Alene tanken om at der kunne være lighedspunkter mellem islam og
nazisme, kan få nogle mennesker til at gå fuldstændigt i baglås og
uden at blinke afvise sammenligningen. De tænker straks, hvor
uretfærdigt det er, at deres pakistanske grønthandler nede på hjørnet
skal sættes i bås med den lille mand med overskægget. Og det skal han
heller ikke. De to har intet med hinanden at gøre. Nej, grønthandleren
er grønthandler - og irrelevant.
Alt for ofte bliver indsigtsfulde og klartseende ytringer overdøvet af
velmenende røster, der ikke evner at se problemstillinger i deres
fulde perspektiv. Det er ofte mennesker, der mangler tyngde i deres
viden. Der findes også dem, der af ideologiske årsager vælger at lukke
øjnene, selv om de inderst inde måske godt kan se, at der kan være
noget om det.
Derfor kommer det som en bombe, når sammenligningen rejser sig som en
røst fra graven, og specielt når den kommer fra en person, vi ikke
anede kunne tænke således. Det er netop tilfældet med Karen Blixen.
I 1940 rejste hun rundt i Tyskland, og de indtryk hun høstede i
nazi-riget, fik hende til at overveje, om hun på nogen måde før i sit
liv havde stiftet bekendtskab med et fænomen af lignende karakter. Det
havde hun, og hendes konklusionerne blev skrevet ind i bogen Breve fra
et land i krig, der udkom i 1948. På det tidspunkt var grønthandleren
på Nørrebrogade dansk. Blixen skriver:
…"Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredie Rige? Af de
foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der
kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og
verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det
samme, som Det Tredie Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv
og død.
....Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre
selvfølelse: Den rettro står over alle vantro, een rettroende sjæl er
mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende
som Det Tredie Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller
emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor
hjælpsomhed de troende imellem - 10% af din formue skal du give til de
trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler.
I sine ritualer har Islam lighed med Det Tredie Rige: de rettroende
får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i "Min
kamp" ligner kapitler i Koranen..."
Det er skrappe sager fra dybet af vores kulturkanon. Hvis den gamle
politisk-korrekte garde måtte alle Bibelens profeter spænde ben får
magt som den har agt, ser det sort ud for Karen Blixen. Ovenstående
citater er under ingen omstændigheder stuerene, og ville
pligtopfyldende gardister ikke overveje, om hendes litterære værker
burde ties ihjel, når de nu ikke bidrager positivt til tonen i
debatten? Det store spørgsmål er nemlig: er der yderligere
ubehageligheder i Blixens skriverier, som hidtil har været overset, og
har vi overhovedet tolket hendes ord korrekt? Hvad om hun ligefrem er
farlig for integrationen?
Mage til Karen Blixens klarsyn skal man lede længe efter, og det
aftvinger respekt, at ordene er sat på papir, før nogen dansk debat om
islam overhovedet var undfanget. Hun så, før så mange andre, at der
var flere slags mørkemænd end dem, nationen på hendes tid havde nok at
gøre med.
Blixens ord understreger, at selv om det ydre kan variere, er
totalitarismens sorte sjæl altid den samme. Gennem historien har den
klædt sig i alle slags gevandter og talt alverdens sprog. Den har
forført, forvirret og forarmet mennesker i alle verdenshjørner, alt
imens den i et djævelsk tempo har stablet lig på lig.
Få havde vel troet, at Karen Blixen kunne blande sig i dagens debat,
og der skal nok være nogen derude, der foretrækker, at hun holder
kæft. Det frie, skrevne ord er imidlertid i stand til at penetrere
dødens mærkelige forhæng og ramme ind i nye generationers liv for at
oplyse scenen. Karen Blixen er ikke kun en kæmpe i litteraturen, hun
er også en ypperlig udøver af ytringsfriheden og en eksplosiv ladning
i vores kanon.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|