»Hvis frihed overhovedet betyder noget, så er det retten til at
fortælle folk det, de ikke bryder sig om at høre.«
<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4163976
GEORGE ORWELL, socialist og skarp iagttager af totalitære kræfter,
skrev i forordet til sin roman Kammerat Napoleon fra 1945, en tekst
der i øvrigt af hensyn til Josef Stalins Sovjetunionen først blev
offentliggjort næsten 30 år senere:
»Hvis frihed overhovedet betyder noget, så er det retten til at
fortælle folk det, de ikke bryder sig om at høre.«
Evnen til at udfordre konformisme og hævdvundne forestillinger har
traditionelt været kunstens varemærke, men kunstnere og intellektuelle
har også ofte en svaghed for totalitære bevægelser og autoritære
skikkelser, som har udmøntet sig i forbløffende velvilje og forståelse
over for dem, der undertrykker og knuser den frihed, som er
forudsætningen for deres eget virke.
Det skyldes muligvis en drift efter det perfekte, efter det rene og
uplettede, klare skel mellem det gode og det onde, idealet, mens
hverdagens rutineprægede og monotone tilsnigelser betragtes med
foragt. Denne drift udfylder på glimrende vis sin funktion i kunsten,
men den kan få katastrofale konsekvenser, hvis den bliver styrende for
kunstneres holdning til, hvad der foregår i den virkelige verden.
Den svenske forfatter Jan Guillous ukritiske ros af Saddam Husseins
regime og den tyske filosof Martin Heideggers fascination af Hitler er
eksempler. Vestlige intellektuelles affinitet til Cubas diktator Fidel
Castro er et andet, mens Informations tidligere chefredaktør Ejvind
Larsens ukritiske dyrkelse af massemorderen formand Mao og den franske
filosof Michel Foucaults betagelse af den islamiske revolution i Iran
er et tredje.
Kunstnere og intellektuelle føler sig ofte kaldet til at forsvare gode
idéer, idéer der insisterer på at fremme retfærdighed og lighed i
verden, men som Harvard-professor Charles Fried fastslår i en ny bog:
»Frihedens største fjende har altid været en eller anden forestilling
om det gode.«
På den anden side findes der også tabuer, som kultureliten for enhver
pris undgår. Siden Anden Verdenskrig og nazismens og fascismens
sammenbrud har det ikke været god tone at tale om kulturforskelle.
Man har hyldet en lineær forståelse af historien, nemlig at alle
kulturer og civilisationer i takt med udviklingen og udbredelse af
idealerne nedfældet i FNs Menneskerettighedserklæring ville konvergere
mod en fælles, lysende fremtid. Stammekultur, nationalisme og religion
ville forsvinde i takt med oplysning. Det var som Ralf Pittelkow og
Karen Jespersen skriver i en af årets danske bestsellere Islamister og
naivister årsagen til, at så få satte spørgsmålstegn ved den
udfordring, det danske samfund blev stillet overfor med indvandringen
fra kulturer i Den Tredje Verden. Længe herskede der nemlig en
diskriminerende tro på, at hvis folk blot levede længe nok i vor del
af verden, så ville de blive lige som os.
Det var ikke tilfældet, og da det blev klart, fik kulturrelativismen
kronede dage. Når alle kulturer ikke automatisk smeltede sammen til en
kultur, så måtte alle kulturer stilles lige, selv hvis de var
undertrykkende, diskriminerede kvinder og legitimerede
forskelsbehandling afhængig af tro og etnisk tilhørsforhold.
Det har været årsagen til venstrefløjens berøringsangst, når det
gælder kritik af islam.
Muhammed-krisen satte gang i debatten om kulturforskelle. Det bliver
en af de vigtigste debatter i det 21. århundrede, hvad enten vi ønsker
det eller ej. Virkeligheden påtvinger os den; dels fordi der er
voksende kontakt og interaktion mellem kulturer, dels fordi vores
samfund bliver mere multikulturelle.
Da Rambøll Management i foråret for Morgenavisen Jyllands-Posten
gennemførte den første meningsmåling af muslimer i Danmark, viste det
sig, at muslimer og danskere som helhed ser forskelligt på
ytringsfriheden og hensynet til religiøse følelser.
Kun 10 pct. af muslimerne gav udtryk for, at ytringsfriheden altid
skal prioriteres, mens tallet for befolkningen som helhed var 46 pct.
Omvendt mente 51 pct. muslimer, at ytringsfriheden aldrig kan stå over
hensynet til religiøse følelser, mens det samme tal for befolkningen
som helhed var blot otte pct.
Det er udtryk for en reel kulturforskel, som man er nødt til at
forholde sig til.
Manglende forståelse eller ligefrem ignorering af den kulturelle
dimension etniske og religiøse forhold, uddannelsessystem og
demokratisk kultur når det gælder politisk og økonomisk udvikling er
også en afgørende årsag til, at det i Irak og i Mellemøsten som helhed
ikke er gået, som præsident George W. Bush håbede.
En af årets vigtigste bøger sætter fokus på kulturforskelle, på hvad
der stimulerer og hæmmer økonomisk udvikling og demokrati. Den er
forfattet af Lawrence Harrison.
Harrison bekender sig som denne avis til oplysningsidealet om, at
ingen kulturer i princippet er immune over for demokrati, men nogle
kulturer er mere modtagelige end andre. Med andre ord: Hvis man ønsker
politisk forandring, må man arbejde for kulturel forandring, og det
kræver som Harrison gør opmærksom på meget mere end at sende tropper,
holde valg og skrive forfatninger.
Det drejer sig om uddannelse, der fremmer demokratiske værdier og
iværksætterånd, ændring af børneopdragelse og begrænsning af
religionens rolle i politik. Et forhold der er rettet mod den
islamiske verden, men også gælder katolske og ortodokse lande, hvor
kirken har været ambivalent i sin holdning til markedsøkonomi og
demokrati.
En af forklaringerne på Spaniens økonomiske mirakel er ifølge
Harrison, at den katolske kirke er blevet fortrængt fra
uddannelsessektoren. Endelig er det nødvendigt at lære især kvinder at
læse og skrive, hvis man vil ændre et lands kultur.
I alle arabiske lande er der markant forskel på mænd og kvinder på det
punkt. De kulturer, der diskriminerer kvinder socialt, økonomisk og
politisk, har i det hele taget store problemer med udvikling og
demokrati.
Alle disse tiltag indebærer en styrkelse af borgernes evne til at
bestemme over eget liv og tro på fremtiden. Når borgere ser, at de
selv kan påvirke deres skæbne, så er de også anderledes motiveret for
at tilegne sig de redskaber, som gør det muligt, mens kulturer, som
hæmmer økonomisk udvikling og demokrati, ofte er præget af fatalisme
og irrationel besættelse af fortiden.
Set i det lys vil de kommende årtiers vigtigste kulturrevolution blive
kampen for kvindens frigørelse og ligestilling. I alle kulturer og
over alt på kloden.
<<<<<<<<<<<
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/