---

Løgnens pionerkim=Mødres ros

Om du får succes her i livet og når højt på rangstigen, vil
vanetænkere hævde afhænger af intelligens, uddannelse, flid,
muskelstyrke, udseende o.lign, men vigtigst er nok idag CHARME og
passsende veljusteret ambition.

Mor former spædbarnet med løgnagtig smiger, så det selv lærer at lyve
attraktivt charmerende og evt blive charmerende på en moderigtig måde
og med forventninger der rimelig ofte opfyldes, så ikke barnet render
panden ind i en mur alt for ofte - men heller ikke keder sig ved for
få nederlag. _Alt er balance_ og mor former den lilles psyke som en
klump ler, omend ofte ubevidst, via intuitiv kopiering af egen mor og
veninder og TV-præk.

Løgn fylder over 99% af alt samliv (fx finkultur) , og det gjaldt også
umælende dyr, der med kropssprog foregav at være stærkere og mere
respekterede end sandt, ved at de puster sig op og går imponere gang
og trommer sig på brystet

ELLER kryber krumbøjet af tillært hjælpeløshed.

En vis slavemoral kan være overlevelsesnødvendig for visse - igen en
balance.

Social arv afgør både karriere og sygdom, langt mere end DNA, der dog
indirekte skaber forventinger, fx at mørk hud/hår tyder på voldelighed
og dumhed. Og piger er søde , drenge er "raske" dvs tager chancer, får
intet forærende, dvs bliver klogere, men med højere dødelighed.

Jeg tror, at vigtigste lærdom man kan få fra forældre er usplittethed
dvs ingen selvbedrag - at man er sig selv og kender sig selv. Ikke en
vejrhane som Günther Grass og andre som medierne elsker, fordi de er
så bedrageriske som journalister er. Charme er mosaik af løgn og
ikkeselvfedhed i passende doser. Selvfedhed kan være OK og implicerer
ikke asocial egoisme

Kierkegaard, Sokrates, Nietzsche , Camus osv lagde vægt på
selvrealisering, altså totalærlighed som ideal, hvilket er uopnåeligt,
men hvis forældre er konsekvente dvs usplittede, så er man på god
kurs, for god opdragelse er om kærlighed og *eksemplets magt*, og vi
lærer af dem. vi holder af.