/ Forside / Interesser / Dyr / Hunde / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Hunde
#NavnPoint
Birgitta 19198
Nordsted1 6865
bevi54 6505
Jernladyen 4457
dova 4371
qfha 3911
knh15 3385
k.j.k 3376
ans 3077
10  vaxen 2670
Jeg vil aldrig glemme!
Fra : Sofie


Dato : 11-09-06 15:37

....Aldrig nogen sinde!
Jeg kan stadig ikke tænke på hende uden tårer, min fantastiske lille
Chili!

I fredags mistede jeg pludseligt og helt uden varsel min lille brune
cocker spaniel på kun 4 år.
Hun var fuldstændig frisk og helt sig selv, men hendes urin var blevet
en anelse mørk, og torsdag bemærkede jeg, at hendes mave var lidt
oppustet. Jeg tog hende til dyrlægen fredag p.g.a. mistanke om
livmoderbetændelse.
Hun var ikke vild efter at komme ind på klinikken, idet hun huskede
året før, hvor hun blev behandlet for et glasskår i poten. Hun
rystede og forsøgte at klatre op til mig, men jeg ville ikke gøre
hende mere usikker, ved at pylre for meget. Dyrlægen ville beholde
hende, og tage røntgenbilleder, for at se om det var nødvendigt at
operere. Sidste gang jeg så min lille hund i live var på armen af
dyrlægen, hvor hun kiggede efter mig med store urolige øjne, og jeg
sagde "jeg kommer igen".
Næste besked jeg fik var, at hun skulle opereres, for hun havde højst
sandsynligt livmoderbetændelse. Det generede mig ikke meget at hun
skulle steriliseres, for det havde jeg overvejet at få gjort
alligevel. Jeg forberedte mig på, at få mit lille narkoseslappe kræ
hjem til masser af medlidenhedskys og kram.
....Men jeg fik en opringning længe inden jeg havde fået besked på at
hente hende... Hun havde leverkræft! Skulle hun lappes sammen igen og
vågne op til en smertefuld helingsprocess, kun for at igen forværres
og blive fortæret af kræften i løbet af en uge, måske to? Svaret
var jeg ikke engang nødt til at overveje! Selvfølgelig ville jeg ikke
byde hende det! Det var bare sådan en surrealistisk og skræmmende
opringning at få, når jeg lige havde afleveret en tilsyneladende
fuldstændig frisk hund!
De lod hende ikke vågne igen, og næste gang jeg så hende lå hun
udåndet på et operationsbord. Hun så dog så sød og fin ud... Hun
havde lukkede øjne og lå som om hun sov, men hun var kølig og lidt
mere flad. Heldigvis var min næse stoppet, så jeg kunne ikke fornemme
den medicinske lugt. (Jeg ved ikke om det bare er mig, der synes at
lugten af min hund er den bedste i verden, selvom jeg godt ved, at hun
ikke lugter godt? Det er lugten af tryghed.)

Jeg tænker på hende hvert eneste sekund! Hun er (var?) så stor en
del af mig selv og mit liv, at jeg føler mig amputeret og tom nu uden
hende. Jeg synes at det er så uretfærdigt, at hun skulle gå bort så
meget før at de var hendes tid! Hun var sådan en dejlig hund! Chili
var med mig alle vejne, kendt som min skygge! Alt hvad jeg gjorde,
gjorde jeg med hende, eller med tanke på hende.
Jeg har altid haft hund, så jeg har vænnet mig til at græde livets
største sorger ud i en varm pels. Nu aner jeg ikke hvor jeg skal gøre
af mig selv og min sorg. Jeg er glad for, at jeg ikke har nogen minder
om en syg og lidende hund, berøvet for de ting, der gør den mest
lykkelig, men jeg kan ikke komme mig over chokket oer, hvor flygtigt et
liv kan være...
Jeg hadede at min kæreste ville støvsuge dagen efter, for synet af
hendes brune nullermænd i hjørnerne mindede mig så dejligt om hende,
såvel som legetøjet, tæppet og maden i madskålen, som stadig står.
Jeg holder krampagtigt fast i alt, hvad der har med hende at gøre,
desperat efter at holde minderne så friske som muligt og rædselslagen
for at glemme.

Jeg ville gøre alt for at få hende tilbage!


 
 
Tove Krieger (11-09-2006)
Kommentar
Fra : Tove Krieger


Dato : 11-09-06 15:58

Sofie <sofielund.dk@hotmail.com> wrote:
> ...Aldrig nogen sinde!
> Jeg kan stadig ikke tænke på hende uden tårer, min fantastiske lille
> Chili!
>
> I fredags mistede jeg pludseligt og helt uden varsel min lille brune
> cocker spaniel på kun 4 år.
> Hun var fuldstændig frisk og helt sig selv, men hendes urin var
> blevet en anelse mørk, og torsdag bemærkede jeg, at hendes mave var
> lidt oppustet. Jeg tog hende til dyrlægen fredag p.g.a. mistanke om
> livmoderbetændelse.
> Hun var ikke vild efter at komme ind på klinikken, idet hun huskede
> året før, hvor hun blev behandlet for et glasskår i poten. Hun
> rystede og forsøgte at klatre op til mig, men jeg ville ikke gøre
> hende mere usikker, ved at pylre for meget. Dyrlægen ville beholde
> hende, og tage røntgenbilleder, for at se om det var nødvendigt at
> operere. Sidste gang jeg så min lille hund i live var på armen af
> dyrlægen, hvor hun kiggede efter mig med store urolige øjne, og jeg
> sagde "jeg kommer igen".
> Næste besked jeg fik var, at hun skulle opereres, for hun havde
> højst sandsynligt livmoderbetændelse. Det generede mig ikke meget
> at hun skulle steriliseres, for det havde jeg overvejet at få gjort
> alligevel. Jeg forberedte mig på, at få mit lille narkoseslappe kræ
> hjem til masser af medlidenhedskys og kram.
> ...Men jeg fik en opringning længe inden jeg havde fået besked på at
> hente hende... Hun havde leverkræft! Skulle hun lappes sammen igen
> og vågne op til en smertefuld helingsprocess, kun for at igen
> forværres og blive fortæret af kræften i løbet af en uge, måske to?
> Svaret
> var jeg ikke engang nødt til at overveje! Selvfølgelig ville jeg
> ikke byde hende det! Det var bare sådan en surrealistisk og
> skræmmende opringning at få, når jeg lige havde afleveret en
> tilsyneladende fuldstændig frisk hund!
> De lod hende ikke vågne igen, og næste gang jeg så hende lå hun
> udåndet på et operationsbord. Hun så dog så sød og fin ud... Hun
> havde lukkede øjne og lå som om hun sov, men hun var kølig og lidt
> mere flad. Heldigvis var min næse stoppet, så jeg kunne ikke
> fornemme den medicinske lugt. (Jeg ved ikke om det bare er mig, der
> synes at lugten af min hund er den bedste i verden, selvom jeg godt
> ved, at hun ikke lugter godt? Det er lugten af tryghed.)
>
> Jeg tænker på hende hvert eneste sekund! Hun er (var?) så stor en
> del af mig selv og mit liv, at jeg føler mig amputeret og tom nu
> uden hende. Jeg synes at det er så uretfærdigt, at hun skulle gå
> bort så meget før at de var hendes tid! Hun var sådan en dejlig
> hund! Chili var med mig alle vejne, kendt som min skygge! Alt hvad
> jeg gjorde, gjorde jeg med hende, eller med tanke på hende.
> Jeg har altid haft hund, så jeg har vænnet mig til at græde livets
> største sorger ud i en varm pels. Nu aner jeg ikke hvor jeg skal
> gøre af mig selv og min sorg. Jeg er glad for, at jeg ikke har
> nogen minder om en syg og lidende hund, berøvet for de ting, der
> gør den mest lykkelig, men jeg kan ikke komme mig over chokket oer,
> hvor flygtigt et liv kan være...
> Jeg hadede at min kæreste ville støvsuge dagen efter, for synet af
> hendes brune nullermænd i hjørnerne mindede mig så dejligt om hende,
> såvel som legetøjet, tæppet og maden i madskålen, som stadig står.
> Jeg holder krampagtigt fast i alt, hvad der har med hende at gøre,
> desperat efter at holde minderne så friske som muligt og
> rædselslagen for at glemme.
>
> Jeg ville gøre alt for at få hende tilbage!

Hvor gør det mig dog ondt for dig, at du har mistet din lille ven.

Det er altid så svært at sige farvel til det dyr, man har elsket og
fået en betingelsesløs kærlighed tilbage fra. De mennesker der ikke
har kæledyr, kan ikke sætte sig ind i hvor stor en sorg det er.

Man kommer videre, tro mig, men man glemmer heldigvis aldrig for sådan
skal det bare være.

Jeg sender et link til "Regnbuebroen", jeg ved ikke om du kender den,
men jeg synes der er så meget trøst at hente i den lille smukke
fortælling:

http://www.petloss.com/rbdanish.htm

Knus fra

Tove


Sofie (11-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 11-09-06 17:02
Trine Kornum Christi~ (11-09-2006)
Kommentar
Fra : Trine Kornum Christi~


Dato : 11-09-06 17:28

"Sofie" <sofielund.dk@hotmail.com> writes:

> http://www.hundegalleri.dk/html/gal_visbil.asp?ID=2137

Hun var vel nok dejlig! Jeg kan godt forstå hvordan du har det nu, det
tror jeg alle os, der har måtte sige farvel til en hund kan sætte sig
ind i.

Mange tanker fra Trine og Siri

--
Hyggelig butik med spændende ting, kurve, julesager og meget mere
Kom og besøg os, tag madpakken med og gå en tur i skoven

http://www.triane.dk - I Biersted, nord for Aalborg

pwh (11-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 11-09-06 17:50

Sofie wrote:
> ...Aldrig nogen sinde!
> Jeg kan stadig ikke tænke på hende uden tårer, min fantastiske lille
> Chili!

Det var dog en forfærdelig historie, jeg føler med dig

Nu er det vel ikke den Chili jeg kender nede fra Damhusengen af,
for så kender du da mig og Tyson og Angel.

/Jens



Sofie (11-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 11-09-06 17:55


pwh skrev:

> Det var dog en forfærdelig historie, jeg føler med dig
>
> Nu er det vel ikke den Chili jeg kender nede fra Damhusengen af,
> for så kender du da mig og Tyson og Angel.
>
> /Jens

Tak... Jeg hader det!

Men det er nok ikke min Chili du kender. Vi har kun få gange været
ved Damhusengen. Du kan jo se hendes billeder fra hundegalleriet.dk.
Hvad er dine to hunde egentlig for nogle? Nu har jeg læst en del om
dem, men har endnu ikke stødt på et svar på det...


pwh (11-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 11-09-06 18:28

>> Det var dog en forfærdelig historie, jeg føler med dig
>>
>> Nu er det vel ikke den Chili jeg kender nede fra Damhusengen af,
>> for så kender du da mig og Tyson og Angel.
>>
>> /Jens
>
> Tak... Jeg hader det!

Ja det må værer frygteligt når du ikke engang har kunnet forberede
dig på nogen måde.

> Men det er nok ikke min Chili du kender. Vi har kun få gange været
> ved Damhusengen. Du kan jo se hendes billeder fra hundegalleriet.dk.
> Hvad er dine to hunde egentlig for nogle? Nu har jeg læst en del om
> dem, men har endnu ikke stødt på et svar på det...

Nej jeg kan se ud fra billederne at det er en anden Chili jeg tænker på.
Den er vist heller ikke mere end knap 3 år gammel, og mere rødlig end din.
Ejeren er også en svensk dame, så det havde undret mig hvis hun havde skrevet
så godt på dansk

Mine hunde og katten og mig kan du se her.

http://www.hundegalleri.dk/html/gal_visbil.asp?ID=11569
http://www.hundegalleri.dk/html/gal_visbil.asp?ID=11568

/Jens



nana sørensen (11-09-2006)
Kommentar
Fra : nana sørensen


Dato : 11-09-06 19:19


"Sofie" <sofielund.dk@hotmail.com> wrote in message
news:1157985395.089608.246360@e3g2000cwe.googlegroups.com...
....Aldrig nogen sinde!
Jeg kan stadig ikke tænke på hende uden tårer, min fantastiske lille
Chili!

I fredags mistede jeg pludseligt og helt uden varsel min lille brune
cocker spaniel på kun 4 år.
Hun var fuldstændig frisk og helt sig selv, men hendes urin var blevet
en anelse mørk, og torsdag bemærkede jeg, at hendes mave var lidt
oppustet. Jeg tog hende til dyrlægen fredag p.g.a. mistanke om
livmoderbetændelse.
Hun var ikke vild efter at komme ind på klinikken, idet hun huskede
året før, hvor hun blev behandlet for et glasskår i poten. Hun
rystede og forsøgte at klatre op til mig, men jeg ville ikke gøre
hende mere usikker, ved at pylre for meget. Dyrlægen ville beholde
hende, og tage røntgenbilleder, for at se om det var nødvendigt at
operere. Sidste gang jeg så min lille hund i live var på armen af
dyrlægen, hvor hun kiggede efter mig med store urolige øjne, og jeg
sagde "jeg kommer igen".
Næste besked jeg fik var, at hun skulle opereres, for hun havde højst
sandsynligt livmoderbetændelse. Det generede mig ikke meget at hun
skulle steriliseres, for det havde jeg overvejet at få gjort
alligevel. Jeg forberedte mig på, at få mit lille narkoseslappe kræ
hjem til masser af medlidenhedskys og kram.
....Men jeg fik en opringning længe inden jeg havde fået besked på at
hente hende... Hun havde leverkræft! Skulle hun lappes sammen igen og
vågne op til en smertefuld helingsprocess, kun for at igen forværres
og blive fortæret af kræften i løbet af en uge, måske to? Svaret
var jeg ikke engang nødt til at overveje! Selvfølgelig ville jeg ikke
byde hende det! Det var bare sådan en surrealistisk og skræmmende
opringning at få, når jeg lige havde afleveret en tilsyneladende
fuldstændig frisk hund!
De lod hende ikke vågne igen, og næste gang jeg så hende lå hun
udåndet på et operationsbord. Hun så dog så sød og fin ud... Hun
havde lukkede øjne og lå som om hun sov, men hun var kølig og lidt
mere flad. Heldigvis var min næse stoppet, så jeg kunne ikke fornemme
den medicinske lugt. (Jeg ved ikke om det bare er mig, der synes at
lugten af min hund er den bedste i verden, selvom jeg godt ved, at hun
ikke lugter godt? Det er lugten af tryghed.)

Jeg tænker på hende hvert eneste sekund! Hun er (var?) så stor en
del af mig selv og mit liv, at jeg føler mig amputeret og tom nu uden
hende. Jeg synes at det er så uretfærdigt, at hun skulle gå bort så
meget før at de var hendes tid! Hun var sådan en dejlig hund! Chili
var med mig alle vejne, kendt som min skygge! Alt hvad jeg gjorde,
gjorde jeg med hende, eller med tanke på hende.
Jeg har altid haft hund, så jeg har vænnet mig til at græde livets
største sorger ud i en varm pels. Nu aner jeg ikke hvor jeg skal gøre
af mig selv og min sorg. Jeg er glad for, at jeg ikke har nogen minder
om en syg og lidende hund, berøvet for de ting, der gør den mest
lykkelig, men jeg kan ikke komme mig over chokket oer, hvor flygtigt et
liv kan være...
Jeg hadede at min kæreste ville støvsuge dagen efter, for synet af
hendes brune nullermænd i hjørnerne mindede mig så dejligt om hende,
såvel som legetøjet, tæppet og maden i madskålen, som stadig står.
Jeg holder krampagtigt fast i alt, hvad der har med hende at gøre,
desperat efter at holde minderne så friske som muligt og rædselslagen
for at glemme.

Jeg ville gøre alt for at få hende tilbage!


Store trøsteknus til dig. Det var dog helt forfærdeligt.... Men meget smukt
af dig at træffe en så smuk beslutning. Knus.



Heidi (11-09-2006)
Kommentar
Fra : Heidi


Dato : 11-09-06 21:58

<klip>I fredags mistede jeg pludseligt og helt uden varsel min lille brune
cocker spaniel på kun 4 år.
</klip>

De bedste trøstende tanker til dig, med det budskab at din hund ikke led.

Min søsters hund blev fredag aften forskrækket af et skud fra en jæger, den
drønede ud af den indhegnede havn og op til det nærmeste hus. Her kan man så
åbenbart ikke li' hunde, og den blev jaget ud....lige ud foran en bil og
påkørt.

Min søster var lige i hælene på den, men kom for sent til at hindre
påkørslen. Hun drønede nu til dyrlægen, der konstaterede at begge hofter var
af led, og at der muligvis var andre skader, både af kno0gler og muligvis
indre skader. Den blev lagt i bedøvelse/coma natten over.

Lørdag fik hun den hjem, man ville se om den tissede og havde afførring,
ellers ville man ikke operere den. Søndag nat havde den gjort alt, spist,
drukkket, tisset og bummelum, men blev ved 3-tiden dårlig. Afsted til
dyrlægen, der gav den noget smertestillende.

Hjemme igen blev den endnu mere dårlig, og ved 8-tiden tog de til dyrlægen
igen.

Den blev nu aflivet, og da den derefter blødte ud af munden, sagde dyrlægen
at den nok havde en lungeblødning, det var derfor den var blevet så dårlig.

En hel weekend i håb og smerte, og så få en død hund med hjem. Den blev
begravet mandag eftermiddag, dér hvor den elskede at leve....

Dét er hårdt, og utroligt synd for hunden at den skulle igennem alt det.
Så dejlige Stella (Border Collie) blev kun 3 år
Der er billeder af hende her: http://choco.dk/choco/helles.html

Uanset hvordan og hvornår man mister en ven, gør det djævlens ondt.....og
ingen ord kan trøste, alligevel kan man måske finde en smule trøst i dette
smukke vers: http://hei.homepage.dk/kattens.html

Mange tanker til dig og Chili, der sidder på en stjerne og holder øje med
dig :)
/Heidi, Miver og Mulles mor
(på gæstevisit i denne gruppe, er ellers en rigtig katte-mor)



Leyna (11-09-2006)
Kommentar
Fra : Leyna


Dato : 11-09-06 22:41

On 11 Sep 2006 07:36:35 -0700, "Sofie" <sofielund.dk@hotmail.com>
wrote:


>Jeg ville gøre alt for at få hende tilbage!

Nej du ville ikke, for så havde du nemlig skulle opleve din hund lide.

Det er frygteligt at miste på den måde. Jeg har selv mistet en hund
til cancer, og man tror "bare" at det er et rutine check. Jeg valgte
osse at få min hund aflivet FØR hun begyndte at lide, og ja, det var
sindsygt hårdt at miste hende.

Jeg har to store fjantede drenge i dag (hanhunde), som jeg er lige så
glad for, men det betyder ikke at jeg har glemt Dina. Dina var min
første helt egen hund, og jeg elskede hende overalt på jorden. Hun var
nok mere sjælden end køn, men for mig var hun jo den smukkeste og
dejligste hund i verden. Hun havde et godt liv, og vi havde nogle
pragtfulde år sammen... lige som du har haft med Chili.

Godt at du ikke lod hende lide.
--
Leyna
http://www.tungogsmuk.dk
Foreningen for den brede del af befolkningen

makkerlone (12-09-2006)
Kommentar
Fra : makkerlone


Dato : 12-09-06 07:56

Hej Sofie

Jeg føler med dig. Og ved hvor stort et savn over at miste en hund kan
være.

På netdyredoktor er der en meget god artikel om sorg over at miste
kæledyr:
http://www.netdyredoktor.dk/sw16136.asp

K.h. Lone Sommer
www.makker.dk
www.asasara.dk


knud poulsen (12-09-2006)
Kommentar
Fra : knud poulsen


Dato : 12-09-06 08:23

Jeg føler med dig, godt du ikke lod den lide. Vi mistede vores coccer Ronja
gennem 13 i for en uge siden og det var også hårdt.
Men i lørdag var vi ude og vælge en ny coccer, som vil glæder os meget til,
det kan aldrig blive en ny Ronja.

--
Mvh

Knud Poulsen



C.H (12-09-2006)
Kommentar
Fra : C.H


Dato : 12-09-06 08:41

Nej, du vil aldrig glemme... Heldigvis

Det er kun knap 3 måneder siden, jeg måtte sige farvel til min elskede
hund - han var gammel og det var hans tid - så hans bortgang var ventet.
Men den smerte, som du beskriver er så lig den, jeg oplevede. Hos os blev
der ikke støvsuget i næsten 14 dage - og jeg græd og græd, da min mand
gjorde det - jeg følte, at jeg viskede min hund bort.
Hans legetøj er samlet sammen, hans tæpper puttet i poser - jeg kan stadig
lugte ham i dem.
Jeg græd i tre uger - indtil den dag, vi fik hans urne hjem. Så var det
ligesom at jeg kunne søge trøst i noget, der fysisk repræsenterede min hund.
Jeg ved godt, det lyder lidt sært, men sådan er det. Urnen står i vores
soveværelse, og det bliver den ved med.
Hans sovemadras og hyggemadras ligger stadig, hvor de lå. Vi har nu en lille
ny hvalp på vej - og indtil da, forbliver tingene, hvor de var.

Der er intet, der kan siges eller gøres for at få den smerte væk. Det føles,
som om hjertet bliver vredet som en karklud og verden går helt i stå.
Personligt har jeg aldrig oplevet en sorg, der påvirkede mig så meget. Men
jeg vidste, og ved, at man skal igennem det.
Til at starte med, tænker man på det hele tiden. Lidt senere får man lidt
pauser. Pauserne bliver længere og længere. Pludselig græder man kun en
enkelt gang om dagen. Og så en enkel gang om ugen. Man tænker ofte på den
dejlige hund - men stille og roligt bliver tankerne til positive minder - og
kun en gang i mellem bliver de til følelsen af sorg og savn.

Det er så svært.... Tårene vælter ud af hovedet på mig - der går tid... Også
selvom vi har en ny på vej. Sorgen over den gamle hund og glæden over den
næste ophæver ikke hinanden. Smerten sidder der stadig og dit indlæg fik det
op til overfladen igen. Til minde om, at sorg ikke skal pakkes væk, men
gennemleves.

Mere kan jeg ikke sige - det er frygteligt for dig.

CH



Sanne (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Sanne


Dato : 12-09-06 15:39


"C.H" <vaxen7@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:ee5o9u$1s48$1@newsbin.cybercity.dk...

> Jeg græd i tre uger - indtil den dag, vi fik hans urne hjem. Så var det
> ligesom at jeg kunne søge trøst i noget, der fysisk repræsenterede min
> hund. Jeg ved godt, det lyder lidt sært, men sådan er det. Urnen står i
> vores soveværelse, og det bliver den ved med.
> Hans sovemadras og hyggemadras ligger stadig, hvor de lå. Vi har nu en
> lille ny hvalp på vej - og indtil da, forbliver tingene, hvor de var.
>
> CH
>
>

Hejsa.

Hvor gør det mig ondt at høre om jeres smerte..
Jeg kan sikkert kun svagt forestille mig hvordan I har det.
Men en dag bliver det sikkert min tur til at skulle sige farvel.
Så jeg har lagt mærke til flere skrive om at de har fået deres hund brændt
og derved fået asken hjem i en urne. Hvor får man det gjort ?
Er der via en hundekirkegård eller dyrekirkegård ??

Undskyld mit praktiske spørgsmål i denne tråd.

Mine tanker er hos jer....
Sanne



Sofie (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 12-09-06 16:51




> "C.H" <vaxen7@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:ee5o9u$1s48$1@newsbin.cybercity.dk...
>
> > Jeg græd i tre uger - indtil den dag, vi fik hans urne hjem. Så var det
> > ligesom at jeg kunne søge trøst i noget, der fysisk repræsenterede min
> > hund. Jeg ved godt, det lyder lidt sært, men sådan er det. Urnen står i
> > vores soveværelse, og det bliver den ved med.
> > Hans sovemadras og hyggemadras ligger stadig, hvor de lå. Vi har nu en
> > lille ny hvalp på vej - og indtil da, forbliver tingene, hvor de var.
> >
> > CH

CH... ja, det gør så ondt at man ikke ved hvor man skal gøre af sig
selv. Jeg ville ønske, at også jeg kunne vende min opmærksomhed mod
en ny hvalp. Det er den eneste medicin! Jeg hader at komme hjem til et
tomt hjem! Jeg fik hende kremeret, men ville ikke have urnen (tænk
hvis der nu skete et eller andet med den... det kunne jeg ikke bære.
Men samme virkning har en lille tot hår for mig. Jeg fik min mor til
at klippe den af hende (kunne ikke selv), og nu har jeg samlet den med
et tyndt rødt silkebånd, så jeg altid har det lille fysiske minde
(ud over nullermændene på gulvet, som jo engang vil være helt
forsvundet). Nogle vil helst gemme minderne væk, fordi det virker for
sørgeligt, men nogle af os har brug for trøsten i at opbevare
minderne tilgængelige, som en form for hyldest til den vi elskede og
stadig elsker så højt!

> Hejsa.
>
> Hvor gør det mig ondt at høre om jeres smerte..
> Jeg kan sikkert kun svagt forestille mig hvordan I har det.
> Men en dag bliver det sikkert min tur til at skulle sige farvel.
> Så jeg har lagt mærke til flere skrive om at de har fået deres hund brændt
> og derved fået asken hjem i en urne. Hvor får man det gjort ?
> Er der via en hundekirkegård eller dyrekirkegård ??
>
> Undskyld mit praktiske spørgsmål i denne tråd.
>
> Mine tanker er hos jer....
> Sanne

Sanne... Du behøver ikke at undskylde. Det er godt at være forberedt
på den slags, for det er ikke sjovt at skulle tage stilling til det,
når man står i situationen. ...Og det er ganske enkelt; hos dyrlægen
beder man bare om at få hunden kremeret. Hvis ikke man vil have urnen,
begræves hundens aske på behørig vis. Hvis du vil have urnen, beder
du om det, og betaler et ekstra beløb. Urnen modtager man så senere.
den kan man jo beholde, begrave i haven, eller få en plads på en
dyrekrkegård, alt efter temperament.
Jeg var glad for, at jeg havde besluttet mig for, hvordan det skulle
foregå. (På samme måde som mine to gamle hunde). Jeg trorikke at jeg
havde haft styrke til at tage den beslutning ellers, for det virker alt
for kynisk og praktisk, når man står der, og bare vil have sin
dejlige hund tilbage... og så er der betaling ved kasse 1! Jeg kan
anbefale også at betale lige med det samme, for det med at få en
regning ind ad døren senere... uh, det giver mig kuldegys!


qfha (12-09-2006)
Kommentar
Fra : qfha


Dato : 12-09-06 16:51


Jeg føler med dig. Jeg har prøvet nøjagtigt det samme. Indlagt for
livmoderbetændelse og aflivet i narkosen med Cancer. Ja, godt de ikke
kom til at lide af mere sygdom, men jeg kender den tomme følelse, hvor
man ikke har fået sagt rigtigt farvel. Man føler lidt, man har
svigtet dem ved, at de ikke blev afhentet. Jeg lod dyrlæge skaffe min
af vejen, det har jeg efterfølgende fortrudt. Alle min andre afdøde
hunde er kremeret og ligger i vor skov, jeg synes hun mangler.

Men anskaf en ny hund hurtigst muligt.

mvh
qfha


pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 19:14

qfha wrote:
> Jeg lod dyrlæge skaffe min
> af vejen, det har jeg efterfølgende fortrudt. Alle min andre afdøde
> hunde er kremeret og ligger i vor skov, jeg synes hun mangler.

Det er ikke for at jokke nogen over tæerne, men er det ikke på
en eller anden måde en metode til at dyrke sorgen.
Jeg kan da ikke se den dybere mening med at skulle gå og se på en vase
der indeholder asken efter min hund eller en plet hvor den er begravet.

Jeg mener, hvad kan man bruge det til, vil man mindes dyret kan man
vel kigge på nogle billeder hvor de trods alt er levende at se på.

Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da ikke
tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.

/Jens



C.H (12-09-2006)
Kommentar
Fra : C.H


Dato : 12-09-06 19:25


"pwh" <gætselv@.dk> skrev i en meddelelse
news:SNCNg.51$hO4.9@news.get2net.dk...

> Det er ikke for at jokke nogen over tæerne, men er det ikke på
> en eller anden måde en metode til at dyrke sorgen.
> Jeg kan da ikke se den dybere mening med at skulle gå og se på en vase
> der indeholder asken efter min hund eller en plet hvor den er begravet.
>
> Jeg mener, hvad kan man bruge det til, vil man mindes dyret kan man
> vel kigge på nogle billeder hvor de trods alt er levende at se på.
>
> Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da ikke
> tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.
>
> /Jens

Jeg tror egentlig bare, det handler om forskellige måder at sørge på. Jeg
vidste ikke, at jeg havde behov for at have noget fysisk at rette min sorg
imod før jeg stod midt i den. Havde jeg tænkt på det noget før, havde jeg
børstet min hund inden dyrlægen kørte med ham...
Det er ikke for at dyrke noget - for mig handler det om at SØRGE.... Jeg har
før mistet, men har puttet sorgen i maven i stedet for at gennemgå den - det
er ufatteligt belastende. Så hellere have den fremme og udstillet. Det kan
jeg bedre med lige nu.
Jeg finder det faktisk lige så naturligt som det, at nogen besøger et
gravsted og ser på en gravsten. Og det betyder jo ikke, at folk dyrker
noget....

Vi er bare forskellige - that´s all...

Og så lige en sidebemærkning til Sofie - min mand sagde fuldstændig som
din - at vi nu skulle vente med at få hund igen - at vi lige skulle trække
vejret. Og at vi skulle prøve at leve et lidt friere liv... Men men... Også
han kunne mærke, da der var gået en måneds tid, at vores hjem ikke er et
hjem uden en hund... Og nu er der en ny på vej. (Tre uger tilbage...)
Som sagt tager det ikke sorgen fra den gamle hund væk - men det giver en
glæde ved siden af, der gør livet lidt mindre tungt i perioden, hvor man
sørger....

CH



pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 20:02

>> Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da
>> ikke tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.
>>
>> /Jens
>
> Jeg tror egentlig bare, det handler om forskellige måder at sørge på.
> Jeg vidste ikke, at jeg havde behov for at have noget fysisk at rette
> min sorg imod før jeg stod midt i den. Havde jeg tænkt på det noget
> før, havde jeg børstet min hund inden dyrlægen kørte med ham...
> Det er ikke for at dyrke noget - for mig handler det om at SØRGE....

Det er jeg helt med på, men alting må vel have en grænse, og så må man
komme videre i sit liv.
Vi ved jo at vores hunde har en begrænset holdbarhed, så at gå og gemme
på deres jordiske levninger generationer bagud ser jeg intet formål med.

> Jeg har før mistet, men har puttet sorgen i maven i stedet for at
> gennemgå den - det er ufatteligt belastende. Så hellere have den
> fremme og udstillet. Det kan jeg bedre med lige nu.
> Jeg finder det faktisk lige så naturligt som det, at nogen besøger et
> gravsted og ser på en gravsten. Og det betyder jo ikke, at folk dyrker
> noget....

Jeg vil mene at det er at dyrke sorgen på et eller andet plan,
dem i min familie jeg har mistet har jeg da aldrig besøgt gravstederne
til efter at de var blevet begravet.
Men jeg kan da godt mindes dem alligevel, men at glo på et gravsted
eller på en gang aske kan jeg ikke se formålet med.

Men jeg er så også af den klarer overbevisning at når man er død,
jamen så er man sgu død, og intet ondt i det, det er da helt naturligt at dø

> Vi er bare forskellige - that´s all...

Klart nok.
Men som jeg læste fornylig.
Det er da ikke noget at stræbe efter at komme i himlen når man dør,
der er jo åbenbart fyldt med selvmordsbombere og jehovas videner

/Jens



C.H (12-09-2006)
Kommentar
Fra : C.H


Dato : 12-09-06 20:12


"pwh" <gætselv@.dk> skrev i en meddelelse
news:puDNg.55$NM5.47@news.get2net.dk...

> Det er jeg helt med på, men alting må vel have en grænse, og så må man
> komme videre i sit liv.
> Vi ved jo at vores hunde har en begrænset holdbarhed, så at gå og gemme
> på deres jordiske levninger generationer bagud ser jeg intet formål med.

For mit eget vedkommende drejer det sig lige nu om tre måneder -
generationer kan man næppe kalde det - Men jeg ved da ikke, om, hvis og
hvornår, der kommer til at ske noget andet med urnen...

>> Jeg har før mistet, men har puttet sorgen i maven i stedet for at
>> gennemgå den - det er ufatteligt belastende. Så hellere have den
>> fremme og udstillet. Det kan jeg bedre med lige nu.
>> Jeg finder det faktisk lige så naturligt som det, at nogen besøger et
>> gravsted og ser på en gravsten. Og det betyder jo ikke, at folk dyrker
>> noget....
>
> Jeg vil mene at det er at dyrke sorgen på et eller andet plan,
> dem i min familie jeg har mistet har jeg da aldrig besøgt gravstederne
> til efter at de var blevet begravet.
> Men jeg kan da godt mindes dem alligevel, men at glo på et gravsted
> eller på en gang aske kan jeg ikke se formålet med.
>
> Men jeg er så også af den klarer overbevisning at når man er død,
> jamen så er man sgu død, og intet ondt i det, det er da helt naturligt at
> dø

Man må da sige, at det sandsynligvis er hovedparten af befolkningen, der
bruger gravsteder til et eller andet. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg - som
du - ikke har den store interesse i at se på gravstenen. Jeg besøger faktisk
aldrig gravsteder medmindre jeg er sammen med et familiemedlem, der ønsker
det. Jeg har ikke rigtig nogen følelse overfor det sted, og forbinder det
ikke med den, jeg har mistet.
Men det gør med den urne der - og jeg må indrømme, at det overrasker mig...
Men sådan er det nu en gang.

Hvis det er din definition på at dyrke sorgen - ja, så er jeg ret glad for,
at jeg denne gang er i stand til det. Finder det faktisk ret sundt, når det
ikke tidsmæssigt og følelesmæssigt kommer til at strække sig alt for langt.

CH



pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 20:52

>> Det er jeg helt med på, men alting må vel have en grænse, og så må
>> man komme videre i sit liv.
>> Vi ved jo at vores hunde har en begrænset holdbarhed, så at gå og
>> gemme på deres jordiske levninger generationer bagud ser jeg intet
>> formål med.
>
> For mit eget vedkommende drejer det sig lige nu om tre måneder -
> generationer kan man næppe kalde det - Men jeg ved da ikke, om,
> hvis og hvornår, der kommer til at ske noget andet med urnen...

Nu var det jo også qfha jeg svarede, det lød til at han/hun ville
plante en skov til med urner efter samtlige hunde som han/hun har haft.

Men jeg kunne nu heller ikke forestille mig at få en urne hjem med feks Tyson,
men jeg kunne feks godt forestille mig at får ham aflivet her i hjemmet når
den tid kommer, og så selv begrave ham i baghaven.
Så ved nærmere eftertanke er jeg da måske ikke meget bedre selv
Nå den tid den sorg, de dumme køtere ser ikke ud til at opgive ævret
sådan lige med det første

> Man må da sige, at det sandsynligvis er hovedparten af befolkningen,
> der bruger gravsteder til et eller andet. Jeg skal ærligt indrømme,
> at jeg - som du - ikke har den store interesse i at se på gravstenen.
> Jeg besøger faktisk aldrig gravsteder medmindre jeg er sammen med et
> familiemedlem, der ønsker det. Jeg har ikke rigtig nogen følelse
> overfor det sted, og forbinder det ikke med den, jeg har mistet.

Precis sådan har jeg det. Den sidste jeg mistede var min Mor, som er
begravet på de ukendtes, men man ved da ca hvor det er, jeg har bare
ikke været der siden, og jeg holdt da meget af hende.
Men jeg kan da til gengæld da finde på at se på gamle billeder for at mindes de
gode dage, det satster jeg også på at gører med de hunde jeg når at få i mit liv.

/Jens



Tove Krieger (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Tove Krieger


Dato : 12-09-06 22:00

pwh <gætselv@.dk> wrote:

> Klart nok.
> Men som jeg læste fornylig.
> Det er da ikke noget at stræbe efter at komme i himlen når man dør,
> der er jo åbenbart fyldt med selvmordsbombere og jehovas videner


Du har også læst hr. Jensen's indlæg, kan jeg se

Mvh Tove :)


pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 22:12

>> Men som jeg læste fornylig.
>> Det er da ikke noget at stræbe efter at komme i himlen når man dør,
>> der er jo åbenbart fyldt med selvmordsbombere og jehovas videner
>
>
> Du har også læst hr. Jensen's indlæg, kan jeg se
>
> Mvh Tove :)

Jeg kan ikke lige huske hvor på nettet jeg læste det,
men flad af grin var jeg da

/Jens



Sofie (15-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 15-09-06 16:26


Winnie Schildknecht skrev:

> Måske kan hans modvilje hænge sammen med at det er svært for ham at se dig
> så ked af det efter tabet af Chili? Er man ikke vokset op med dyr/hund, er
> det svært at forstå de bånd de fleste knytter til deres hund og det kan
> virke en smule skræmmende.
>
> - Winnie

Der tror jeg du har fat i noget! Det har helt sikkert overrasket ham og
også skræmt ham, at jeg blev så ked af det! Han kom til mig og
sagde, at hvis jeg blev så ked af det, så turde han slet ikke tænke
på, hvad der ville ske, hvis jeg mistede et barn! Jeg tror, at han
troede at jeg var ved at blive sindssyg, og at jeg ville blive psykisk
syg og begynde at lade som om Chili stadig var her eller sådan
noget... Men det er jo også bare fordi, han ikke forstod min måde at
sørge på...
Selv sørger han meget lidt, men prøver at skubbe det væk og komme
videre, og så kan han heller ikke sætte sig helt ind i, hvor meget
jeg elsker Chili... Men han skal nok finde ud af, at jeg kommer mig med
tiden, og at jeg ikke bare vil erstatte hende, fordi jeg er sindssyg,
men fordi hunde er en del af mig og mit liv...


Sofie (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 12-09-06 17:25


qfha skrev:

> Jeg føler med dig. Jeg har prøvet nøjagtigt det samme. Indlagt for
> livmoderbetændelse og aflivet i narkosen med Cancer. Ja, godt de ikke
> kom til at lide af mere sygdom, men jeg kender den tomme følelse, hvor
> man ikke har fået sagt rigtigt farvel. Man føler lidt, man har
> svigtet dem ved, at de ikke blev afhentet.

Præcis! Jeg kan bare se hendes lille ængstelige ansigt formig, som
hun hang der på dyrlægens arm, og jeg kan ikke bære tanken om, at
hun tror jeg bare forlod hende. Jeg ville gerne have holdt om hende, da
hun åndede ud, men det kunne ikke være anderledes.


Jeg lod dyrlæge skaffe min
> af vejen, det har jeg efterfølgende fortrudt. Alle min andre afdøde
> hunde er kremeret og ligger i vor skov, jeg synes hun mangler.

Det kan jeg godt forstå! Hvis jeg havde haft en ere fast bopæl, hvor
mine gamle hunde også var begravet, så skulle hun have ligget der,
men det var mit problem, jeg havde ikkenoget sted at gøre af hende.
Ikke noget gravsted, det ville have været specielt, og ikke noget
sted, som jeg ikke alligevel flytter fra... Og hun skal ikke ligge
begravet langt væk fra mig, så kan det være ligegyldigt, eller
næsten værre!

> Men anskaf en ny hund hurtigst muligt.
>
> mvh
> qfha

Åh, det ville jeg også gerne! Men min kæreste vil ikke, så vi har
indgået et kompromis; jeg plager ikke det næste halve år, og til
foråret vil han så overveje det igen. Jeg ved ikke hvordan jeg skal
slæbe mig igennem vinteren, uden nogen grund til at komme hjem, og min
værste frygt er, at han igen til foråret siger nej! Jeg er nødt til
at have hund, sålænge jeg kan give en hund et godt liv. Det er et
basalt behov! Uden min bedste ven, føler jeg min reduceret og
unødvendig! Jeg håber at han vil forstå.


Trine Kornum Christi~ (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Trine Kornum Christi~


Dato : 12-09-06 17:40

"Sofie" <sofielund.dk@hotmail.com> writes:

> Åh, det ville jeg også gerne! Men min kæreste vil ikke, så vi har
> indgået et kompromis; jeg plager ikke det næste halve år, og til
> foråret vil han så overveje det igen.

Hvorfor vil han ikke have hund igen?

Jeg er også helt sikker på at jeg ikke kan leve uden en hund. Når Siri
engang dør, og der er forhåbentlig længe til, så skal vi have en ny.
Hvis ikke vi får en mere, mens vi har Siri.

Mvh Trine

--
Hyggelig butik med spændende ting, kurve, julesager og meget mere
Kom og besøg os, tag madpakken med og gå en tur i skoven

http://www.triane.dk - I Biersted, nord for Aalborg

Sofie (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 12-09-06 18:14


Trine Kornum Christiansen skrev:

>
> Hvorfor vil han ikke have hund igen?

Jeg ved det ikke... Hans undskyldning er, at han synes at jeg tænker
mere på mig selv end hunden, når jeg vil anskaffe mig en hvalp. Jeg
har forsøgt at fortælle ham, at Chili altså havde et fantastisk
hundeliv, og var meget mere med, end de fleste hunde... Han går vist
ikke ind for hund i Kbh, men i virkeligheden tror jeg, at detbunder i,
at han mener at det begrænser os, og gør livet mere besværligt.
Selvfølgelig er der meget arbejde med en hund, men det er ingenting i
forhold til det man får igen! Jeg tror at han vil indse, at vores liv
ikke vil ændre sig meget nu, hvor hun ikke er her. Vi kommer ikke til
at boltre os i nyvunden frihed, eller hvad det er han regner med. Der
er masser af plads til en hund i vores liv, og der er masser af parker
i Kbh! (Desuden, når man ingen have har, så fristes man ikke til at
springe turen over og bare lukke pelsdyret ud...man er nødt til at
traske, og det er da nget hunden nyder godt af!)

> Jeg er også helt sikker på at jeg ikke kan leve uden en hund. Når Siri
> engang dør, og der er forhåbentlig længe til, så skal vi have en ny.
> Hvis ikke vi får en mere, mens vi har Siri.
>
> Mvh Trine

Liv uden woof... Nej tak! Jeg er født med hund, og jeg plejer at kalde
det en medfødt og uhelbredelig sygdom! Jeg elsker min kæreste
virkelit sindssygt højt, og han har været så glad og accepterende
overfor Chili... Indtil nu har jeg slet ikke kunne forestille mig, hvad
der kunne skille os ad... Men hvis han ikke kan acceptere, at jeg
kommer som en pakkeløsning = med hund, Chili eller ej, så ved jeg sq
ikke om jeg kan fortsætte. Mine børn skal da vokse op og kende
ikkekun til en slags kærlighed, men til så mange slags som muligt, og
især den til og fra en hund! De skal lære at elske dyr og tage hensyn
til andre end dem selv, sådan som jeg har lært!


Tove Krieger (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Tove Krieger


Dato : 12-09-06 18:57

Sofie <sofielund.dk@hotmail.com> wrote:
> Liv uden woof... Nej tak! Jeg er født med hund, og jeg plejer at
> kalde det en medfødt og uhelbredelig sygdom! Jeg elsker min kæreste
> virkelit sindssygt højt, og han har været så glad og accepterende
> overfor Chili... Indtil nu har jeg slet ikke kunne forestille mig,
> hvad der kunne skille os ad... Men hvis han ikke kan acceptere, at
> jeg kommer som en pakkeløsning = med hund, Chili eller ej, så ved
> jeg sq ikke om jeg kan fortsætte. Mine børn skal da vokse op og
> kende
> ikkekun til en slags kærlighed, men til så mange slags som muligt,
> og især den til og fra en hund! De skal lære at elske dyr og tage
> hensyn til andre end dem selv, sådan som jeg har lært!

Kære Sofie.

Jeg er overbevist om, at det kun er øjeblikkets virvar af følelser der
rammer jer begge to.

Din kæreste er sikkert også meget påvirket af din sorg for øjeblikket,
og der går nok ikke så lang tid inden han indser, at sådan en lille
vovse bringer en utrolig glæde ind i huset. Man ved godt nok, at den
dag man køber et kæledyr, så køber man samtidig sorg fordi deres
levetid som regel ikke strækker sig over så forfærdelig mange år. Man
har dem kun til låns ligesom ens børn - sådan er livet bare.

Hvis han, som du skriver har været meget accepterende overfor Chili,
så vil han helt sikkert fortsætte med det, også overfor en evt. lille
ny hvalp. Han skal bare have lidt tid til at sunde sig. Alting skal
nok falde på plads igen for jer to, det tror jeg på. Han giver sig nok
til sidst, han lyder til at være en fin fyr.

Knus fra Tove :)


Sofie (12-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 12-09-06 20:05


> "pwh" <gætselv@.dk> skrev i en meddelelse
> news:SNCNg.51$hO4.9@news.get2net.dk...
>
> > Det er ikke for at jokke nogen over tæerne, men er det ikke på
> > en eller anden måde en metode til at dyrke sorgen.
> > Jeg kan da ikke se den dybere mening med at skulle gå og se på en vase
> > der indeholder asken efter min hund eller en plet hvor den er begravet.
> >
> > Jeg mener, hvad kan man bruge det til, vil man mindes dyret kan man
> > vel kigge på nogle billeder hvor de trods alt er levende at se på.
> >
> > Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da ikke
> > tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.
> >
> > /Jens

Jens:
Jeg forstår godt hvd du mener, men jeg giver CH ret. Det handler om
forskelligemåder at sørge på, og man må prøve sig frem, for at
finde ud af, hvad der fungerer bedst for en selv. Men lige meget
hvilken måde vi vælger, er vi jo alle lige kede af det... Og det er
rart at vide, at der er andre, der sørger på samme måde, for min
kæreste deler dit synspunkt. ...Og jeg forstår godt...

> Og så lige en sidebemærkning til Sofie - min mand sagde fuldstændig som
> din - at vi nu skulle vente med at få hund igen - at vi lige skulle trække
> vejret. Og at vi skulle prøve at leve et lidt friere liv... Men men... Også
> han kunne mærke, da der var gået en måneds tid, at vores hjem ikke er et
> hjem uden en hund... Og nu er der en ny på vej. (Tre uger tilbage...)
> Som sagt tager det ikke sorgen fra den gamle hund væk - men det giver en
> glæde ved siden af, der gør livet lidt mindre tungt i perioden, hvor man
> sørger....
>
> CH

CH:
Jeg håber virkelig at det samme sker for os! For som du siger, et hjem
er altså virkelig ikke et hjem uden en hund... men kan et
ikke-hunde-menneske mærke det?


C.H (12-09-2006)
Kommentar
Fra : C.H


Dato : 12-09-06 20:18


"Sofie" <sofielund.dk@hotmail.com> skrev i en meddelelse

CH:
Jeg håber virkelig at det samme sker for os! For som du siger, et hjem
er altså virkelig ikke et hjem uden en hund... men kan et
ikke-hunde-menneske mærke det?

__________________________________________

Jeg ved det ikke - måske kan de ikke det. Men lad ham lige sluge det hele
lidt. Det er garanteret ikke fedt for ham at se dig helt ude i tovene. Og
kender jeg en mand ret, så vil han gøre en masse for ikke at opleve det
igen - selvom det er lidt misforstået.
Måske skal han bruge lidt tid til at fordøje - og du skal nok også lige have
et par uger, hvor du kan sluge denne oplevelse lidt.
Jeg håber ihvertfald ikke, I får skabt en konflikt om det lige nu, hvor du
har det så skidt. Det er der ingen af jer, der fortjener.
Når I så kan trække vejret lidt igen, så kan du bringe det op en gang til.
Og måske du kan fortælle ham, hvor meget det betyder for dig - også når du
ikke har sorgen ud over det hele.

Jeg krydser fingre på jeres vegne. (Hvem ved - måske I får en hund, som
bliver fars englebasse )

CH



pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 21:04

> Jeg krydser fingre på jeres vegne. (Hvem ved - måske I får en hund,
> som bliver fars englebasse )
>
> CH

For at blande mig lidt (det gør jeg jo ellers aldrig) kunne du måske
også imødekomme din kæreste lidt ved måske at vælge en anden race næste gang.
Jeg synes da selv at Cokere er søde nok, men fandeme om du fik mig til at
gå tur med en i snor, det ville generer mit mandlige selvværd for meget

Så måske kunne han bedre lokkes med en mere maskulin race,
og det behøver jo ikke at værer et kæmpe brød.
Men feks Bullterrier's tiltaler mange mænd, og står du for socaliceringen
får i simpelthen ikke nogen bedre familiehund, faktisk bedre egnet end
en disideret jagthund som en Cocker jo er.

/Jens



knud poulsen (13-09-2006)
Kommentar
Fra : knud poulsen


Dato : 13-09-06 02:20

Nææ hov stop brems pwh.Hvad er der galt i og eje /gå med en coccer, er selv
en på 51 og har haft coccer de sidste 25 år og det har aldrig generet mig at
gå med den offentlig, har heller aldrig fået kommentare her til, har været
træner i dch og der har jeg set mange mandlige hunde føre med coccer. En
overgang var der nok flere mænd end kvinder der gikmed coccer dags dato er
det nok ligelig fordelt, (til jeg får min nye om 4 uger) :)

--
Mvh

Knud Poulsen



pwh (13-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 13-09-06 09:36

knud poulsen wrote:
> Nææ hov stop brems pwh.Hvad er der galt i og eje /gå med en coccer,
> er selv en på 51 og har haft coccer de sidste 25 år og det har aldrig
> generet mig at gå med den offentlig, har heller aldrig fået
> kommentare her til, har været træner i dch og der har jeg set mange
> mandlige hunde føre med coccer. En overgang var der nok flere mænd
> end kvinder der gikmed coccer dags dato er det nok ligelig fordelt,
> (til jeg får min nye om 4 uger) :)

Der er skam intet galt med en Cocker, men særlig maskulin er den ikke
Jeg må da indrømme at jeg synes det ser tåbeligt ud når en voksen mand
kommer gående med en bette sød hund, det kunne jo værer at Sofie'e
kæreste havde det på samme måde, og bedre kunne overtales til
at få en hund der så lidt mere maskulin ud.
Jeg påstår ikke at der er et gran af fornuft i det standpunkt, men sådan
ved jeg altså der er mange der har det, og det er vel også ok så længe
man ikke har anskaffet sig hunden bare for at stive sit mandlige ego af.

/Jens



pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 20:31

>>> Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da
>>> ikke tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.
>>>
>>> /Jens
>
> Jens:
> Jeg forstår godt hvd du mener, men jeg giver CH ret. Det handler om
> forskelligemåder at sørge på, og man må prøve sig frem, for at
> finde ud af, hvad der fungerer bedst for en selv. Men lige meget
> hvilken måde vi vælger, er vi jo alle lige kede af det... Og det er
> rart at vide, at der er andre, der sørger på samme måde, for min
> kæreste deler dit synspunkt. ...Og jeg forstår godt...

Mænd er nok mere pragmatikere i den retning,
og det er såmænd ikke fordi vi er føelseskolde.
Hvis mine dyr er syge går det mig da ganske gevaldigt på kan jeg love dig,
men er nogen død er der altså ikke noget at gører ved det.
Så at generer sig selv ved at holde sorgen ved lige ser jeg intet formål med,
som sagt må man værer realist når man har hund, de vil sjældent overleve en selv.

Derfor er min egen lille plan da at have en lille flok der har en aldersmæssig
passende afstand, så når min Tyson bliver ca 7 år vil jeg have en hvalp mere.
Så har jeg en hvalp, Angel på 5 år og Tyson på 7 år.
På den måde vil der værer en naturlig udskiftning af hundene aldersmæssigt,
det bliver da ikke rart at sige forvel til sin tid, men sådan er vilkårende altså bare.

At det så kom på et alt for tidligt tidspunkt og for uventet for din hund kan jeg
så kun have ondt af, af hele mit hjerte, men du må bare komme videre.
I mine øjne kan du intet bruge til at svælge i mindet om en død hund, spark din
kæreste i røven og få en hvalp om et passende stykke tid, og læg det andet bag dig.

/Jens



qfha (12-09-2006)
Kommentar
Fra : qfha


Dato : 12-09-06 21:15


pwh skrev:

> qfha wrote:
> > Jeg lod dyrlæge skaffe min
> > af vejen, det har jeg efterfølgende fortrudt. Alle min andre afdøde
> > hunde er kremeret og ligger i vor skov, jeg synes hun mangler.
>
> Det er ikke for at jokke nogen over tæerne, men er det ikke på
> en eller anden måde en metode til at dyrke sorgen.
> Jeg kan da ikke se den dybere mening med at skulle gå og se på en vase
> der indeholder asken efter min hund eller en plet hvor den er begravet.
>
> Jeg mener, hvad kan man bruge det til, vil man mindes dyret kan man
> vel kigge på nogle billeder hvor de trods alt er levende at se på.
>
> Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da ikke
> tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.
>
> /Jens

Jeg forstår godt din holdning, men de hunde jeg har haft har fyldt
utrolig meget i mit liv, fordi de er brugt som jagthunde. Den
indgående træning skaber et helt specielt forhold mellem hund og
fører. Man har gået så meget igennem sammen. Det giver i hvert fald
mig et ønske om at afslutte og afrunde bekendtskabet på en sober
måder. Ja, jeg synes faktisk jeg skylder hunden noget. Nu går jeg
ikke og kigger på nogle urner, men spreder asken i naturen i et
bestemt område, og jeg synes det er en rar tanke, at vide de ligger
der.

mvh
qfha


pwh (12-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 12-09-06 21:29

>> Jeg vil da også savne mine dyr når deres tid kommer, men jeg har da
>> ikke tænkt mig at gå og gemme på deres jordiske rester.
>>
>> /Jens
>
> Jeg forstår godt din holdning, men de hunde jeg har haft har fyldt
> utrolig meget i mit liv, fordi de er brugt som jagthunde. Den
> indgående træning skaber et helt specielt forhold mellem hund og
> fører. Man har gået så meget igennem sammen. Det giver i hvert fald
> mig et ønske om at afslutte og afrunde bekendtskabet på en sober
> måder. Ja, jeg synes faktisk jeg skylder hunden noget. Nu går jeg
> ikke og kigger på nogle urner, men spreder asken i naturen i et
> bestemt område, og jeg synes det er en rar tanke, at vide de ligger
> der.
>
> mvh
> qfha

Hvis jeg havde et meget tættere forhold til mine hunde end jeg har nu
tror jeg at jeg ville bevæge mig på kanten af det lovlige.
Så om du har brugt dine hunde til jagt, eller som jeg kun har dem til
ren forønjelse og godt selvskab kommer vel ud på et.
Jeg tilbringer vel ca 22 timer i døgnet sammen med mine hunde,
bortset fra de 31 timer om ugen jeg arbejder, så vi er skam meget tæt knyttet.

Hvad du lige giver hunden ved at sprede dens aske ud på jorden kan jeg ikke følge,
det er da bare en gang aske og intet andet.
Jeg kunne som sagt godt finde på at begrave en hel hund på min grund, men det ville
nok mere værer ud fra at det ville generer mig at se et eller andet fjols drage
afsted med noget der da stadig lignede min hund, det gør en håndfuld aske sgu ikke.

/Jens



Sofie (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 14-09-06 10:54


pwh skrev:

> knud poulsen wrote:
> > Nææ hov stop brems pwh.Hvad er der galt i og eje /gå med en coccer,
> > er selv en på 51 og har haft coccer de sidste 25 år og det har aldrig
> > generet mig at gå med den offentlig, har heller aldrig fået
> > kommentare her til, har været træner i dch og der har jeg set mange
> > mandlige hunde føre med coccer. En overgang var der nok flere mænd
> > end kvinder der gikmed coccer dags dato er det nok ligelig fordelt,
> > (til jeg får min nye om 4 uger) :)
>
> Der er skam intet galt med en Cocker, men særlig maskulin er den ikke
> Jeg må da indrømme at jeg synes det ser tåbeligt ud når en voksen mand
> kommer gående med en bette sød hund, det kunne jo værer at Sofie'e
> kæreste havde det på samme måde, og bedre kunne overtales til
> at få en hund der så lidt mere maskulin ud.
> Jeg påstår ikke at der er et gran af fornuft i det standpunkt, men sådan
> ved jeg altså der er mange der har det, og det er vel også ok så længe
> man ikke har anskaffet sig hunden bare for at stive sit mandlige ego af.
>
> /Jens

Hvor er det fedt! I har lige fået mig til at grine! Jeg synes seriøst
det er sjovt! Mest fordi: Nok reagerer min kæreste som en rigtig
mand... ikke noget med flæberi og den slags, men ud over det er der
ikke meget macho over ham! Hehe! Jeg tror snarere at jeg må kæmpe en
brav kamp for ikke at blive spidset af med en chihuahua (no offends)!
Manden er bange for alt større end lille Chili, og da jeg ikke kan
garantere, at en ny cocker kommer til at veje under 10kg som hende(ikke
sandsynligt), så bliver han svær at overtale. Jeg elsker selv store
hunde, men må af praktiske årsager gå så langt ned i størrelse som
jeg kan, men så der stadig er godt med hund tilbage. Og det er der
altså i en cocker, det giver jeg dig ret i Knud. For mig er det den
mindste "rigtige" hund, men vi er jo igen så forskellige. Jeg giver
Jens ret i, at cockeren er meget yndig, med de lange øjenvipper og de
bølgede ører... hvem kan være bange for sådan en? ... men den kan
da stadig give dig en ordentlig løbetur for dine penge og den har sine
instinkter i behold!
....Jeg er dog bare bange for, at du tager helt fejl m.h.t. min dejlige
kæreste, som er vokset op med ørkenrotter, og måske mere havde
regnet med at opgradere dem til en rottehund, inden han mødte mig!
Hehe! Men hvis du har andre gode råd til overtalelsen, så sig endelig
til! Og tak fordi du fik mig til at grine!


pwh (14-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 14-09-06 11:25

>> Der er skam intet galt med en Cocker, men særlig maskulin er den
>> ikke Jeg må da indrømme at jeg synes det ser tåbeligt ud når en
>> voksen mand kommer gående med en bette sød hund, det kunne jo værer
>> at Sofie'e kæreste havde det på samme måde, og bedre kunne overtales
>> til
>> at få en hund der så lidt mere maskulin ud.
>> /Jens
>
> Hvor er det fedt! I har lige fået mig til at grine! Jeg synes seriøst
> det er sjovt! Mest fordi: Nok reagerer min kæreste som en rigtig
> mand... ikke noget med flæberi og den slags, men ud over det er der
> ikke meget macho over ham! Hehe! Jeg tror snarere at jeg må kæmpe en
> brav kamp for ikke at blive spidset af med en chihuahua (no offends)!

En af mine kollegaer, en gut på +130kg som bestemt er ret maskulin af sind
vil da også meget gerne have en chihuahua, men pgr allergi kan han ikke.

> ...Jeg er dog bare bange for, at du tager helt fejl m.h.t. min dejlige
> kæreste, som er vokset op med ørkenrotter, og måske mere havde
> regnet med at opgradere dem til en rottehund, inden han mødte mig!
> Hehe! Men hvis du har andre gode råd til overtalelsen, så sig endelig
> til! Og tak fordi du fik mig til at grine!

*LOL*
Ok.. der gættede jeg så langt ved siden af, men det var jo også kun et gæt
fra min side. Så er det måske nedad i størrelse du skal satse, der findes
da mange små hunde som er utroligt søde.
Jeg har det da selv sådan med små hunde, at det så helst skal værer de
disiderede miniaturer, dem kan jeg slet ikke stå for.
Som feks en Toypuddel, eller en Fransk Bulldog, det kunne så måske værer
noget for din kæreste i stedet for en Cocker.

Ellers skal du måske bilde ham ind at du nu vil have en Phytonslange eller
Fugleedderkop nu hvor du ikke må få hund, det kunne måske virke
Der må værer andre dyreracer som din kæreste ikke kan døje,
dem skal du så bare på skrømt kaste kærligheden på

/Jens



Winnie Schildknecht (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Winnie Schildknecht


Dato : 14-09-06 11:52


"pwh" skrev

> En af mine kollegaer, en gut på +130kg som bestemt er ret maskulin af sind
> vil da også meget gerne have en chihuahua, men pgr allergi kan han ikke.

Den kan jeg stikke...
Min kære Onkel havde indtil for nylig en Yorksheirre Terrier i miniudgaven.
Manden vejer på den gode side af 150 kg og hundens navn var Alexander The
Great.

Min onkel der nok er en blød og venlig mand, er alt andet end feminin og har
aldrig været flov over Alexander

- Winnie



Tove Krieger (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Tove Krieger


Dato : 14-09-06 12:32

Winnie Schildknecht <winnie@schildknecht.123dk> wrote:
> "pwh" skrev
>
>> En af mine kollegaer, en gut på +130kg som bestemt er ret maskulin
>> af sind vil da også meget gerne have en chihuahua, men pgr allergi
>> kan han ikke.
>
> Den kan jeg stikke...
> Min kære Onkel havde indtil for nylig en Yorksheirre Terrier i
> miniudgaven. Manden vejer på den gode side af 150 kg og hundens
> navn var Alexander The Great.
>
> Min onkel der nok er en blød og venlig mand, er alt andet end
> feminin og har aldrig været flov over Alexander

Og så har onkel da godt nok også humor med det navn til vovsen.

Med venlig hilsen

Tove :)


Winnie Schildknecht (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Winnie Schildknecht


Dato : 14-09-06 15:32


"Tove Krieger skrev

> Og så har onkel da godt nok også humor med det navn til vovsen.

Det kan der være noget om. Men den kære Alexanders ego fejlede til gengæld
ikke noget og levede fint op til tilnavnet "The Great"

- Winnie



Leyna (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Leyna


Dato : 14-09-06 12:32

On Thu, 14 Sep 2006 12:52:25 +0200, "Winnie Schildknecht"
<winnie@schildknecht.123dk> wrote:

>
>"pwh" skrev
>
>> En af mine kollegaer, en gut på +130kg som bestemt er ret maskulin af sind
>> vil da også meget gerne have en chihuahua, men pgr allergi kan han ikke.
>
>Den kan jeg stikke...
>Min kære Onkel havde indtil for nylig en Yorksheirre Terrier i miniudgaven.
>Manden vejer på den gode side af 150 kg og hundens navn var Alexander The
>Great.

Det er da humor der basker. Jeg ville så gerne ha' en kæmpe Rottweiler
og så kalde den for Fifi eller Pjevs.
--
Leyna
http://www.tungogsmuk.dk
Foreningen for den brede del af befolkningen

pwh (14-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 14-09-06 13:59

>> Den kan jeg stikke...
>> Min kære Onkel havde indtil for nylig en Yorksheirre Terrier i
>> miniudgaven. Manden vejer på den gode side af 150 kg og hundens navn
>> var Alexander The Great.
>
> Det er da humor der basker. Jeg ville så gerne ha' en kæmpe Rottweiler
> og så kalde den for Fifi eller Pjevs.

Det er vel lige så meget falsk reklame når jeg kalder min tæve for Angel

Jeg kendte en Rottetæve som hed Mini, den er nu blevet aflivet for nylig da
den var gået hen og blevet for skarp.

/Jens



Winnie Schildknecht (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Winnie Schildknecht


Dato : 14-09-06 15:31


"pwh skrev

> Det er vel lige så meget falsk reklame når jeg kalder min tæve for Angel
>

Til gengæld er der noget om snakken når vores Jack Russell hedder Berta Bims


- Winnie



pwh (14-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 14-09-06 15:45

>> Det er vel lige så meget falsk reklame når jeg kalder min tæve for
>> Angel
>>> o)
>
> Til gengæld er der noget om snakken når vores Jack Russell hedder
> Berta Bims
>
> - Winnie

Hæ.. Min Tyson hedder en stor del af tiden også bare TosseTejs,
Angel hedder som regel Hvalpedyret,
det må hun leve med til der kommer en ny hvalp

/Jens



Sofie (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 14-09-06 12:23


Winnie Schildknecht skrev:

> "pwh" skrev
>
> > En af mine kollegaer, en gut på +130kg som bestemt er ret maskulin af sind
> > vil da også meget gerne have en chihuahua, men pgr allergi kan han ikke.

(Jeg skrev "no offends". For mit vedkommende kan man være nok så
macho, og stadig elske en chihuahua... jeg vil bare helst ikke have
sådan en selv,ikke at jeg ikke ville elske den hudløs hvis jeg havde
en!)

> Min onkel der nok er en blød og venlig mand, er alt andet end feminin og har
> aldrig været flov over Alexander
>
> - Winnie

Man skal heller ikke være flov over sin lille bitte hund! Man skal
vælge en hund, der passer til ens livsstil! Hvis en lille hund passer
bedst, så skal man være stolt af, at man kan finde ud af at træffe
de rigtige valg, og ikke kun vælger pga. udseende!
Jeg valgte cockeren, fordi den pasede næsten perfekt til mig. Jeg kan
ikke finde en race, der passer bedre. Det har jeg egentlig ikke lyst
til at gå på kompromis med, bare for at tækkes min kæreste.
Selvfølgelig skal vi være enige, men jeg har altid haft hund, og har
trods alt mere viden end han, så han må lytte til mig!
Jeg vil helt sikkert give ham tid til at finde ud af, at vi faktisk
ikke går glip af noget ved at have hund, tværtimod. Selv vil jeg
påstå, at det at være hundeejer gør mig til et bedre menneske.


pwh (14-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 14-09-06 14:17

Sofie wrote:
> Jeg valgte cockeren, fordi den pasede næsten perfekt til mig. Jeg kan
> ikke finde en race, der passer bedre. Det har jeg egentlig ikke lyst
> til at gå på kompromis med, bare for at tækkes min kæreste.
> Selvfølgelig skal vi være enige, men jeg har altid haft hund, og har
> trods alt mere viden end han, så han må lytte til mig!

Det var heller ikke for at blande mig i dit racevalg, jeg vil da personligt
også hellere møde dig på Engen med en Cocker end med en Bullterrier.

Jeg synes det er flot at du allerede overvejer at få en ny hund,
der er mange der i din situation går i selvsving og siger de aldrig igen
skal have hund, det glemmer de som regel ½ år efter

> Jeg vil helt sikkert give ham tid til at finde ud af, at vi faktisk
> ikke går glip af noget ved at have hund, tværtimod. Selv vil jeg
> påstå, at det at være hundeejer gør mig til et bedre menneske.

Det er jeg enig med dig i, jeg har lært tålmodighedens svære kunst
ved at have hund, før i tiden kunne jeg godt værer lidt hurtig
på aftrækkeren, det dur ikke når man skal opdrage hunde.

Og samtidigt er det en utrolig social hobby, jeg kendte da ingen
her i nabolaget før jeg fik hund, nu taler man med jeg ved ikke
hvor mange mennesker, både hundejere og dem uden hund

/Jens



Winnie Schildknecht (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Winnie Schildknecht


Dato : 14-09-06 15:49


"Sofie skrev

>Man skal heller ikke være flov over sin lille bitte hund! Man skal
>vælge en hund, der passer til ens livsstil! Hvis en lille hund passer
>bedst, så skal man være stolt af, at man kan finde ud af at træffe
>de rigtige valg, og ikke kun vælger pga. udseende!
>Jeg valgte cockeren, fordi den pasede næsten perfekt til mig. Jeg kan
>ikke finde en race, der passer bedre. Det har jeg egentlig ikke lyst
>til at gå på kompromis med, bare for at tækkes min kæreste.
>Selvfølgelig skal vi være enige, men jeg har altid haft hund, og har
>trods alt mere viden end han, så han må lytte til mig!
>Jeg vil helt sikkert give ham tid til at finde ud af, at vi faktisk
>ikke går glip af noget ved at have hund, tværtimod. Selv vil jeg
>påstå, at det at være hundeejer gør mig til et bedre menneske.

Hvor har du dog ret. Alt for mange mennesker vælger hund efter udseende, en
bestemt race fra en eller anden film etc. Alt for sjældent har de rent
faktisk stået overfor racen.
Heldigvis findes alle de gode hvalpekøbere også - og ikke mindst de
opdrættere, der sætter en ære i, at de rigtige folk får den rigtige hvalp.

Held og lykke med at finde Jeres nye hvalp. Din kæreste gør klogt i at lytte
til dig, men husk at hunden også skal ligge til hans ønsker og temperament,
ellers ender hunden som dit projekt. Jeg har set enkelte tilfælde hvor kun
halvdelen af familien er intesseret i hunden - det kan give en del problemer
mht. hieraki, opdragelse etc.
Men du lyder nu ganske fornuftig, så jeg tror nu ikke det bliver noget
problem.

- Winnie



Sofie (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 14-09-06 15:09


pwh skrev:

> Det var heller ikke for at blande mig i dit racevalg, jeg vil da personligt
> også hellere møde dig på Engen med en Cocker end med en Bullterrier.

> Jeg synes det er flot at du allerede overvejer at få en ny hund,
> der er mange der i din situation går i selvsving og siger de aldrig igen
> skal have hund, det glemmer de som regel ½ år efter

Jeg har altid vidst, at det ville være den eneste medicin, og det med
at sørge for, aldrig at blive hundeløs ved at få sig en ny hund,
inden den gamle går bort, det ville være en perfekt løsning for mig!
Sådan har det også været indtil nu...


> Det er jeg enig med dig i, jeg har lært tålmodighedens svære kunst
> ved at have hund, før i tiden kunne jeg godt værer lidt hurtig
> på aftrækkeren, det dur ikke når man skal opdrage hunde.
>
> Og samtidigt er det en utrolig social hobby, jeg kendte da ingen
> her i nabolaget før jeg fik hund, nu taler man med jeg ved ikke
> hvor mange mennesker, både hundejere og dem uden hund

Der har du tilgengæld så ret! Jeg har det fuldstændigt på samme
måde! Jeg har lært så meget af at have hund. Fra jeg var helt lille,
har jeg skullet tage hensyn til et andet væsen end mig selv. Vi havde
3 hunde, og alle har de forskellige behov, og forskellige hensyn der
skal tages. Det har aldrig andet end beriget min barndom!
Jeg er måske ikke det mest sociale menneske der findes, men det
hjælper på det, når jeg har en hund. Det er meget nemmere at komme i
kontakt med folk, med eller uden hund og hvor som helst. Hunden er
motivationen, når jeg sidder alene og ikke har lyst til noget. Jeg
tager ud alligevel, fordi jeg ved at hunden vil nyde det, og på den
måde får jeg ordnet meget mere og set mange flere af mine venner.
Jeg tror bare ikke, at man kan forstå dette, hvis ikke man selv har
det sådan.


pwh (14-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 14-09-06 15:42

>> Det var heller ikke for at blande mig i dit racevalg, jeg vil da
>> personligt også hellere møde dig på Engen med en Cocker end med en
>> Bullterrier.
>
>> Jeg synes det er flot at du allerede overvejer at få en ny hund,
>> der er mange der i din situation går i selvsving og siger de aldrig
>> igen skal have hund, det glemmer de som regel ½ år efter
>
> Jeg har altid vidst, at det ville være den eneste medicin, og det med
> at sørge for, aldrig at blive hundeløs ved at få sig en ny hund,
> inden den gamle går bort, det ville være en perfekt løsning for mig!
> Sådan har det også været indtil nu...

Det er også precis min plan, jeg tror også at det er det rareste og
naturligste for hundene at der er sådan en naturlig udskiftning,
og forskellige generationer der skal omgåes.
Jeg glæder mig da til jeg skal have en hund mere om 2-3 år,
det vil værer det optimale tidspunkt tror jeg.

>> Det er jeg enig med dig i, jeg har lært tålmodighedens svære kunst
>> ved at have hund, før i tiden kunne jeg godt værer lidt hurtig
>> på aftrækkeren, det dur ikke når man skal opdrage hunde.
>>
>> Og samtidigt er det en utrolig social hobby, jeg kendte da ingen
>> her i nabolaget før jeg fik hund, nu taler man med jeg ved ikke
>> hvor mange mennesker, både hundejere og dem uden hund
>
> Der har du tilgengæld så ret! Jeg har det fuldstændigt på samme
> måde! Jeg har lært så meget af at have hund. Fra jeg var helt lille,
> har jeg skullet tage hensyn til et andet væsen end mig selv. Vi havde
> 3 hunde, og alle har de forskellige behov, og forskellige hensyn der
> skal tages. Det har aldrig andet end beriget min barndom!

Vi havde så kun en hund en kortere overgang da jeg var barn,
som Teenager passede jeg til gengæld tit min Søsters hunde,
ham jeg boede til leje hos da jeg flyttede hjemmefra havde også hund,
og det var primært mig der passede den da han var lidt tørstig
Det var først da jeg blev gammel (38 år) at jeg fik min egen hund,
og det har jeg lært meget af, men jeg har hele mit liv elsket hunde.

> Jeg er måske ikke det mest sociale menneske der findes, men det
> hjælper på det, når jeg har en hund. Det er meget nemmere at komme i
> kontakt med folk, med eller uden hund og hvor som helst. Hunden er
> motivationen, når jeg sidder alene og ikke har lyst til noget. Jeg
> tager ud alligevel, fordi jeg ved at hunden vil nyde det, og på den
> måde får jeg ordnet meget mere og set mange flere af mine venner.

Jeg spørger tit mig selv om hvad fanden man fik tiden til at gå med
inden man fik hund, det er jo ret mange timer man i virkligheden bruger på dem.

> Jeg tror bare ikke, at man kan forstå dette, hvis ikke man selv har
> det sådan.

Den sociale side af sagen vil din kæreste vel opleve hvis han selv lufter hunden.

/Jens



Sofie (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 14-09-06 16:40


> Vi havde så kun en hund en kortere overgang da jeg var barn,
> som Teenager passede jeg til gengæld tit min Søsters hunde,
> ham jeg boede til leje hos da jeg flyttede hjemmefra havde også hund,
> og det var primært mig der passede den da han var lidt tørstig
> Det var først da jeg blev gammel (38 år) at jeg fik min egen hund,
> og det har jeg lært meget af, men jeg har hele mit liv elsket hunde.

det er stadig det jeg mener... der er forskel på dem, som altid har
haft hund, og/eller altid har vidst, at de elskede hunde, og så dem,
der ikke føler at hunde siger dem så meget. faktisk så havde jeg
også engang en kæreste, som var vokset op med hund, men det sagde ham
ikke en s...! jeg forstod det slet ikke. så jeg ved ikke hvad der
skaber et hundemenneske, og hvad der ikke gør... men jeg ved at der er
ret store forskelle imellem os.

> > Jeg er måske ikke det mest sociale menneske der findes, men det
> > hjælper på det, når jeg har en hund. Det er meget nemmere at komme i
> > kontakt med folk, med eller uden hund og hvor som helst. Hunden er
> > motivationen, når jeg sidder alene og ikke har lyst til noget. Jeg
> > tager ud alligevel, fordi jeg ved at hunden vil nyde det, og på den
> > måde får jeg ordnet meget mere og set mange flere af mine venner.
>
> Jeg spørger tit mig selv om hvad fanden man fik tiden til at gå med
> inden man fik hund, det er jo ret mange timer man i virkligheden bruger på dem.

præcis! når jeg ikke var på arbejde, så var jeg sammen med chili,
på den ene eller den anden måde. hun kom alle steder med mig; i
skole, på kursus, endda på arbejde. hun fik mig til at føle mig
speciel og uundværlig!

> > Jeg tror bare ikke, at man kan forstå dette, hvis ikke man selv har
> > det sådan.
>
> Den sociale side af sagen vil din kæreste vel opleve hvis han selv lufter hunden.
>
> /Jens

Jamen han HAR selv luftet chili i det halve år vi har kendt hinanden.
Han har oplevet hvilken conversation-starter sådan en hund er. (Og
Chili var faktisk af en eller anden grund ekstra indbydende. Jeg blev
konstant stoppet på gaden, af folk der skulle skamrose hende og sige
hvor nuttet hun var og spørge om hun var en hvalp (nej, hun er 4
år!). Alle kvarterets børn råbte "hej Chili", når de så hende,
selv dem der er er bange for hunde. Og vores lokale grønthandler lige
under hvor vi bor, en forhenværende libanesisk soldat, der har
begravet to brødre, der blev dræbt for øjnene af ham, han var så
glad for hende, at han blev helt knust, da han hørte hun var død!)
Jeg tror bare ikke at min kæreste er afhængig af dette, som jeg er...
Jeg tror ikke at det betyder så meget for ham...


JB (14-09-2006)
Kommentar
Fra : JB


Dato : 14-09-06 17:25


"Jamen han HAR selv luftet chili i det halve år vi har kendt hinanden.
Han har oplevet hvilken conversation-starter sådan en hund er. (Og
Chili var faktisk af en eller anden grund ekstra indbydende. Jeg blev
konstant stoppet på gaden, af folk der skulle skamrose hende og sige
hvor nuttet hun var og spørge om hun var en hvalp (nej, hun er 4
år!). Alle kvarterets børn råbte "hej Chili", når de så hende,
selv dem der er er bange for hunde. Og vores lokale grønthandler lige
under hvor vi bor, en forhenværende libanesisk soldat, der har
begravet to brødre, der blev dræbt for øjnene af ham, han var så
glad for hende, at han blev helt knust, da han hørte hun var død!)
Jeg tror bare ikke at min kæreste er afhængig af dette, som jeg er...
Jeg tror ikke at det betyder så meget for ham...

Hej Sofie.

Måske skulle du overveje om din kæreste nu også er den rette for dig. Jeg
ved af erfaring at hvis man er så forskellige hvad der angår hunde, vil det
aldrig kunne gå. Jeg har det ligesom du med hunde, og min første mand var
ikke hundeinteresseret. Det gik ikke. Min nuværende mand, som jeg har kendt
i snart 30 år er lige så glad for hunde, som jeg er. Vi har 4 stk.

Jeg håber, du meget snart får en ny hund, så glæden over den nye dæmper
sorgen over Chilli.

Hilsen
Jytte



pwh (14-09-2006)
Kommentar
Fra : pwh


Dato : 14-09-06 17:29

>> Vi havde så kun en hund en kortere overgang da jeg var barn,
>> som Teenager passede jeg til gengæld tit min Søsters hunde,
>> ham jeg boede til leje hos da jeg flyttede hjemmefra havde også hund,
>> og det var primært mig der passede den da han var lidt tørstig
>> Det var først da jeg blev gammel (38 år) at jeg fik min egen hund,
>> og det har jeg lært meget af, men jeg har hele mit liv elsket hunde.
>
> det er stadig det jeg mener... der er forskel på dem, som altid har
> haft hund, og/eller altid har vidst, at de elskede hunde, og så dem,
> der ikke føler at hunde siger dem så meget. faktisk så havde jeg
> også engang en kæreste, som var vokset op med hund, men det sagde ham
> ikke en s...! jeg forstod det slet ikke. så jeg ved ikke hvad der
> skaber et hundemenneske, og hvad der ikke gør... men jeg ved at der er
> ret store forskelle imellem os.

Hmm.. det har jeg nu aldrig spekuleret over,
altså hvad der gør nogen af os til hundemennesker.
Det kunne måske værer et oplæg til en ny tråd, der burde komme
en masse forskellige bud på det, starter du ny en tråd eller skal jeg :-?

>> Jeg spørger tit mig selv om hvad fanden man fik tiden til at gå med
>> inden man fik hund, det er jo ret mange timer man i virkligheden
>> bruger på dem.
>
> præcis! når jeg ikke var på arbejde, så var jeg sammen med chili,
> på den ene eller den anden måde. hun kom alle steder med mig; i
> skole, på kursus, endda på arbejde. hun fik mig til at føle mig
> speciel og uundværlig!

Så har du også været knyttet usædvanligt tæt til Chili

>> Den sociale side af sagen vil din kæreste vel opleve hvis han selv
>> lufter hunden.
>>
>> /Jens
>
> Jamen han HAR selv luftet chili i det halve år vi har kendt hinanden.
> Han har oplevet hvilken conversation-starter sådan en hund er. (Og
> Chili var faktisk af en eller anden grund ekstra indbydende. Jeg blev
> konstant stoppet på gaden, af folk der skulle skamrose hende og sige
> hvor nuttet hun var og spørge om hun var en hvalp (nej, hun er 4
> år!). Alle kvarterets børn råbte "hej Chili", når de så hende,
> selv dem der er er bange for hunde. Og vores lokale grønthandler lige
> under hvor vi bor, en forhenværende libanesisk soldat, der har
> begravet to brødre, der blev dræbt for øjnene af ham, han var så
> glad for hende, at han blev helt knust, da han hørte hun var død!)
> Jeg tror bare ikke at min kæreste er afhængig af dette, som jeg er...
> Jeg tror ikke at det betyder så meget for ham...

Jeg vil da heller ikke påstå at jeg er afhængig af det sociale samvær med
andre mennesker som en hund kan værer årsag til, men det kan da værer rart.
Det primære for mig er samværet med hundene selv, jeg bor så også alene
med dem, så huset ville værer lidt tomt uden dem.
Der er altså ingen der kan få en til at føle sig velkommen hjem som en hund,
det er da noget jeg glæder mig til hver dag når fyraften nærmer sig.
Og så afsted på en god lang tur med det samme, uanset hvordan man har det,
eller hvordan vejret er, det er altså en god måde at runde en lang dag af på.
Ens fridage ligger også mere i faste rammer, dagen skal jo lige starte med en
god lang luftetur, ikke noget med at sidde og hænge over kaffen hele formiddagen

/Jens



Sofie (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 14-09-06 17:39


JB skrev:

> Hej Sofie.
>
> Måske skulle du overveje om din kæreste nu også er den rette for dig. Jeg
> ved af erfaring at hvis man er så forskellige hvad der angår hunde, vil det
> aldrig kunne gå. Jeg har det ligesom du med hunde, og min første mand var
> ikke hundeinteresseret. Det gik ikke. Min nuværende mand, som jeg har kendt
> i snart 30 år er lige så glad for hunde, som jeg er. Vi har 4 stk.
>
> Jeg håber, du meget snart får en ny hund, så glæden over den nye dæmper
> sorgen over Chilli.
>
> Hilsen
> Jytte

Jeg forstår godt hvad du mener, men i dette tilfælde er han nu god
nok alligevel. Han havde ingen betænkeligheder ved at lade os begge
flytte ind, allerede efter to ugers bekendtskab, og han har været
virkelig sød til at påtage sig ansvar for Chili. Han har luftet
hende, taget hende med på arbejde på eget initiativ, og han har
pjattet med hende og nuset hende og fodret hende! Derfor mener jeg, at
der er håb for ham som hundemenneske endnu...
Før dette kunne jeg ikke forestille mig, hvad der skule kunne skille
os ad, men jeg må da indrømme, at det er en streg i regningen, at han
ikke vil have hund igen. Dog vil jeg ikke bebrejde ham, at han ikke er
vant til hunde som jeg. Jeg har jo, lige fra jeg var lille brugt hunden
som min bedste ven. Da han ikke har haft hund, har han klaret sig uden
og fundet andre at betro sig til osv. Det er jo naturligt, at han ikke
er lige så afhængig som jeg er.
Han var meget glad for Chili, og sørger også over hende på sin egen
måde. Jeg tror at det går ham mest på at se mig så ked af det, og
mit håb er da også, at han finder ud af hvor lykkelig han kan gøre
mig, ved at lade en ny hund ind i vores hjem. Jeg er sikker på, at han
kan holde af den lige så meget som han holdt af Chili, og sikkert
også endnu mere,for der er intet som at opfostre sådan en lille hvalp!


Winnie Schildknecht (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Winnie Schildknecht


Dato : 14-09-06 18:43


"Sofie skrev

>Han var meget glad for Chili, og sørger også over hende på sin egen
>måde. Jeg tror at det går ham mest på at se mig så ked af det, og
>mit håb er da også, at han finder ud af hvor lykkelig han kan gøre
>mig, ved at lade en ny hund ind i vores hjem. Jeg er sikker på, at han
>kan holde af den lige så meget som han holdt af Chili, og sikkert
>også endnu mere,for der er intet som at opfostre sådan en lille hvalp!

Måske kan hans modvilje hænge sammen med at det er svært for ham at se dig
så ked af det efter tabet af Chili? Er man ikke vokset op med dyr/hund, er
det svært at forstå de bånd de fleste knytter til deres hund og det kan
virke en smule skræmmende.

- Winnie



Sofie (14-09-2006)
Kommentar
Fra : Sofie


Dato : 14-09-06 18:17


> Hmm.. det har jeg nu aldrig spekuleret over,
> altså hvad der gør nogen af os til hundemennesker.
> Det kunne måske værer et oplæg til en ny tråd, der burde komme
> en masse forskellige bud på det, starter du ny en tråd eller skal jeg :-?

Start du bare en ny tråd om det, så skal jeg nok give mit besyv med.
Det kunne da være spændende at se, hvad folk mener om det.

> > præcis! når jeg ikke var på arbejde, så var jeg sammen med chili,
> > på den ene eller den anden måde. hun kom alle steder med mig; i
> > skole, på kursus, endda på arbejde. hun fik mig til at føle mig
> > speciel og uundværlig!
>
> Så har du også været knyttet usædvanligt tæt til Chili

Ja, det har du nok ret i. Hun var en meget speciel hund, og hun var hos
mig i en tid, hvor alt var foranderligt, og kun tanken om, at hun i
hvert fald ville være en del af mit liv, lige meget hvad, var
betryggende. Der har været forskellige kærester, forskellige hjem,
forskellige jobs, ny skole... Hun har været med mig gennem det hele,
som det ene faste og sikre i mit liv. Tryghedsnarkoman som jeg er, så
var det rart at tænke på da jeg fik hende, at hvor jeg ikke vidste
hvor jeg var om 10 år, så vidste jeg at Chili ville være med mig.
....Troede jeg...

> Jeg vil da heller ikke påstå at jeg er afhængig af det sociale samvær med
> andre mennesker som en hund kan værer årsag til, men det kan da værer rart.
> Det primære for mig er samværet med hundene selv, jeg bor så også alene
> med dem, så huset ville værer lidt tomt uden dem.
> Der er altså ingen der kan få en til at føle sig velkommen hjem som en hund,
> det er da noget jeg glæder mig til hver dag når fyraften nærmer sig.
> Og så afsted på en god lang tur med det samme, uanset hvordan man har det,
> eller hvordan vejret er, det er altså en god måde at runde en lang dag af på.
> Ens fridage ligger også mere i faste rammer, dagen skal jo lige starte med en
> god lang luftetur, ikke noget med at sidde og hænge over kaffen hele formiddagen

Nej, det var heller ikke helt sådan at jeg mente det, med at være
afhængig socialt. Jeg mente bare, at jeg kan mærke, at det har en
sund effekt på mig og gør mig mere udadvendt at have hund. Vil helst
ikke være sådan en sær enspænder... ;)

....Men ellers er jeg fuldstædig enig! Jeg har hørt så mange gange:
"Åh, man er så afhængig, hvis man har en hund! Man skal ud at gå,
når man kommer træt hjem fra arbejde, og bare vil slappe af!" "Åh,
man kan ikke bare sove længe i weekenden!"
Ja, jeg er træt når jeg kommer hjem, men det er da ikke noget at
glæde sig til at komme hjem til en sofa og et TV! Desuden kobler jeg
af og hygger mig, når jeg lufter min hund. Har man haft en dårlig
dag, udviskes den ved synet af min hund, der lykkelig ruller sig i
græsset. Og jeg synes slet ikke, at det er sjovt at have sådan en
dag, hvor man ikke behøver at stå op... Det er da rart at have fri,
men det mærker jeg personligt bedst at jeg har i vågen tilstand...

=Ignorante ikke-hundemennesker!


Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177552
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408847
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste