Af Kai Sørlander: Tørklædets signalværdi
Karen Jespersen (S) har foreslået, at det ikke bør være tilladt lærere i
folkeskolen at bære muslimsk tørklæde. Det er efter Jens Ole Christensens
mening (Kristeligt Dagblad den 7. november) et ukristeligt og udansk
forslag. Derfor opfordrer han alle danske kristne om at stå sammen om at
bekæmpe Karen Jespersens opfattelse.
Bør vi følge den opfordring og melde os under Jens Ole Christensens fane?
Først bør vi lige undersøge, hvad han bygger sin sag på. Der er to
afgørende byggestene. Den ene er den kristne. Han henviser selv til budet
om, at »alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I
gøre mod dem« (Matt.7,12). Den anden er den danske tradition for
åndsfrihed, som også har en rod i kristendommen, og som indebærer, at man
møder sin modstander med argumenter og med dialog og ikke med forbud.
Spørgsmålet er så, om dette grundlag kan bære fordømmelsen af Karen
Jespersen. Lad os undersøge de to byggesten i rækkefølge, først
kristendommen og så den danske tradition for åndsfrihed. Hvis jeg går ud
fra, at det, som jeg vil, at andre skal gøre mod mig, skal jeg selv gøre
mod andre, skal jeg så gå imod Karen Jespersens forslag? Umiddelbart må
jeg sige, at jeg ønsker, at min religion først og fremmest skal give sig
udslag i en bestræbelse på at hjælpe andre i nød. Derfor ønsker jeg
heller ikke at vise min religion ved en særlig påklædning, som jeg skal
være forpligtet til at vise frem for andre, også hvor den
mellemmenneskelige situation kræver neutralitet. Det sidste ville for mig
være et udtryk for både selviskhed og falskhed. Derfor bekæmper jeg
ethvert ønske om, at andre skal bøje sig for mig i den henseende. Og
derfor følger det heller ikke af Matt. 7.12, at jeg ikke kan acceptere
Karen Jespersens forbud.
Min kristendom påbyder mig at hjælpe min næste i nød. Og med nød mener
jeg nød. Den påbyder mig ikke, at jeg skal bøje mig for min næstes
selviske ønske om at udstille sin egen religiøsitet. Slet ikke når denne
udstilling også er en udstilling af kvindeundertrykkelse; men det kommer
vi tilbage til.
Stiller sagen sig så anderledes, hvis vi følger det argument, som går ud
fra den danske tradition for åndsfrihed? Denne tradition kræver, at vi
skal være villige til at deltage i en åben og ærlig diskussion, som også
giver andre plads til at komme til orde med deres synspunkter.
Dette krav accepterer jeg fuldt ud. Men følger det så, at jeg må fordømme
Karen Jespersens holdning til tørklædeklædte lærere?
Her er der i hvert fald to punkter, som er relevante. På den ene side er
der med lærergerningen ikke blot tale om en almindelig og symmetrisk
dialog. Derimod om et embede med sine særlige forpligtelser. Til disse
forpligtelser hører også, at man skal medvirke til at føre eleverne ind i
den danske tradition for åndsfrihed og i den demokratiske fordring om
rationalitet.
På den anden side er tørklædet ikke blot et isoleret symbol på en
personlig religiøs forpligtelse. Kravet om, at kvinder skal bære en sådan
påklædning, indgår som et led i en omfattende religiøs lovgivning -
sharia - som gælder alle aspekter af samfundslivet. Det er en lov, som
ikke kan diskuteres af ikke-muslimer. Den omfatter straffe som piskning
og håndsafhugning, og den gør kvinder sekundære i forhold til mænd. Den
fordømmer den tanke, at det enkelte menneske skulle have frihed til selv
at forholde sig til, hvorledes lovene i samfundet skal være. Enhver tale
om åndsfrihed ligger den fjernt. Med sit tørklæde viser læreren, at hun
går ind for denne lov. Hun kan ikke hævde, at kun tørklædet er vigtigt
for hende og ikke alt det andet, for ifølge loven selv er tørklædet
sekundært i forhold til det meste af det andet. Så den eneste måde hun
troværdigt kan vise, at hun ikke går ind for et autoritært menneskesyn,
er ved at acceptere ikke at iklæde sig dets symbol.
Sammenholder vi de to sider, så er det åbenbart, at der er dyb
uoverensstemmelse mellem den holdning, som lærerembedet kræver, og den
holdning, som tørklædet er udtryk for. Holdningerne går på tværs af
hinanden. Hvorledes bør vi så reagere? Er det her nok at møde med samtale
og åndsfrihed? Denne holdning skal selvfølgelig fastholdes i den
almindelige demokratiske meningsudveksling. Men må vi ikke i forhold til
lærergerningen kunne kræve en vis alvorlig konsistens: at man ikke som
lærer kræver at ville gå klædt på en måde, som signalerer holdninger, der
er i direkte modstrid med de idealer om åndsfrihed og rationalitet, som
embedet bygger på?
For mig at se er Jens Ole Christensens holdning til dette spørgsmål
overfladisk. Han gør pjat af både kristendom og sharialov. Af både
kristendommens bud om at hjælpe sin næste i nød og af sharialovens bud om
at bestemme kvinders påklædning og straffelovens indhold. Her har Karen
Jespersen et meget klarere blik for virkelighedens modsætninger. Og i
hvert fald ikke mindre kristent.
--
GB
|