I ugens Weekendavisen kan man på bagsiden af hovedsektionen se en
helsidesartikel om forholdet mellem Jyllandsposten og Politiken, hvor
førstnævnte historisk set har stået for indskrænketheden, og sidstnævnte
for frisindetheden. Jeg citerer fra artiklens slutning:
=
Den gode tones kamporgan
Hørup var ikke bange for Højres pøbel og ridepiske. Det bedre
borgerskabs følelse af moralsk overlegenhed havde han heller ikke
respekt for. Han troede på ordets magt. Han elskede ord. Der var især
ét, som han lod rulle i munden for at nyde den lange eftersmag:
Sømmelighedsfølelse.
»Der er i Ordet Sømmelighedsfølelse som et langsomt Pust fra noget af
det bedste og fineste i Mennesket. Allerede Ordets ualmindelige Længde
giver Vægt og Værdighed, de to 'Ø'er forstærker Indtrykket af, at det er
et Ord, der kommer dybere nedefra, end Ord ellers plejer at have deres
Udspring. Ingen ugift eller barnløs Person vilde let falde over det Ord.
Det fører af sig selv Tanken hen paa Ægtemænd og Familiefædre, paa meget
satte og meget alvorlige Mænd af moden Alder og med en ansvarsfuld
Følelse af Alderens og den borgerlige Stillings Forpligtelse til at
dæmme op for Tidens overhaandtagende Løshed og Letsindighed. Det er
næsten for fyldigt et Ord til en enkelt Mand, men det er som talt ud af
et Femmands-Udvalg for et helt Amts Landbefolkning...«
Sådan skrev Hørup i Politiken i 1893.
Hvis det dengang var blevet ham forudsagt, at en Højre-avis i den jyske
provins en dag ville bringe billeder, der var usømmelige nok til at
starte en verdensbrand, havde han sikkert smilet en smule i skægget.
Men havde nogen fortalt ham, at Politiken, hans egen avis, i tidens
fylde skulle blive sømmelighedsfølelsens talerør, den gode tones
kamporgan, til værn for modstandere af den frie tanke, ville han have
troet, at det var løgn.
=
Ja, tiderne skifter
.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk