<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3975150
SOM LUTHERANER må man sige, at den nuværende pave er et stort problem.
Et problem for vore forudfattede meninger.
Vi har i århundreder sat os til hvile i den forestilling, at
paveembedet er indbegrebet af magtens arrogance. Og hvad ser vi så med
vore egne øjne? En pave, der stiller op til tv-interview uden at kende
spørgsmålene på forhånd. Uforfærdet, fordi han kender sine egne
intellektuelle kvaliteter.
Det er netop disse intellektuelle kvaliteter, der stråler så klart i
hans Regensburg-forelæsning. Når man på disse lutherske breddegrader
er vant til middelmådige biskopper, der forvalter folkekirken som et
departement under Integrationsministeriet, og hverken kan præstere en
gennemtænkt teologisk argumentation eller synes at røbe kendskab til
demokratisk retstradition, er Benedikt XVI unægtelig en stor
attraktion, ja, næsten en fristelse.
Regensburg-forelæsningens anliggende er at flytte dialogen med
fremmede religioner, primært islam, ud af det religiøse rum -
utvivlsomt fordi religiøs dialog med muslimer er meningsløs - og over
i et kulturelt forum.
I et kulturelt rum kan man, det må være Benedikts pointe, nemlig
forpligte deltagerne på den humane fornuft. Og som oplæg til denne
dialog peger paven så på vejen og ikke mindst på de grøfter, man skal
undgå at køre fast i: På den ene side en åndløs sekularisme og på den
anden side et gudsbegreb, hvor magt og despoti har erstattet fornuft.
To fluer med ét smæk
Læser man forelæsningen tæt, vil man opdage, at Benedikt i
virkeligheden ikke blot rammer islams gudsbegreb, men også distancerer
sig fra den del af middelalderlig kristen tænkning, som hører til den
lutherske reformations kilder.
Efter endt læsning sidder man tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt
Benedikt ser en parallel mellem islams gudsbegreb og et reformatorisk?
Unægteligt stærk tobak for en lutheraner. Her bliver noget at tænke
over i de mørke vinterdage.
Ånden flyver lavt
Det kan godt være, at vi må i gang med at genåbne den tradition, der
hos os alt for længe har fået lov til at forfalde. Hos os er
normaltilstanden nemlig blevet den, Roskilde-bispens darling, P. J.
Stender, formulerede i tv, da han over for sit dyre nadverædegilde
blev foreholdt traditionen: »Det vil jeg da skide på!«
Siden 1968 har ånden unægteligt fået lov til at flyve lavt.
Men det store problem er et andet: Nemlig de muslimske gadebøllers
vold, råben og skrigen. Og ikke mindst de muslimske gejstlige og
politikeres hysteriske paranoia. Deres sammenligning af paven med både
Mussolini og Hitler.
Men nu, da de selv har stillet perspektivet op, er det nærliggende at
vende tilbage til Hartvig Frisch' gamle karakteristik af nazismen som
pest over Europa. Benedikts forelæsning er intet mindre end essensen
af europæisk ånd, dens forpligtelse på analyse og sandhed.
I 1930'erne lykkedes det de nazistiske demagoger og deres gadebøller
at destabilisere den europæiske bevidsthed. Det er præcist det samme,
der var hensigten med den kynisk kalkulerede muslimske protest mod
Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
Anden akt er i gang
Og nu er den så gal igen. Anden akt i nedbrydningen af den europæiske
tradition for åndelig frihed udspiller sig i disse dage for vore øjne.
Det bliver spændende at se, om den lange række af naivister, der
tidligere på året lod sig bruge som nyttige idioter for islamisterne,
stadig ikke kan se, hvad problemet er?
Da Jesper Langballe tidligere på året tog Frisch' ord i sin mund i
relation til islam, var naivisternes forargelse uden ende. Nu, da
islamisterne tilsyneladende vil have omdannet Europas universiteter
til koranskoler, er det blevet lysende klart, hvor velvalgt
aktualiseringen af Frisch' ord var.
At islam er Europas pest.
<<<<<<<<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/