Debatten om billedforbud i islam og den furore, som Muhammeds 12
ansigter i Jyllands-Posten har skabt, drejer sig primært om hensynet
til ytringsfriheden i et sekulariseret samfund, og der er al mulig
grund til at forsvare denne forfatningsmæssige perle til det yderste.
Mens vi gør det, kunne vi med udbytte tænke over, hvorfor kristendom
og islam så ofte og så inderligt er i clinch, og hvad det er, der
adskiller de to religioner. Til det formål må vi anvende teologien, og
vi er nødt at bevæge os ind på et meget ømt og betændt område, hvor
der er så mange fladtrådte tæer på begge sider, at hylene fra deres
ejermænd kan skade normal hørelse.
Lad os gribe i egen barm og definere, hvad kristendom er. Hertil har
vi Ny Testamente og kirkefædrene. Vi skal altså ikke undersøge, hvad
hvert enkelt menneske mener er den rette kristendom, og vi skal heller
ikke lægge øre til det akademiske og humanistiske sludder, der gennem
tiden har høstet efter forgodtbefindende i litteraturen for at kunne
præsentere en kristendom, der var spiselig for den herskende klasse og
parnasset. Historien er fuld af eksempler på denne invalidering af
kristendommen med politiske, økonomiske og kulturradikale værktøjer.
Kristendommen er budskabet om Kristus, Guds Søn, den salvede deraf
navnet.
At være kristen er ifølge Ny Testamente at tro og bekende, at Jesus
fra Nazaret er Guds Søn. Her kommer første hurdle. I islam er Jesus
blot en profet, den næstsidste i en lang række, der fører frem til den
ultimative profet, Muhammed. Han modtog de forordninger fra Allah, som
er nedskrevet i Koranen. I den forbindelse skal lige nævnes, at i den
jødiske Talmud beskrives Jesus i så negative og mørke toner, at folk i
almindelighed burde kende bogen. Den ortodokse jødedom håndhæver også
billedforbud.
Næste hurdle: I Ny Testamente bliver det sagt af Jesus, at vejen til
Faderen går gennem Sønnen. Vi kan altså ikke nå Gud udenom Jesus.
Anerkender vi ikke Jesus som Guds Søn, er vejen til Gud lukket!!
Dermed er det så også sagt, at muslimer er i fare for at dyrke en
afgud. Samme besked giver Jesus i øvrigt sine samtidige jødiske
ledere, idet de jo heller ikke mente, at han var Guds Søn. Det er
virkelig hård kost og en problemstilling, der oftest bliver fortiet af
den simple grund, at emnet er vurderet som en fare for integration,
debatkultur og fredelig sameksistens.
I vores samfund foregår den offentlige islamdiskussion på et
ikke-teologisk plan, men det er alligevel som om, at Muhammeds 12
ansigter har drejet fokus et par grader. Det ville være livgivende,
hvis vi kunne vende kajakken på én gang og bide til bolle, der hvor
bollerne er. Der er intet odiøst i at anse muslimer for vantro. Vi er
selv vantro i deres øjne. Det er da ærlig snak og under alle
omstændigheder et udgangspunkt for yderligere debat. Men tør vi gå så
langt? Det kræver jo, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at
Jesus er Guds Søn. Gør vi ikke det, falder argumentet fra vores side.
Vi rykker ikke islams søjler, og vi gør ikke muslimer mindre troende
ved selv at lege ateister eller sige, at alle religioner er lige gode
og at det i grunden er den samme gud, vi dyrker. Det kan sammenlignes
med at stikke så meget blår i øjnene på uskyldige, at selv Pjerrot må
sygemelde sig.
Den kristne kirke kender billedforbudet indefra. I 726 gennemtrumfede
kejser Leo III i Konstantinopel et forbud mod ikoner, kaldet
ikonoklasme (billedstorm), en tilstand der, afbrudt af en enkelt
periode med mildere vinde, varede til 843, hvor Michael III satte en
endelig stopper for ødelæggelsen af uvurderlige ikoner og mosaikker.
Vores egen lutherske reformation i 1536 under Christian III var
ikonoklastisk. Freskoer blev kalket over, og billeder og altertavler
forsvandt. Menigheden sad tilbage med nøgne vægge og en salmebog.
Langsomt fik den danske kirke dog et mildere syn på de religiøse
motiver, og i dag bliver de gamle kalkmalerier restaureret. Når vi
derfor opponerer mod billedforbudet, er det ikke fordi, vi er
religiøse ignoranter, men fordi vi anser forbudet for et overstået
historisk fænomen.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|