---

Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.

Glisrup har stor respekt for Freud men tror ikke på gavn af
psykologer, som han betegner som "sekteriske"

Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig hypnose og
magnetiske overtro i sine første årtier.

Så læste han Nietzsche og populariserede denne geniale psykologi -
som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
kunstnerisk

Udover sine klogt analyserende bøger er Freud blevet respekteret ved
at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor de
henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la læger,
og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
betaling.

Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.



Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som andet
end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.



I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
freudiansk psykologi,

- og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
science-efterlignende fremmedord.



Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
overlades til det frie marked,

og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.



Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier



Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.

---

Bo Warming skrev:
> Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
>
> Glisrup har stor respekt for Freud men tror ikke på gavn af
> psykologer, som han betegner som "sekteriske"
>
> Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig hypnose og
> magnetiske overtro i sine første årtier.
>
> Så læste han Nietzsche og populariserede denne geniale psykologi -
> som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
> kunstnerisk
>
> Udover sine klogt analyserende bøger er Freud blevet respekteret ved
> at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor de
> henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la læger,
> og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
> betaling.
>
> Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
> en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
> skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
>
>
>
> Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som andet
> end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
> sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
>
>
>
> I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
> freudiansk psykologi,
>
> - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
> science-efterlignende fremmedord.
>
>
>
> Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
> overlades til det frie marked,
>
> og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
> erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
>
>
>
> Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
> de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
> for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
>
>
>
> Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
> bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
> Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.



Man skal starte et sted, Warming. Konceptet er i stadig udvikling -

" Fra gammel tid kaldes en somatisk sygdom også for Aet onde@, f.eks.
et halsonde eller et maveonde. Tilsvarende har man sagt om den psykisk
syge, at han eller hun er plaget eller ligefrem besat af det onde. Onde
ånder, dæmoner eller djævle har taget den syges krop og sjæl i
besiddelse. Derfra stammer forestillingen om, at helbredelse består i
at uddrive det onde. Nu er djævelen som indbegrebet af det onde for
længst blevet afsløret som et skræmmebillede, hvormed navnlig kirken
prøvede at skræmme menigheden og opdrage den til at holde sig på
dydens smalle sti. Dermed har man dog ikke afskaffet det onde. I den
psykologiske diskussion har det holdt sig på dagsordenen, også efter
at overtro og religiøs dogmatik er blevet erstattet af en rationel
analytisk tilgang. Som en abstrakt fællesnævner for de forskellige
opfattelser kan man konstatere, at det onde altid på en eller anden
måde ækvivalerer med det udelukkede og uintegrerede. Det onde er
gennem historien i stadig mindre udstrækning blevet betragtet som et
selvgyldigt væsen (med eller uden horn i panden) og i stadig højere
grad som noget, der hænger sammen med en overtrædelse af
samfundsmæssige og/eller moralske love.

Freud interesserede sig i psykoanalysens konstitueringsperiode en del
for djævleuddrivelsen som model for den terapeutiske proces, og han
tilføjede endnu en dimension til demaskeringen af djævelen ved at
hævde, at det onde udspringer af den fortrængte seksualitet. Det onde
antager sine mest uhyrlige skikkelser, når driftsimpulserne ikke
underkastes rationel kontrol efter lovens principper, men søges
bemestret gennem anvendelse af forsvarsmekanismer. Forsvarsmekanismerne
er bogstavelig talt skyld i, at dæmonerne huserer i det ubevidste,
hvor de er utilgængelige for rationelle argumenter. Terapiens opgave
bliver derfor at bevidstgøre og reintegrere de dele af
driftsimpulserne, der ikke er en reel trussel mod individet eller
samfundet, hvorefter det er op til jeget at kontrollere de resterende
dele. Drifterne er ikke onde i sig selv, men de bliver onde, når de
behandles dårligt. I psykoanalysens første optimistiske fase er det
onde egentlig kun det gode, der er kommet på afveje.

På grund af vanskeligheder i terapien kom Freud imidlertid i tvivl om,
hvorvidt denne forklaring var fuldt dækkende. Det var, som om en rest
af det onde ikke ville ud, ikke responderede på den anlagte
forståelse, og ikke lod sig integrere i personligheden trods aldrig
så megen analytisk behandling. Nogle patienters indædte modstand mod
at blive helbredt havde tilsyneladende andre kilder end den fortrængte
seksualitet, men hvilke? Det er med dette spørgsmål som
hovedsynsvinkel, jeg i artiklen vil forsøge at skelne mellem to
varianter af det onde: Der er det Anormale@ onde, der er et resultat af
lystens sammenstød med loven, og som for længst har fået sin faste
plads i etikken, pædagogikken, strafferetten og psykoterapien, og der
er det Adæmonisk@ onde, der afviser enhver pædagogisk, terapeutisk og
retslig intervention, og som navnlig er blevet observeret af grublere
inden for teologi, filosofi og psykoanalyse. Jeg vil kun i mindre grad
behandle det onde i den ordinære forstand, hvor det er modpol til det
gode. Det er temmelig dækkende beskrevet i den psykodynamiske
psykologi, ikke mindst i teorien om barnets realitetstilpasning og
moraludvikling. Til gengæld vil jeg des mere fokusere på, hvad der er
blevet af det dæmonisk onde i psykoanalysen, efter at Freud havde
udpeget det.





1. Djævle og dæmoner


Fra antropologien og folkloristikken kender vi utallige beskrivelser
af, hvordan et givet samfund havde shamaner, medicinmænd,
heksedoktorer eller åndemanere som særligt sagkyndige m.h.t.
relationen til de højere magter. Med til disse personers
stillingsbeskrivelse hørte også varetagelsen af psykoterapeutiske
opgaver, når medlemmer af fællesskabets opførte sig unormalt. I
tilfælde af forstyrret tale og adfærd var besættelse af onde ånder
den mest nærliggende årsagsforklaring, og den teknik, der blev
anvendt ved uddrivelsen, har mange lighedspunkter med egentlig
psykoterapi. Behandlingen synes i alle tilfælde at indebære en
overføringsrelation mellem åndemaneren og den besatte samt en
stress-situation, hvor den onde ånd under udførelse af bestemte
ritualer blev formanet til at slippe sit greb. En erfaren åndemaner
kunne diagnosticere om ikke mange forskellige sygdomme så i hvert fald
mange forskellige ånder (f.eks. udpege bestemte afdøde personer med
relation til slægten eller stammen), ligesom han rådede over et
repertoire af teknikker til at angribe dem. Hvis ånderne blev
tilskrivet magiske evner, kendte han en modsat rettet magi. Psykotiske
personer, der hallucinerede stemmer og syner, har selvsagt hørt til
det privilegerede klientel, fordi de bedre end andre var i stand til at
give detaljerede oplysninger om ånderne. Søvnen spillede en dobbelt
rolle, dels som en tilstand, hvor man er særligt sårbar for
angribende onde ånder (som man i drømme ikke kan værge sig mod), og
dels som en tilstand, hvor de atter kan uddrives (helbredende
trancetilstande, tempelsøvn). Særlig forundring har epilepsien vakt
med dens uregelmæssige vekslen mellem normaltilstand og spektakulære
anfald. Den har tidligere været kendt under betegnelser som Aden
hellige sygdom@ og Ale grand mal@ (det store onde), jvf. Ellenberger
1970 og Bromberg 1975.

Efter kristendommens fremkomst overtog munke og præster efterhånden
de opgaver, der tidligere havde påhvilet medicinmænd og åndemanere,
men nu med tilføjelse af nye grundtoner som tro, synd og skyld.
Skriftemålet var formentlig det nærmeste, man i middelalderen og
renæssancen kom til at praktisere psykoterapi inden for kirken, og det
var terapi fra den mere moralske skuffe. Onde ånder ville man ikke
høre tale om. Der var tidligt blandt kirkelige autoriteter en stærk
vilje til at udrense sådanne elementer af overtro, og derfor fik de,
der mente sig besatte, ofte bedre hjælp uden for end inden for kirken.
Trods kirkens samfundsmæssige dominans i middelalderen kunne den ikke
uden videre komme den folkelige overtro til livs og derfor heller ikke
den folkelige sygdomstro knyttet til ånder.

Hekseforfølgelserne, der satte ind i Europa i slutningen af
1400-tallet og florerede til midten af 1600-tallet, er på mange måder
et paradoksalt fænomen, da man her i kirkens regi indoptog elementer
af folkelig overtro, som man tidligere havde bekæmpet. Hvor perioden i
de fleste henseender betød et civilisatorisk fremskridt, var
hekseprocesserne et tilbageskridt til en middelalderlig
forestillingsverden og ledsagedes af en alt andet end civiliseret
grusomhed mod de anklagede. Kirken tog på to måder konkurrencen op
med overtroen, nemlig for det første ved at forfølge de personer, der
var vigtige for udbredelsen af denne overtro, nemlig Akloge koner@ og
Akloge mænd@, som almuen traditionelt havde søgt råd og hjælp hos,
og for det andet ved at indlemme en række elementer, der stammede fra
og derfor også appellerede til overtroen.

En af hekseforfølgelsernes overordnede funktioner var at kontrollere
seksualiteten, som man med rette anså for at besidde betydelige
kræfter. Hvis det blev respekteret, at seksualiteten krævede kirkens
velsignelse, og at overtrædelse var en dødssynd, ville uanede
mængder af følelsesmæssig energi kunne kanaliseres direkte ind under
kirkens overkommando. Når heksene blev beskrevet som afskyeligt
frastødende hyperseksuelle væsener, sigtede det mod at give folk
afsmag for sex i almindelighed. Den ideologiske sammenkobling af
illegitim sex med død og fortabelse fik tilfældets hjælp, da søfolk
fra Columbus= ekspedition til Amerika 1492 hjemførte syfilissen til
Europa og igangsatte en hærgende epidemi, som seksuel askese bestemt
var et fornuftigt remedium imod. Ikke alle er enige om, at syfilissen
stammer fra Amerika, men at den europæiske epidemi startede i 1490erne
og medvirkede til at skærpe seksualmoralen er til gengæld sikkert nok
(Godfredsen 1973).



Den nye kirkeligt producerede og sanktionerede overtro kom til udtryk i
en ny djævle- og heksevidenskab, dæmonologien. Genrens hovedværk er
bogen Malleus maleficarum, Heksehammeren, fra 1486, skrevet på latin
af to dominikanske inkvisitorer, Sprenger og Kramer. Det er en yderst
detaljeret regørelse for heksenes særlige kendetegn og en vejledning
i, hvordan man gennem undersøgelser og forhør finder frem til de
virkelige hekse. Den danske heksespecialist Gustav Henningsen mener
ikke, at Malleus maleficarum har haft så stor indflydelse ved
hekseprocesserne, som det tidligere har været antaget, men dens enorme
udbredelse (gennem halvandet hundrede år den mest solgte bog efter
Bibelen) er ikke desto mindre tankevækkende og kan blandt andre mulige
grunde hænge sammen med dens pornografiske kvaliteter. For nutidige
forskere er den ikke mindst interessant, fordi den videregiver meget
detaljerede fantasikonstruktioner af tydelig paranoid og pervers natur.
Bogen er gennem de sidste hundrede år oversat til flere sprog, og i
forbindelse med denne artikel er anvendt the Rev. Montague Summers=
engelske udgave fra 1928.

Djævelen, der sjældent nævnes i Bibelen, og som kun spiller en
mindre rolle i middelalderens teologi, blev i hekseforfølgelsernes
periode hentet frem som et universelt skræmmebillede med uanet magt.
Heksene var djævelens håndlangere og bevægede sig rundt i samfundet
som en hemmelig upåagtet femte kolonne. Til dem kunne han uddelegere
sin magt til at gøre onde gerninger, f.eks. udbrede farlig smitte til
dyr og mennesker og påvirke vejrliget. Ramtes man af ulykker og uheld,
gav man heksene skylden. Den grundlæggende hypotese var, at djævelen
rekrutterede sine hekse ved at have sex med dem. Fra gammel tid kendte
man til beretninger om mareridt og mareridtslignende oplevelser, og de
blev nu udlagt sådan, at djævelen i skikkelse af en mand (incubus)
havde samleje med en kvinde eller i skikkelse af en kvinde (succubus)
havde samleje med en mand. Djævelen kunne ikke selv besvangre kvinder
(i tilfælde af graviditetslignende opsvulmen viste det sig at dreje
sig om varm luft), men han kunne ved først at optræde som succubus og
dernæst som incubus transportere sæd fra mandlige til kvindelige
tilhængere og derigennem producere noget nær ægte djævleyngel. Hans
anden store drivkraft var misundelsen, idet han kunne betale vordende
tilhængere ved at tilfredsstille deres misundelse gennem skader
påført de misundte. De onde øjne eller det onde blik stod som
indbegrebet af misundelse og blev tolket som et tegn på, at djævelen
var med i spillet. De pengestykker, djævelen satte i cirkulation,
forvandledes bogstavelig talt til fækalier mellem hænderne på de
sagesløse borgere, der havde modtaget dem som betaling fra en heks.
Mod alt dette uvæsen måtte der tages krasse midler i brug, og den
bedste metode til at få djævelen ud af kroppen på de oftest
kvindelige hekse var at brænde dem på bålet. Da loven imidlertid
forbød, at nogen blev brændt uden først at have tilstået, anvendte
man så megen tortur, som det er fornødent, mod dem, der nægtede.
Torturens absolut afskrækkende karakter har sikkert fået mange til at
tilstå på forhånd. Tilståelserne findes omhyggeligt bogført og er
blevet fremlagt i retten som bevis. Hekseforfølgernes egne manualer
kombineret med sådanne retsdokumenter gør det i dag muligt at
beskrive hekseforestillingerne ret detaljeret.

Allerede i samtiden fremkom der en kritisk antiklerikal litteratur, der
søgte at forklare heksefænomenet som udslag af sindssygdomme. Den
første og mest markante forfatter, der imødegik dæmonologerne, var
den hollandske læge Johann Weyer (1515-88). Han udgav i 1563 den
omfattende afhandling De praestigiis daemonum (Djævelens
blændværker), hvori han systematisk tilbageviste påstandene fra
Malleus maleficarum, samtidig med at han gennemgik en lang række
tilfælde af påståede djævlebesættelser, som han ved nærmere
undersøgelse kunne henføre til naturlige årsager, herunder primitive
psykiatriske diagnoser. Han påpegede også, at den seksuelle
afholdenhed i klostrene kan have ført til tilfælde af massehysteri
hos nonnerne. Besættelse var for ham ikke et teologisk-juridisk
anliggende, men en psykisk lidelse. Bogen, som det kun var muligt at
udgive, fordi den lokale fyrste delte dens synspunkter, fik ikke
umiddelbart nogen indflydelse på de faktiske hekseprocesser, men
førte trods alt til, at hekseproblematikken blev taget op inden for
den fremspirende psykiatri, og udfordringen fra heksefænomenet betød
på mange måder en opstramning af det psykiatriske begrebsapparat. De
praestigiis daemonum er genudgivet i engelsk oversættelse af George
Mora (1991), jvf. også Lehmann & Ulbricht 1992.

I England udkom en parallel til Weyers afhandling i 1584, nemlig
fredsdommeren Reginald Scots The Discoverie of witchcraft, jvf. uddrag
heraf samt andet tilsvarende materiale samlet af Hunter & Macalpine
(1963). Han henførte djævlebesættelserne til den dengang meget
rummelige diagnose melankoli. Lægen Edward Jordan publicerede i 1603
en case, hvor han udlagde en påstået besættelse som hysteri. En
anden samtidig læge beskrev et tilfælde, hvor han tilkaldtes af en
bekymret ægtemænd, hvis kone anså sig for djævlebesat og var på
vej til at melde sig selv, hvilket ville have været den visse død.
Det fik han dog heldigvis standset, da hun tydeligvis var gået fra
forstanden. Blandt de progressive lægers opponenter var den engelske
konge, James I, der var en ivrig heksejæger og selv yndede at deltage
i undersøgelsen af påståede hekse. Han udgav tilmed en dæmonologi,
hvor han i dialogform tilbageviste de psykiatriske forklaringer.

Lægerne anvendte ofte den strategi at placere deres cases i et
spektrum, hvor der til den ene side var Aægte@ djævlebesættelser og
til den anden side rene psykiatriske tilfælde. Det gav dem nemlig
mulighed for at flytte case efter case fra den første til den anden
kategori, efterhånden som de blev undersøgt. Ligesom kvinden i
Malleus maleficarum var blevet udnævnt til et særligt let offer for
djævelen p.g.a. en svagere karakter og en større tilbøjelighed til
at gå til yderligheder i alle spørgsmål (jvf. Gammelgaard 1984), var
der nu også læger, der mente, at sindssyge af samme grunde var
særligt lette ofre, altså en slags dobbeltforklaring.



Der er ført heftige diskussioner om den mulige realitet bag
heksefænomenet. Der har således været konstrueret et billede af et
satanistisk selskab (byggende på en virkelig hedensk
frugtbarhedskult), der holdt natlige møder svarende til
heksesabbatterne, og heksenes såkaldte Aflyvesalve@ er henført til
euforiserende stoffer, som særligt kyndige kunne indsamle i naturen og
tilvirke efter hemmelige opskrifter. Gustav Henningsen afviser dog
disse teorier såvel som forbindelsen til den folkelige heksetro:



Heksemytologien var elitens konstruktion, ikke et folkeligt produkt.
[...] Det særlige ved heksestereotypien er, at gruppen er fiktiv,
ingen tilhører den; men individer, som afviger fra normerne i deres
samfund, er de første til at blive antaget for medlemmer af dette
hemmelige forbund, hvor alle samfundsdyder er vendt på hovedet.
(Henningsen 1981, s. 304-5).



Jeg tror, at det vil være mere sikkert at sige, at de hekseanklagede
udgjorde en meget heterogen gruppe, og at man selvfølgelig må
anerkende, at det store flertal alene blev anklaget med sigte på at
styrke kirkens egen ideologi. En herskende gejstlig og verdslig klike
med ret til at udøve terror og udpege syndebukke kunne ingen sætte
sig op imod uden selv at blive anklaget, så borgere, der med rette
eller urette blev opfattet som opsætsige mod systemet, har givetvis
siddet forrest på anklagebænken. Allerede den omtalte litteratur i
samtiden peger imidlertid på, at en betydningsfuld restgruppe har
været egentligt psykiatriske tilfælde, der med deres fantasifulde
beretninger til de opmærksomt lyttende anklagere har fået talt ud om
ting, der virkelig lå dem på sinde, og som har fundet, at det bundne
tema, djævelen og hans seksuelle eskapader, egentlig udmærket svarede
til deres tanker. De har følt sig ude af kontrol over krop og sind og
har derfor faktisk talt sandt i deres Atilståelser@, når de mente sig
besat af det onde. Selv om de sindslidende ikke har været den største
gruppe blandt de forfulgte, betragter jeg det som sandsynligt, at
djævlemytologien i væsentlig grad er udkrystalliseret omkring deres
fantasier og udformet på grundlag af deres beretninger. Hertil kommer,
at også den mest nidkære del af heksejægerne lader sig indplacere i
psykopatologien. Selv om Guds overmagt hævdes, viser djævelen sig
gang på gang at have absolut frygtindgydende kræfter, som de har
følt rase i sig selv. Hvor polariseringen mellem godt og ondt i f.eks.
Johannes= Åbenbaring er velorganiseret og præcist leder frem til
bekæmpelsen af Adet store dyr@, kan djævelen ifølge dæmonologerne
infiltrere de mest gudelige, optræde i mangfoldige forklædninger og
tiltvinge sig adgang til krop og sjæl hos den let uopmærksomme, alt
sammen træk der peger på et paranoidt sindelag. På baggrund af det
ovenstående finder jeg det sandsynliggjort, at de i dæmonologien
kolporterede fantasikonstruktioner om djævle og hekse faktisk stammer
fra de mest veltalende af de anklagede, nemlig de psykisk forstyrrede,
og fra de mest paranoide og perverse af heksejægerne selv. "


Best regards Bruun

---

Bo Warming skrev:
> Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
>
> Glisrup har stor respekt for Freud men tror ikke på gavn af
> psykologer, som han betegner som "sekteriske"
>
> Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig hypnose og
> magnetiske overtro i sine første årtier.
>
> Så læste han Nietzsche og populariserede denne geniale psykologi -
> som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
> kunstnerisk
>
> Udover sine klogt analyserende bøger er Freud blevet respekteret ved
> at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor de
> henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la læger,
> og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
> betaling.
>
> Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
> en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
> skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
>
>
>
> Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som andet
> end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
> sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
>
>
>
> I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
> freudiansk psykologi,
>
> - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
> science-efterlignende fremmedord.
>
>
>
> Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
> overlades til det frie marked,
>
> og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
> erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
>
>
>
> Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
> de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
> for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
>
>
>
> Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
> bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
> Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.


" Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler Christoph
Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet bad
om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres tilbage
til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.

Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren F.-A.
Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske strygninger@.
At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. Han
mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det gjaldt
om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent faktisk
foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske tradition
blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf. Chertok
& Saussure 1973).

Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders overtro.
Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget fastholdt
som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. Mathiessen
1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet. At
ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, og
åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
givet udtryk for."



Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud en
absolut eksistensberettigelse -

En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
foretrække ?

Best regards Bruun

---

"Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
news:1165832913.878360.24090@j44g2000cwa.googlegroups.com...
Bo Warming skrev:
> Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
>
> Glisrup har stor respekt for Freud men tror ikke på gavn af
> psykologer, som han betegner som "sekteriske"
>
> Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig hypnose og
> magnetiske overtro i sine første årtier.
>
> Så læste han Nietzsche og populariserede denne geniale psykologi -
> som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
> kunstnerisk
>
> Udover sine klogt analyserende bøger er Freud blevet respekteret
> ved
> at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor
> de
> henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la
> læger,
> og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
> betaling.
>
> Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
> en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
> skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
>
>
>
> Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som
> andet
> end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
> sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
>
>
>
> I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
> freudiansk psykologi,
>
> - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
> science-efterlignende fremmedord.
>
>
>
> Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
> overlades til det frie marked,
>
> og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
> erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
>
>
>
> Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
> de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
> for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
>
>
>
> Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
> bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
> Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.


" Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler Christoph
Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet bad
om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres tilbage
til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.

Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren F.-A.
Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske strygninger@.
At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. Han
mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det
gjaldt
om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent faktisk
foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske tradition
blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf.
Chertok
& Saussure 1973).

Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders
overtro.
Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget fastholdt
som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. Mathiessen
1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet.
At
ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, og
åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
givet udtryk for."



Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud en
absolut eksistensberettigelse -

En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
foretrække ?

BW: FAktisk så jeg med min søn Goethe skuespillet Faust på Det Kgl
Teater fornylig og dine oplysninger supplerer fint.

Jo, naturvidenskab er god modgift mod overtro.
Men den ide at perikonudtræk kan helbrede depression, som min søn lige
har fået 11 for i resarch på Botanisk Institut kan betyde ny overtro,
nemlig om placebo
Jeg tror ikke at man kan helbrede noget kemisk, for immunforsvar af
styret af selvtillid og afgør helbred

Vil man på bedre kurs så skal man producere resultater der kan sælges
Placebo booster selvtillid overfladisk og kortvarigt

---

Bo Warming skrev:
> "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
> news:1165832913.878360.24090@j44g2000cwa.googlegroups.com...
> Bo Warming skrev:
> > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
> >
> > Glisrup har stor respekt for Freud men tror ikke på gavn af
> > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
> >
> > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig hypnose og
> > magnetiske overtro i sine første årtier.
> >
> > Så læste han Nietzsche og populariserede denne geniale psykologi -
> > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
> > kunstnerisk
> >
> > Udover sine klogt analyserende bøger er Freud blevet respekteret
> > ved
> > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor
> > de
> > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la
> > læger,
> > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
> > betaling.
> >
> > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
> > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
> > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
> >
> >
> >
> > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som
> > andet
> > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
> > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
> >
> >
> >
> > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
> > freudiansk psykologi,
> >
> > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
> > science-efterlignende fremmedord.
> >
> >
> >
> > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
> > overlades til det frie marked,
> >
> > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
> > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
> >
> >
> >
> > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
> > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
> > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
> >
> >
> >
> > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
> > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
> > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
>
>
> " Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
> levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler Christoph
> Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet bad
> om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
> behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
> forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres tilbage
> til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
> behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
> ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
> her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
> problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
> reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
> Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
> var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
> udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
> bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.
>
> Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren F.-A.
> Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
> Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske strygninger@.
> At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
> slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
> anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. Han
> mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det
> gjaldt
> om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent faktisk
> foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
> mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske tradition
> blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf.
> Chertok
> & Saussure 1973).
>
> Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
> overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
> lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders
> overtro.
> Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
> dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget fastholdt
> som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. Mathiessen
> 1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
> ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
> hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet.
> At
> ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
> forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
> uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
> hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, og
> åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
> benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
> livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
> pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
> givet udtryk for."
>
>
>
> Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud en
> absolut eksistensberettigelse -
>
> En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
> foretrække ?
>
> BW: FAktisk så jeg med min søn Goethe skuespillet Faust på Det Kgl
> Teater fornylig og dine oplysninger supplerer fint.
>
> Jo, naturvidenskab er god modgift mod overtro.
> Men den ide at perikonudtræk kan helbrede depression, som min søn lige
> har fået 11 for i resarch på Botanisk Institut kan betyde ny overtro,
> nemlig om placebo
> Jeg tror ikke at man kan helbrede noget kemisk, for immunforsvar af
> styret af selvtillid og afgør helbred
>
> Vil man på bedre kurs så skal man producere resultater der kan sælges
> Placebo booster selvtillid overfladisk og kortvarigt

Psykoanalyse er privat forretning - ingen tvinges til en analytiker.
Det er det første jeg tænker...

Og ja. Jeg har jo også kraftigt efterlyst grundige videnskabelige
undersøgelser at placebo.
Det nytter ikke, at udskifte den ene overtro med den anden.

( tillykke med 11 ) Familien Warming er ikke dumme, hvad

Best regards Bruun

---

"Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
news:1165838105.659414.206890@16g2000cwy.googlegroups.com...
Bo Warming skrev:
> "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
> news:1165832913.878360.24090@j44g2000cwa.googlegroups.com...
> Bo Warming skrev:
> > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
> >
> > Glisrup har stor respekt for Freud men tror ikke på gavn af
> > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
> >
> > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig hypnose og
> > magnetiske overtro i sine første årtier.
> >
> > Så læste han Nietzsche og populariserede denne geniale
> > psykologi -
> > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt
> > og
> > kunstnerisk
> >
> > Udover sine klogt analyserende bøger er Freud blevet respekteret
> > ved
> > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor
> > de
> > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la
> > læger,
> > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
> > betaling.
> >
> > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere,
> > er
> > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
> > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
> >
> >
> >
> > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som
> > andet
> > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker
> > blevet
> > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
> >
> >
> >
> > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
> > freudiansk psykologi,
> >
> > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af
> > psykologers
> > science-efterlignende fremmedord.
> >
> >
> >
> > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
> > overlades til det frie marked,
> >
> > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
> > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår
> > fordele.
> >
> >
> >
> > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en
> > af
> > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok
> > med-ære
> > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
> >
> >
> >
> > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
> > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
> > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
>
>
> " Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
> levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler
> Christoph
> Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet
> bad
> om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
> behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
> forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres
> tilbage
> til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
> behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
> ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
> her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
> problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
> reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
> Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
> var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
> udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
> bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.
>
> Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren
> F.-A.
> Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
> Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske
> strygninger@.
> At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
> slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
> anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig.
> Han
> mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det
> gjaldt
> om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent
> faktisk
> foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
> mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske
> tradition
> blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf.
> Chertok
> & Saussure 1973).
>
> Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
> overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
> lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders
> overtro.
> Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
> dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget
> fastholdt
> som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf.
> Mathiessen
> 1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
> ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
> hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet.
> At
> ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
> forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
> uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
> hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk,
> og
> åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
> benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
> livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
> pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
> givet udtryk for."
>
>
>
> Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud
> en
> absolut eksistensberettigelse -
>
> En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
> foretrække ?
>
> BW: FAktisk så jeg med min søn Goethe skuespillet Faust på Det Kgl
> Teater fornylig og dine oplysninger supplerer fint.
>
> Jo, naturvidenskab er god modgift mod overtro.
> Men den ide at perikonudtræk kan helbrede depression, som min søn
> lige
> har fået 11 for i resarch på Botanisk Institut kan betyde ny
> overtro,
> nemlig om placebo
> Jeg tror ikke at man kan helbrede noget kemisk, for immunforsvar af
> styret af selvtillid og afgør helbred
>
> Vil man på bedre kurs så skal man producere resultater der kan
> sælges
> Placebo booster selvtillid overfladisk og kortvarigt

Psykoanalyse er privat forretning - ingen tvinges til en analytiker.
Det er det første jeg tænker...

Og ja. Jeg har jo også kraftigt efterlyst grundige videnskabelige
undersøgelser at placebo.
Det nytter ikke, at udskifte den ene overtro med den anden.

( tillykke med 11 ) Familien Warming er ikke dumme, hvad

PSykoanalyse har infiltreret psykiatri og via Alice Miller - der
ellers skriver klogt , ofte - er Freuds social-arv teorier blevet
basis for pædofilhysteriet