---

I disse Jagtvej 69 tider bør vi ikke glemme
at udemokratiske kræfter slemme
vil vor frihed knægte
og vi der for bør fægte


<<<<<<
http://www.respublica.dk/?p=53
Hvis vi ikke ønsker at ende i en ny mørk autokratisk middelalder, er
det ytringsfriheden, vi skal værne om mod begge parters
fundamentalisme, ikke helligheden, skriver kronikøren.

Sherin Khankan, forkvinde (eller formand, som hun selv kalder sig) for
Kritiske Muslimer, har 1/12 skrevet en kronik om det mulige i at rumme
både ytringsfrihed og Koranens hellighed. Men den går ikke. Jo, den
går, men kun, hvis man som Khankan skøjter hen over problemerne i et
pseudo-akademisk begrebssprog på så højt et abstraktionsniveau, at
alt, hvad man siger, bliver dybt uforpligtende.

Hvad det i stedet gælder om, er at sætte det små sammen med det store.
Det er i det små, i livet lige dér, hvor det leves og føles, at det
skal vise sig, om éns overordnede, såkaldt “nuancerede” og “kritiske”
synspunkter kan stå sin prøve, eller om de bare er selvretfærdig og i
virkeligheden gammel-muslim-indoktrinerende snik-snak.

Og det Store, hendes religion, må netop ikke sættes sammen med det
små, et mord på van Gogh eller spanske togrejsende eller folk i Twin
Towers, selvom de er udført i den religions navn. Kvindeundertrykkelse
har heller ikke noget med islam at gøre, så van Goghs “Submission” er
bare fordummende vestlig provokation. “Provokation som kunstform
skaber kløften mellem mennesker”, siger hun uden at ane, at den
nedbryder kløften, får folk til at vågne op, besinde sig.

Mord og terror og uærbødig provokation må stå for folks egen regning.
For “mennesker taler på egne vegne”, siger hun. Det lyder oplivende.
Khankan ved, hvad frie mennesker i Vesten gerne vil høre. Vi er med -
hvis det ikke lige var for den foregående sætning: “Ingen kan tale på
vegne af en religion eller civilisation”. For det er netop det, hun
gør hele vejen igennem med sin snak, eller som det dyrt lyder, sin
“term” om “Koranens hellighed”. Den refererer, siger hun, “til en
bestemt respektfuld og hengiven adab”!

Så skal vi lige betages af et nyt og for forståelsen unødvendigt
muslimsk fremmedord. Måske det skal få os til at sluge det virkelig
forfærdelige. Adab her betyder nemlig “omgang og tone i forhold til
Koranens indhold og profeten Muhammeds sædvane”. Den respektfulde og
hengivne omgang gælder det om at “udleve”, hvis man vil kaldes “aktive
muslimer, der har islam i hjertet”.

Ved hun, hvad hun selv siger. Respektfuld at hengive sig udlevende til
Allah og hans jordiske magthavers levevis ligger lige op ad at
overgive sig, gøre sig til ét med. Hvor bliver muligheden for kritik
så af? Hellighed viger for fredhellighed. Og det fredhellige kan ikke
diskuteres. Vi er i fundamentalismens verden. Det fredhellige skal
lades i fred. Og dét selv om al fundamentalisme i historiens løb har
fået dens tilhængere til at afvise, tortere eller dræbe anderledes
tænkende.

Kritikken fordufter op i skødet på Allah og ryger derfra lynhurtigt
ned i hjernevindingerne på dem, der som imamer og kritiske forkvinder
som profetens efterfølgere bemyndiger sig selv til at udlægge hans ord
med direkte rød linie til Allah selv. Disse imamer kan i reglen ikke
engang dansk, kender ikke miljø og mentalitet i vort land, men hvad
betyder det også, når ikke bare Allah, men også profeten fortæller én
alt, hvad der er værd at vide. De er Muhammeds grammofonplader. Han
har heldigvis kunnet se 1400 år frem i tiden.

Så gør man sig til ét med sin Gud og profet. Og så har alle moderate,
heldigvis meget dennesidige muslimer i vesten bare at følge trop. Og
det begynder de så tøvende at gøre. Og er det ikke også netop
meningen. Så nærmer vi os hastigt Huntingtons religiøse “Clash of
Civilizations”. Khankan kender ganske vist det danske sprog i sine
intellektuelle, generaliserende former, som hun excellerer i. Men det
hjælper ikke meget. For hvordan unddrage sig folk som hende og
imamerne, når de, som særlige af sig selv udvalgte, ved, hvad Allah
til alle tider har ment. Så skal man i hvert fald oplyses om, at den
slags folk lider af storhedsvanvid, af hybris, som de gamle grækere
sagde.

Men hvad kommer grækernes selvkritiske fornuft Khankan ved. Inderst
inde er denne fornuft bare et ydre legitimerende vedhæng i en bestemt
sags tjeneste, nemlig udbredelsen af Muhammeds fra Allah kommende ord
og livsmønster.

De ord og det mønster er hendes fredhellige lov. Hun kender som
troende, med “islam i hjertet”, Allah lige så godt som sig selv. Og
hun kan ikke dy sig for at røbe det, selvom hun prøver. Hør bare: “For
(vi) (ordet vi udelader hun snedigt nok) troende muslimer blev
ytringsfriheden givet af Gud, længe før vi mennesker fik modet til at
definere og statuere den”. Derfor er “ytringsfriheden … ikke
eksklusivt en vestlig menneskeskabt affære”.

Så fik de gamle grækere og vi i Vesten, der er deres arvtagere, den -
lige i synet, af Allahs egen Khankan. Her gik vi og troede, at de
arkaiske og højklassiske grækere havde udviklet kritisk frihed og
lighed, og at det netop skete i kraft af, at de som de første i
verdenshistorien gjorde op med de fredhellige, højt over jorden
placerede guder, hvad enten neolitiske solguder eller mesopotamiske
eller ægyptiske eller persiske eller arabiske himmelguder, der hidtil
med tyranniske fyrstemagter som lammende redskaber havde kvast al
ytringsfrihed.

Det går nemlig altid galt, når magten kommer ovenfra, når økonomiske
magthavere og elitære sorte intellektuelle sprutter en hellig gud ud i
hver anden sætning. Så bliver selv i vor tid en van Gogh myrdet og en
Grosbøll suspenderet og en masse uskyldige mennesker terrordræbt uden
videre.

Her troede vi, fordi vi kunne dokumentere det, empirisk, at det bl.a.
lykkedes for grækerne at vinde ytringsfrihed og medmenneskelighed,
fordi adelselite og folk smeltede sammen, så de kunne skabe deres
guder som højst menneskelige, boende på jorden, alt andet end
fejlfrie, gensidigt uenige, men alligevel med ædel styrke og erotisk
udstråling, så grækerne havde noget livsnært og fortroligt at leve op
til. Og dét her på jorden. For det var fællesskabet på den jord, man
skulle satse på, ikke et blegt Hades, endsige et postuleret højt i
himlene roterende paradis, hvad enten nu øde asketisk, som i den mørke
middelaldercivilisations kristendom, eller nok så fyldt med sanselige
kvinder, som i den samme mørke middelalders muslimske Allah-tro fra
600-tallet.

Dyrkelsen af det hellige som fredhelligt og med total himmelsk magt
opstår altid, når mennesker bliver undertrykt på jorden og mister
selvværd. Grækerne kunne desværre ikke fastholde demokrati og
ytringsfrihed. Deres kultur endte i en global hellenisme, hvor rige
selvtilstrækkelige oligarkier omkring en ny fyrstemagt, sidst den
romerske, gjorde folket til fattig pøbel og arbejdskvæg. Folket
begyndte at se op ad, søgte forløsning i mysteriereligioner og en
anden verden.

En religion vil altid forblive afhængig af sin start, hvad Khankans
helliggørelse af Allahs og hans profets ord og liv illustrerer.
Kristendommen var så heldig at komme til verden i Romerrigets
oplysningstid, hvor en form for humanisme, retfærdighed,
kosmopolitisme og fredspolitik trods enevælde og de sociale skel endnu
spillede en samlende rolle, og hvor fornuften stadig med besvær kunne
få legeme og sjæl til at holde nogenlunde sammen. Jesus kunne derfor
forkynde, at kristendommen drejede sig om alle menneskers liv i
gensidig åndelig og legemlig kærlighed, og at paradiset var her på
jorden, men at menneskene blot ikke rigtigt mere i deres dyrkelse af
en selvisk materialisme kunne se det. Den slags mennesker forlanger
mirakler for at tro. Derfor måtte Jesus tage tilflugt til hjælp fra en
Fader i himlene. Men ham kunne han dog endnu fremstille som en
tilgivende Gud, der ikke tvang, men opfordrede menneskene til at
tilgive sig selv og andre, hvis de svigtede den indbyrdes omsorg.

Den ret gunstige situation var Muhammed ikke i. For den hellenistiske
romerske civilisations mennesker, især de rige, blev til sidst så
udhulede af vellevned og gold narcissisme, at selv kejsermagten antog
den ny kristendom, hvad den ikke overlevede mentalt. Da Romerriget gik
under i en mørk middelalder, fulgte kirken med. De nye fyrster og fine
adelige holdt sig oppe ved at sammen med de fine gejstlige at dyrke et
asketisk neoplatonisk opstandelseshysteri, hvor det gjaldt om, at
sjælen holdt sig ren ved at sige fra over for alt legemligt. På den
måde kunne man bekvemt, mens man fortsatte sit skørlevned, holde folk
fra at gøre oprør. Tænk ikke på, at I er fattige. Så kommer I desto
lettere i paradiset. Og dér er det egentlige liv.

Det reagerede Muhammed sympatisk nok imod. Han hadede de rige,
selvoptagne købmænd i Mekka, Konstantinopel og de byer i vest, der
overlevede den økonomiske nedtur. Men da både de rige og de fattige i
ørkenen, som han skabte en hær af, var blevet åndelig pøbel i den
mørke middelalder, måtte han, som sin samtids kristne, bygge på lov
frem for tilgivelse, på ydre ritualer mere end selvbesindelse, på
hellighedens magt ovenfra, og de ord, hvorfra islam og muslim stammer,
betyder da også “underkastelse”, og “én, der har underkastet sig”,
nemlig den almægtige og hellige ånd Allahs vilje.

Folk, der i århundreder har været undertrykt materielt, foretrækker i
en slags masochisme fortsat åndelig og politisk undertrykkelse
ovenfra, bare de kan få hævn over de rige her i verden og selv leve i
materielt mådehold, og det sørgede Muhammed og hans enevældige
kalif-efterfølgere for, at de fik i deres store erobringstogter i øst
og vest. Det er denne farlige undertrykkelsesmekanisme, der tegner sig
som en gentagelsens forbandelse i dag med helligheden som våben.

Så lad os lige blive fri for al hellighed, hvad enten nu i den i
Europa heldigvis afblegede moderne kristne form, eller i den lige lidt
for blodrøde muslimske.

Hellighed har altid været bryske magthaveres hovedvåben, hvad enten
det nu er en præsidents Bush’ ubehagelige middelalderkristne gudstro:
vi er de gode og rene, i uhæmmet kamp for gennemtrumfningen af
økonomisk globalisering, eller det er en Osama bin Laden og hans
terrorgud, der i sin kamp mod USA’s for ham at se alt banaliserende
økonomiske imperialisme tror, at han kan bruge alle midler for at
bremse den.

Hvis vi ikke ønsker at ende i en ny mørk autokratisk middelalder, er
det ytringsfriheden, vi skal værne om mod begge parters
fundamentalisme, ikke helligheden.

Den har altid op gennem historien krævet de ikke-helliges hoveder på
pseudo-intellektuelt nok så smukt pyntede, men fanatiske fade.
<<<<<<

--
når folk siger deres religion ikke må kritiseres, og
dræber mennesker for at skræmme andre fra at gøre det i fremtiden, SÅ
er det lig med terrorisme.