<<<<<<
http://www.sappho.dk/Nr.%205%20december%202006/leder.html
Året går på hæld, det er tid at gøre status, og hvad vil vi huske af
begivenheder, der har med ytringsfriheden at gøre? Et par sager synes
oplagte: Den fortsatte krise om Muhammed-tegningerne med dertil
hørende mord, dødstrusler, ambassade- og flagafbrændinger. Pave
Benedicts upopularitet hos muslimerne på grund af et ældgammelt citat.
Og senest fra den hjemlige andedam musikgruppen Outlandish's held med
at censurere et par bare kvindearme væk i DRs juleshow.
Men 2006 er også året, hvor islamkritikeren og forfatteren Ayaan Hirsi
Ali måtte forlade Holland og slå sig ned i USA på grund af balladen om
hendes hollandske statsborgerskab. Skønt Ali allerede tidligere havde
vedkendt sig, at hun havde givet urigtige oplysninger i forbindelse
med sin asylansøgning.
Holy Ali var den hånlige titel på den TV dokumentar, der lagde
oplysningerne frem og gjorde et stort nummer ud af Alis, egentlig ret
uskyldige, bedrag. I intellektuelle kredse i både Holland og Danmark
har man forsøgt at dæmonisere Ali, bl.a. ved at give hende betegnelsen
sekulær fundamentalist. Sådan taler man i dagens Europa om dem, der
ikke vil gå på kompromis med de frihedsidealer, som Europa har brugt
2000 år til at gøre til sine.
En af de fremtrædende forskere ved Carsten Niebuhr Afdelingen på
Københavns Universitet, lektor Jørgen Bæk Simonsen, proklamerede for
nylig, at det ville en falliterklæring for Danmark, hvis imam Ahmed
Abu Laban, der jo både er salafist og terrorsympatisør, rejste fra
Danmark. Den fornærmede imam har ved flere lejligheder tilkendegivet,
at han på grund af danskernes modvilje mod ham efter hans rolle i
Muhammed-sagen ville flytte fra Danmark. Foreløbigt er det blevet ved
snakken, men skulle han en dag indfri sine løfter, bliver det næppe
Amerika, han slår sig ned i. For hvor Europa i årevis har givet asyl
til radikale islamister og frit lader indflydelsesrige ekstremister
som Tariq Ramadan og Yusuf al-Qaradawi sprede deres propaganda, lukker
amerikanerne dem ganske enkelt ikke ind.
Jørgen Bæk Simonsen ville næppe fremsætte beklagelser, hvis
Demokratiske Muslimers formand Naser Khader en dag skulle føle sig
presset til at slå sig ned på den anden side af Atlanten. Tanken er
vel ikke ganske usandsynlig, for her i landet kan den populære
politiker på grund af trusler fra islamisterne ikke købe en liter mælk
uden at være fulgt af to bevæbnede mænd fra PET.
Andre eksempler på europæiske dissidenter, der må leve livet farligt,
er den iransk-franske forfatter Chahdortt Djavann, der for nylig
gæstede Danmark og Trykkefrihedsselskabet. Djavann opgiver aldrig navn
og adresse og har måttet have bodyguards med, når hun har optrådt
offentligt. Farshad Kholghi, medlem af Sapphos redaktion og født i
Iran i en Bahai-familie, kan ikke sætte sine ben på Nørrebro på grund
af trusler og overfald.
For Europas toneangivende islamforskere, intellektuelle og feminister
er de ædle vilde med deres barbariske anskuelser og vilje til vold
langt mere interessante og sympatiske end de mennesker med muslimsk
eller mellemøstlig baggrund, der er parate til at sætte livet ind for
at forsvare demokratiet og ytringsfriheden.
Andre af islams dissidenter som forfatterne Ibn Warraq og Taslima
Nasrin, der begge har boet mange år i Europa, bor i dag også i USA.
Det samme gør Salman Rushdie, der ved flere lejligheder har advaret
europæerne mod at give efter for islamisternes pres, bl.a. i
forbindelse med balladen om Muhammed-tegningerne. Stand-up komikeren
Shabana Rehman, der modtog Trykkefrihedsselskabets pris tidligere i
år, har ikke forladt Norge, men nyder i disse år Amerikas mange
muligheder og det frie miljø i New York.
Tankevækkende var det også, at da Demokratiske Muslimer for nyligt
havde samlet nogle af de bedste kritiske hjerner med muslimsk baggrund
til en shariakonference i København, var de fleste kommet rejsende fra
USA, som gæstfrit har åbnet sine grænser og gjort det muligt for dem
at videreføre den forskning, de har fået forbud mod i deres hjemlande,
og som Europas meningselite også helst er foruden.
Behøver vi tilføje, at den uforfærdede italienske forfatter Oriana
Fallaci først vendte hjem til Firenze fra sit amerikanske eksil, da
hun var vis på, at hun snart skulle dø, således at den italienske
dommer, der var ved at forberede en straffesag mod hende for at have
fornærmet islam, blev snydt for at få hende sat i fængsel?
Så vidt er det kommet i Europa, at vi omfavner civilisationens
banemænd og driver vore bedste intellektuelle i landflygtighed.
Det er ikke første gang, at dissidenter fra Europa har søgt til USA.
Parallellen til situationen før og efter nazisternes magtovertagelse
er slående. Dengang var store dele af den tyske og italienske elite
inden for videnskaberne, kunstarterne og det intellektuelle liv
tvunget til flygte til den nye verden. Og efterhånden som den brune
pest bredte sig over kontinentet, fik de følgeskab af frie ånder fra
mange andre nationer.
Et eksempel ud af mange var den østrigsk-jødiske forfatter Stefan
Zweig, der endte med at slå sig ned i Brasilien. Det var på et
hotelværelse i New York, at Zweig skrev slutningen af sit mesterværk
Verden af i går. Uden noter eller optegnelser skrev dette menneske,
kun hjulpet af de erindringer, han bar bag sit pandeben. Et menneske,
der havde oplevet 1. Verdenskrig og nazismens indtog, og som havde
mistet både hjemland, ejendom og venner, og som havde fået sine bøger
naglet til skampælen og brændt på bål i Tysklands gader. Zweig skrev
af nødvendighed.
Verden af i går er en bog, som alle europæere burde genlæse i disse
tider som en påmindelse om, at det ikke er så forfærdelig længe siden,
at Europa, med bogbrændinger, vold, dødstrusler og menneskeudryddelse
steg ned i et barbari, som det krævede snesevis af millioner døde at
få standset.
Hvis vi på Sapphos redaktion har et nytårsønske, er det dette: At
Europa endnu engang kan blive et sikkert hjemland for de frieste
ånder. Et Europa, der beskytter og værdsætter fritænkerne ikke mindst
dem, der vover at tale Mekka midt imod.
<<<<<<<
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/