http://www.furesoeavis.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070109/FUSLOKALEN
YHEDER/101090062/1003
Beboere vil gribe til selvtægt
Nu er grænsen overskredet for en række beboere i Farum Midtpunkt. En
gruppe utilpassede unges hærgen og truende opførsel i specielt én
boligblok fører ifølge lokalavisens oplysninger til, at en række beboere
vil etablere et lokalt tæskehold – enkelte overvejer endda at anskaffe
sig skydevåben
Et kraftigt kanonslag smadrede i sidste uge et par store ruder i Farum
Midtpunkts blok 12 og stumper af en jernlampe havnede nede i
parkeringskælderen. Sprængningen var så voldsom, at var et barn
tilfældigvis kommet forbi, kunne det have endt i en tragedie. Det er kun
én af de seneste episoder, der nu får tre familier i den omtalte
boligblok til at flytte, mens andre organiserer sig i tæskehold. Ifølge
lokalavisens oplysninger er det første skydevåben anskaffet, mens andre
har tænkt sig at følge trop. "Og jeg er parat til at tage konsekvenserne
af det", som det lyder fra en beboer. Det er ifølge lokalavisens
oplysninger ikke beboere fra blok 12, der ikke længere vil finde sig i
de unges hærgen og derfor organiserer sig. Stemningen i de
omkringliggende boligblokke er præget af utryghed og en
"det-er-fandeme-for-dårligt-at-de-kan-få-lov-til-det"-holdning. Når
hverken politi eller kommunen har kunnet dæmme op for urolighederne, så
vil nogle nu åbenbart gribe til selvtægt.
Tilbydes en ny lejlighed
I blok 12 har en familiefar valgt at flytte børnene ud til noget
familie, indtil de kan flytte ind i en anden lejlighed, mens konen hos
en anden familie er flyttet ud til nogle venner. Hos de implicerede er
nerverne så tyndslidte efter måneders chikaner og hærgen fra de unges
side, at de ikke orker mere. Tre familier sagde før jul ja tak til et
tilbud om en anden lejlighed i en anden boligblok. I sidste uge blev det
så til realiteter. Udlejningschef Lone Kenø Skriver fra KAB oplyser til
Farum Avis, at to af de tre familier torsdag blev tilbudt en ny
lejlighed et andet sted i Farum Midtpunkt. De nye lejligheder er til
indflytning henholdsvis den 15. februar og 1. marts, hvis familierne
accepterer tilbuddet. Den tredje familie har endnu ikke boet i Farum
Midtpunkt i de to år, som er det normale krav for at komme i betragtning
for en ombytningslejlighed. Men i denne uge vil det på et
organisationsbestyrelsesmøde blive taget op, om KAB kan give familien
dispensation fra reglen. Sker det, vil familien også blive tilbudt en
anden lejlighed.
Vidner efterlyses
Hos det lokale politi understreger man, at der er fokus på de mange
sager fra Blok 12. I de fleste tilfælde er der tale om hærværkssager,
hvor hærværksmændene hurtigt er forsvundet. Det gør det nærmest umuligt
for politiet at finde frem til gerningsmændene. "Vores problem er mange
gange, at vi mangler vidner. Men hver gang vi får en sag, så undersøger
vi den. Men er der ikke nogen, som vi kan sigte, så bliver der ikke
nogen sag. Så det er utroligt svært at arbejde med disse sager",
forklarer Dorthe Holm fra Farum politi. Et vidne til én af
hærværkssagerne var dog hos politiet i sidste uge for at identificere
gerningsmændene - i hvert fald dem, som allerede er i politiets arkiver.
Politiet betegner én af hærværkssagerne som af særlig karakter, idet der
var fare for andres liv, da der med fyrværkeri blev sprængt hul i en
hoveddør til en lejlighed. Heldigvis for beboerne var de ikke hjemme, da
det skete.
Et blødende sår
Borgmester Jesper Bach (V) vil i denne uge tage kontakt til
politidirektør Johan Reiman fra Nordsjælland Politi for at bede om
yderligere hjælp til at stoppe urolighederne i Farum Midtpunkt. "Vi må
anmode politiet om en forstærket indsats. Vi er nødsaget til at bede om
hjælp, da vi ikke kan have beboerne i området til at gå rundt og lege
politimænd", siger Furesø-borgmesteren. "Vi kan ikke være dette her
bekendt overfor vores medborgere - vi må have styr på situationen. Men
jeg må også indrømme, at jeg ikke på nuværende tidspunkt har den endelig
løsning". "Jeg vil også bede SSP-medarbejdere følge sagen tæt. Det kan
godt være, at vi skal have ansat yderligere personale til at hjælpe de
nuværende", erkender Jesper Bach. Han har foreløbig bedt de nuværende
SSP-medarbejdere udarbejde et notat, der skal beskrive, hvilke tiltag
man i de sidste 5-10 år har gjort dels for at forhindre dannelsen af
grupper med utilpassede unge, og dels hvad der er gjort for at stoppe
ballade hos allerede dannede grupper af utilpassede unge. "Jeg har bedt
om et snarligt møde med de implicerede parter, men jeg må medgive, at
vores medarbejdere ligger vandret i luften med alle de opgaver, som vi i
den nye kommune står med", erkender borgmester Jesper Bach. Desuden vil
borgmesteren nu have nedsat en projektgruppe, der skal komme med
initiativer, der dels løser de nuværende problemer, men som også skal
hindre at lignende problemer med utilpassede unge opstår på et senere
tidspunkt. "Det er en uholdbar situation, vi er i. Vi kan i første
omgang kun prøve at stoppe et blødende sår, men vi skal sikre, at Farum
Midtpunkt er et attraktivt boligområde for alle mennesker også i
fremtiden, mener borgmesteren. Det har ikke været muligt at få en
kommentar fra politidirektør Johan Reiman, der før jul i JyllandsPosten
lovede, at Nordsjælland Politi vil kunne håndtere situationen i Farum
Midtpunkt. Da han i sidste uge fik tildelt yderligere 50 betjente så har
beboerne i Farum Midtpunkt måske en forhåbning om, at politidirektøren
kan holde sit løfte.
Publiceret: 09. Januar 2007 06:00
--
regards , Peter B. P. -
http://titancity.com/blog ,
http://macplanet.dk
"If guns kill, do pencils cause spelling errors?"