<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4163996
Politiske og videnskabelige debatter hærges af, at kendsgerninger ofte
moraliseres og gøres suspekte. Mange fakta i samfundet kan knap
diskuteres, fordi det er politisk ukorrekt at fokusere på disse.
Derfor tillægges de mennesker, der bringer ubehagelige fakta til
torvs, ofte en ond vilje, skriver kronikørerne.
Det er vanskeligt og måske umuligt at forklare brud og
revolutionsagtige omskiftelser i et moderne samfund. Vi kalder det
"tidsånden", som forklarer, at folk ikke mere mener, hvad de sagde og
nu mener noget helt andet. Men hvis vi skal forstå os selv og forsøge
at værne os mod fremtidens ideologiske fristelser, så må vi dog i det
mindste forsøge at forstå, hvorfor folk mente, som de gjorde.
I Danmark har vi en lille afgrænset historie, der klart illustrerer en
tidsåndsforandring. For seks år siden blev der rettet kritik af Den
store danske encyklopædis behandling af kommunismen. Vi var begge tæt
på, fordi den ene af os som debatredaktør på Berlingske Tidende
prioriterede debatten højt og den anden som deltager i dette
ideologiske opgør.
Der var store principielle spørgsmål oppe og vende. Hvorfor så
hovedartiklen om kommunisme ikke nogen forbindelse mellem kommunismens
teori og praksis?
Om nazismen var der nemlig ingen tvivl om, at nazismens
grundholdninger havde direkte konsekvenser for de senere ulykker, men
i artiklen om kommunisme var denne forbindelse skåret over som om man
kunne operere med en uskyldig kommunistisk teori uden konsekvenser.
Hvordan kunne det være, at kommunismens tragedie og mange ofre fik
langt mindre omtale end nazismens? Hvorfor fik nazistiske og
fascistiske medløbere noteret deres synderegister, mens kommunismens
medløbere som regel slap billigt i encyklopædien.
Da Gyldendal før jul udgav den nye elektroniske dvd-udgave af
encyklopædien, valgte forlaget at korrigere værket, så kritikpunkterne
stort set alle er imødekommet. Fagredaktøren for historiestoffet
udtalte for nylig, at "kritikerne har fået ret. Helt ret".
Debatten om encyklopædiens historiesyn varede et år og var slutstenen
på flere års debat om det 20. århundredes vanvidspolitik og millioner
af ofre. Det relevante her er ikke at genåbne en debat, der er
afsluttet.
Det interessante er, hvordan en offentlig mening på dette begrænsede
felt kan skifte så radikalt på så kort tid. I 2000 kunne
encyklopædiens ansvarlige redaktører gentage hinanden i, at kritikken
var overdrevet eller forkert.
I dag står vi så i den underlige situation, at encyklopædien i vigtige
samtidshistoriske artikler er revideret på en måde, som stort set
følger den kritik, der blev rejst. Og avisernes journalister har svært
ved at få kommentarer fra de professorer, som for kun fem-seks år
siden stod last og brast om værket beskrivelse af kommunismen.
Hvorfor blev den rejste kritik i 2000 kulet ned, mens den så få år
senere bliver taget til efterretning og accepteret som korrekt? Efter
den første kritik i Berlingske Tidende erklærede værkets hovedredaktør
Jørn Lund, at kritikken var forfejlet og der intet var at komme efter.
Han anførte som vidne, at den tidligere rigsantikvar Olaf Olsen havde
læst hele værket igennem og sagt god for alt, så han var sikker i sin
sag.
Da debatten om Encyklopædien havde buldret videre nogle uger,
forfattede værkets Videnskabelige Råd et læserbrev, som i flere aviser
afviste kritikken og bakkede 100 pct. op om Jørn Lund og
Encyklopædien.
Det Videnskabelige Råd bestod af syv af dansk videnskabs ypperste
skikkelser fra alle forskningsfelter, bl.a. professor Jes P. Asmussen,
Lise Bek, litteraturprofessor Torben Brostrøm, professor Palle
Jeppesen, professor Ove Nathan, tidl. rigsantikvar og professor Olaf
Olsen, professor Povl Riis og ph.d. Eva Steiness.
Der var tale om vigtige personer i det videnskabelige miljø i Danmark
som sad i de videnskabelige forskningsråd og hvis ord havde vægt. De
var ikke eksperter i kommunismens historie eller totalitære
ideologier, men de udlånte tidligt i forløbet deres navne til et
blindt forsvar for værket.
Det viste sig da også, at flere yngre forskere, der var principielt
enige med dele af kritikken, ikke ønskede at deltage i en offentlig
debat, fordi de frygtede for karrieren.
I dag er der ingen, der korrekser Gyldendal for at have rettet i det,
der dengang ikke havde behov for korrektion. Dengang havde kritikerne
bare brug for en øretæve og en opsang.
Politikens historieanmelder Steffen Heiberg kaldte i Politiken
kritikerne for "heksejægere" og hævdede, at kritikken var et
"frontalopgør med den humanistiske tradition". Politikens chefredaktør
Tøger Seidenfaden skrev om en »tyndbenet, småhysterisk og helt igennem
proportionsløs kampagne«. Politikens Jes Stein Petersen skrev i samme
avis, at kritikerne »fremmaner en verden af onde og gode, der lægger
op til hekseproces - ikke til fri debat«. Og Danmarks Radio omtalte
systematisk kritikkerne negativt uden at komme ind på det saglige
indhold.
Det er ikke skrevet for at hovere, men fordi vi som samfund må lære af
de fejl, vi i fællesskab begår, og som i praksis kun tjener til at
hæmme fremskridt og oplysning og fastholde tabuer og fordomme.
Selv åbne demokratiske samfund som det danske kan udvikle "blinde
pletter" eller tabuer, som ikke må røres eller diskuteres. Og så
stivner samfundet og udviklingen lammes. Hvis vi så tidligt som muligt
kan holde debatten åben og saglig, kan vi undgå skyttegrave, hvor
debatten fryser til og kun bliver fraser og klicheer.
At kritikken af Encyklopædien blev mødt af så megen hårdnakket
modstand, kan vel kun forklares med, at et stort værk var under
udgivelse og så skulle skønhedspletter ikke ødelægge
helhedsindtrykket.
Så der kom aldrig en debat om Encyklopædien. Der blev rejst
indvendinger og kritik, og det blev alt sammen afvist som tendentiøst
og overdrevet. Ingen dialog, men kun skyttegrave.
Og så hulla-hop går der fem-seks år og så er kritikken pludselig taget
til efterretning og Danmark har en net- og dvd-udgave af et nationalt
leksikon, der er langt mere brugbart og afbalanceret end de tunge
papirbind, der fylder reolen.
Hvad kan vi så lære af det?
Forhåbentligt at vi i den offentlige debat bestræber os på at undgå at
havne i tabuer med urørlighedszoner, der ikke må kritiseres. Undgå at
debatten graver grøfter, hvor sagen skubbes i baggrunden til fordel
for at holde sammen mod de formastelige.
For det er en falliterklæring for det akademiske liv og den
journalistiske profession i Danmark, at en sag kan vende 180 grader på
bare fem-seks år. I dag er der ingen kritik af Gyldendals net- og
dvd-udgave. Nu er de reviderede artikler om kommunismen alment
accepteret fakta, mens de før var heksejagt og mccarthyisme. Samtidig
har vi bevæget os et væsentligt skridt nærmere henimod at erkende
venstreradikalismens ulykke for menneskeheden. Om højreradikalismens
ulykke var ingen i tvivl.
Sagen burde være et oplagt emne for specialestuderende, fordi en
tidsånd er forandret på så kort tid på så afgrænset et lille felt.
Hvorfor var alt forkert for 5 år siden og alt rigtigt i dag?
Gyldendal har i dag gjort, som enhver moderne virksomhed bør gøre:
lytte til kritikken og få rettet på produktet.
Og for det danske samfund er det vigtigere end nogensinde, at vi har
et lettilgængeligt troværdigt leksikon, som kan fungere som kanon, når
skole- og gymnasieelever skal søge troværdig viden om et emne.
Internettet kan være en farlig forfører, fordi det indeholder så meget
fup og fidus. Og public-service-kanalernes dokumentarudsendelser er
også ofte lette ofre for politiske modestrømninger. Så længe hver en
tåbe kan lægge sine tvangstanker ud på internettet, så uskyldige
elever og studerende kan antage det for kendsgerninger og viden, er
det vigtigt med et leksikalsk værk, der kan skille fup og fakta.
Det er vigtigere i dag end nogensinde tidligere. I en google-tid
udfylder det en kolossal vigtig funktion som autoritativ viden.
Et troværdigt leksikon er så vigtigt, fordi det forsøger at præsentere
fakta og kendsgerninger så nøgternt og neutralt som muligt. Det
skiller sandhed fra mening. Det tilstræber objektivitet om den fælles
verden, vi lever i. Så kan vi i øvrigt mene om den, hvad vi vil.
Både politiske og videnskabelige debatter hærges af, at kendsgerninger
ofte moraliseres og gøres suspekte. Mange fakta i samfundet kan knap
diskuteres, fordi det er politisk ukorrekt at fokusere på disse.
Derfor tillægges de mennesker, der bringer ubehagelige fakta til
torvs, ofte en ond vilje.
Et leksikon eller encyklopædi bygger på, at der er en tendentiel
sandhed om verden, som vi kan kritisk efterprøve. Og at denne sandhed
ikke afhænger af vores påståede gode eller onde vilje, men af
virkelighedens indretning.
Derfor er en encyklopædi så vigtig og godt at vi har fået en revideret
udgave.
- - -
Denne kronik er blevet afvist af dagbladet Politiken, men har efter
Morgenavisens Jyllands-Postens opfattelse så bred og principiel
betydning, at vi af hensyn til den offentlige debat har valgt at
trykke den.
<<<<<<<<<<<<<<<
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/