<<
Naivister kalder Karen Jespersen og Ralf Pittelkow dem, der lukker
øjnene for den islamiske fare. Men er de nu så naive, dem der sælger
ud af ytringsfriheden, det kosteligste vi ejer?
Ja, sådan et par som forfatterne Troels Kløvedal og Ib Michael tror
man gerne er naive. Det meste af året driver de rundt mellem guldfisk
og neonfarvede koraller i Stillehavet. De aner næppe meget om, hvad
der foregår i Vollsmose, Gellerupparken og på Christiansborg. Men
anklager alligevel deres landsmænd for ikke at være elskværdige nok
mod muslimerne.
En anden som Klaus Rifbjerg - tidligere udlandsdansker i det
skattemilde Spanien - aner næppe heller meget om de faktiske forhold i
islams jernindustri.
Hver gang Rifbjerg skriver om politik, bliver læseren nødt til at
stille uret tilbage til forfatterens fødeår, 1931, for at få mening i
det, han siger. Vi skal ikke håne Rifbjerg for dette. Det er en
sygdom. Den hedder en regressiv neurose.
En fjerde fra kliken, Kirsten Thorup, ønsker at fratage
ytringsfriheden fra dem, hun er uenig med. For islamistkritikerne
taler ikke pænt nok, til at det kan trykkes, mener hun. På samme vis
kræver forfatteren Mette Winge, at man skal ytre sig "yndefuldt" for
at have lov at ytre sig. Noget tyder på, at de to damer har kvalt
deres hjerneceller i vanillekranse og druknet dem i teslabberads.
Men når vi kommer til én som Uffe Ellemann-Jensen, er der noget andet
på spil. Er han naiv? Overhovedet ikke. Overfladisk og hurtig på
aftrækkeren som da han var med til at fremkalde blodbadet på Balkan.
Men naiv? Nej. Han ved, hvad han gør.
I dag kan man ikke møde nogen af Uffe Ellemanns tidligere tilhængere -
især dem i Venstre - uden at de siger: godt vi ikke fik Ellemann som
statsminister! Manden, der under Den Kolde Krig var det frie Vesten en
god mand, kryber nu til korset - eller rettere til halvmånen.
Nogle mener, at Uffe Ellemanns tilslutning til frihedens og de danskes
fjender skyldes, at der stod for lidt om ham i aviserne. Han ville
tilbage til forsiderne. Og da han først havde dummet sig ind i
overskrifterne, fangede bordet.
Jeg hælder nu til en anden forklaring.
Efter sin afgang som politiker har Uffe Ellemann søgt omgang med de
højere finansielle kredse. Han sidder i adskillige
forretningsbestyrelser i ind- og udland. I disse kredse regnes penge
for en pryd, der næppe kan overstråles. (Der er undtagelser. Tak,
Asger Aamund!)
Uffe Ellemann holder DI-direktøren Hans Skov Christensen i hånden.
Dennes snart flæbende, snart skamløse udfald mod sine landsmænd har
bragt danske arbejdsgivere i et - forhåbentlig urimeligt - vanry. Men
Arlas og Grundfos' jamrende chefer pynter just heller ikke på standen.
Det er dette selskab, Uffe Ellemann har søgt og deres
pengebekymringer, han har sat forstærker på.
Han står ikke alene. Bill Clintons fordømmelse af JP's
Muhammed-tegninger skal forstås på baggrund af, at han modtager en
millionstor årlig apanage fra Saudi-Arabien.
Éns illusioner er ikke, hvad de har været. Er Bill Clinton naivist?
Nej, vel. Måske er han diplomat. Men ikke den hjertevarme menneskeven
man troede engang. En kalkulerende charmør er, hvad han er.
Skulle vi ikke hellere kalde ham og Uffe Ellemann og de andre i denne
kategori for monetister? Siden de sætter deres private moneter højere
end friheden og civilisationens fremgang.
Er en krabat som Tøger Silketråd (dansk for tysk Seiden-faden) også
monetist?
I så fald en elendig en. For hans frådende forsvar for den muslimske
storindvandring i Danmark og for den islamiske religion har ikke
gavnet hans forretning. Hvor meget er Politikens oplag gået tilbage
under hans kampagne for islam?
Der gik rygter om, at han skulle være udenrigsminister (for Danmark,
ikke for Egypten!), hvis Lykketoft vandt valget. Rygtet bidrog
klækkeligt til Lykketofts nederlag.
Den avis, der blev skabt til at gå i kamp mod religiøs overtro, er
under Silketrådens tøjlesløse førerskab blevet den islamiske overtros
propagandamaskine i København og omegn. Den avis, Brandes og Hørup
skabte på humanisme, er blevet antihumanismens hovedbastion.
Og ud fra mottoet: træder du i spinaten, så træd helt til bunds har
Seidenfaden senest slået pjalterne sammen med en anden af overtroens
malabariske fribyttere, Rune Engelbreth Larsen, fhv. satanist m.m.
Formanden for Politikens fond, Erik Hoffmeyer, burde i sin avis'
interesse foretage det fornødne, mens Politiken endnu har resterne af
et hæderligt renommé tilbage. Men se om han gør det!
Silketråden kan imidlertid hverken kaldes naivist eller monetist. Hans
tilfælde hører til kategorien ideologisk islamisme. Dem er der mange
af blandt den hjemlige intelligentsias talerør.
For nogle måneder siden var jeg til frokost for den bulgarske
præsident. En større, blandet forsamling af avis- og tv-folk,
toppolitikere, organisations- og forretningsfolk mødtes i en sal på
Christiansborg, inden vi gik ind til bordene.
Ind ad døren træder Svend Auken. Han bevæger sig ikke hen til nogle af
de mange politiske kolleger eller partifæller. For i det samme træder
Silketråden ind. De to lyser op ved synet af hinanden og danner deres
eget lille hold.
Kort efter kommer Marianne Jelved. Også hun har et stort valg mellem
ca. 80 gæster, hun kan gå rundt og hilse på. Men også hun vælger uden
tøven det snævre partnerskab med Auken og Silketråden. Og holder sig
til disse sine to meningsfæller.
Så arriverer DI's direktør Hans Skov Christensen. Ikke tale om at han
går hen til nogle af de mange tilstedeværende forretningsfolk fra DI.
Næ, hos Auken-Silketråden-Jelved hører han hjemme. Ingen andre
tilslutter sig den lille klike. Og kliken søger ikke andet selskab.
Der står de, islams pr-mæssige hjernetrust i Danmark: Det Radikale
Venstre, Politiken, Auken-fløjen i S og Dansk Industri. På tværs af
politiske skel holder de sammen disse fire, der har ført landet i våde
gennem deres ansvarsløse indvandringspolitik. Tre ideologer og en
monetist.
En tanke slår ned i én, mens man står og ser dem. Havde der været en
lignende sammenkomst på Christiansborg i 1942, mon så ikke Erik
Scavenius, P. Knutzen, Gunnar Larsen og Thune Jacobsen også havde søgt
hinandens selskab?
Et land vil altid have sine kapitulanter. Kedeligt, at tre af vore
tidligere udenrigsministre, Niels Helveg Petersen, Uffe
Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft, hører til slagsen.
Poul Nyrup Rasmussen forberedte os allerede i 1990'erne på, at han
hørte til dette hold, da han aflyste det aftalte møde med Salman
Rushdie - manden der var symbolet på Vestens frihed. Sin
kapitulantlinie levede Nyrup pinligt op til, da han i vinter i
Europa-Parlamentet bøjede knæ for en islamisk sheik og kaldte
Muhammed-tegningerne »stupide og ydmygende.«
Nyrup og Lykketoft er et par udmærkede maskinmestre i bunden af
fragtskibet. Men sætter man dem op på kommandobroen, bliver de konfuse
og kan ikke se forskel på et allieret skib og en sørøverskude.
Men naivister er de ikke.
Arla-, Uffe- og Hans Skov Christensen-typen er monetister. De andre
kapitulanter og fortalere for at føre den islamiske middelalder til
Danmark er ideologer. Fra Suzanne Brøgger og Stig Dalager til
Margrethe Vestager og Frank Aaen. At stemme på de radikale,
Enhedslisten eller Aukens venner er at underminere dansk kultur.
Hvad den islamiske lovreligion fører med sig af brutalitet,
undertrykkelse og dumhed har længe været velkendt for alle, der læser
- andet end Politiken. Hvorfor er det så blevet de toneangivendes
hjertesag at forsvare islams indpas i Europa?
Karen Jespersen og Ralf Pittelkow har mange gode svar på det i deres
bog "Islamister og naivister".
Et andet svar har Stefan Zweig i romanen "Hjertets utålmodighed" fra
1938: »Den mennesket iboende drift til selvbedøvelse søger helst at
befri sig for farer, hvis rigtighed man inderst inde indser.«
Trods monetisters, ideologers og mediekleresiets forsøg på at
legitimere islamismens indmarch i vores land, tyder mere og mere på,
at operationen er slået fejl. Det er ikke længere smart at forsvare
islam ved cafe latte-bordene.
Hvor politisk ukorrekt modstandsbevægelsen end er blevet kaldt, ser
det endnu engang ud til, at frihed og sund fornuft sejrer. Der er
heldigvis så meget sund kraft tilbage i det danske folk, at vi ikke
vil finde os i, at fremmede mennesker tvinger vores kultur flere
hundrede år tilbage til overtro, underkastelse og ufrihed.
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3982564
<<<
--
Hvad kan man svare til en mand, som fortæller,
at han hellere vil adlyde sin gud end sine medmennesker,
og som følgelig er sikker på at fortjene paradiset ved at
skære halsen over på en? /Voltaire/