---

Igennem hele min opvækst har jeg tænkt på Danmark som et folk.

Jeg er født i 1954.

Igennem 1960-erne oplevede jeg økonomisk fremgang og ny kultur. Folk
fra landet flyttede til byerne, hvor der var masser af arbejde. Også
for kvinderne. Ungdommen udnyttede forældrenes større økonomiske
formåen med nye udtryksformer i blandt andet musikken.

Der var også økonomi til at understøtte grupper i samfundet, der
ikke havde det så godt og dermed gav yderligere muligheder for tiltag,
der var kommet i stand de første del af 1900-tallet.

Siden da er der kommet yderligere økonomisk fremgang, for alle -
hvilket blot ikke har betydet så meget, til trods for at der er tale
om mangefold mere rigdom for den enkelte.

Sundhedsvæsenet er ok. Skolerne også. Ældreplejen fejler heller ikke
det store.

Men nogen har haft mere fremgang end andre.

Så den generelle fremgang skal deles op to: Dem, der har haft stor
fremgang og dem der har haft mindre fremgang.

Dem, der har haft stor fremgang har fået glæde af de flere midler i
form af råd til fritidsaktiviteter og mere opsparing. Dem der har haft
mindre fremgang har fået råd til nogle få ønsker, hvis da ikke hele
råderummet er sat overstyr, fordi evnen til at forvalte flere midler
har været for ringe.

Som eksempel på denne manglende evne til at forvalte økonomiske
midler er f.eks. at der købes på kredit med høje renter, ufornuftige
køb der udhuler de mere fornuftige dispositioner, flere skilsmisser,
høje boligydelser, osv.

Og siden min barndom er der kommet flere grupper til, der har det
svært, f.eks. indvandrere fra 3.lande med en kultur og
uddannelsesfortid, der har vanskeligt ved at indgå i en dialog om
samfundets opbygning og principper.

Derfor bliver samfundets tilbud vurderet vidt forskelligt.

Et tydeligt eksempel er en motorvej, som danskere med stor økonomisk
fremgang synes er perfekt, som indvandrerfamilien blot registrerer. I
Vestjylland er behovet for motorveje heller ikke udtalt, fordi der ikke
bor så mange mennesker - og også lever mere i tråd med sig selv og
hinanden langt fra storbyernes puls med de mange tilbud uden krav til
personligt engagement eller stillingtagen.

Jeg oplever, at vi står i et vadested, hvor vi på den ene side har
svært ved at forlade tanken om et folk, et Danmark - men på den anden
side, lige så stille og roligt bliver nødt til at erkende dette
faktum.

Er det rigtigt set - og i bekræftende fald, hvordan emner du, vi skal
forholde os til det?

---

"Michael Bjørnbak Martensen" <michael.martensen@gmail.com> wrote in
news:1167150312.126992.295880@73g2000cwn.googlegroups.com:

> Igennem hele min opvækst har jeg tænkt på Danmark som et folk.
> Jeg er født i 1954.

Det var et godt år.
....
> Jeg oplever, at vi står i et vadested, hvor vi på den ene side har
> svært ved at forlade tanken om et folk, et Danmark - men på den
> anden side, lige så stille og roligt bliver nødt til at erkende
> dette faktum.

Det er kun rigtigt, hvis alle lader stå til. Hvis man lader de
kulturradikale og oikofoberne stå uimodsagt, du ved, dem som er
ligeglade med deres egen kultur, og føler den mindreværdig i forhold
til alle andres.

Vi er alligevel nogle stykker, som mildest sagt ikke bryder os om den
udvikling. Hvad kan man gøre? Jo, deltag i debatten, uden at give køb
på ens egen kultur.

--
GB