Kronikken i dagens Berlingske:
http://www.berlingske.dk/kronikker:aid=815380/
Af Uffe Korsbech
A-kraft er nødvendig for at klare de miljø- og forsyningsmæssige
opgaver, som verden står overfor de kommende årtier. På trods af at både
politikere og befolkning i Danmark er bevidst om de mulige
miljøproblemer ved kul, olie og gas, har spørgsmålet om A-kraft i
Danmark nærmest være et tabu, som politikere nødigt beskæftiger sig med.
Mange danske politikere erkender nu, at landets forbrug af olie,
naturgas og kul skal nedsættes. Som i andre lande er det miljøspørgsmål
og afhængighed af usikre brændselsforsyninger, der volder bekymring. Med
Kyoto-protokollen fik miljøspørgsmålet større betydning i mange lande,
og verden over planlægges for mindre udslip af CO2 (kuldioxid) fra
forbrænding af olie, gas og kul. I flere lande har myndigheder og
ansvarlige politikere opdaget, at målet ikke kan nås i 2008-2012.
Det andet forhold - mere afhængighed af en usikker brændselforsyning -
gælder især for olien, hvor Vestens afhængighed af olien i Mellemøsten
vokser. Her synes reserverne nærmest uendelige, mens de andre steder er
ved at slippe op. Den vestlige verdens naturgas er også på retur. Ikke
her og nu men over 20-30 år. Herefter skal der hentes naturgas i
Nordafrika og i Rusland, og selv Rusland har vist sig sidste vinter ikke
at være en helt pålidelig leverandør. Europa oplevede pludselig knaphed
på russisk gas.
Det er endnu ikke 100 pct. sikkert, at mere CO2 til atmosfæren vil få
ubehagelige følger for klimaet. Men Kyoto-aftalens indgåelse fortæller,
at man tror på muligheden. I 2007 kommer der en ny redegørelse om
klimaet fra IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change). Den
inddrager ny viden, der er fremkommet siden 2001-rapporten, og man
formoder, at den endnu tydeligere peger på, at man er ved at ændre
Jordens klima.
For mange politikere og journalister står Kyoto-aftalens opfyldelse som
det mål, der vil »redde« Jordens klima. Men aftalen er blot et første
lille skridt, der hurtigt må følges af langt kraftigere begrænsninger i
udslip af CO2. Det har man forstået enkelte steder i verden. Den
britiske energiplan fra juli 2006 er et tydeligt eksempel. Et hovedmål
for planen er, at det britiske udslip af CO2 til atmosfæren i 2050 kun
må være 40 pct. af niveauet i 1990; Kyoto-aftalen drejer sig blot om
reduktion til ca. 95 pct. i middel for de deltagende industrilande.
En begrænsning til 40 pct. er, hvad industrilandene i alt fald skal ned
på, hvis ikke klima- og miljøkonsekvenser ifølge prognoserne skal nå et
uoverskueligt omfang. Der er kun Storbritannien, der har udstukket et
langtidsmål, men mange lande har de sidste par år erklæret, at risikoen
for utilsigtede klimaændringer kræver omlægninger af energiforsyningen,
og der skal gennemføres store besparelser.
Risikoen for klimaet og risikoen ved ustabile energiforsyninger har
ændret indstillingen til A-kraft drastisk i mange lande de seneste tre
til fire år. Men ganske som i Danmark var der tidligere i de fleste
lande en tydelig folkelig skepsis mod A-kraft; og for politikere er
folkelig skepsis en faktor, der tæller mere end rationelle analyser. Men
den finske beslutning om et nyt A-kraftværk i 2002 startede en ny
udvikling. Nogle eksempler skal nævnes her.
I Storbritannien var indstillingen indtil 2003, at landets A-kraftværker
måtte køre videre, så længe de var sikre og økonomiske. Men herefter
skulle de lukkes og ikke erstattes af nye. Men langsomt kom der nye
signaler fra politikerne. Først kunne det ikke udelukkes, at en ny
energiplan ville nævne A-kraft. Så blev det til, at A-kraft
sandsynligvis var nødvendig; og nu siger planen fra juli 2006, at skal
A-kraft yde et stort bidrag til CO2-begrænsningen - og de nuværende
A-kraftværker skal med tiden erstattes af nye.
USA har ikke ratificeret Kyoto-aftalen. Alligevel vil man arbejde for
CO2-begrænsninger, og A-kraften skal være et vigtigt middel. En
beslutning om nye A-kraftværker forventes i 2007, og de skal være i
drift efter fem års byggetid. Det er meget kortere end i 1970erne og
1980erne, hvor det i USA ofte tog 10-12 år at bygge et A-kraftværk. I
dag er der imidlertid sket en standardisering af de nye A-kraftmodeller,
og de fleste er godkendte. Desuden behandles der nu ansøgninger om
placering af nye A-kraftværker - altså før en endelig beslutning er
taget om bygning. Den store interesse for ny A-kraft skyldes dels
økonomien, dels frygt for, at krav om CO2-begrænsninger vil gøre det
umuligt at bruge kul som brændsel; og de amerikanske forsyninger med
naturgas er dalende.
Holland er også interessant. Først ville politikerne stoppe landets
eneste A-kraftværk - Borssele - i 2003. Men en domstolsafgørelse gjorde
dette umuligt. Så sigtede man mod lukning i 2013. Man ville forhindre,
at værket fik fornyet driftstilladelse i 2013. Men det ville give et
stort erstatningskrav fra el-selskabet - et krav, som domstolene
formentlig ville godkende. Samtidigt opdagede politikerne, at Holland
havde svært ved at opfylde Kyoto-aftalen og efterfølgende aftaler.
Diskussionerne om Borssele endte i stedet med, at regeringen accepterede
fortsat drift til 2033 mod, at el-selskabet investerede i
energibesparelser og vedvarende energi. Endnu en vending kom i år. Den
ansvarlige minister meddelte, at regeringen gerne så bygget yderligere
et A-kraftværk. Elselskabet, der ejer Borssele, var positivt, og en bank
vil gerne finansiere et nyt værk. De politiske og juridiske forhold i
forbindelse med bygningen af et nyt A-kraftværk i Holland er under
afklaring.
Betragter man andre dele af verden ses et lignende billede. At Rusland,
Frankrig, Japan, Kina, Indien og Sydkorea satser kraftigt på A-kraft er
ingen overraskelse. Men at Sydafrika og måske også Australien vil bygge
A-kraft er bemærkelsesværdigt. Begge lande har store kul-forekomster,
som el-forsyningen hidtil har været baseret på. I Afrika har flere nye
lande vist interesse bl.a. Egypten og Nigeria. I Europa vil Rumænien
færdigbygge et par reaktorer, der har været i »mølpose« siden 1991. De
baltiske lande arbejder for bygningen af et stort fælles A-værk, og
kul-landet Polen diskuterer også A-kraft, og finnerne diskuterer
yderligere et A-værk. Det bør også nævnes, at den nye svenske regering
forventes at ophæve alle tidligere planer om stop for A-kraftværker.
Værkerne skal være i drift, så længe de er sikre.
Situationen i Tyskland er speciel. Partierne i koalitionsregeringen er
uenige om A-kraften. Socialdemokraterne ønsker den stoppet, mens de
borgerlige ønsker en udbygning. Regeringsaftalen blev derfor, at den
tidligere aftale med el-værkerne opretholdes, dvs. de må producere en
vis mængde atom-elektricitet; herefter skal værkerne stoppes. I
regeringsaftalen indgår også, at der skal sættes fuld fart på
færdiggørelsen af det tyske anlæg for slutdeponering af højaktivt
affald. I næsten 10 år har Miljøpartiet gennem regeringen forhindret, at
der blev arbejdet på at gøre projektet færdigt. For så længe man ikke
har et færdigt anlæg, er affaldsproblemet jo ikke løst; og det kan så
bruges som et argument mod A-kraft.
Også på en anden front er indstillingen ændret de senere år. Flere
ledende miljøfolk, der har været indædte modstandere af A-kraft, har
helt skiftet opfattelse og støtter kraftigt en udbygning af A-kraften.
Patrick Moore var med til at stifte Greenpeace og var i syv år direktør
for Greenpeace International. Han siger nu ligeud, at det var en fejl,
at Greenpeace gik mod A-kraft. Han opfordrer sine tidligere kolleger til
at skifte mening og støtte en udbygning. Et andet eksempel er den nu
afdøde britiske biskop Hugh Montefore. Han var med til grundlægge
miljøbevægelsen Friends of the Earth, og han var dens formand i seks år.
Bevægelsen var (og er) imod A-kraft, men Hugh Montefore erkendte
efterhånden, at fordelene ved A-kraft var større end ulemperne. I 2004
skrev han derfor et positivt indlæg om A-kraft i et kirkeblad - og blev
så smidt ud af bestyrelsen for Friends of the Earth. Blandt andre
»miljø-guruer«, der er blevet stærke tilhængere af A-kraft, kan nævnes
James Loveloch (opfinder af Gaia-teorien) og Steward Brand, der
grundlagde miljøbevægelsen Whole Earth Catalogue.
De nævnte »miljøfolk« argumenterer også for energibesparelser og
udvikling af andre energikilder. Det samme gør de politikere, der i
disse år laver energiplaner, der indeholder A-kraft som et væsentligt
element. Men alle erkender de, at A-kraft er nødvendig for klare de
miljø- og forsyningsmæssige opgaver, som verden står overfor de kommende
årtier. Det kan undre, at ingen af de ansvarlige danske politikere har
taget dette forhold op.
------------------------------------------------------------------------
Ja, i Danmark har man stadig et anakronistik forhold til atomkraft, det
kan man overbevise sig om bl.a. ved at kigge i det politiske leksikon på
Socialdemokraternes hjemmeside:
"Det principielle problem ved atomkraft ligger i, at der produceres
enormt store mængder af radioaktive stoffer. Faren for ulykker, det
radioaktive affald, den manglende bæredygtighed, anvendelsen af
plutonium, som kan bruges til at producere atombomber er alle centrale
årsager til, at atomkraft hverken høre hjemme i Danmark eller i resten
af verden.
Derfor siger Socialdemokraterne NEJ til atomkraft."
Faktum er, at en Liquid Flouride Reaktor der bruger en thorium/uran-233
cyklus slet ikke producerer plutonium, affaldsmængderne er meget
begrænset og kun radioaktive i 300 år. Men det har sosserne åbenbart
ikke hørt om!
--
Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres
hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands
uafhængighed og for Deres folks lykke...
Anker Jørgensen til Nordkoreas Præsident, 1984