<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4206676
»JEG BENYTTER bare min ytringsfrihed,« siger statsminister Anders Fogh
Rasmussen og præsenterer dermed årets underdrivelse.
Formelt har han ret i, at han ikke har nogen mulighed for at øve
indflydelse på Danmarks Radios udsendelser, men reelt er hans
frontalangreb, som kom til udtryk i Berlingske Tidende i går, en meget
alvorlig handling, som må have forudsat grundige overvejelser ikke
mindst fordi en hoben oppositionspolitikere og såkaldte medieforskere
står klar til at udlægge og misfortolke.
Mediernes frihed i forhold til statsmagten er en afgørende
forudsætning for, at den demokratiske styreform kan fungere
tilfredsstillende. Det er en kendsgerning, som anerkendes overalt i
demokratiske stater, og derfor vækker det berettiget opsigt, at
regeringschefen åbent går til modangreb mod den nationale,
licensfinansierede, public serviceforpligtede tv-kanal.
På de af verdens tv-stationer, som har demonstreret et mere end
almindeligt afslappet forhold til kendsgerningerne, vil
statsministerens tilkendegivelse utvivlsomt blive præsenteret som et
statskup, hvor staten har overtaget kontrollen med medierne.
Den slags manipulationer er vi efterhånden vant til fra de kanter, og
herhjemme har et par forvirrede såkaldte medieforskere allerede være
ude og forudse demokratiets undergang og drage sammenligning med
diktaturstater. Imidlertid er statsministerens tilkendegivelse også på
et mere realistisk plan bemærkelsesværdig.
Sagen er nemlig, at statsministerens tilkendegivelse er fuldt
berettiget. Han kritiserer hverken holdning eller journalistik, men
går i rette med faktuelt forkerte oplysninger, som DR stædigt
fastholder.
Allerede inden Danmarks Radio i december i fjor sendte Christoffer
Guldbrandsens såkaldte dokumentar Den Hemmelige Krig, var der tydelige
tegn på, at der var noget lusk med i billedet. Filmen blev præsenteret
i småbidder for udvalgte medier, og politikere blev afæsket
kommentarer på fragmenteret, manipuleret grundlag. Det lå i luften, at
en rigsretssag var på vej.
Da filmen endelig blev vist i sin helhed, var det åbenlyst, at det
drejede sig om et ubehageligt, manipulerende makværk, hvis formål var
med fiktionsfilmens virkemidler at give et fortegnet billede af
virkeligheden. Det ligger i udtrykket dokumentar, at der skal
dokumenteres noget. Det lever denne film på ingen måde op til.
Tværtimod.
I stedet for at erkende den fejl, som det var at sende denne
tyndbenede gang semifiktion, har Danmarks Radio efterfølgende gjort
sig de besynderligste anstrengelser for at efterprøve, bevise og
overdrive filmens belastende påstande. Foreløbig har det ført til en
ørkesløs diskussion om, hvor mange afghanske fanger danske soldater i
2002 afleverede til det amerikanske militær til tortur, som det så
smagfuldt hedder. Der har nemlig også bredt sig den opfattelse, at
enhver da i 2002 måtte vide, at det amerikanske militær selvfølgelig
torturerede de afghanske fanger. At der siden er afsløret uheldige
tilfælde af tortur og mishandlinger beviser ikke, at danske soldater i
2002 skulle have den opfattelse, at tortur var standardprocedure.
Oppositionen i Folketinget har ivrigt dyrket den såkaldte dokumentars
manipulationer og påstande med det formål at belaste regeringen.
I sin iver efter at retfærdiggøre sig selv har Danmarks Radio bragt
sig i en alvorlig troværdighedskrise.
Det er mediernes fornemste opgave til enhver tid at forholde sig
kritisk til samfundets magthavere, ikke mindst regeringen. For at
kunne udøve en sådan nødvendig kontrolfunktion troværdigt er det
imidlertid afgørende at have sin dokumentation i orden.
Det kniber gevaldigt for Danmarks Radio i denne sag. Derfor ville en
intern undersøgelse med efterfølgende placering af ansvaret klæde
denne offentlige institution.
<<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/