frem for som
nu at lade Folketinget / kommunalbestyrelsen / regionsrådet gøre det.

Min påstand har i denne sammenhæng været, at det direkte demokrati ikke er
det optimale demokrati, og at det repræsentative demokrati i sin
grundsubstans er mere demokratisk end det direkte demokrati.

Ud over de indlysende pragmatiske argumenter, har jeg tidligere peget på en
række mere "værdbaserede" argumenter for mit standpunkt.

I dagens aviser er der et glimrende eksempel på et af de problemer, man vil
støde på.

Gallup har spurgt danskerne om deres holdning til DRs økonomiske problemer.

71% af danskerne er modstandere af fyringer på DR.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2007/03/17/043804.htm?nyheder

Og:

61% af danskerne er imod, at DR skal tilføres flere penge, for at løse
budgetproblemerne af den vej.
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=874416

Meningsmålingen er blot en af mange, der i tidens løb har vist, at de samme
mennesker godt kan mene to modsatrettede ting om det samme emne alt efter,
hvordan der spørges.

Et andet eksempel, som dog er af lidt ældre dato (december 1999), handlede
om, at Folketinget ville tildele sig selv en lønforhøjelse. Respondenterne i
undersøgelsen blev den gang spurgt om to ting:
(1) Er det rimeligt, at politikerne tildeler sig selv en lønforhøjelse?
(2) Hvad er et rimeligt lønniveau for et folketingsmedlem? (her var der så
forskellige svarmuligheder)

Til det første spørgsmål svarede et stort flertal på 59% nej. Til det andet
spørgsmål mente 52%, at lønniveauet burde ligge på niveau med en borgmester,
mens 38% mente, at det burde ligge på niveau med en direktør.

Men sagen var bare den, at MF'erne med lønstigningen steg til et lønniveau
svarende til lønnen for en borgmester.

Altså: Hele 90% af vælgerne fandt, at lønnen var enten passende eller for
lav, mens 58% mente, at lønstigningen til dette niveau var urimelig.

Det hænger jo sammen.

---

Hvad er problemet her, hvis vi sammenholder dette med idealerne for direkte
demokrati?

Jo:


I begge eksempler skal vælgerne tage stilling til nogle helt operationelle
spørgsmål: Må DR afskedige medarbejdere? - må Folketinget øge bevillingerne?
Begge spørgsmål kunne i princippet indgå i et lovforslag, som blev sendt til
folkeafstemning, og det kunne i princippet godt være sådanne spørgsmål, der
stod på stemmesedlen.

Vi kan altså med rimelighed bruge disse spørgsmål som en prøve på, hvordan
det direkte demokrati ville fungere i praksis.

Det direkte demokratis væsentligste styrke burde være dets evne til at skabe
repræsentativitet forstået som en høj overensstemmelse mellem vælgernes
holdninger og de trufne beslutninger.

- Ingen forstyrrende mellemled, ingen politikere med manglende sans for
deres bagland osv.

Spørgsmålet er nu: Ville vores folkeafstemninger have givet et
repræsentativt og retvisende billede af vælgernes holdning til, hvordan DR's
budgetproblemer skal løses samt størrelsen på MF'ernes lønningschecks?

Det centrale er jo, at der svares inkonsistent i de to eksempler.

Jeg mener ikke, man kan fortolke det faktum på andre måder end, at
undersøgelsen faktisk ikke giver et billede af, hvad vælgerne mener om de
pågældende emner. Altså: Undersøgelsen er ikke repræsentativ!