God fornøjelse -
Af Niels Lillelund
Antisemitismen er til stede også i Danmark. Det er Mellemøst-
konflikten, der er flyttet med hertil, og danske jøder oplever i
stigende grad at blive chikaneret både privat og i det offentlige rum.
Mosaisk Trossamfund registrerer episoderne, der, ifølge talsmanden
Jacques Blum, kun udgør toppen af isbjerget.
Det er maj måned i Frederiksberg Have. Den solbeskinnede park, hvor
Frederik den 6. elskede at sejle på kanalerne med sine døtre og vinke
til det bedre borgerskab som et symbol på enevældens ro og harmoni.
Det var Frederik den 6., der i 1814 gav jøderne borgerrettigheder i
Danmark.
Også i demokratiets tidsalder, i 2003, er der tilsyneladende fredeligt
i Frederiksberg Have. Glade mennesker i alle aldre mødes og nyder den
lune eftermiddag i den danske forsommer. Men en enkelt dreng bliver
pludselig trængt op i en krog, han er med til afslutningsfest på sin
skole.
»Er det dig, der er jøde?« spørger en palæstinensisk dreng.
Han benægter, men den palæstinensiske dreng kender ham fra skolen,
trækker ham væk fra kammeraterne, og så kommer slagene. Nu er der
flere om det. Et spark i ryggen. Nogle voksne prøver at stoppe volden,
men mens de forsøger at få en samtale i gang med overfaldsmændene, får
den jødiske dreng endnu et spark i solar plexus og falder sammen.
Alt sammen, fordi han er jøde.
Episoden er kun én blandt mange, som findes registreret hos
sikkerhedschefen i Mosaisk Trossamfund. I et par år nu har
trossamfundet løbende registreret episoder af forskellig art, hvor
danske jøder er blevet truet, overfaldet eller på anden måde
chikaneret.
»Der kommer vel i gennemsnit én om ugen,« siger trossamfundets
talsmand Jacques Blum, der er kultursociolog og en af de omkring 6500
jøder i Danmark. Heraf er godt en tredjedel medlem af Mosaisk
Trossamfund.
»Det synes jeg er meget. Især når man tænker på, at det kun er det,
der anmeldes. Mange har stadig den opfattelse, at det er bedst, hvis
man ingenting siger, så ingen opdager os. De tier. Det reelle tal er
derfor snarere ti gange så højt.«
Det er med andre ord ikke uproblematisk at være jøde i Danmark i dag.
Vi kan ellers godt lide at mene om os selv, at vi er folket, der
reddede jøderne under Anden Verdenskrig, at Danmark har en særlig
status, når det gælder beskyttelse af jøder.
»Hvad anbelanger de jøder, som har fået tilladelse til at bo visse
steder i Kongens riger og lande, da mærker man på dem, at de er
skikkeligere end de fleste jøder andre steder. Hertil synes årsagen at
være den, at de ikke bliver så meget bespottet og forfulgt som i de
fleste andre lande,« skriver Ludvig Holberg i "Danmarks og Norges
beskrivelse" fra 1729.
Ikke så mange år efter, at de første jøder havde fået kongens
tilladelse til at holde gudstjeneste »inden tillukte kamre og foruden
nogen prædiken, så at ingen forargelse deraf forårsages« - det skete i
1684, og det var et stort skridt i forhold til f.eks. fremmedloven af
1569, der var noget mere kompromisløs end den nuværende udlændingelov;
alle fremmede havde at bekende sig til kristendommen, som den blev
formuleret i 25 artikler, ellers havde man tre dage til at forlade
landet - gjorde man ikke det, fik man kappet hovedet af.
Flittige og synlige
Alligevel lykkedes det altså jøderne at etablere sig i Danmark. De var
ikke mange i antal, men de var flittige og synlige nok til, at
jødevittigheder blev et fast element i folkeviddet. Også i Ludvig
Holbergs stykker.
Antisemitisme er et ældgammelt fænomen, og det er, mener Jacques Blum,
ligefrem en del af den fælleseuropæiske opdragelse:
»Tænk dig om og sig mig så, at du ikke på stående fod kan aflevere fem
negative karakteriserende udsagn om jøder. Ikke, at du tror på dem,
men du kender dem. Alle kender dem.«
Antisemitismen er heller ikke ny i Danmark. Den 14-årige H.C. Andersen
oplevede den såkaldte på nærmeste hånd, netop ankommet til København:
»Mandag morgen den sjette september 1819 så jeg fra Frederiksberg
Bakke første gang København; derude steg jeg af med min lille bylt og
gik gennem haven, den lange allé og forstaden ind i byen. Aftenen før
jeg kom, var just udbrudt den såkaldte Jødefejde, der da strakte sig
gennem flere af Europas lande; hele byen var i bevægelse, stor
menneskestimmel på gaderne; dog al den larm og tummel overraskede mig
ikke, den svarede just til det røre, jeg havde tænkt mig, der altid
måtte være i København, min verdensstad.«
Chikanerierne var inspireret af noget lignende - og meget voldsommere
- i Hamborg. I København blev en seddel hængt op på Børsen den 3.
september 1819, en anonym forfatter opfordrede til at fordrive jøderne
- »denne samfundets pest.«
Allerede aftenen efter blev jødiske butikker angrebet og plyndret,
uden at politiet kunne nå at forhindre det. Urolighederne varede i to
uger og manufakturhandlere og pengeudlånere var de hårdest ramte.
Jøder blev angrebet på åben gade, og efterhånden bredte angrebene sig
til byer som Slagelse, Helsingør, Hillerød, Vordingborg, Næstved og
helt til Odense, før det lykkedes at slå urolighederne ned.
Efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge på Wienerkongressen
året efter var det ellers begyndt at lysne for danskerne, der kom et
par gode høstår, men i 1818 faldt kornpriserne drastisk, hvad der
skabte stor nød og fattigdom. Vreden og afmagten måtte vende sig et
sted hen, og det blev jøderne, som tilsyneladende klarede sig godt,
der måtte stå for skud.
Rod i Mellemøsten
Når man løber sikkerhedschefens liste igennem står det klart, at den
aktuelle antisemitisme er af en anden art. Den har sin rod i
Mellemøsten. Det er typisk palæstinensiske unge, der står bag overfald
på ikke mindst unge jøder.
Der er mange eksempler:
En ung pige mødes med sine nye gymnasiekammerater, på en cafe ved
Svanemøllen. På vejen hjem bliver de antastet af en gruppe
andengenerationsindvandrere. Pigen Judith genkender to af sine
tidligere arbejdskollegaer fra et sommerferiejob i et supermarked, og
de to holder sig tilbage, men deres kammerater er aggressive. Er du
jøde, lyder spørgsmålet også denne gang. Det bekræftende svar udløser
en byge af ukvemsord: »Jødeluder, jødesvin, vi vil slagte dig og dine
forældre.« Kun resolut indgriben fra resten af Judiths gruppe
forhindrer situationen ved at komme ude af kontrol og udvikle sig til
voldeligt overfald.
I en forstad til København finder en 14-årig pige i 8. klasse en dag
følgende skrevet på tavlen:
»Alle jøder skal dræbes. Alis klan holder Danmark ren.«
Klassens lærer og skoleinspektør griber ind over for Ali, en
palæstinenser fra naboklassen. I første omgang hjælper det lidt, men
chikanerierne begynder snart igen, en flok arabiske drenge følger
efter Simone på gaden, råber ukvemsord og fremsætter trusler. Simone
må eskorteres hjem af sine veninder for at undgå at blive overfaldet.
Pigens lillesøster, som går i tredje klasse, er også blevet
identificeret som jøde, bliver kaldt »jødesvin« og er bange for at gå
i skole. Også deres storebror har problemer og får advarsler om, at
hvis han viser sig et bestemt kvarter, så »vanker der«. Trods
politiets involvering lykkes det ikke at få bugt med chikanerierne, og
familien vælger at flytte fra kommunen. Deres jødiske tilhørsforhold
er blevet »for kendt«, og de vurderer, at »chikanerier og trusler er
resultat af en massiv tilstedeværelse af palæstinensere i kommunen, og
alt tegner til, at situationen her kun bliver meget værre«.
En rabbiner bliver overfaldet på banegården under sit besøg i Odense.
Overfaldsmændene er en gruppe på omkring 10 arabisk udseende personer,
der spørger rabbineren om han stammer fra Israel. Han ignorerer
gruppen og søger til et område på banegården, hvor der er flere
mennesker end på perronen. Gruppen følger efter ham og holder ham
under observation. Da han igen må ned på perronen, bliver han sparket
i maven, og gruppen omringer ham. Nogle forbipasserende intervenerer
og forhindrer yderligere vold, men overfaldsmændene lader sigende
deres fingre køre hen over halsen. De prøver også at stige på toget,
men afvises af DSB-personalet.
Rystede turister, der oplever at blive overfaldet af en taxachauffør,
der pludselig får mistanke om, at de er jøder, en jødisk fodboldklub
finder omklædningsrummet overmalet »PLO styre! Ja til Islam! Skrid
jøder! Nej til Israel! Fuck U«, 45 amerikanske turister oplever, at to
arabere løber gennem mængden med trukne knive, en får læben skåret
igennem op til næsen, to drenge med danske og israelske flag på vej
til fodboldlandskampen Danmark-Israel bliver passet op og
gennemtæsket.
Og så videre og så videre.
Nørrebro farligt område
Blandt danske jøder har det længe været kendt, at Nørrebro er et
farligt område. Chefkriminalinspektør Per Larsen har rådet jøder til
ikke at bære Davidstjernen og mener i øvrigt, at jøder bør opføre sig
diskret:
»Insisterer man som jøde på at gå rundt på Nørrebro, så kan det da
godt være, det giver nogle problemer. Jøderne må selv være med til at
undgå konfrontationerne,« sagde han til Jyllands-Posten 11. august
sidste år.
Jøderne har forstået budskabet og internt i trossamfundet rådes man
til ikke at bære kalot eller davidsstjerne og i det hele taget ikke
skilte med sit jødiske tilhørsforhold.
En ung mand i et motionscenter på Nørrebro fik situationen at mærke,
han blev gennembanket, fordi han bar stjernen. Kalotten virker på
samme måde, hvad en amerikansk turist oplevede, da han blev overfaldet
og snittet med barberblade på vej ind i en kosherrestaurant.
Lederen af Rådmandsgade Skole (på Nørrebro) har frarådet jøder at
sende deres børn til skolen, hvor tre-års børn løber rundt på
legepladsen og leger, at de skyder jøder.
Jacques Blum mener, at Mellemøst-konflikten ikke bare videreføres i
Danmark, den fungerer også som alibi for en helt traditionel
antisemitisme. I ly af kritikken af Israel titter, mener han, nogle
mere generelle synspunkter i stil med »jøderne, de har også
altid ...«:
»Man må skelne mellem kritik af staten Israel, antizionisme, og
antisemitisme. At kritisere staten Israel er efter min mening
fuldstændig lige så legitimt som at kritisere f.eks. USA. Men i
Mellemøst-konflikten bliver der ikke skelnet. Hadet gælder ikke
israelere, det gælder jøder som sådan. Som det lød på Hizb-ut-Tahrir s
løbeseddel: Dræb dem, hvorend I finder dem.«
http://www.nuerdetnok.dk/artikler/JyllandsPosten%20-%20Hverdagens%20Had.htm
Artiklen er fra 2003. Hvor mange tør sætte 1000 spir på at situationen
er blevet bedre ?
Venlig hilsen Bruun