Fra Århus Stiftstidende:
Ekstrem acceleration uden Panodil
Hård kørsel: Lægeambulancen slider fire sæt dæk og to hold nye bremser op om
året i farten for at redde liv
Af Morten Ravnred@korgodt.dk
Den suser forbi os. Racerkøreren af en lægeassistent kaster og kanter den
hurtigtgående Mercedes uden om bilkøen. Lægeambulancen er et af hverdagens
skøre køretøjer. Spækket med alle tænkelige lægemidler og instrumenter, der
kan redde menneskeliv.
Undtagen Panodil.
- Lægeambulancen handler i al sin enkelthed om, at vi som læger kommer
ud til patienten i stedet for, patienten skal komme til os, siger overlæge
Troels Hansen, der leder lægeambulancerne i Østjylland.
- Vi kan lægge folk i respirator, vi har udstyr til genoplivning. Ja,
snart sagt alt. Hovedformålet er, at vi skal komme ud til svært syge. Nogle
kalder os for en kørende skadestue, men vi er mere en rullende intensiv
afdeling, der primært rykker ud og hjælper med noget livstruende. Derfor
fylder Panodil heller ikke op i bilen, forklarer Troels Hansen, der på
tiende år kører lægeambulance.
17 ture i døgnet
Lægeambulancerne hurtige udrykninger er et velkendt syn i Københavns gader
og stræder, hvor Københavns Brandvæsen står bag ambulancerne i samarbejde
med Hovedstadens Sygehusfællesskab og i Århus, Silkeborg, Randers og på
Djursland, hvor Århus Amt kører lægeambulancerne sammen med Falck i Århus.
Lægeambulancen er bemandet med en læge og en såkaldt lægeassistent, som
er uddannet brandmand eller Falckredder og som styrer rattet. Lægeassistent
Jan Pedersen er under en vagt sjælden gæst i sengetøjet eller den bløde
lædersofa på redningsstationen. 17 gange i døgnet rykker lægeambulancen i
snit ud fra sin plads på Søren Frichs Vej i Århus.
- Trafikanterne tager generelt set meget hensyn til os og giver os plads
til at komme hurtigt frem. Men vi oplever ofte, at når de første to-tre
biler i en vognrække trækker ind til siden, så trækker den fjerde bil ud.
Fordi der nu er plads, siger Jan Pedersen.
Han indtager under udrykning med de blå blink altid rattet, mens
anæstesilæge Troels Hansen indtager passagersædet i den høje Mercedes ML 270
CDI ved siden af og holder øje med dataskærmen, hvor fakta om ulykken toner
frem - mens adressen på blodproppen eller ulykkesstedet automatisk føres
over i GPS-skærmen, der viser makkerparret vej med den rigtige rute.
Sikkerheden først
- Mercedens kører 170 km/t på toppen. Det er rigeligt til os. Sikkerheden
går først, og den er hurtig i accelerationen. Det er det vigtigste under
kørsel i byen. Det er nogle få sekunder, du vinder, hvis du kører for
eksempel 200 km/t på motorvej, og det kan aldrig svare sig. Det er for
risikabelt. De andre trafikanter er heller ikke vant til, at der kommer én
rygende med 200 km/t, siger Troels Hansen.
Lægen og assistenten er glade for deres Mercedes med det hurtige optræk
på fire hjul.
- De mange udrykninger kræver megen koncentration, og vi er trætte efter
en arbejdsdag. Men vi er glade for, at vi sidder højt til vejrs i vores
Mercedes. Det giver et godt overblik over trafikken, hvilket skaber
sikkerhed både for os og de andre i trafikken, siger Troels Hansen.
Lægeambulancen er efterhånden den fuldendte arbejdsplads, som også giver
den nødvendige tryghed til både dem, der betjener den, og omgivelserne.
Erfaringerne fra en snes år med lægeambulancer i København og 10 år i Århus
er brugt til at udvikle det helt rigtige skøretøj.
Ekstrem kørsel
Lige så lykkelige lægen og assistenten er for deres driftssikre køretøj,
lige så mange panderynker dukker der op hos stationsleder Kurt Nørgaard, der
snart kan fejre 40 år i Falcks tjeneste. Han står for vedligeholdelsen af
den robuste lægeambulance.
Mens Københavns Brandvæsen med ekstra megen bykørsel brænder et sæt
bremser af på væsenets tre Mercedes ML 350'ere hver syvende uge, får de
århusianske lægeambulancer en total udskiftningen af bremserne, hver gang de
har kørt 6000 kilometer.
Lægeambulancerne slider samtidig fire sæt dæk op hvert år. Men det tror
også pokker. For speedometret runder hver måned 10.000 kilometer.
- De tror nogle gange, det er løgn på Mercedes værkstedet, og ryster på
hovedet. Vi taler om virkelig hård kørsel, lægeambulancen kommer ud for hver
dag. Ja, hver eneste time. Det koster med så ekstrem en kørsel, som der er
tale om, og for hver 15.000 kilometer får den et gennemgribende eftersyn,
siger Kurt Nørgaard.
Et supplement
80 procent af de opkald, der ringes til 112, handler ikke om livstruende
tilfælde, og lægeambulancen kører kun ud til akutte og tilspidsede
situationer. Den har ikke plads til at tage patienter med, men den hurtige
ambulances læge er til gengæld klar til at stille diagnosen og yde den
første lægehjælp.
- Vi er et supplement til selve ambulancen, som gerne kommer senere. Det
sker, vi genopliver folk, men det er sjældent. Folk tror tit, at
lægeambulancen udelukkende kører ud til alvorlige ulykker. Men det sker kun
i 20-25 procent af tilfældene. De fleste udrykninger er til mindre
dramatiske ting, siger lægen Troels Hansen.
- Mindre - men selvfølgelig vigtige ting - kan for eksempel handle om en
sukkersygepatient med insulinchok, som er helt på det rene med sin sygdom.
Så kan vi hjælpe til med den rette medicinering, og patienten bliver fri for
at tage på hospitalet. Det kan være en lettelse både for patienten selv ikke
at skulle på hospitalet for 50. gang - og for hospitalsvæsenet, forklarer
Troels Rasmussen. Den hurtigt udrykkende ambulance har mange funktioner.
Hvis en ældre person findes død, kan ambulancelægen erklære personen død, og
familien kan i ro og mag tage afsked med afdøde i hjemmets vante rammer,
fordi lægen kan erklære en person død. Falckreddere, der kommer alene ud, må
ikke erklære en person død, selv om de er klar over tingenes tilstand, og
skal køre legemet til hospitalet.
Teamwork
Når lægeambulancen når frem til ulykkesstedet, bliver der kun vekslet få ord
mellem lægeassistenten og lægen. Arbejdsgangen er indøvet på rygraden, selv
om makkerparret kommer fra to forskellige verdener.
Lægen er kommunalt ansat, mens lægeassistenten i Århus er privat ansat
med reference til Falck og i København til Københavns Brandvæsen.
- Vi lærer bestemt af hinanden. Noget af det vigtigste, jeg har taget
til mig som læge, er, hvordan vi forholder os, når vi kommer ud til
skadesstedet. Jeg vil jo umiddelbart blot vade hen til nærmeste offer for at
stille diagnosen. Men det handler om at sikre stedet først, så hverken vi
selv eller andre kommer yderligere til skade, siger Troels Hansen.
- Der er virkelig tale om et teamwork. Vi læger er vant til at arbejde i
rent tøj på en pæn operationsstue, hvor vi får værktøjet stukket i hænderne,
når vi rækker hånden ud. Vi taler om andre forhold på de ulykkesteder, vi
møder. Så er det godt, vi supplerer hinanden, siger overlægen.
Det tørre spørgsmål er så, hvor mange menneskeliv en hurtigtgående
lægeambulance redder?
Men det er politisk snak, som hverdagens virkelige helte og reddere
holder sig for professionelle til at svare på. Lægeambulancen handler ikke
om tal - men om liv.
|