Jeg vil starte med at sende mine hilsner til det danske folk, uanset hvor de
måtte befinde sig på denne kugle. Især de stakler som måtte tjene deres
firmaer udenlandsk. 2006 har vist at arbejde i udlandet er lig med accept af
ydmygelse.
Året startede ellers så fint. Vi fik profileret os i denne verden. I alt for
mange år har vi måttet se til, at folk antog vores land for at være en by i
Sverige. Vi havde ikke nogen selvstændig profil uden for Europa. Et splittet
Europa, som vi fik til at kysse vores fødder med vores undtagelser til
EU-forfatningen år tilbage. En underkastelse, som kun var mulig fordi at det
europæiske projekt er forbeholdt eliten. Et projekt, som mest af alt går ud
på at spise sig mæt og lade sig bespise af diverse lobbyister. Vores
holdning og ranke ryg var kendt i Europa. I 2006 sprængte vi disse grænser.
Med et "weapon of mass disturbance" fik vi sat Danmark på verdenskortet, så
vi dårligt kan spørge en person i den yderste afkrog af verdenen, uden at
vedkommende nu ved at Danmark er en selvstændig nation med holdninger.
Vores profilering var ikke uden omkostninger. Vi er mange, som har måttet
lære på den hårde måde at man må gå på kompromis med sin tro. Således måtte
jeg tilbage i 1983 acceptere at jeg blev tvunget til en noget udsvævende
aktivitet på min folkeskole, så ikke er i overensstemmelse med den måde, som
jeg praktiserer min kristne tro. Men jeg lærte noget af den "oplevelse". I
de måneder, som jeg efterfølgende tilbragte i ensomhed, fik jeg bearbejdet
mit forhold til min tro og jeg er i dag betydelig mere åben for hvad jeg kan
acceptere af krænkelser i forhold til mit personlige rum.
For min konklusion er at der skal være plads til os alle. Der skal være
plads til kritik, selv latterliggørelse af både min og andres tro. Grænsen
går ved egentlig at vi går fra at missionere til at påtvinge. Desværre er
det ikke alle, som er parate til at acceptere at mennesker er forskellige.
Det medførte nogle omkostninger for vores land, men i det lange løb vil
disse omkostninger være til at bære for gevinsten vil på lang sigt være så
positiv for borgernes selvforståelse, at vi i min børns tid måske ligefrem
vil tale om nationens vækkelse.
Jeg har siden fået børn og jeg vil lade dem få den plads, de skal bruge til
at forholde sig til deres religion. Jeg vil fortælle dem, hvordan at jeg
føler det, men de skal have lov til at vælge. Ingen skal stødes bort fordi
at de vælger en anden retning.
Dette bringer mig til det andet større emne, jeg har beskæftiget mig med i
dette år. Relationerne generationerne imellem. Året startede ganske
ulykkeligt med at jeg måtte tage afsked med en af mine forældre. Den
efterfølgende tid har fået mig til at tænke over hvilken ballast, jeg har
fået med fra min opvækst og som har dannet grundlaget for mit voksne liv.
Når jeg ser, hvad jeg har opnået, kan jeg forstå at jeg endda har været
overordentlig heldig stillet i forhold til så mange af mine medborgere.
Mine forældre kunne have valgt at overhøre de lokale eksperter ved min
fødsel og have ladet mig få en opvækst med to modersmål med den øgede risiko
for at jeg ville lægge mit lokalsamfund til last. En reel risiko, når man
ser de mange negative avisoverskrifter. For hvilken skade gør det ikke imod
et barn, hvis det konstant skal have ekstra hjælp, ekstra undervisning,
ekstra støtte under sin opvækst? Lærer det at se sig selv på linie med sine
kammerater? Får barnet selvtillid?
Her er mine erfaringer at man som forælder må træffe afgørelse med sig selv
om barnet skal vokse op her i vores forholdsvise lille kultur, som er ganske
under pres fra omverdenen og fravælge globaliseringen, som for nogen ganske
vist står som en positiv ting, men som reelt udvisker de små kulturer på
bekostning af en MTV-kultur.
Men kultur er ikke alt. Kommunikation er også vigtig. For at overbringe
viden om værdier og traditioner, skal der foregå en samtale - ikke en tale -
imellem generationerne. Som forælder forstår jeg ikke at der render ganske
unge børn rundt i gaderne om natten. Hvilke værdier lærer disse børn? Jeg
vil netop forsøge ikke være fordømmende, så derfor vil jeg ikke blande mig i
om folk skal smage alkohol ved en given alder og jeg har selv som 14-årig
spillet badminton fra kl. 21 til kl. 22 om fredagen, hvor at jeg var nød til
at krydse den halve by for at udøve min sport.
Men har vi lavet myndighedsalderen om, så folk nu er myndige, når de er 12
år gammel? Er samværet omkring introduktionen til selskabslivet netop ikke
en aktivitet, som kunne være til glæde for begge generationer? Hvis man
føler at det er i orden for den unge at være ude så sent, ville der så være
noget galt med at fravælge husalteret for at følge den unge rundt i bylivet?
Min opfordring til nutiden forældre er at få nogle oplevelser sammen med
Jeres børn, så I får mulighed for at få fortalt Jeres historie til Jeres
børn inden at det er for sent. En dag vil I være borte uden at I måtte have
fået chancen til at præge eftertiden igennem Jeres børn.
Vi skal selvfølgelig også huske en anden ting, som jeg lærte under min
opvækst: Man skal kunne aktivere sig selv. Samfundet har udviklet sig og en
række af de arbejdsopgaver, som jeg påtog mig under min opvækst, er ikke
længere en mulighed for de unge i dag. Men der er stadig forskel på at
aktivere sig selv og lade andre rydde banen for en.
Et moderne udtryk er curling-forældre. Dvs. forældre, som render med kosten
foran deres barn for at fjerne trusler fra barnets vej igennem samfundet. De
mest ekstreme eksempler på curlingforældre finder vi i USA, hvor at det er
forholdsvis almindeligt at hyre et firma til at komme og hente barnet om
natten til et slags semi-fængsel, så barnet kan vokse op det, beskyttet mod
alverdens trusler - inkl. den noget udsvævende levestil, som forældrene har
ført og som barnet naturligvis har kopieret fra de forbilleder, som alle
børn har i deres forældre.
Livet er farligt! Det fører i sidste ende uundgåelig til døden! Som forælder
må man beslutte hvornår at det er tid for barnet til at lære at der er
mennesker derude, som IKKE vil dem det godt. Det er os, som skal klæde dem
på - ikke det globaliserede samfund, som i deres nærmeste berøringsflade er
repræsenteret ved skole, kammerater og den lokale pusher. Det er os, som
skal lære dem at sige fra. En klog person har sagt: "Frygt ikke at børnene
ikke hører dig - frygt at de ser dig og lærer af dig." Vi er deres
forbilleder. Taler vi med dem og ikke til dem, taler de også med os i stedet
for til os.
Nogle andre, som ikke taler sammen, er befolkningen i Irak, som hvor vi har
folk udstationeret efter at nogle bildte os ind at landets forrige regering
på en eller måde kunne udgøre en trussel imod os. Hvad fremtiden vil bringe
for denne sammensatte region, som blev kunstig skabt efter første
verdenskrig, er ikke klar. Hvad vi egentlig gør dernede nu, er faktisk
heller ikke klart. Jeg håber at 2007 bliver det år, vi forlader Irak. Selv
om en amerikansk soldat skriver "I am more afraid of a dream about Casa
(Kostskole) than the real-world dangers of Iraq" så udsættes
koalitionsstyrkerne for attentater hver dag og ganske unge mænd (Jeg vil
kalde dem børn, når de i deres hjemland ikke engang er gamle nok til at
drikke alkohol.) kommer aldrig hjem, men dør for en sag som kun en ganske
lille gruppe forstår i dag.
Jeg ser frem til at 2007 bliver et bedre år end 2006. Jeg ser frem til at vi
i højere grad tolerer hinanden. Ved årets udgang har vi måttet konstatere at
vi i København har en gruppe unge, som helst skulle være et sted, hvor de
ikke vælter rundt blandt almindelige mennesker. Igen her må jeg henstille
til at vi hjælper dem til at finde et sted, hvor de på linie med en række
andre persongrupper, som almenheden opfatter som utilpassede, kan leve det
liv, som de finder passende uden at vi skal missionere. De må leve deres
liv, vi må leve vores.
Det skal naturligvis ikke medføre en krænkelse af ejendomsretten. Hvis nogen
ønsker at bruge Jagtvej 69 til at omvende de såkaldte vantro, som har bosat
i området, så må de tage konflikten med disse religiøse befolkningsgrupper,
som de kommer til at støde i fremtiden. Men for at skabe fred i bydelen her
og nu, så er tiden kommet til at pege på en alternativ placering til
ungdomshuset. Løbet er kørt og der er ingen parter som kan se sig fri for at
have bidraget til bålet.
Med disse ord vil jeg sige farvel til 2006. Et år, som på mange måder har
demonstreret at vi som mennesker har svært ved at forstå hinanden. Danskere
er blevet ydmyget i udlandet på grund af vores evne til at hygge, sige fra
og være sarkastisk. Vi har indenlandsk brugt året på at udbrede 0-tolerance
overfor folk, som trænger til en hjælpende hånd på grund af misbrug, som
mange kalder en sygdom. I stedet for at bruge modspil aktivt, så har vi vist
folk bort, hvilket blandt andet kan ses på antallet af diverse bortvisninger
på landets uddannelsesinstitutioner. En ganske uforståelig tankegang, når
udvikling handler om at være kritisk til regler og stille spørgsmålstegn ved
dem.
Lad derfor 2007 blive året hvor vi genfinder kommunikationen.
Glædelig jul og godt nytår.
--
Med venlig hilsen
Carsten Overgaard
http://www.carstenovergaard.dk/undskyld.htm
http://www.center-validering.dk/aboutdenmark.htm
http://blog.myspace.com/covergaard3650
"Hvis du ikke kan lide indlægget, så er det webmasterens skyld"
"Om 2006 - Evigt ejer du kun det, som du har mistet."