"Peter Skaarups ugebrev
- mandag den 15. januar 2007
Den splittede opposition
Fredag aften havde jeg den blandede fornøjelse på DR's Deadline at
overvære Ole Sohn (SF), Margrethe Vestager (R) og Christine Antorini (S)
diskutere et samarbejde i tilfælde af, at de sammen med Enhedslisten
kunne skrabe 90 mandater sammen efter næste valg. Det var en opvisning i
splittelse og afgrundsdyb forskellighed. På alle afgørende punkter var
de tre partier dybt uenige. Socialdemokratiet støtter næsten
skattestoppet, altså lige indtil en gruppe embedsmænd i en
skattekommission beslutter noget andet. Det var de Radikale meget
fortørnede over, for de vil øjeblikkeligt lempe skatterne for de
højtlønnede og øge de grønne afgifter, der rammer de svageste hårdest.
SF vil helst bare hæve skatterne over en bred kam. Det er ganske svært
at se, hvad de meget liberale Radikale og de yderst socialistiske SF'ere
kan blive enige om, når det gælder den økonomiske politik.
Socialdemokraterne er ydermere internt så splittede om skattepolitikken,
at det eneste, de har kunnet enes om, er at lade en skattekommission
afgøre deres politik på området, vel at mærke efter et valg.
På indvandringsområdet er der på overfladen tilsyneladende også stor
splittelse. Enhedslisten, SF og de Radikale vil tilbage til gamle dages
indvandringspolitik, hvor portene står på vid gab for flygtninge og
indvandrere, der hverken kan eller vil integreres. Den dag i dag er
eksempelvis kun ca. 30 procent af somalierne i arbejde. Omkring 10.000
somaliere kom hertil pga. det meget omdiskuterede de facto begreb
tilbage i 1990'erne, da der sidst var borgerkrig i Somalia. Den
nuværende svage somaliske regering har med hjælp fra nabolandet Etiopien
fordrevet et islamistisk styre, der var ved at indføre sharialovgivning
i landet. Det er svært at se, hvilket perspektiv der var i at åbne
grænserne for folk fra en så radikalt anderledes kultur, dengang som nu.
Siden er de 10.000 somaliere vokset betragteligt i antal, og det samme
er omkostningerne ved at de ikke kan eller vil deltage på
arbejdsmarkedet ligesom næsten 80 procent af danskerne gør.
Mit ærinde er ikke at hænge somalierne ud, men det illustrerer til
fulde, hvad der sker, når den nævnte gruppe partier skal administrere
indvandringen; det fører til nedbrydelse af sammenhængskraften, og
velfærdsstatens finansieringsmuligheder forringes kraftigt. Samtidig er
det værd at erindre, at man ikke nødvendigvis bliver lykkelig af at
skifte en middelalderlig islamisk levevis ud med en moderne vestlig
levevis. Det så vi tydeligt under Muhammed-farcen, hvor herboende
islamister opførte et skuespil af en anden verden.
Socialdemokratiet siger modsat de tre øvrige partier godt nok, at de vil
kopiere 24-års-reglen for at undgå tvangsægteskaber, men det er med det
forbehold, at de selv vil finde på noget bedre. Det var Christine
Antorinis ord i fredags. Når man melder så vagt ud og i øvrigt vil være
afhængig af tre støttepartier, der alle vil åbne grænserne for hele
verdens fattigdomsflygtninge, er det kun et spørgsmål om dage, hvis ikke
timer, før det løfte brydes efter et valg.
Den konklusion er en tidligere meget fremtrædende socialdemokrat, Karen
Jespersen også kommet til. Søndag kom det frem, at Karen Jespersen efter
22 års medlemskab af Socialdemokratiet meldte sig ud i protest mod
partiets uansvarlige økonomiske politik og udlændingepolitik. Og ikke
mindst på grund af partiets svage indsats under Muhammed-krisen, hvor
Helle Thorning-Schmidt som bekendt var på skiferie og i øvrigt mest
optaget af at tale de muslimske landes ømskindede ambassadører efter
munden.
Som Karen Jespersen rigtigt påpeger, er den socialdemokratiske
venstrefløj på vej til at sætte sig på magten i partiet. Når det kommer
til de afgørende forlig, hvor vi vil forhindre ekstreme imamers indrejse
i Danmark eller stille krav til fremtidige indvandreres viden om danske
samfundsforhold, så står socialdemokraterne altid af. Det så vi i
forbindelse med integrationsaftalen og senest i velfærdsforliget, hvor
socialdemokraterne og de radikale ikke ville være med på
udlændingeområdet.
I de forgangne uger har der været en heftig debat om irakiske
asylansøgere, der nægter at rejse hjem efter i årevis at have fået deres
sager afvist hos de danske myndigheder. Lige så snart kameraerne retter
fokus på asylcentrene, forstummer den saglige debat, og den gamle
venstrefløj finder helt instinktivt sine traditionelle synspunkter frem.
De danske love skal sættes ud af kraft, mener førende socialdemokrater
som integrationsordfører Lotte Bundsgaard, og enhver overvejelse om,
hvem der reelt er flygtning og hvem der blot søger lykken i et land med
helt andre normer og traditioner, forsvinder.
I Sverige har man ingen debat om indvandring og asylsøgere. Alene sidste
år måtte Sverige give asyl til omkring 10.000 irakere, fordi man blot
vedtog administrativt at give asyl til alle fra Irak. Paradokset i
Sverige, såvel som i Danmark, er, at det er socialdemokraterne, der
trods udmeldinger om det modsatte ender med at undergrave
velfærdsstaten. Det sker, fordi socialdemokraterne ikke vil acceptere
den simple, men til overmål beviste sammenhæng, at velfærdsstaten er
afhængig af, at en meget stor del af arbejdsstyrken er i job. De
ikke-vestlige indvandrere arbejder kun for 46 procents vedkommende, og
så har jeg slet ikke nævnt alle problemerne med kriminalitet, krav om
sharialovgivning og terrortrusler. Desværre synes den danske opposition
reelt kun at kunne blive enige om at lempe den nuværende
udlændingepolitik. Spørgsmålet er, om det er det, vælgerne ønsker? "
/Peter
|