Claes Kastholm i dagens Berlinger:
http://www.berlingske.dk/kultur/artikel:aid=776406/
I det selvplageriske Europa er der en tendens til at give os selv
skylden for den islamistiske terrorisme. Det er en sær omvendt logik,
der gør forbryderne til ofre. Lad os ikke gøre den militante islamisme
finere og dybere, end den er. Med sin blanding af modernitet i metoder
og dyster reaktion i idéindhold er og bliver den en form for nazisme.
De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring
af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien
er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser
endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme. I Vesten i
almindelighed og i Europa i særdeleshed er vi mestre i selvplageri og
dyrkelse af vores egen syndighed.
Efter det foreløbigt oplyste har britisk politi arresteret 24 mennesker.
Af dem er navnene på de 19 offentliggjort. De er mellem 17 og 35 år,
overvejende af pakistansk herkomst, men europæiske statsborgere.
Der er altså tale om mennesker, som vi nærer ved vores egen barm. Det er
der ikke noget nyt i. Alligevel vil det af visse kredse blive brugt som
bevis på, at det er os, der ved vores påståede fremmedhad, vores
påståede krænkelse af muslimske værdier, vores rigdom, vores støtte til
Israel, vores indsats i Afghanistan og i Irak, selv fremkalder terroren.
Det er en sær logik. Den gør forbryderne til de egentlige ofre og ofrene
til de virkelige forbrydere.
Terrorismen kan ikke bekæmpes med forståelse. Den kan kun bekæmpes med
magt, med politi, med efterretninger. I det omfang terrorismen har et
mål ud over sig selv, går det ud på at skabe kaos i samfundet. End ikke
terroristerne selv tror vel på, at deres små aktioner kan vælte det
vestlige samfund over ende. Skønt de enkelte aktioner repræsenterer en
ufattelig grusomhed over for de tilfældige mennesker, de rammer, er
aktionerne i den store sammenhæng kun ubetydelige nålestik.
Man skal være et stort stykke af en fantast for at tro på, at den
mægtige vestlige kultur kan besejres på denne måde. Der findes ganske
sikkert fantaster blandt terroristerne. Fanatisme og fantasteri er
enæggede tvillinger. Baader-Meinhof-banden i 1970ernes Tyskland troede
jo, i hvert fald i begyndelsen, på, at den arbejdede i
verdensrevolutionens tjeneste.
Siden blev terrorismen til sin egen mening. Den blev til en profession,
en livsform, en skæbne. Sådan går det med de fleste terrorbevægelser. De
er en form for idealiseret kriminalitet. Derfor er de heller ikke til at
forhandle med. De har skabt deres egen irrationelle logik, en
sammenholdets logik: Os mod alle de andre.
Det gode daglige livs værdier regner de for intet. Europa har lange
historiske erfaringer med terrorisme. En terrorhandling var ikke årsagen
til Første Verdenskrig, men gav startskuddet til den. Historien om
nazismens udvikling efter Første Verdenskrig er en historie om
terrorbander.
De relativt mange - navnlig intellektuelle og venstrefløjspolitikere -
der bruger deres »forståelse« af terrorismen til kritik af vores eget
samfund, skulle for klarhedens skyld minde sig selv om, at den
»forståelse« (jeg siger ikke accept), de mobiliserer over for den
islamistiske terrorisme, kunne man også have brugt over for de
nazistiske terrorister efter Første Verdenskrig.
Den nazistiske terrorisme, hvis begyndelse var de såkaldte frikorps, og
som siden blev systematiseret i SA, brunskjorterne, kunne man også
beskrive som en uacceptabel, men psykologisk og socialt »forståelig«
reaktion på en samfundstilstand. Og en sådan beskrivelse ville rumme de
samme grundelementer som dem, der fremhæves i »forståelsen« af de
islamistiske terrorister:
Følelsen af ydmygelse, rodløsheden, behovet for en grundfæstet mening
med tilværelsen. Man skal aldrig drive historiske paralleller for vidt,
men der er endnu flere fællestræk. Der er blandt andet dette, at de
nazistiske terrorister var en skønsom blanding af veluddannede mennesker
og underprivilegerede, og at de var unge, mens de egentlige ledere var
en generation eller to ældre. Også antisemitismen er et fællestræk.
Lad os ikke gøre den militante islamisme finere og dybere, end den er.
Med sin blanding af modernitet i metoder og dyster reaktion i idéindhold
er og bliver den en form for nazisme. Dens mål er at skabe kaos i
samfundet, stimulere de potentielle modsætninger mellem
befolkningsgrupper og etablere en art krigstilstand. Den militante
islamisme er de fredelige europæiske muslimers farlige fjende. Den vil
dem intet godt.
Den vil oppiske en stemning mod dem. Den vil bruge dem i sit eget spil.
Og jeg bliver nødt til at tilføje, at de velmenende og i egne øjne
formentlig sande humanistiske europæere, der vedholdende hævder - efter
min mening i strid med kendsgerningerne - at Europa og i særdeleshed
Danmark er præget af fremmedhad - islamofobi, som det nu hedder i Tøger
Seidenfadens og ligesindedes mund - fungerer som brikker i dette spil.
Og det samme er en mand som Jostein Gaarder, der nu har lagt nyt brænde
på antisemitismens bål. Sådan hænger tingene sammen, desværre.
I det selvplageriske Europa er der en tendens til at give os selv
skylden for den islamistiske terrorisme. Det er en sær omvendt logik,
der gør forbryderne til ofre.Lad os ikke gøre den militante islamisme
finere og dybere, end den er. Med sin blanding af modernitet i metoder
og dyster reaktion i idéindhold er og bliver den en form for nazisme.
De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring
af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien
er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser
endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme. I Vesten i
almindelighed og i Europa i særdeleshed er vi mestre i selvplageri og
dyrkelse af vores egen syndighed.
Efter det foreløbigt oplyste har britisk politi arresteret 24 mennesker.
Af dem er navnene på de 19 offentliggjort. De er mellem 17 og 35 år,
overvejende af pakistansk herkomst, men europæiske statsborgere.
Der er altså tale om mennesker, som vi nærer ved vores egen barm. Det er
der ikke noget nyt i. Alligevel vil det af visse kredse blive brugt som
bevis på, at det er os, der ved vores påståede fremmedhad, vores
påståede krænkelse af muslimske værdier, vores rigdom, vores støtte til
Israel, vores indsats i Afghanistan og i Irak, selv fremkalder terroren.
Det er en sær logik. Den gør forbryderne til de egentlige ofre og ofrene
til de virkelige forbrydere.
Terrorismen kan ikke bekæmpes med forståelse. Den kan kun bekæmpes med
magt, med politi, med efterretninger. I det omfang terrorismen har et
mål ud over sig selv, går det ud på at skabe kaos i samfundet. End ikke
terroristerne selv tror vel på, at deres små aktioner kan vælte det
vestlige samfund over ende. Skønt de enkelte aktioner repræsenterer en
ufattelig grusomhed over for de tilfældige mennesker, de rammer, er
aktionerne i den store sammenhæng kun ubetydelige nålestik.
Man skal være et stort stykke af en fantast for at tro på, at den
mægtige vestlige kultur kan besejres på denne måde. Der findes ganske
sikkert fantaster blandt terroristerne. Fanatisme og fantasteri er
enæggede tvillinger. Baader-Meinhof-banden i 1970ernes Tyskland troede
jo, i hvert fald i begyndelsen, på, at den arbejdede i
verdensrevolutionens tjeneste.
Siden blev terrorismen til sin egen mening. Den blev til en profession,
en livsform, en skæbne. Sådan går det med de fleste terrorbevægelser. De
er en form for idealiseret kriminalitet. Derfor er de heller ikke til at
forhandle med. De har skabt deres egen irrationelle logik, en
sammenholdets logik: Os mod alle de andre.
Det gode daglige livs værdier regner de for intet. Europa har lange
historiske erfaringer med terrorisme. En terrorhandling var ikke årsagen
til Første Verdenskrig, men gav startskuddet til den. Historien om
nazismens udvikling efter Første Verdenskrig er en historie om
terrorbander.
De relativt mange - navnlig intellektuelle og venstrefløjspolitikere -
der bruger deres »forståelse« af terrorismen til kritik af vores eget
samfund, skulle for klarhedens skyld minde sig selv om, at den
»forståelse« (jeg siger ikke accept), de mobiliserer over for den
islamistiske terrorisme, kunne man også have brugt over for de
nazistiske terrorister efter Første Verdenskrig.
Den nazistiske terrorisme, hvis begyndelse var de såkaldte frikorps, og
som siden blev systematiseret i SA, brunskjorterne, kunne man også
beskrive som en uacceptabel, men psykologisk og socialt »forståelig«
reaktion på en samfundstilstand. Og en sådan beskrivelse ville rumme de
samme grundelementer som dem, der fremhæves i »forståelsen« af de
islamistiske terrorister:
Følelsen af ydmygelse, rodløsheden, behovet for en grundfæstet mening
med tilværelsen. Man skal aldrig drive historiske paralleller for vidt,
men der er endnu flere fællestræk. Der er blandt andet dette, at de
nazistiske terrorister var en skønsom blanding af veluddannede mennesker
og underprivilegerede, og at de var unge, mens de egentlige ledere var
en generation eller to ældre. Også antisemitismen er et fællestræk.
Lad os ikke gøre den militante islamisme finere og dybere, end den er.
Med sin blanding af modernitet i metoder og dyster reaktion i idéindhold
er og bliver den en form for nazisme. Dens mål er at skabe kaos i
samfundet, stimulere de potentielle modsætninger mellem
befolkningsgrupper og etablere en art krigstilstand. Den militante
islamisme er de fredelige europæiske muslimers farlige fjende. Den vil
dem intet godt.
Den vil oppiske en stemning mod dem. Den vil bruge dem i sit eget spil.
Og jeg bliver nødt til at tilføje, at de velmenende og i egne øjne
formentlig sande humanistiske europæere, der vedholdende hævder - efter
min mening i strid med kendsgerningerne - at Europa og i særdeleshed
Danmark er præget af fremmedhad - islamofobi, som det nu hedder i Tøger
Seidenfadens og ligesindedes mund - fungerer som brikker i dette spil.
Og det samme er en mand som Jostein Gaarder, der nu har lagt nyt brænde
på antisemitismens bål. Sådan hænger tingene sammen, desværre.
I det selvplageriske Europa er der en tendens til at give os selv
skylden for den islamistiske terrorisme. Det er en sær omvendt logik,
der gør forbryderne til ofre.Lad os ikke gøre den militante islamisme
finere og dybere, end den er. Med sin blanding af modernitet i metoder
og dyster reaktion i idéindhold er og bliver den en form for nazisme.
De pakistanske og britiske politi- og efterretningstjenesters afsløring
af terrorplanerne mod en række fly på ruten mellem USA og Storbritannien
er endnu så frisk, at hele den sædvanlige bølge af selvbebrejdelser
endnu ikke har taget fart, men tro mig, den vil komme. I Vesten i
almindelighed og i Europa i særdeleshed er vi mestre i selvplageri og
dyrkelse af vores egen syndighed.
Efter det foreløbigt oplyste har britisk politi arresteret 24 mennesker.
Af dem er navnene på de 19 offentliggjort. De er mellem 17 og 35 år,
overvejende af pakistansk herkomst, men europæiske statsborgere.
Der er altså tale om mennesker, som vi nærer ved vores egen barm. Det er
der ikke noget nyt i. Alligevel vil det af visse kredse blive brugt som
bevis på, at det er os, der ved vores påståede fremmedhad, vores
påståede krænkelse af muslimske værdier, vores rigdom, vores støtte til
Israel, vores indsats i Afghanistan og i Irak, selv fremkalder terroren.
Det er en sær logik. Den gør forbryderne til de egentlige ofre og ofrene
til de virkelige forbrydere.
Terrorismen kan ikke bekæmpes med forståelse. Den kan kun bekæmpes med
magt, med politi, med efterretninger. I det omfang terrorismen har et
mål ud over sig selv, går det ud på at skabe kaos i samfundet. End ikke
terroristerne selv tror vel på, at deres små aktioner kan vælte det
vestlige samfund over ende. Skønt de enkelte aktioner repræsenterer en
ufattelig grusomhed over for de tilfældige mennesker, de rammer, er
aktionerne i den store sammenhæng kun ubetydelige nålestik.
Man skal være et stort stykke af en fantast for at tro på, at den
mægtige vestlige kultur kan besejres på denne måde. Der findes ganske
sikkert fantaster blandt terroristerne. Fanatisme og fantasteri er
enæggede tvillinger. Baader-Meinhof-banden i 1970ernes Tyskland troede
jo, i hvert fald i begyndelsen, på, at den arbejdede i
verdensrevolutionens tjeneste.
Siden blev terrorismen til sin egen mening. Den blev til en profession,
en livsform, en skæbne. Sådan går det med de fleste terrorbevægelser. De
er en form for idealiseret kriminalitet. Derfor er de heller ikke til at
forhandle med. De har skabt deres egen irrationelle logik, en
sammenholdets logik: Os mod alle de andre.
Det gode daglige livs værdier regner de for intet. Europa har lange
historiske erfaringer med terrorisme. En terrorhandling var ikke årsagen
til Første Verdenskrig, men gav startskuddet til den. Historien om
nazismens udvikling efter Første Verdenskrig er en historie om
terrorbander.
De relativt mange - navnlig intellektuelle og venstrefløjspolitikere -
der bruger deres »forståelse« af terrorismen til kritik af vores eget
samfund, skulle for klarhedens skyld minde sig selv om, at den
»forståelse« (jeg siger ikke accept), de mobiliserer over for den
islamistiske terrorisme, kunne man også have brugt over for de
nazistiske terrorister efter Første Verdenskrig.
Den nazistiske terrorisme, hvis begyndelse var de såkaldte frikorps, og
som siden blev systematiseret i SA, brunskjorterne, kunne man også
beskrive som en uacceptabel, men psykologisk og socialt »forståelig«
reaktion på en samfundstilstand. Og en sådan beskrivelse ville rumme de
samme grundelementer som dem, der fremhæves i »forståelsen« af de
islamistiske terrorister:
Følelsen af ydmygelse, rodløsheden, behovet for en grundfæstet mening
med tilværelsen. Man skal aldrig drive historiske paralleller for vidt,
men der er endnu flere fællestræk. Der er blandt andet dette, at de
nazistiske terrorister var en skønsom blanding af veluddannede mennesker
og underprivilegerede, og at de var unge, mens de egentlige ledere var
en generation eller to ældre. Også antisemitismen er et fællestræk.
Lad os ikke gøre den militante islamisme finere og dybere, end den er.
Med sin blanding af modernitet i metoder og dyster reaktion i idéindhold
er og bliver den en form for nazisme. Dens mål er at skabe kaos i
samfundet, stimulere de potentielle modsætninger mellem
befolkningsgrupper og etablere en art krigstilstand. Den militante
islamisme er de fredelige europæiske muslimers farlige fjende. Den vil
dem intet godt.
Den vil oppiske en stemning mod dem. Den vil bruge dem i sit eget spil.
Og jeg bliver nødt til at tilføje, at de velmenende og i egne øjne
formentlig sande humanistiske europæere, der vedholdende hævder - efter
min mening i strid med kendsgerningerne - at Europa og i særdeleshed
Danmark er præget af fremmedhad - islamofobi, som det nu hedder i Tøger
Seidenfadens og ligesindedes mund - fungerer som brikker i dette spil.
Og det samme er en mand som Jostein Gaarder, der nu har lagt nyt brænde
på antisemitismens bål. Sådan hænger tingene sammen, desværre.
--
Med venlig hilsen
GB