<<<<
http://www.respublica.dk/?p=41
Jeg hilser kulturrealismen velkommen. Lidt for mange
multikulturalister har skøjtet henover kultursammenstødene og har i
stedet rost indvandrede etniske gruppers medbragte spændende
madretter. Men man skal stå fast på, at i Europa har det enkelte
individ stort råderum, også ved valg af ægtefælle. Det skal man ikke i
multikulturel benovelse over nye musikformer og multikulinariske
madvaner opgive, skriver dagens kronikør.
Det er på mode at være multikulturel og kræve kulturel ligestilling.
Flygtninge og indvandrere fra fjerne egne skal kulturelt ligestilles
med danskere, så vi ikke gentager den fejl kolonitidens europæere
begik, da de så ned på og behandlede folk og kulturer uden for Europa
respektløst - synes tankegangen at være.
I følge multikulturalisterne og kulturrelativisterne er alle kulturer
lige gode, og indvandrere skal have lov til og endda opfordres til at
bevare deres medbragte kultur. Men kulturel ligestilling er ikke så
ligetil.
Moesgård Museum ved Århus havde et års tid efter 9/11 en
Afghanistan-udstilling. Man kunne høre stumper af afghansk folkemusik
fra 1950'erne. Jeg syntes om musikken, som andre vil kalde
kattejammer. Her slår jeg følge med de multikulturelle og
relativisterne, for der er forskellig musiksmag, og i tilfældet musik
er enkelte gruppers kultur lige gode.
Man skal også være varsom med at tillægge alle i en kulturel eller
etnisk gruppe samme smag, for en afghaner kan tænkes hellere at ville
høre jazz eller tekno end afghansk folkemusik. Men multikulturalister
forudsætter, at vi blot og bare er aftryk af den kultur, vi er født
ind i.
Findes der ingen objektive kriterier, man kan lægge til grund ved
vurderingen af, om et produkt af en bestemt kultur kan siges at være
det bedste sammenlignet med andre kulturers frembringelser? Jeg vil
komme kulturrelativisterne et skridt i møde og i det følgende ikke
kalde noget det bedste, men blot bedre end noget andet bedømt ud fra
bestemte kriterier.
Blandt de vigtigste opfindelser i menneskehedens historie er hjulet,
ploven og skriftsproget. Hjulet gjorde det lettere og hurtigere at
transportere afgrøder og andre varer. Hvis man synes, at det er godt
at få andre produkter end dem fra eget værksted og ager og ikke
belaste sin krop med fragt af varer, må hjulet siges at være en god
opfindelse. Det er dermed bedre at leve i kulturer med end uden hjul.
Naturligvis er der negative sider ved hjulet. Hjulet gør det muligt at
køre 160 km/t og tage livet af sig selv og andre.
Jeg lader læseren selv indse fordelene ved ploven frem for
gravestokken. Skriftsproget er, hvis man vil overlevere viden og
færdigheder til kommende slægter, bedre end mundtlige overleveringers
mange fejlkilder.
Inden for teknikken er det altså let at afgøre, om en kultur eller
civilisation er andre overlegne. Gør teknikken tilværelsen lettere, så
man ikke skal anstrenge sig så meget for at få udkommet og mere til og
dermed kan leve længere, er det nemt at rangordne civilisationer og
kulturer. Men andet er svært at rangordne. Hvilken type melklister er
bedst, kartofler eller pasta? Havregrød eller müesli?
Er flerkoneri bedre end enkoneri? I dag praktiseres polygami
fortrinsvis blandt Saudi-Arabiens rigmænd. Arabiens polygami har sin
oprindelse i Muhammeds krig mod Quraish-familien. Da fik Muhammed -
hvilket træf! - en åbenbaring fra Allah: En mand kunne gifte sig med
op til fire enker, så deres børn ikke blev faderløse. Tilsyneladende
mere en social foranstaltning end et seksuelt frynsegode.
I dagens Saudi-Arabien er flerkoneri et spørgsmål om fryns. Men hvad
siger kvinderne til det? Og hvad med de mænd, der ikke kan få en kone?
Enkoneri bør foretrækkes, hvis kriteriet er, at alle mænd skal have
mulighed for at få en kone.
Kan man på det seksuelle område opstille kriterier for, hvad der er
godt eller bedre - eller er det bare et spørgsmål om behag og smag?
Risikoen for kønssygdomme er størst i kulturer, hvor mange partnere er
accepteret, og hvor man ikke tager så tungt på at beskytte sig. Hvis
man mener, at man/mænd ikke bør påføre andre lidelse eller død, er det
ubetinget dårlig kultur, når aids-ramte mænd i det sydlige Afrika har
samleje med småpiger, fordi de aids-ramte tror, at sex med jomfruer
helbreder dem.
Enkebrænding blev praktiseret af hinduer i Indien før den engelske
kolonisering. Men englænderne forbød det, da de anså det for
barbarisk. Man kan være så gal på britisk kolonialisme, at man mener,
at briterne begik kulturelt overgreb ved at forbyde enkebrænding. Men
hvis man mener, at kvinder er lige så meget værd som mænd, må man være
imod enkebrænding, også selv om det var britiske imperialister, der
indførte forbudet.
Hvilken religion er bedst? Man kan være kulturrelativist og have som
princip, at alle kulturer og religioner skal have lov til at udfolde
deres riter frit. Men har man samtidig som princip, at mennesket er
ukrænkeligt, må man tage afstand fra religiøst betingede
menneskeofringer, som det blev praktiseret i Danmark i før-kristen
tid.
Man må også kunne tage afstand fra det i islam, som grene af islam
opfatter som ubetinget muslimsk. Her tænker jeg på, at islam af nogle
muslimer forstås sådan, at Koranen og den afledte Sharia-lovgivning
skal være rettesnor for politikken. Det betyder i Saudi-Arabien og
andre eksotiske steder afhugning af hænder for tyveri.
Når vi taler om en kulturel gruppes dyder, idealer og værdier, bliver
det vanskeligt, måske umuligt at rangordne. Mange vil hævde, at her er
alle kulturer lige, for hvem og hvilket kriterium skal afgøre, hvilke
værdisæt der er bedre end andre? Men vi møder også det modsatte
synspunkt - at her er noget virkelig bedre end andet.
Det er interessant, at alle FN’s medlemslande med deres underskrift
har tilsluttet sig følgende dyder: »Troen på fundamentale
menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på
mænds og kvinders … lige rettigheder«.
Disse holdninger er en europæisk “opfindelse”, vandt frem i belæste
lag i 1700-tallet og har via renæssancen rødder i antikken.
Hvis man svarer ja til, at mennesket har rettigheder og en værdi i sig
selv, at kvinder og mænd er lige, kan man opstille alverdens kulturer
og civilisationer i et hierarki efter, om de lever op til dyderne.
Politiske ledere uden for Europa må anse nævnte dyder for at være
bedre end andre dyder. Eller også har de underskrevet FN-pagten på
skrømt, muligvis for at få del i FN’s bistandsmidler. Nogle
medlemsstater opfører sig i alle fald helt modsat FN’s trosbekendelse.
Når det gælder grundlæggende værdier, bør man faktisk være forsigtig,
for der kan være forskellige opfattelser af “personlig værdighed”. Det
selvstændige individ, som vi roser os af i den vestlige verden, danser
ikke bare på roser, og familien spiller også en rolle i vestlige
samfund og burde på sin vis spille en større rolle, da vi ikke føder
børn nok til at reproducere befolkningen.
Alligevel har folk ved “at stemme med fødderne” tit taget stilling for
individet mod gruppen, familien, staten, klassen, partiet, klanen
eller nationen. Folk i kommunistiske lande stemte med fødderne, når de
flygtede fra deres arbejderparadis. Erfaringen fortæller os, at
demokrati og markedsøkonomi er bedre end diktatur og planøkonomi.
Mennesker i Mellemøsten, der ender som flygtninge, indvandrere eller
familiesammenførte hos os, har også stemt med fødderne.
Hvis man ud fra diverse kriterier er nået frem til, at dele af
bestemte kulturer er bedre end andre, så bør man vel opfordre
“medlemmer” af en kultur til at ændre vaner. F.eks. bør afrikanske
mænd qua ovenstående ændre sexvaner.
Men man ændrer ikke kultur med et fingerknips. Semiotikeren (det er en
tegn- og sprogteoretiker) og digteren Per Aage Brandt hævder, at en
kultur er bygget op om fem kerner - sprog, tro, ritualer,
familieformer og kvindekontrol. Han mener i øvrigt, at mennesket
optager afgørende kulturelle og etniske adfærdsformer lige så
automatisk som sproget. Derfor ændrer vi ikke kultur fra dag til dag.
Og hvis Brandt har ret i, at kunst, politik og videnskab i arabisk
kultur hænger tæt sammen og har grundlag i troen, mens de tre felter
er mere adskilte i den vestlige verden, er det ikke mærkeligt, at
indvandrere fra muslimske lande har problemer med at blive integreret
i Europa.
Det tager altså år at ændre sin kultur, men det er i et vist omfang
nødvendigt, hvis indvandrere vil integreres. Debat spiller en positiv
rolle for integrationen.
Derfor er det et gennembrud, at Ken Loach, kendt for mistrøstige film
fra bunden af det britiske samfund, i sin seneste film “Ae Fond Kiss”
supplerer socialrealismen med kulturrealisme. Filmen handler om en
pakistansk-britisk muslim fra Glasgow, der forelsker sig en hvid
britisk pige. Hans forældre har derimod arrangeret et ægteskab for ham
med en kusine. Det skaber kultursammenstød.
Jeg hilser kulturrealismen velkommen. Lidt for mange
multikulturalister har skøjtet henover kultursammenstødene og har i
stedet rost indvandrede etniske gruppers medbragte spændende
madretter.
Hvilken kultur eller civilisation er den bedste? Det er ikke let at
svare på, men man behøver ikke ende i en alt-er-lige-godt-holdning.
Belgiens statsminister Verhofstadt udtalte for nogle år siden, at »EU
er baseret på nogle multikulturelle værdier«. Jo, nogle drikker øl,
andre vin, og nogle spiser pizzaer, andre rugbrød.
Men man skal stå fast på, at i Europa har det enkelte individ stort
råderum, også ved valg af ægtefælle. Det skal man ikke i multikulturel
benovelse over nye musikformer og multikulinariske madvaner opgive.
<<<<<<<<
--
når folk siger deres religion ikke må kritiseres, og
dræber mennesker for at skræmme andre fra at gøre det i fremtiden, SÅ
er det lig med terrorisme.