Boganmeldelse: Bad girl - Confession of a teenage delinquent
Af: Abigail Vona
ISBN: 1-59071-051-7
Abigail bliver en alder af 15 år narret ind på en "adfærds
modifikation" anstalt - en mellem ting imellem en kostskole, en
psykiatrisk afdeling og en militærlejr. Anstalter som disse bruges af
cirka 100.000 børn i USA hvert år.
Forud har hun gennemgået en opvækst, hvor der ikke har været
materiel nød, men som har været præget af en ældre søsters
autisme, forældrenes skilsmisse og en bror, som er halvt ude i
kriminalitet og stofmisbrug. Børnene lever tidligt deres eget liv,
hvor den eneste voksenkontakt er faderen, som afleverer penge til at
leve for, da stedmoderen vælger at leve i et andet hus sammen med
faderen.
Efter at have været blevet tilbageholdt af politiet, da hun sammen med
hendes kæreste, som er en af broderens bekendte har lavet nogle
ulovligheder, lokker faderen hende med på en sommerlejr, men hun
bliver efterladt på Peninsula Village, som anstalten hedder, hvor hun
kun en halv time efter ankomsten ligger med 10 voksne oven på hende
inden at hun havner i isolation for den første gang.
Peninsula Village ligger i Tenneesee og har tre slags klienter. De
forældrebetalte (Som Abigail tilhører), unge under 18 dømt for
kriminalitet og anbragte børn, som skal gøres mere medgørlige og
dermed billigere at huse for staten (Også derover koster anbringelsen
af et vanskeligt barn 50 procent mere end et normalt barn.).
Først i forbindelse med første terapi-session med faderen over
telefonen, erfarer hun at hun skal tilbringe 10-13 måneder på stedet.
De første 3 måneder tilbringes på en lukket afdeling, hvor man kun
må tale til personalet eller til sine medindsatte via gruppe terapi.
Resten af tiden skal tilbringes i tavshed. Hver eneste handling
overvåges nøje af personalet. Enhver form for modstand medfører at
personalet fikserer patienterne. Da hun i forbindelse med sit første
sammenstød med personalet kom til at udtrykke ønske om at være død,
snarere end at være indlagt, må hun spise med fingrene i en måned,
da hun opfattes for at være selvmordtruet.
Via endeløs gruppe terapi, familieterapi med faderen, som betaler
opholdet, hvilket betyder et totalt stop med kommunikationen med
moderen, samt individuel terapi bliver hun tvunget til at være i tvivl
om de grundlæggende følelser i hendes liv. Netop da hun er kommet til
et punkt, hvor hun ikke kan finde hoved eller hale i hvordan at hun
kommer videre i forløbet, overføres hun til anden del af programmet.
Anden del foregår under primitive former i et skovområde, hvor
dagligdagen består lige dele hårdt arbejde og forskellige
terapi-former dagen lang. Her får hun at vide at hun via AA 12-trins
program, skal finde den problemfaktor i hendes liv, som har haft
betydning for hendes væremåde og bearbejde den. Først derefter kan
hun udskrives.
Hun finder desperat en årsag som accepteres af personalet, hvorefter
at man følger hendes rejse mod "helbredelse." Forløbet foregår
stadig under stærkt kontrol fra personalets side. Ethvert regelbrug
medfører konsekvens - (armbøjninger, englehop) - af en fysisk
hårdhed, som vil få enhver dansk værnepligtig til at bryde sammen. Hun
tager 15 kilo på i rene muskler. De indsatte er grupperet i
køns-adskilte klaner (De må end ikke kigge på drengene.). De køres
til AA møder i byen, for at møde mennesker i deres egen situation og
via deres historier får hun den livsopfattelse at hun alene er
ansvarlig for den vej i livet, som hun har valgt og at det kun er
hende, som kan helbrede hende selv.
Sent i forløbet får hun lov til at tale med sin mor igen via
telefonen og kommer også på et hjemmebesøg hos sin far hvor denne
endnu engang svigter ved at lade hende være alene en hel dag, imens at
han plejer sin nye familie. Man følger også den tvivl og angst, som
hun genfinder både hos sig selv og de andre indsatte, som de har ved
at skulle ud i det åbne samfund igen. Hun forlader stedet efter 328
dage.
Bogen er mere end en typisk beskrivelse af endnu en indsat i en
udenlandsk institution. Det er historien om hvad for et
adfærdsmønster, vi kan påføre vores børn ved ikke at være der.
Det er også historien om hvilke mekanismer vi aktiverer hos vores
børn ved at lufte vores frustrationer om livet overfor børnene og
bruge dem som et våben imod pårørende.
Endvidere rejser bogen også den interessante problemstilling om
hvornår at man kan sige god for at vi kan tillade os at kræve af et
medmenneske at denne skal lade sig behandle for et problem, som dette
medmenneske enten ikke har indset eller vil ændre på.
Forfatteren er selv fortaler for eksistensen af programmet, som hun
roser for at have bragt hende til det sted i livet, hvor hun er i dag,
som deltidsstuderende og mavedanser på en bar i New York, men er det
Ok at antage at alt som der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere
som person?
Har vi alle en afhængighed eller et problem, som vi kan behandle via
et 12-trins program? Bør vi behandle vores problemer, selvom vi ved at
de er der?
Bogen er letlæselig. Forfatteren som lider af ordblindhed, har fået
professionel hjælp. Handlingsmønsteret og de terapeutiske metoder er
bekræftet af andre patienter.
---
Jeg får en af dagene patienthåndbogen tilsendt, da jeg skal til at
lave en artikel på wikipedia om anstalten (eller skolen som de selv
vælger at kalde stedet.).
Nu har vi lige haft et tragisk selvmord på en af de meget lukkede
afdelinger for kriminelle unge i Danmark. Hvilken pædagogisk bruger
man der?
--
Med venlig hilsen
Carsten Overgaard
http://www.carstenovergaard.dk/undskyld.htm
http://www.center-validering.dk/aboutdenmark.htm
http://blog.myspace.com/covergaard3650
"Hvis du ikke kan lide indlægget, så er det webmasterens skyld"
"Om 2006 - Evigt ejer du kun det, som du har mistet."