<<<<<
http://www.respublica.dk/?p=52
I nutiden mødes den ugudelige vits og satire ikke mere med repressiv
tolerance, for der er kommet en ny gud på banen, en ny absolutistisk
monolit, som ikke tåler humor, skriver kronikøren.
I begyndelsen var alvoren, og alvoren var hos Gud, og alvoren var Gud.
Ja, sådan! For Gud er ikke nogen spøgefugl, og det var først med den
famøse historie om figenbladet, at humoren opstod. Og den var som
bekendt helt og aldeles menneskeskabt - opfundet i den times tid, hvor
Gud Herren fik sig en middagslur.
Figenbladet skulle jo dække over noget, og sådan er det med humor: Der
er altid noget indeni. Noget uventet. I dette tilfælde viste det sig
at være noget farligt noget - og det kostede dyrt: Paradis tabt.
Blandt “Bogens folk” er Det Tabte Paradis den allerinderste kerne i
humorens væsen.
De tre religioner med mellemøstlig baggrund har siden hen ikke rigtig
kunnet lide figenbladshistorien. De kan ikke se noget humoristisk i
den, kun en grim ingrediens i syndefaldsfortællingen: den første løgn.
Men humoren sivede alligevel ud allevegne - også i kirken, hvor
kalkmalerier kan vise paradisets Adam og Eva splitternøgne, men
fuldstændig uden nogen ting i skridtet. Det er helt glat og
“ubefængt”. Sådan set var der altså ikke noget at dække med
figenbladet, og så kan den historie synes underlig absurd. Og
naturligvis - i paradis tisser man ikke.
Trods religionens modstand har jøder og kristne alligevel undertiden
tilladt sig at spøge også med de gudelige ting, mens muslimerne i
langt højere grad synes at have bevaret smagen for alvor. Tænk på
karnevalets halløj med al autoritet og hellighed, noget som vist er
utænkeligt i islam. Kirken har dog for det meste også formået at holde
latteren nede. Man husker den forbudte bog om humor af Aristoteles i
Umberto Ecos “Rosens Navn” og munkens udbrud: »…kun en tåbe oplader
sin røst til latter«. Det er skam ikke ren fiktion.
Til brug for almindelig undertrykkelse af folk har magthaverne siden
sammenbrygget diverse censur- og blasfemilove. Ja, den slags findes jo
stadig. Og rundt omkring har forskellige reformatorer haft held til at
plante alvorens mørke vækst i tilhængernes sind, så de frivilligt
kontrollerede sig selv og hinanden og kvalte spøg og latter ved
kilden.
Eksempelvis puritanerne, som fik øgenavnet “blue-noses”, da de kom
over til kolonierne i “Guds eget land”, Amerika. Udtrykket “blånæser”
rammer på en prik et kuldslået livssyn uden munterhed. Til gengæld
dyrkede de boglig lærdom desto mere energisk bl. a. med grundlæggelsen
af flere store universiteter som Harvard og Yale. Deres indflydelse
blev som bekendt afgørende i USA og med virkning på verden den dag i
dag. Fænomenet politisk korrekthed, blottet for selv antydningen af
humor, stammer således fra East Coast-universiteterne, der i lighedens
navn erstattede f. eks. ordene blind og lam med betegnelser som syns-
og fysisk handicappet og ord som neger eller sort med
African-American.
I den forbindelse kan jeg ikke dy mig for at fortælle verdens største
vits. Den handler om William Penn, kvækeren som grundlagde kolonien
Pennsylvania i 1681. Hans far færdedes som rigets admiral og kongens
ven ved Charles II’s hof. Hans søn William blev imidlertid indædt
kvæker og så strikte lighedsfikseret, at han på en hofvisit end ikke
ville tage sin hat af, når kongen beholdt sin på. Det var dengang et
kongeligt prærogativ at beholde hatten på. Kong Charles tog så til
gengæld sin hat af, og William spurgte ham hvorfor. Charles svarede
med humorens tålsomhed, at hvor han var tilstede, var der altid kun
een, der bar hat.
Da kongen siden hen bevilligede William ret til i Amerika at oprette
en ny koloni for hans kvækermenighed i et skovområde, som på
ansøgningen havde fået navnet “Sylvania”, dvs. skovlandet, rettede han
(troligt nok ihukommende episoden med hatten) navnet ved at skrive
“Penn” foran Sylvania.
William protesterede, at han absolut ikke ville fremhæves over sine
trosfæller, hvortil Charles svarede, at det da heller ikke var
tilfældet. Det var hans far, admiralen, hvem hæderen gjaldt. Staten
Pennsylvanias navn er således et udslag af en kongelig humor med et
enestående fladeareal.
Men religion behøver ikke nødvendigvis at stå i modsætning til humor.
Tænk blot på Dalai Lama, den reinkarnerede Buddha, som på alverdens
tv-skærme ofte er set bryde ud i latter fostret af en dyb indsigt i
menneskelivet. Og ikke sandt - på utallige buddhafigurer lyser et
saligt smil os imøde, og det skyldes jo ikke tabet af noget paradis,
men efter sigende viden om at vinde det. Dalai Lama betjener sig
givetvis ikke af blasfemiparagraffer. Nej, det er påfaldende, at den
mørke alvor er kommet til os som en specialitet fra Mellemøsten - og
jo mellemøstligere jo mørkere.
Af samme kilde sprang den forhen så strafbare majestætsfornærmelse. De
gode, gamle vikinger undså sig skam ikke for at kalde konger ved
øgenavne som “Blåtand”, “Blodøkse” eller” Tveskæg”, og middelalderens
kongenavne som “Hunger” eller “Harefod” var heller ikke uden satirisk
brod. Majestætsfornærmelsen blev til gengæld et fikspunkt for
enevoldskongerne. De var konger af Guds nåde, og de var fredhellige.
Siden deres tid kendes kongerne ikke ved øgenavne, men blot ved et
nummer i kongerækken, og det til trods for at i hvert fald en af dem
var bindegal.
Det samme gælder også kongens embedsmænd. Vikingerne havde rammende
øgenavne. til bl.a. præsterne såsom “Talesvend” og “Langpræk”, mens
betegnelsen for en slimet stinksvamp som “Præstepik” vist ikke kan
dateres. For enevoldsmajestæten var det imidlertid naturligt at
beskytte Gud, kirke og embedsmænd lige så godt som sig selv, når de jo
allesammen var i hans sold. Humoren måtte som så ofte i historien
krybe i skjul.
Selvfølgelig har andre autokrater og diktatorer taget den linie op og
udviklet censuren med overvågning og angiveri. Det er kun få år siden
hele Østeuropa lå indefrosset i kommunismens humorforladte isskosse.
Alligevel piblede vitserne frem i revner og sprækker, for folk vidste
jo godt, at de officielle påstande og paroler var løgn og bedrag.
Det er nu en udbredt vurdering, at kommunismen til sidst endte som en
dogmatisk religion. Jeg husker den gysende fornemmelse, der greb mig,
da jeg i et 1.maj-smykket Østberlin så et gadebanner med parolen: »Die
Marxismus ist almächtig, weil sie wahr ist«. Kravet om at besidde
sandheden er jo selvindlysende for såvel ideologier som religioner,
men ordet “almægtig” tilhører udelukkende den religiøse kategori, kun
Gud kan være almægtig. Min gysen afløstes af en spontan latter, som
jeg umiddelbart anede var strafbar i “Arbejder og Bondestaten DDR”.
I 2000 bragte Samvirke en artikel om professor Ivan Slavov, “Professor
i vitsologi”, der bl.a. havde samlet 300 vitser om Bulgariens diktator
Zhivkov, men mente der var et mørketal på 10 gange så meget. Han
noterer, at alle de kommunistiske ledere var blottet for humoristisk
sans, og det uhyggeligste tegn på Lenins dæmoni fandt Slavov i Lenins
egne tekster: »Intet sted i hans studier er der det mindste strejf af
humor eller antydning af en vits. Derfor var alle kommunisternes
kongresser også så sterile og blottede for humor: For alt blev
præsenteret, som om det var videnskabens sidste ord - noget der syntes
at komme Ovenfra. Og vi skulle bare gentage.«
Det éndimensionale menneske kan så lidt som endimensionale regime tåle
humor, der jo sår tvivl og antyder en anden sandhed, en anden
virkelighed. Den slags er naturligvis nedbrydende for den monolitiske
tanke og den absolutte, ukrænkelige sandhed.
I Danmark mærkede man før murens fald ikke så meget til snærende bånd
på ytringsfrihedens og humorens udfoldelse, bortset fra i det
marxistiske universitetsmiljø. Dengang levede vi andre jo i “Det frie
Vesten”, og hverken majestæts-, blasfemi eller racismeparagraffer var
på mode, selvom Majestæten surmulede over »vores danske humor og små
dumsmarte bemærkninger«. Det er vist første gang siden enevælden, at
en konge offentligt har irettesat undersåtternes humor, men de højere
rangklassers trang til at tryne de lavere er åbenbart altid latent
tilstede.
Jeg kendte dengang en ung kvindelig teolog, som jeg elskede at drille
med ugudelige vitser. Med et overbærende smil afvæbnede hun mig med
et: »Gud skal nok klare sig«, underforstået at det var mere tvivlsomt
med mig. Det svar forekom mig kvikt og fikst. Men i eftertanken var
det heller ikke nogen accept af humoren, når meningen jo var, at jeg
egentlig havde fornærmet Gud. Det tålte hun kun, fordi han i
modsætning til mig var usårlig. Var det et udslag af repressiv
tolerance? I hvert fald intet Buddhasmil der.
I nutiden mødes den ugudelige vits og satire ikke mere med repressiv
tolerance, for der er kommet en ny gud på banen, en ny absolutistisk
monolit, som ikke tåler humor. Danskerne har tilsyneladende
instinktivt undertrykt vitser og satire om de fremstormende problemer
med den nye ånd fra Mellemøsten. Givetvis har truslen fra
racismeparagraffen og de mange overvågningsinstitutioner været nok til
at kvæle morskaben. Et eksempel: Den prisbelønnede skolebogsforfatter
Kåre Bluitgen forsøgte i en fagligt velbedømt skolebog at bruge
vittigheder om muslimer som oplæg til debat i undervisningen, men den
magtglade biskop Kjeld Holm fik bogen standset i Gyldendals port med
sine blotte trusler, altså helt bag om lov og ret og i modstrid med
demokratiske normer. Heri fik han tilmed støtte af Knud Vilby, Dansk
Forfatterforenings formand, som ellers skulle beskytte forfatternes
ytringsfrihed. Bluitgen modtog efterfølgende mordtrusler - men dog
ingen dødsfatwa som Salman Rushdie.
Mørket fra Mellemøsten breder sig igen over landet. Mehmet Necef skrev
i 2000 om Biskop Holms kontorchef i Nævnet for Etnisk Ligestilling:
»Det, Zarapapa kræver er ikke etnisk ligestilling, men etnisk
særstilling: At etniske minoriteter bliver hævet over at blive
genstand for humor«. Så enkelt, så kan klart det siges.
De gamle satiresprøjter Blæksprutten og Svikmøllen blev anmeldt af Bo
Bjørnvig 2000 således: »Vitserne er generelt meget forudsigelige og
frem for alt godkendt af nævnet for alt, hvad der hedder
racediskrimination og ligestilling og etik i det hele taget«. Mon ikke
Bjørnvig her snarere tænker på selvcensur?
Komikeren Mette Lisbys oplyste i tv om sit nye show i 2001, at hun
»ikke vil nævne islam, men vi laver sjov med folkekirken«.
Således syntes grænserne for humor allerede for at par år siden stille
og roligt at indsnævres uden at nogen løftede en finger for friheden.
Men helt så stille skulle det dog alligevel ikke gå, for i 2004 blev
muslimernes krav mere udtalte, idet mange menige og talsmænd i deres
afstandtagen fra mordet på filmkunstneren Theo van Gogh samtidigt
stillede krav om at diskutere begrænsninger af ytringsfriheden. Og det
var ikke kun i Danmark. England er her et skridt foran os, idet
indenrigministeren er på vej med et lovforslag, der vil forbyde
tilskyndelse til religiøst had, hvilket “Mr. Bean” og andre komikere
frygter »vil gøre det umuligt at lave grin med religion«. Her tænker
de så vist ikke på Church of England, den katolske kirke eller
buddhismen - men islam.
Komikeren Farshad Kholgi har sammenlignet sine oplevelser på Nørrebro
med Iran: »…det der med, at man slet ikke skal lave grin med noget som
helst. Alt skal tages alvorligt. Jeg havde virkelig ikke regnet med,
at jeg skulle opleve sådan noget igen. Det er meget skræmmende.«
Ja, nu er der virkelig brug for humor - alvorligt talt!
<<<<<<<<
--
Det handler ikke for fem øre om den i øvrigt hidsige tone i udlændingedebatten i Danmark
Det handler om, at vi aldrig må acceptere, at hensynet til politiske, kulturelle og
religiøse dogmer lægger begrænsninger på ytringsfriheden. Giver vi køb på det,
giver vi samtidig køb på at være et åbent og demokratisk samfund.