---

Så lidt kommunistisk var Mao-Kina og Tojo-Japan.

Stalins og Lenins og Castros kommunisme blev båret af drøm om at
realisere lighedsutopia via planøkonomisk centralisering -
proletariatets diktatur.

Men Kina og Japan har altid haft konfuziansk korpsånd med oplyst
enevælde og hvis det er gavnligt at ministeriet står for stålværker
(og krig) og alle går i ens tøj, hvilket sparer arbejdskraft og giver
disciplin og fællesskabsånd, så gør man det.

Detailhandelen blev aldrig styret fra oven og USSR-katastrofer hvor
overproduktion i en region og mangel på samme vare i en anden, var
aldrig normal i Fjernøsten.

Jeg ser Japan som frihedsparadis hvor skat er 1/3 af her og egoisme
spændes for vognen, så asocial adfærd bliver sjælden, fx vold. Kina er
historisk anderledes, men stadig konfuzianistisk - højrevenstre er
vildledende

Koreakrig tvang Mao til alliance med Stalin - og våbenproduktion er i
krig en statsopgave.

Ytringsfrihed har aldrig været så vild som vor er PÅ OVERFLADEN, og
anti-Fujigong-internetstyring er vist hastigt på retur, men vore
medier er i lommen på USA, der kan få brug for Kina som fjendebillede
og krigsmodstander, så journalister ved at kina-bashing er godt for
deres karriere - og at danskere vil ikke læse om japaner-overlegenhed.
Vi vil helst tro, at der er en masse vi er bedre til.

Japan kæmpede i WW2 for Kinas kulturs overlevelse og ofrede sig bl.a.
pr bombning for at nå målet - de er kulturelt meget beslægtede og Kina
bliver mere og mere som Japan efterhånden som de bliver rigere.

Godt at vestens god-ond fanatisme har modspil og at vi har råd til
komputere m.m., fordi Fjernøsten har arbejdsglæde , og omhyggelighed
og flid.

Klogt ikke at lade dødsdømtes organer gå til spilde - hvorfor lærer
Vesten så lidt af disse eksemplariske trivselsmennesker?