---

<<<<<<
http://www.respublica.dk/?p=48
Den persiske Golf. Kulturtræk er som mønter med en for- og en bagside.
Hvad der opleves som for eller bag, er afhængigt af betragteren.
NU har der været flygtningedebat i Danmark et lille års tid. Det har
været forfærdelig ubehageligt, men det ser ud, som om en genkendelig,
god dansk besindighed er ved at tage form. Der er en vis konsensus om,
at resultatet har været følgende: Langt de fleste danskere er ikke
racister og vil ikke være det. De har blot protesteret over mangel på
logik og konsekvens i flygtningepolitikken. En sådan mangel har der
været, udtrykker de centralt beliggende partier og lover at udbedre.

Hvis det passer, at støvet er ved at lægge sig, må tiden være inde til
næste runde, nemlig at stille spørgsmålet om ikke vi har et lidt for
jomfrunalsk forhold til kulturforskelle. Den konsensus, der har bredt
sig hen over midten, som man siger, og ud i de mange hjem, omhandler
integration. Der erkendes, og der gribes i barme:
Integrationspolitikken har ikke været helhjertet nok. Derfor skal der
nu satses energisk på danskundervisning og spredning af de
fremmedartede, så de ved at pleje omgang med os kan blive helt og
holdent danske.

Dette var et godt resultat! (Om der desuden bliver tale om stramninger
af betydning, og om noget sådant i så fald skal opfattes som godt
eller skidt, lader vi ude af betragtning i denne sammenhæng.) Man kan
sige, at resultatet er godt i den forstand, at det er et nøjagtigt
udtryk for, hvad det danske samfund er i stand til at gabe over i
øjeblikket. Det er egentlig slet ikke fair at problematisere det. Men
det skal så gøres alligevel:

Der er nu udmøntet en idealløsning. Et mål, vi kan stræbe efter,
nemlig at fremmede udefra fremover bliver så danske i tale, adfærd og
tankesæt, at de danske kun skal forholde sig til selve udseendet: Det
eneste, der vil være tilbage efter en ideel integrationsproces, er
hår- og hudfarve. Vil danskerne fremover kunne leve med, at nogle af
danskerne er anderledes end resten på dette ene punkt og kun på dette?
Og her skal danskerne defineres som de mange, som næsten hele flokken.
Så mange, at vi kan opleve, at problemløsningen er sket på basis af
konsensus. Denne grundlæggende danske kulturværdi, som vi nødigt ville
være foruden. Vi antager, at dette ville danskerne kunne.

Påstanden i det følgende er, at kravet om total integration er udtryk
for, at vi ikke kan gabe over ret meget mere. Kulturforskelle er så
belastende, at vi må bagatellisere dem, benægte dem eller
bortdebattere dem. Samtidig er der noget paradoksalt i vores holdning.
Vi er også tiltalt af alt fremmedartet.

Tanken om, at coca cola-kulturen skal sprede sig helt ud til den
sidste hvide plet på verdenskortet, deprimerer os.

Men hvis et eller andet fænomen bliver omtalt som et kulturtræk, og
hvis dette fænomen kan forekomme nogen negativt, udløser det en
automatreaktion, hvis substans er at benægte, at der er nogen særlig
forskel på dansk kultur og andre kulturer.

Men det hænger jo sammen, det skidt! Hvis nogen f. eks. fremfører, at
f.eks. muslimer gennemsnitligt og over én kam er mere autoritetstro
end vi synes, det er naturligt i Danmark, så vil det udløse en sådan
automatreaktion, fordi det for os er negativt. (Og det ér det for os.
Det ønsker vi ikke at lave om på.) Men et sådant træk hænger uløseligt
sammen med andre ting, som vi erkender er en mangel i vores kultur,
f.eks. nært familiesammenhold og respekt og omsorg for de gamle i
familien. Det at respektere en gammel mand, blot fordi han er gammel
og ikke kun under forudsætning af, at han er f.eks. klog eller
elskelig, er noget, vi ikke kan mere. Vi kan kun lade som om. Vi kan
heller ikke bøje os for afgørelser, der træffes af ældre
familiemedlemmer, fordi de skønnes at tjene familiens vel.

Men så kan vi heller ikke have det tætte familiesammenhold, vi ser hos
en del andre kulturer.

Det rigtigt tætte familiesammenhold lader sig hos os kun gøre for dem,
der er så heldige at blive født ind i en familie,hvor folk kan lide
hinanden ekstraordinært meget. Det, vi kunne gøre for at blive mere
realistiske i vores holdning til fremmede kulturer, er at blive bedre
til at gennemskue, hvordan kulturtræk både hos os og andre er som
mønter med en forside og en bagside. Og at hvad der opleves som for
eller bag er afhængigt af betragteren. Det er lige så svært for et
menneske med en fremmed kulturbaggrund at sluge vores kameler, som det
ville være for os at glide organisk ind i en forstadsbebyggelse i
Saudi Arabien. Det er bare meget svært for os at forstå det, fordi vi
er på hjemmebane. Vi opfatter vores måde at tænke og handle på som
naturlove, ikke som kultur. Men sådan har de andre det også. Ens egen
kultur vil altid være hjemmebane. Et eksempel på et kulturelt træk,
som er egnet til at virke positivt på os både forfra og bagfra, er den
arabiske veltalenhed (og iranske og kinesiske m.fl.) Bortset fra, at
det er et træk, vi næsten ikke kender.

Denne farverige og blomstrende måde at udtrykke sig på, som kan gøre
samvær mellem mennesker næsten poetisk. Det ville man kunne opleve fra
morgen til aften, hvis ellers man kunne sproget, men jeg vil fortælle
om en bestemt episode, fordi hele situationen hører med til at vise,
hvad sprog og måde at tale på betyder for kontakt og samhørighed eller
mangel på samme.

Vi lå foran indsejlingen til Bahrein i Den persiske Golf og ventede på
tilladelse til at sejle ind i havnen. Det var en olietanker på
størrelse med halvanden fodboldbane, og der var ikke så meget plads i
sejlrenden, så vi havde kastet anker i ventetiden. Det var om natten,
men længere ude på havet sås lysene fra to andre olietankere, der lå
og ventede på tur efter os, dvs.

det halvandet til to døgn, det tager at fylde et tankskib. Mandskabet
var på plads på broen og forude ved ankeret for at hive op i samme
sekund, tilladelsen indløb over VHF-radioen. Det gjorde den et øjeblik
efter, og ordren om at hive op gik ud til maskinhuset ved
ankerspillet. Men så gik der koks i det. Hydraulikken virkede ikke.
Ankerkæden lod sig kun hive indenbords med en fart af en centimeter i
minuttet. Men det var et næsten nyt skib, så på broen regnede de med,
at det var et spørgsmål om få minutter at finde fejlen. I kikkerten så
man, at de piskede rundt forude, men der kom ikke nogen meldinger, og
nervøsiteten begyndte at stige på broen. Efter ti minutter kaldte
kaptajnen dem på walkie-talkien og afkrævede besked om, hvor langt de
var kommet, og hvor mange minutter det ville vare, før ankerspillet
var i orden. Men de kunne ikke svare andet end tågesnak. I det samme
skete der to ting. Maskinmesteren dukkede frem under vingen til broen
og påbegyndte hæsblæsende den lange løbetur ud til ankeret
(uregelmæssigheden hørte under hans ansvarsområde). Samtidig kaldte
Bahrein Havn igen og spurgte i et meget køligt tonefald, hvad meningen
var, og hvor lang tid vi havde tænkt os at nøle. Dimitris, min mand,
skibets kaptajn, tog en dyb indåndning og affyrede en hurtig
forklaring om en minimal fejl, der var så godt som udbedret. Vi
beregnede at være klar om 18 minutter. Lidt efter meldte de forude, at
ankerkæden begyndte at røre på sig, men så gik den igen i stå.

I løbet af ingen tid var de 18 minutter gået. Nu kaldte havnen igen og
fældede den endelige dom: Tålmodigheden var brugt op. Nu ville de
kalde det næste skib i køen. Det betød, at vi skulle vente halvandet
til to døgn. Det er selvfølgelig ikke noget, der bringer hverken død
eller lemlæstelse. Men det er en katastrofe for de ansvarlige på et
skib. (Godt en time senere viste det sig, at fejlen var en løs
forbindelse i et relæ. Dette burde have været opdaget på få minutter,
hvis rette mand havde holdt hovedet koldt i rette øjeblik.)
Havnefogeden var i sin fulde ret til at annullere os og kalde næste
skib frem. Men Dimitris var ikke glad for at give op. Han fattede
VHF’en med en sidebemærkning til mig: “Jeg ved, du ikke kan lide det.
Men du må indrømme, at det tit er til stor hjælp.” Det er rigtigt, at
jeg er ambivalent over for det, han gjorde nu, af grunde som vil
fremgå om et øjeblik. Han åbnede nu et nyt bal på arabisk. Hidtil
havde de talt engelsk sammen. Det hænger sådan sammen, at Dimitris har
tilbragt en del af sin barndom hos en onkel i Alexandria, dengang byen
var befolket af europæere, og de lokale egyptere stort set kun
figurerede som tjenestefolk for europæerne. Ved at lege med
tjenestefolkenes børn lærte han ikke bare det arabiske sprog, men også
måden at bruge det på.

Altså sagde han på arabisk: “Må Allah se i nåde til os, vi som på
denne ulyksalige nat lægger beslag på havnens tid ved at have
problemer med vores ankerkæde, som vi ved Allahs hjælp forsøger at
udbedre, så hurtigt som Allah tillader os at finde fejlen.” Det er
ikke nogen trosbekendelse. Det er den naturlige måde at udtrykke sig
på, bare elegantere end jeg er i stand til at gengive. Reaktionen var
dyb forbløffelse og dernæst et meget hjerteligt svar i samme inderlige
stil. Vi fik tilgivelse og yderligere respit, og godt en time senere
var idiotfejlen fundet. Endelig gik spillet i gang, og vi styrede ind
i havnen og bogstavelig talt i favnen på den elskelige havnefoged. Det
er klart, det er på sin plads at være ambivalent over for en
tildragelse som denne. Hvad med andre skibe hvor kaptajnen ikke har
leget med arabiske tjenestefolk som dreng? Det er ikke pænt at gøre
forskel. Men lad os alligevel prøve at forstå havnefogeden: Han kom om
bord, og den arabiske poesi fortsatte. De siger ikke f. eks. “Goddag”
eller “Farvel”

udtrykt ved to enkle mundbevægelser. De siger f. eks.: “Må du have
overflod af lykke, mad og rigdom. Må du have fred på din vej fremover,
og må Allah være med dig, hvor du end går”. Når en mand som
havnefogeden taler med europæere på engelsk, kan han ikke undgå at
føle, at de er meget lidt venlige, for ikke at sige tilknappede til
det fjendtlige. Når han så pludselig erfarer, at en formodet fremmed
er som en nær broder i tanke og tale, er det ikke sært, det letter
identifikationen. Han kan pludselig leve sig ind i, hvor surt det må
være at skulle ringe hjem til sit rederi og fortælle, at man lige har
brændt en kvart million af. De sad sammen og talte i timer indimellem
gøremålene med hjertelige gebærder og saligt ansigtsudtryk. Også
Dimitris nyder følelsernes frie udblæsning, hver gang situationen
opstår, fordi han føler sig hjemme i det.

OG hvad kan man så bruge alt det til? Arabisk veltalenhed som eksempel
på et notorisk kulturtræk er helt klart ikke noget, vi kunne annektere
i vores kultur. Nogen umiddelbar nyttevirkning kan vi altså ikke
påpege. Men eksemplet er godt, fordi det så udpræget omhandler et
kulturtræk i konteksten “de andres hjemmebane”. Det gør det nemmere
for os at forstå, hvor mange hæle og tæer folk egentlig skal hugge af
for at tilpasse sig dansk kultur. De unge fra de veltalende lande, som
vokser op her, europæiserer deres sprog, klogeligt nok. Men det
indebærer, at deres forældre skal prøve at opdrage på dem i et inferno
af værdisammenbrud: Der er det med seksualiteten, og det med
autoriteten, der er gået fløjten. Og oven i dét skal de leve med, at
deres børn nægter at tale som dannede mennesker. Og det sidste er
endda noget, som må forekomme os at være småtings-afdelingen
sammenlignet med alle de andre ting, der skal nyorienteres i. Ja, og
det må de så selv ligge og rode med, kunne man sige. Og det gør de jo
stort set også. Men ikke alle er i stand til at holde værdinormernes
trafiksammenbrud inden for hjemmets fire vægge. Deraf de mange
problemer med kriminalitet og almen udagéren hos afkommet. På den
baggrund er det så, at man kan blive gal, når nogle snakker om
integration, som om det er noget, man bare lige gør.

Praktikpladser f.eks! Det er en nødvendig ting. Det er hævet over
enhver diskussion, at der bør være adgang til praktikpladser for
indvandrerbørn som for alle andre børn. Men planen om at fremskaffe
praktikpladser fremføres ofte som noget nær en universalløsning. På
den ene side altså en forventning om en total integration, der kun vil
anerkende forskel i hudfarve. Alt andet defineres som fordomme og løse
rygter. På den anden side en forventning om, at en sådan total
integration skal komme i stand ved at eksercere en gennemdansk, gammel
og ærværdig kulturel værdinorm, nemlig tanken om at du ér dit arbejde.
Rødderne går helt tilbage til Luther og efterfølgere, der begavede os
med den indefra styrede pligtfølelse, og i nyere tid er syndromet
blevet pudset af og gjort nutidigt af 100 års socialdemokratisk
nursing. Arbejdet er vores identitet, og ikke et ondt ord om det. Det
har vi det godt med. Vé den, der ikke har en julefrokost at skulle
til. Men hvis vi nu beslutter at satse på, at alle fra fremmede
kulturer skal integreres til kulturel ukendelighed - og det ser der ud
til at være enighed om - så rejser det et meget alvorligt spørgsmål af
kvantitativ art: Hvor mange mennesker med en fremmed kulturbaggrund
kan lade sig opsuge og gøre sig umærkelige via simpel afsmitning og
lidt kvoteordninger? Det antal, der er her nu? Eller f. eks. fem gange
så mange? Der er faktisk krige utallige steder i verden. Kun
transportmulighederne sætter grænser for, hvor mange der kan forventes
at søge asyl i Danmark. Oven i det har vi et stigende problem med
illegale flygtninge, der meget ofte har gode grunde til at prøve at
snige sig ind. Men det værste, der kan ske, er at vi får viklet os ind
i så mange inkonsekvenser, at nogle får held til at udhule den
almindelige, sunde og selvfølgelige humanisme. Vi må ikke nå dertil,
at vi lader hånt om krigsflygtninge. Men for ikke at nå dertil i den
nærmeste fremtid, må vi begynde at tage alternative løsningsmodeller
alvorligt. Frem for alt den, der hedder: I egnede tilfælde ophold i
nærheden af hjemlandet med henblik på senere hjemvendelse.
<<<<<<<<<


--
når folk siger deres religion ikke må kritiseres, og
dræber mennesker for at skræmme andre fra at gøre det i fremtiden, SÅ
er det lig med terrorisme.