---

Sharia er uforenelig med demokratisk samfundsopfattelse og indeholder
en menneskeopfattelse, der ikke kan have hjemsted i en europæisk
kultur.
Så langt så godt. Det er virkelig, som om der sker en opvågning i vort
samfund, og naivisterne er på retur.


<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3960528
DET ER udmærket, at politikere og samfundsdebattører nu mere klart
slår til lyd for, at man ikke skal give efter for islamiske krav om
indførelse af religiøse regler på danske samfundsområder.

Her er nemlig tale om, at man bid for bid vil gøre sharialoven
gældende i vort samfund, og giver man efter, stilles der nye krav, for
målet med kravene er ikke ønsket om moderat sameksistens, men målet er
islamisering. At benægte det er at afsløre ukendskab til islams væsen.
Hvis muslimer taler om dialog, er målet at bruge dialogen til at
skaffe sig magt. Sharia er uforenelig med demokratisk
samfundsopfattelse og indeholder en menneskeopfattelse, der ikke kan
have hjemsted i en europæisk kultur.

Så langt så godt. Det er virkelig, som om der sker en opvågning i vort
samfund, og naivisterne er på retur.

Men på hvilken baggrund sætter vi os op mod islamiseringen? Det er det
egentlige og vigtige spørgsmål. Når vi i Danmark taler om frihed og
sekularisering, hvad mener vi?

Den rene politiske begrundelse, at frihed er frihed, og så må den
enkelte selv fylde den ud med noget, kan være god nok, men kan også
være et symptom på tomhed. Så er frihed kun frihed til at dyrke sit
velbehag, og vi vil ikke være muslimer, for så kan vi ikke æde og
drikke, som vi vil, og vi vil ikke leve i de bundne familiemønstre,
som kendetegner den muslimske livsform.

Så megen forpligtethed på familieskabet kan vi simpelt hen ikke
snuppe, når alt skal dreje sig om vor selvudfoldelse.

Er frihed og sekularisering blot mulighed for tom selvudfoldelse og
livsnydelse og selvdyrkelse? Det kan smage af et dekadent samfund, som
får kuldegysninger ved tanken om at skulle være bundet i dybere
forstand.

Eller sagt med andre ord: Vor modstand mod islam skal dybere ned. Det
skal være religion mod religion. Med religion skal religion fordrives.
Man kunne også sige uddrives, for religion indebærer mulighed for den
dæmoniske besættelse og fanatisme.

Jesus er manden, som sætter sig op mod denne dæmoni. I dag fortælles i
kirkerne, at han helbreder en syg på sabbatten. Jesus satte sig
konsekvent ud over sabbatten.

Han afslører dæmonien i den fanatiske lovreligion, som mente, at
helbredelse måtte udsættes til efter sabbatten. Han afslører, at dette
er lovreligionens dæmoni.

Men de lovreligiøse blev rasende, som sådan nogle altid bliver, fordi
de føler sig som Guds vogtere. Her ligger dæmonien, at mennesker føler
sig som Guds underofficerer, og hvad bliver resultatet? At de
lovreligiøse lægger råd op om at få Jesus likvideret. Intet mindre.

Jesus helbreder den syge, fordi han kun kender et lovbud: Du skal
elske din Gud og din næste. Alt andet er religiøst makværk, som
indebærer dæmoni og fanatisme.

Vi må ikke dæmonisere islam, siger naivisterne, som ikke kan se
dæmonien i lovreligionerne. Men lovreligion fører til den religiøse
underofficer, som forpester menneskelivet.

I kristendommen er loven ikke teori og paragraffer, men det andet
menneske, som har brug for dig. Så enkelt er det, og så dybt
forpligtes vi, og selvdyrkelsen må vige. Skaberen fordrer os alene
gennem det andet menneske.
<<<<<<<<<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/