Live4Him <au_536@lite.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9h04v6$pgg$1@news.inet.tele.dk...
> Nu er jeg igen pga. ydre problemer havnet i en tilstand hvor jeg har brug
> for Guds hjælp, men samtidig er meget skuffet og næsten ikke kan tro på at
> Han vil hjælpe. Er jeg den eneste som kæmper med mine følelser omkring
tro,
> og er jeg den eneste som kæmper med skuffelse i forhold til Gud ?
>
Han vil virkelig hjælpe dig. Af alle, som omgiver dig, og af alle som lover
dig hjælp er Hans den eneste du kan stole 100% på vil hjælpe.
Nej, du er absolut ikke den eneste der kæmper med dine følelser omkring
tro - Peter havde problemer på den sværeste nat af dem alle (eller var det
ved morgenstunden) og måtte kæmpe, kæmpe, kæmpe - og vandt den
største pris. Jeg vil ikke sætte mit eget eksempel op mod ap.Peter - i
beskedenhed.
Nej, du er ikke den eneste, der kæmper med skuffelse i forhold til Gud. Men
i den nye menighed, hvor min hustru og jeg er blevet budt velkommen i den
seneste tid, og hvor vi føler os meget hjemme, var der een der sagde i en
prædiken i sidste uge: "Hvis jeg ikke føler mig svigtet og skuffet, hvordan
skal jeg så kunne vide, at Gud er der, når han hjælper mig?" Skuffelsen er
som sådan en Hjælper, hvis du vil tage den som sådan. Tænk på, alt hvad
du måske har lovet Gud og ikke holdt, Han blev aldrig skuffet over dig, men
venter og venter og venter. Og 100.000 engle (og vi andre i beskedenhed)
beder og beder og beder om, at du skal komme over din skuffelse.
Jeg var skuffet i over 12 år - næsten lige så længe som jeg tror at Paulus
ventede før han blev accepteret af den daværende jødiske sekt, der tilbad
Kristus, senere den kristen menighed, som ved Guds velsignelse blev
navngivet i Tarsus tror jeg det var, hvor de første gang kaldtes "kristne".
13 år skuffelse, hvor han, der havde set Kristus og talt med Ham, var
omvendt og
døbt af Ananias til Ham, og havde fået at vide af Ham Selv, at der var en
opgave for Saulus som kristen, han SKULLE tage på sig. 13 år ventede
Paulus, blev accepteret og kaldte allligevel sig selv den ringeste af
apostlene.
12 år (jeg er ingen Paulus) ventede jeg til denne dag i dag, hvor jeg
bad min nye menighed om at blive medlem. Det sker nok een af de
nærmest uger - og jeg takker Gud fordi han ikke slog hånden af mig i
alle de år, hvor jeg vendte ryggen til Ham. Hvis Han er skuffet over mig
forstår jeg Ham godt, men den ånd jeg oplevede i aften i min og min
hustrus nye åndelige familie viste, at Han ventede tålmodigt og tog imod
mig, da jeg kom. Og han tog i øvrigt også imod en narkoman, som også
tog imod Jesus som sin Frelser i aften. Tak Gud - Tak Jesus.
Nej, Jørgen, jeg kæmpede også og kommer til at kæmpe længe endnu,
men Han er der - du kan tro at Han er der og skal nok vente på dig.
> Det er svært at bede når man savner tro. Det er svært at komme til Gud når
> man føler Han svigter en. Men alligevel har jeg ingen anden til at hjælpe
> mig.
>
Bed, Jørgen, bed nu da det gør ondt. Det er let at takke for det, der går
godt,
men av - det gør ondt at takke for det der går skidt. Men jeg takker for at
vor
Frelser og Hans Far ikke lod kalken gå forbi. Jeg så den i eftermiddags i
kirken i Nakskov, kalken altså, og jeg så Vor Frelser hængt på korset og
jeg tænkte, hvor var det godt, at Han ikke nåede at blive skuffet. Det
tænkte
jeg ikke med de ord. Først da jeg så din mail tænkte jeg det. Men både i
Maribo Domkirke og Sct. Nicolai i Nakskov tænkte jeg: "Tak, fordi du havde
tålmodighed med mig, Gud".
Jeg beder for dig - Jørgen - jeg ved ikke om du har brug for det - men jeg
beder for dig. At komme hjem er dejligt, men når man omfavnes af Herren
ved hjemkomsten - så er det lykke! Kom hjem, Jørgen, i det, der er dit hjem.
Og hold
kontakten til denne gruppe åben. Vi har brug for dig og dine kommentarer
i lang, lang tid fremover.
Kærligst Dan
> Hvorfor skal livet være så svært indimellem, og hvorfor skal magtesløshed
> have lov at regere, samt ufred trone?
Amen
>
> jørgen.
>
>