Jan Bang Jensby <janFJERN@FJERNbang-jensby.dk> wrote:
> ""Per Rønne"" skrev
> >
> > Ja, vi er mange der husker den sag, og har spurgt os selv, hvorfor
> > journalister der interviewer Frank Aaen om de nye sager, aldrig får
> > stukket dette modspørgsmål ud ..
> > --
>
> Vi er mindst lige så mange, der har set/læst adskillige journalistiske
> forsøg på at korsfæste hr. Frank Aaens desangående.
>
> Det er ikke lykkedes - og det kan måske skyldes, at der der ikke er fugls
> føde på den historie.
Kilden til den historie er såmænd Frank Aaen himself. Som student var
han nemlig samtidig redaktør på KomS' medlemsblad, og da han var på
besøg i Kabul, hele to gange, bringer han netop historien i
Kommunistiske Studenters blad »Røde Blade«.
På:
<
http://www.uriasposten.net/files/Berl-310705-Herborg-FrankAaentorturbod
del.htm>
kan man om sagen læse følgende:
=
Frank Aaen gav ingen pardon
Enhedslistens Frank Aaen nærmede sig betænkeligt en overtrædelse af FNs
tortur-definition, da han krydsforhørte en fange i det berygtede
Pul-e-Charki-fængsel i Kabul.
Af Mette Herborg Journalist og forfatter
Da den 28-årige danske kommunist Frank Aaen sidder foran den
tilfangetagne egypter Ziauddin Mahmoud i Pul-e-Charki-fængslet uden for
Kabul, er manden som voks i hans hænder. Egypterens svar på de korte og
velforberedte spørgsmål kommer prompte. Han fortæller nøjagtigt det, som
Frank Aaen ønsker af ham, nemlig at det er CIA, der har trænet ham i
Vesttyskland og sammen med oprørslederen Gulbudin Hekmatyar fra »Hezbi
Islami« har sendt ham til Afghanistan, hvor han i Hellig Krig mod den
kommunistiske regering og de russiske besættelsestropper skulle udføre
spionage og oplære modstandsfolk i våbenbrug. Siden sin pågribelse fire
uger før havde Ziauddin Mahmoud været prisgivet det afghanske
sikkerhedspoliti, KHAD, og specialister fra KGB havde været til stede
med råd og dåd under forhørene. Han var fuldstændigt isoleret og kæmpede
nu for sit liv ved at samarbejde, belaste sig selv og tilstå alt. Alene
skrigene fra de andre fanger, der blev torteret, ville have været nok
til at få hans tunge på gled. Og nu, da Frank Aaen sad over for ham,
virkede det som en nidkær fortsættelse af forhørene. Danskeren var
nemlig ikke en professionel, fri og uafhængig journalist, som egypteren
kunne betro sig til og fortælle om sine lidelser. Frank Aaen havde længe
været i den sovjetiske propagandas tjeneste. Han var blevet skolet i
Moskva og derefter placeret som lønnet formand for Kommunistiske
Studenter i Danmark (Komm.S.). Hans partis hele eksistens afhang af de
penge, som blev sendt fra Sovjetunionen år efter år. Og nu havde han
fået til opgave at forsvare den sovjetiske invasion i Afghanistan og
lave et skønmaleri af de storartede tilstande, der herskede under den
tidligere KGB-agent Babrak Karmals regime.
I FN-konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf definerer man begrebet tortur
i kapitel I, artikel 1, stk. 1: »I denne konvention betyder udtrykket
»tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten
fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at
fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en
tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en
tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at
skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen
grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte
eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentligt ansat
eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan
persons samtykke eller indvilligelse.« Når Frank Aaen i samarbejde med
Kabul-regeringen, sikkerhedspolitiet, KHAD, og den sovjetiske
besættelsesmagt bevidst bruger den fangne egypters afmægtige tilstand
til at afpresse ham udtalelser, så nærmer situationen sig betænkeligt
FN-konventionens tortur-definition.
Men Frank Aaen gik endnu videre. Han levede sig fuldstændigt ind i
rollen som forhørsleder. Lad mig citere fra »Røde Blade« den 15. april
1980, hvad Aaen selv konkluderer i sit fire sider lange »interview« med
egypteren: »Ziauddin Mahmoud søger at fremstille sig som en lille brik i
spillet, en stakkels vildført. Vildførte er der ganske vist mange af i
Afghanistan, men det er ikke mange af dem, der har været på
træningsophold i Vesttyskland - det er ikke nødvendigt for blot at lære
at skyde og lave et par bomber. Ziauddin Mahmoud har givet spillet en
større rolle, end han vil være ved. Vi spurgte ham, om han kendte CIAs
ledere i området. Han svarede nej - men hans ansigt sagde tydeligvis
noget andet.« Frank Aaen undlod altså ikke at gøre opmærksom på, at han
selv bedømte egypteren til at være betydeligt farligere, end man indtil
da havde antaget. Jeg forsøger i øjeblikket at finde ud af, hvad der
siden skete med fangen, efter at Frank Aaen havde haft ham under
behandling. Måske endte han i den massegrav med 12.000 lig, der blev
fundet i umiddelbar nærhed af Pul-e-Charki-fængslet efter det
kommunistiske styres sammenbrud.
Babrak Karmal var kommet til magten i december 1979 efter at have myrdet
sin kommunistiske rival, præsident Hafizullah Amin. Han bad om
militærhjælp fra Sovjetunionen, der mere end villigt lod sine tropper
rykke ind og besætte landet. Befolkningen gik imidlertid til modstand,
og den 21.-22. februar 1980 kom det til væbnet opstand i Kabul, men den
blev slået ned med hård hånd, og fængslerne fyldtes med nye tusinder af
politiske fanger. Sikkerhedspolitiet KHAD, som allerede var mestre udi
torturen, fik nu nye impulser fra KGB. Da FN i 1986 offentliggjorde sin
rapport om de grove krænkelser af menneskerettighederne i Afghanistan,
kaldte man KHAD for en »torturmaskine« og opregnede dens 10 mest
anvendte torturmetoder, som følger: Tortur med elektrochok, normalt på
mænds kønsorganer og kvinders bryster. Udtrækning af negle. Forbud mod
at gå på toilettet, så at fangen efter et stykke tid blev nødt til at
forrette sin nødtørft i nærvær af medfangerne. Indføring af træstykker i
endetarmen, særligt hos gamle og agtværdige fanger. Udrivning af
skæghår, især hos ældre mænd og religiøse ledere. Kværkning af fangen,
indtil han åbnede munden, så man kunne urinere i den. Man lod
politihunde skambide fangen. Ophængning i fødderne på ubestemt tid.
Voldtægt af kvinder, hvis hænder og fødder var snøret sammen. Indføring
af forskellige genstande i vagina. Til alle disse fysiske torturformer
kom psykiske pinsler som fingerede henrettelser, overværelse af voldtægt
begået mod et familiemedlem eller en kæreste og løsladelse på skrømt. De
sovjetiske, rådgivende KGB-officerer deltog i forhørene og medvirkede
under torturen. Der var 70.000 medarbejdere hos KHAD, og de blev
kontrolleret af 1.500 KGB-folk. Overgrebenes antal var uendeligt og
lidelserne ufattelige. Og befolkningen rejste sig mod undertrykkerne den
ene gang efter den anden for at kaste åget af sig.
Den 27. april 1980, kun få uger efter Frank Aaens besøg, demonstrerede
studenter og gymnasieelever i Kabul mod styret. Det blev til et blodbad
med nedskydning af flere hundrede unge mennesker. Mellem seks og syv
tusinde blev kastet i fængsel. For at afskrække de unge mennesker fra
nye oprørsforsøg blev nogle af dem ført ind i KHADs torturkamre, hvor de
blev præsenteret for det gruopvækkende syn af afrevne lemmer fra
torterede fanger. Alt hvad der kunne true Babrak Karmals regime blev
systematisk ryddet af vejen. Afghanistan var blevet en kolossal kz-lejr.
I 1986 mente eksperter, at antallet af politiske fanger i Afghanistan
var 100.000. De fleste kom ikke ud i live. Fangerne forsvandt sporløst
eller kom for revolutionsdomstolen og blev henrettet. I foråret 1982
blev digteren, den tidligere chefredaktør for avisen »Anis«, Gholam Shah
Saichare Chamadi, arresteret. Det vides, at han døde under torturen.
Udover KHAD-terroren blev den genstridige befolkning overfaldet af de
sovjetiske besættelsestropper i et blodigt myrderi, der kom til at koste
op mod halvanden million mennesker livet. Napalm, fosfor og giftgasser
blev kastet ned fra luften. Hele landsbyer blev udraderet og samtlige
indbyggere dræbt. Massakrer og voldtægter blev uhyggelig hverdag for
disse stakkels mennesker. Mange undgik deres skæbne ved at flygte til
Pakistan. Selv om der blev åbnet ild mod konvojerne, og mange blev dræbt
undervejs, nåede fem millioner flygtninge frem til Pakistan, mens krigen
rasede 1979-89. Som et eksempel på de utallige sovjetiske
krigsforbrydelser i Afghanistan vil jeg fortælle om massedrabet på de
105 indbyggere i landsbyen Padkhwab-e Shana.
Den 13. september 1982 havde indbyggerne gemt sig for de sovjetiske
soldater i en underjordisk vandingskanal. Russerne hældte let
antændeligt brændstof ned til dem i tunnelen og satte en tændstik til.
De brændte alle ihjel. I en anden landsby var forældrene til en lille
dreng ikke hurtige nok med at udlevere oplysninger til de sovjetiske
soldater. Så hældte russerne benzin over drengens arme og satte ild til,
mens forældrene måtte se på. Det var et land i total krig med
nedslagtning af civilbefolkningen på slagmarken og tortur og
likvideringer af oppositionelle i KHADs specialfængsler, som Frank Aaen
vendte tilbage til den 7.-17. april 1984, denne gang i selskab med
formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Jørgen Jensen, og Land og
Folks korrespondent i Moskva, Johan Suszkiewicz. Det afghanske
kommunistparti, der hed Folkets Demokratiske Parti, havde lagt et
storslået program for delegationen fra broderpartiet i Danmark.
Højdepunktet var et møde med Babrak Karmal, der både var partiformand og
præsident. Medarbejdere, tolke, biler og fly var stillet til rådighed
for Aaen, Jensen og Suszkiewicz. Siden jeg den 19. juli i år bragte
historien i Berlingske Tidende om Frank Aaens besøg i
Pul-e-Charki-fængslet i 1980, har Aaen haft travlt med at skildre sig
selv som en naiv og godhjertet dansk kommunist af den hyggelige slags,
der havde kikkerten for det blinde øje. Men Frank Aaen vidste nøjagtigt,
hvad der foregik i Afghanistan, og hvad han selv gjorde. Han var 28 år,
da han første gang besøgte Kabul. Fire år efter vendte han tilbage som
DKPs Afghanistan-ekspert og støttede blodregimet lige så ihærdigt som
før. I alle årene udfoldede han en vældig propaganda-virksomhed på
skrift og i tale til forsvar for Sovjets invasion. Det skete, alt imens
Amnesty International løbende udsendte sine meget detaljerede
beretninger fra området. Han var Moskvas særlige protegé og allerede
udset til en glorværdig fremtid i Partiet. Han var sikker på hånden i
magtkampe, dreven i det organisatoriske, og han forstod at klare sig ud
af en knibe med slagfærdighed og kynisk realitetssans. Frank Aaen var
ikke blind på hverken det ene eller det andet øje, blot blændet af sin
egen storhed og betydning, som fik næring i bevidstheden om det vældige
Sovjet-apparat, han havde i ryggen.
=
Og på:
<
http://codlyn.dk/debat/printview.php?t=6523&start=0&sid=7d10792b3045270
1c2933378200b1394>
kan vi læse følgende:
=
Med kikkerten for det blinde øje
Af Peter Wivel
Enhedslistens Frank Aaen gjorde sig i 1980 til talsmand for den
sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan. Her afhørte han en
jævnaldrende tilfangetagen og givetvis dødsdømt egypter. KGB kunne ikke
have gjort det bedre.
Frank Aaen, Enhedslistens evige spasmager, forklarede i en samtale med
Berlingske Tidende i tirsdags, at han i en periode af sit liv delte
verden op i sort og hvidt - eller Øst og Vest - »og jeg holdt kikkerten
for det blinde øje,« indrømmer han. »Det fortryder jeg da, men det var
meget udbredt. Desværre,« tilføjer han. Man kan altid hente lidt trøst
i, at mange andre var lige så dumme som en selv.
Men sådan var det jo ikke. Dengang, d.v.s. i 1970erne og 1980erne, var
sort-hvid-tænkningen knap så udbredt, som Aaen vil have os til at tro.
Kommunismen var reduceret til en tom skal, et magtinstrument uden
ideologisk indhold. I Moskva, bevægelsens fyrtårn, havde Brejsnev-årene
sat ind med forstening, dissidenter blev landsforvist eller spærret
inde, oprustningen løb løbsk, fattigdom og miljøkatastrofer hærgede
landet.
Det er også synd at sige, at DKP høstede omfattende sympati, da
Sovjetunionen invaderede Afghanistan i december 1979 og gjorde kort
proces med sine politiske modstandere, herunder landets præsident
Hafizullah Amin, der simpelthen blev myrdet i sit palads med hele sin
familie. En gentagelse, fristes man til at sige, af begivenhederne i
Santiago i Chile i september 1973, da general Augusto Pinochets styrker
efter alt at dømme myrdede Chiles præsident Salvador Allende i hans
regeringspalads.
Nu kommer vi imidlertid til anledningen til denne kommentar. Det drejer
sig om Aaens arbejde for de kommunistiske invasionsstyrker i Afghanistan
i 1980 og 1985. Sagen blev bragt frem her i avisen af journalist Mette
Herborg i et debatindlæg i torsdags. Hun beskrev, hvorledes Frank Aaen i
marts 1980 var på kommunistisk solidaritetsbesøg i Kabul, det
sovjetbesatte Afghanistans hovedstad. Aaen var da 28 år og formand for
Kommunistiske Studenter.
Rejserne resulterede i artikler i partiavisen Land og Folk (2.4.1980) og
i det kommunistiske tidsskrift Tiden (nr. 2 og 3, 1985), hvor Aaen selv
udbredte sig om Afghanistans historie, den glorværdige kommunistiske
revolution og den sovjetiske invasion (kaldet »tilstedeværelse« i
tidskriftartiklerne) og om det ældgamle venskab mellem Afghanistan og
Sovjetrusland.
Alt sammen kvalmende partipropaganda skrevet med hele Stalinorglet af
floskler og fraser i den stil, man i Frankrig kalder »træsprog«.
Interesseløst nonsens, købt og betalt af de bureaukrater i Moskva, der
sendte unge Aaen afsted på en bunden opgave i felten, hvor det i sandhed
var en dyd at sætte kikkerten for det blinde øje.
Hvis man er i humør til det, kan man sige, at dette er fortid, at Aaen
nok i sit stille sind har fortrudt sin ihærdighed og ildhu i den tabte
sags tjeneste, og at vi alle bliver klogere med årene. Hvis man er i
humør til det, kan man lade hans mange eksempler på kommunistisk
godtkøbsfilosofi ligge. Herregud, der blev jo skrevet så meget vås
dengang. Lad os nu ikke hetze mod den stakkes mand.
OK med mig.
Imidlertid har jeg også haft lejlighed til at læse en særlig spændende
tekst, DKPs udsendte medarbejder skrev i en ekstraudgave af
medlemsorganet Røde Blade efter sit besøg. Her rider vi ikke marxistisk
skoleridt, her er et rigtigt levende menneske på pinebænken, en 27-årig
tilfangetagen egypter, som vises frem i sit bur for den jævnaldrende
dansker.
Ifølge Amnesty Internationals rapport om tilstandene i Afghanistan i
1980 hørte henrettelser af såkaldte politiske fanger, d.v.s. fanger, som
på den ene eller den anden måde modarbejdede revolutionen, til dagens
orden. Ziauddin Mahmoud, Aaens interviewoffer, var en af dem. Og som
Aaen tilføjer i halen på sit interview, så har egypteren givetvis
spillet en større rolle, end han vil være ved. Mon ikke fængslets
specialister i afhøring har hjulpet Aaen med den oplysning?
Vi kan i hvert fald roligt gå ud fra, at Aaen her sidder over for en ung
mand, der med rette anser sig selv for dødsdømt. Den tanke strejfer
åbenbart ikke journalisten Aaen, at mandens forklaring kan være påvirket
af det. Og at hans fangevogtere lytter med og velsagtens formidler
oversættelsen.
Egypteren tilstår alt. Det er selvfølgelig CIA, der har rekrutteret ham,
uddannet ham i våbenbrug og sendt ham med en enkeltbillet til
guerillafronten i Afghanistan. Egypteren siger til Aaen:
»Jeg er her som kriminel - for at dræbe folk og organisere kamp mod
regeringen i Afghanistan. Men gudskelov overholdes menneskerettighederne
- det er jeg og min krop bevis på (...) Sig til alle muslimer i verden,
at de ikke skal tro på de løgne, der siges om situationen i Afghanistan
....« o.s.v.
I øvrigt er betjeningen i fængslet førsteklasses. Den stakkels mand
mistede sin koran, da han blev taget til fange, men se, om ikke
fangevogterne fluks har givet ham en splinterny, så han kan bede på de
fem foreskrevne tidspunkter af dagen.
Aaen fik aldrig Cavlingprisen for dette interview, der strakte sig over
flere sider i Røde Blade.
Han gør sig her til usminket talerør for torturbødlerne i
Pul-e-Charki-fængslet og deres opdragsgivere i den sovjetiske
førerbunker i Kabul. Han udnytter skamløst et jævnaldrende,
rædselsslagent (og sikkert også til rædsel slået) medmenneske, som har
fået tungen på gled ved udsigten til den henrettelsespeloton, der med
sikkerhed venter ham.
I den standende debat om tortur giver Aaen os et skoleeksempel på, hvad
tortur kan bringe folk til at sige, når man sætter dem en pistol for
panden. Aaen har samarbejdet med en invasionsmagt. Han har udbredt plat
prosovjetisk propaganda, i dette tilfælde ved hjælp af et endnu levende
forsøgsdyr.
I parentes et tankeeksperiment: Hvad var der monstro sket, hvis det
viste sig, at et dansk folketingsmedlem havde en fortid som
hjælpeforhørsleder af tilfangetagne og torturerede chilenske kommunister
i Santiagos berømte stadion i septemberdagene 1973? Gæt selv.
Nå, det er ikke ærindet her. Det er mere den omstændighed, at oplevelsen
på dødsgangen i Pul-e-Charki-fængslet tilsyneladende ikke har mildnet
den idag noget ældre Aaens sind. Han må ellers have haft lejlighed til
at tænke over den skæbne, der ventede hans jævnaldrende. Han har haft
mulighed for at overveje, om han ikke var ude i noget rigtigt skidt her.
Om han ikke var blind på begge øjne, ikke bare det ene, han som oplyst
satte sin kikkert for?
Et så frygteligt misbrug af den 27-årige egyptiske fanges tragiske
situation kunne vel få stærkere mennesker end Aaen til at besinde sig.
Men sådan oplever man slet ikke Aaen. Han er stadig lige frisk på
aftrækkeren.
Man husker hans anklager mod afdøde danske erhvervsfolk for at være
»tyskervenlige« på grund af deres samarbejde med besættelsesmagten. Man
må i det mindste sige, at her har vi et emne, Frank Aaen kan tale med
om.
Og som rosinen i pølseenden: Disse forretningsfolk ville sikkert sige
som Aaen: Det fortryder vi da. Men det var meget udbredt. Desværre.
=
Det havde nok været rart om det pågældende ekstranummer af Røde Blade,
Kom S' medlemsblad kun indeholdende Frank Aaens artikel fra besøget i
Kabul, var tilgængeligt på internettet.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk