<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4013636
Det smukke er at fraskrive sig tro. Opføre sig kærligt og anstændigt
og sjovt og lidt ondskabsfuldt en gang imellem, skriver dagens
kronikør.
Er det Gud, der har skabt mennesket i sit eget billede? Eller er det
mennesket, der har skabt Gud i sit billede? Et overvældende flertal på
kloden vil mene, at Gud har skabt mennesket i sit billede. I mange
lande er det livsfarligt at påstå andet. Men påstanden bliver
naturligvis ikke forkert af den grund.
Frem til slutningen af 1600-tallet kunne danskere dø under tortur af
at påstå, at Gud var menneskeligt opspind. For ikke at tale om at Gud
slet ikke eksisterede.
Indtil videre går det ikke helt så galt i Danmark i dag. Men det er
klogt at være forsigtig. På Jyllands-Posten ved de alt om, at Gud
eller profeter og Vorherre ikke er noget, der skal spøges med. Et
forkert ord eller en forkert tegning, og truslerne »myldrer frem som
djævle på jord.« Plus livvagter.
Det er langt farligere at ytre sig mod Gud og religion nu, end det var
for lidt over 100 år siden, da Georg Brandes for første gang kastede
sig alvorligt ud i disciplinen. Helvede brød løs, inklusive trusler,
men ingen - heller ikke Georg Brandes - tog det alvorligt. Med
nutidens verdensbillede er det bydende nødvendigt at tage det
alvorligt og at forsvare sig selv,
I sin lille bog "Sagnet Om Jesus" påstod Brandes forsigtigt, at Jesus
var en historisk opdigtet person, stykket sammen af de første
århundreders kristne. Noget var hentet fra Det gamle Testamente og
profetierne om en Messias, noget hentet fra den persiske
Zaratustra-religion, noget hentet fra den ægyptiske religion: Isis med
det lille Horus-barn. Billederne af Isis og Horus fra de første
århundreder i vor tidsregning er næsten identiske med Jomfru Maria og
Jesusbarnet.
At Guds søn døde på korset og genopstod i kødet på tredjedagen og 40
dage efter steg til himmels, anså Brandes for at være pærevrøvl,
ammestuesnak på linje med kunsten at kunne gå på vandet. At den
jødiske historiker Josephus få år efter Jesu død omkring år 32 til 36
skrev om Jesus og forfølgelser af de kristne under Kejser Nero, anså
Brandes for en tilføjelse af kristne skrivere. Evangelierne var også
påfund, sandsynligvis af en enkelt mand og derefter kopieret med nogen
variation.
Altså er al snak om Jesus opspind. I det lange løb holdt det ikke,
heller ikke for Brandes. Jesus er historisk veldokumenteret. Der er
ingen tvivl om, at han har levet. Men hvad han anså sig selv for er
svært vurdere, Guds søn eller en profet? Sandsynligvis det sidste,
fordi der er en tradition for at være profet i jødiske samfund. Og
profeter må gerne komme fra samfundets nederste lag, som Jesus gjorde.
Der er også tradition for Messias, men alle vidste, at han ikke var
kommet og nok heller ikke kom foreløbig.
Det var forbudt at påstå, at Jesus var Guds søn. Profet måtte han
gerne være. Men ingen tog sig alvorligt af, hvad en omvandrende
filosof eller shaman gik omkring og sagde. Der var masser af den slags
folk overalt i Mellemøsten på Jesu tid. Jesus talte aramæisk og
forstod græsk, ikke hebraisk som nogle tror. Til forbløffelse for
mange har han højst sandsynligt være glatraget, som næsten alle i
tiden under græsk kulturinflydelse var det. Kun Michelangelo har i
eftertiden vovet at skildre Jesus uden skæg på kuplen i Det Sixtinske
Kapel. Hvad der derimod var alvorligt totalt forbudt var at lave
socialt rav i samfundet. Romerne ville ikke tåle nogen form for social
uro. Hvad folk mente og tænkte, var de ravende ligeglade ned, men
ingen måtte udløse social ballade. Der havde været rigeligt bøvl med
jøderne. Romernes øverste lag var nærmest irreligiøse, og den gamle
religion fastholdt de alene som en ydre skal. Cæsar og Cicero anså
religion for vrøvl. Derimod troede de på skæbnen.
Efter de første kristne kejsere i 300-tallet blev kristendommen den
dominerende religion i vores verdensdel, og år 395 efter Kristus blev
det under kejser Theodosius forbundet med straf på livet at være noget
som helst andet end kristen.
Reformationen i Danmark år 1536 e. K. gjorde det ikke bedre, snarere
værre.
Siden 1800 tallet har det i vores kulturkreds været tilladt at ytre
sig skeptisk om al religion. Det var klogt at være forsigtig, men der
var ikke dødsstraf for at være imod Gud.
Sådan er det stadig officielt. Det er forbudt at forhåne folks
religiøse følelser, men det skal være slemt for at komme i spjældet
for det. Det er tilmed tilladt at forbande Gud, hvis man går lidt
stille med det. Søren Kierkegaards far har gjort det, men blev
vanvittig af Guds vrede, som den ældre Kierkegaard heftigt fornemmede.
Som alle ved, har vi modtaget en meget betydeligt antal muslimske
indvandrere de seneste årtier, og muslimer tager mere alvorligt på dét
med Gud, end vi har været vant til.
Derfor er blasfemiparagraffen strammet et par gange, også mere end den
burde være. Velmenende skrukhøns som Uffe Ellemann-Jensen farer op,
hver gang de hører et grimt ord eller ser en tegning af noget
religiøst. Anders Fogh Rasmussen går også stille med dørene og holder
sig forsigtigt til den helt rigtige betragtning, at religion fylder
for meget i det offentlige rum. Hvad han selv tror på, er han
påpasselig med at holde for sig selv. Men jeg har da interviewet ham
et par år, før han blev statsminister, og dengang troede han ikke på
noget. Men bevares. Dengang mente han også, at homoseksuelle burde
have ret til at blive gift i kirken, og at lesbiske skulle have ret
til at blive frugtbare med hjælp fra det offentlige.
Ikke at tro på noget var ikke noget særligt problem i 90'erne, men her
er forskellen. Der er problemer i at benægte Guds eksistens i år 2006.
Man kan blive truet med døden for at sige noget grimt om Gud eller
Guds profet.
Det bringer os tilbage til det grundlæggende spørgsmål. Findes Gud
eller findes han ikke? Er han derude, og hvorfor siger han ikke noget?
Det gjorde han tidligere. Gud snakkede med hvem som helst før i tiden.
Men omkring oplysningstiden i 1700 tallet klappede han i, og siden har
vi ikke hørt meget til ham. Han må opholde sig et sted langt væk fra
os, sandsynligvis på den modsatte siden af universet, hvis der ellers
er en modsat side. I mellemtiden har verden set historiens værste
katastrofer, Holocaust og både Hitler og Stalin. Dog kan Gud være
yderst ubehagelig, når han er lige i nærheden. I 30 års krigen fra
1618 til 48 var Gud personligt til stede hos både protestanter og
katolikker. Antallet af dræbte ligger i højde med Anden Verdenskrig.
Fra 632 til 1400 tallet holdt Gud konsekvent med muslimerne i alle
konflikter, selv under korstogene, hvor muslimerne altid tog stikket
hjem til sidst. Så skiftede Gud hest, lod de kristne opfinde alverdens
krigsmaskiner og lod dem erobre hele verden. Selv kineserne fik smæk,
og skønt de ikke havde nogen speciel gud, måtte de bøje sig. Det samme
måtte inderne og muslimerne. Indianerne i sydamerikanerne lærte at
blive kristne på den hårde måde.
For at belyse spørgsmålet om Gud findes eller ikke, kan det være
nyttigt at se på, hvordan forskellige tider ser på profeter og
menneskelige guder. Romerne troede i den sene republiks tid ikke på så
meget, men fra og med Caligula troede kejserne, at de selv var guder.
Efter kristendommens indførelse var kejseren kun Guds førstemand på
jorden. Senere blev det paven.
Med monoteismens indførelse, der bestemmer, at vi kun må have en
eneste Gud, er det livsfarlige i religion indført. Lige siden kan vi
komme grueligt galt afsted uden denne eneste Gud. Hos muslimerne
hedder han Allah, hos os hedder han bare Gud. Men det siges at være
den samme person i lidt forskellig påklædning.
Lad os nu sætte, at Jesus og Muhammed var født i Danmark for ca. 30 år
siden. Hvad ville vi stille op med dem? Ja, hvad er det, vi gør med
folk, der hører stemmer og med mennesker, der modtager hårrejsende
befalinger fra Gud. Vi klynger dem ikke op på et kors eller andet
slemt. Nej, vi beder dem om at følge med, og så bliver de indlagt på
den lukkede afdeling, hvor der er flere andre, der også taler med Gud
under usædvanlige omstændigheder. Og som absolut mener, at alle andre
skal høre det samme, fordi Gud befaler det. Her må de blive liggende,
indtil de har tænkt sig rigtigt godt om og fundet ud af, at det med
stemmerne nok er noget sludder. Hvis der ikke er personale til at tage
sig af dem, så får de piller, der tager toppen af alle
sindsbevægelser.
Pudsigt at tænke på at Jesus og profeten og velsagtens også Moses
ville blive indlagt og medicinerede i vores tid. Der kan da være noget
ræson i fremgangsmåden. Der bliver ikke meget verdensreligion ud af
den slags mennesker.
Men er Gud der, eller er han der ikke? Det er han jo ikke. Et sted
indeni ved vi det godt alle sammen, men 99,9 pct. er bange for at stå
alene med livets og dødens problem. Alene med ansvaret for sig selv.
Vi håber, og vi tror.
Det smukke er at fraskrive sig tro. Opføre sig kærligt og anstændigt
og sjovt og lidt ondskabsfuldt en gang imellem. Og hvile i sig selv og
ligesom den for længst afdøde gud Atlas bære hele universet på sine
egne skuldre.
Universet vejer såmænd ikke så meget.
Hvad så med et liv efter døden? Lad det ligge. Vi ved ikke noget. Vi
ved kun, at vi er her. Hvis vi vil indføre en barmhjertig Gud, skal
det være her nede på jorden, hvor vi kan gøre noget ved det.
<<<<<<<<
--
Hvad kan man svare til en mand, som fortæller,
at han hellere vil adlyde sin gud end sine medmennesker,
og som følgelig er sikker på at fortjene paradiset ved at
skære halsen over på en? /Voltaire/