I periferien af dansk politik, derude i dunkelheden, hvor glemselen er
evigt truende, gungrer tre afdankede elefanter rundt og mindes de gode
gamle dage i rampelyset. De taler med tårer i øjnene om magtens sødme,
de bonede gulve og om den gang det var dem, der satte dagsordenen og
kursen mod en bedre verden. Ind imellem tager de sig sammen og bruger
snabelen til at hvirvle tørt savsmuld op i luften for at irritere de
aktive politikere og belære dem om, at de ikke har opfundet den dybe
tallerken.
Lørdag den 28. oktober udtaler den forhenværende konservative
statsminister Poul Schlüter til Jyllands-Posten, at kulturen i Dansk
Folkeparti er rædselsfuld. I samme åndedrag siger han også, at DF ikke
er til at komme udenom, når VK-regeringen skal have sin politik ført
igennem. Schlüter støtter den nuværende udlændingepolitik, men bryder
sig ikke om DF’ernes retorik!
Hvorfor nu dette snabelbøvs fra Schlüter? Det går jo udmærket for de
konservative. Ikke siden den gamle ræv selv var ceremonimester, har
partiet haft så stor indflydelse på dansk politik. De konservative
ministre kan takke DF for deres ministerpension og deres taburetter. I
nyere dansk politisk historie har der ikke været et så loyalt
støtteparti som Dansk Folkeparti. Men det vil de konservative ikke
åbent indrømme. Årsagen er, at DF har langet ud efter to af Bendtsens
ministre, og det skal ikke gå i glemmebogen. Schlüter har med sine
udtalelser om DFs kultur lagt sig på linje med Poul Nyrup,
chefredakTøger Seidenfaden og andre kemisk rensede populister, der
mener, at Pia Kjærsgaard og hendes partifæller ikke er stuerene. Men
virkeligheden viser jo, at partiet øjensynligt er rent nok til at
holde de konservative i ministerkontorerne.
Samme lørdags aften tonede forhenværende udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen frem på skærmen i DR2-programmet Clement Kontra.
Anledningen var Uffes nye bog, Det Lysner I Øst, der handler om EU’s
ekspansion efter Murens fald. Clement roterer så vildt og inderligt på
sin stol, at man kunne have ham mistænkt for at sidde på DRs største
hæmoride. Programmet startede med den rituelle tilsvining af Dansk
Folkeparti, hvorefter Uffe og Clement forsvandt i de mere
uinteressante aspekter af EU-samarbejdet. Det havde været mere
interessant at høre, hvorfor Uffe legede fritidsimam under
muhammedkrisen tidligere på året. Og det havde været det rene
sprængstof, hvis Uffe havde forklaret, hvordan EU gennem
Middelhavsaftalerne har bundet sig til at tage imod millioner af
arbejdsløse muslimer til gengæld for at få adgang til den arabiske
olie. Aftalerne er indgået uden befolkningernes viden og mandat og
skal ifølge planen nå en foreløbig kulmination ved Tyrkiets indtræden
i Unionen.
Den tredje og sidste elefant henslæber sin cirkuskarrieres efterår i
Europaparlamentet, dette babelstårn, hvor brugte politikere kommer på
aftægt. Her bestiller forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen
ikke andet end konstant at undsige den demokratisk valgte danske
regering, når den ikke vil bøje sig for islamiske pressionsgrupper.
Som fadder til det politiske stuerenhedsbegreb er han ansvarlig for
den afstumpethed og korrekthed, der har forurenet dansk politik de
sidste mange år. Han glemmer blot at fortælle, hvorfor det er så
vigtigt at dæmonisere Dansk Folkeparti og forsøge at holde det udenfor
reel politisk indflydelse. DF er nemlig den største danske trussel mod
Middelhavsaftalerne. Var det kun indvandringen, DF var imod, var det
til at bære, men partiets holdning til EU er den væsentligste grund
til, at det konstant forsøges marginaliseret. Det er imidlertid ikke
en argumentation, man kan proppe ned i halsen på danske vælgere, der
deler den samme skepsis overfor Bruxelles. Derfor er kampagnen mod
Dansk Folkeparti koncentreret om de fremmede og tonen i debatten. Det
er mere luftige og følelsesmæssige begreber, der er lettere at
manipulere med.
Da DF i 2001 blev VK-regeringens støtteparti, blev der en bedre
balance mellem de stuerene og de ikke-stuerene. Men kampen fortsætter,
så længe Middelhavsaftalerne står ved magt. Derfor trækkes de gamle
elefanter fra tid til anden ud af stalden for at give endnu et sturt
nummer. Men som tiden går, bliver det forhenværende mere og mere
tydeligt, og det bliver lettere at se hulheden i den kampagne, der
trods forskellige partipolitiske udgangspunkter, har bragt de tre
affældige snabeldyr sammen.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|