<I de første par uger efter Hizbollahs klokkeklare krigshandling
indover den internationalt anerkendt grænse mellem Libanon og Israel,
har medierne generelt været forstående overfor Israels behov for at
forsvare sig.
Men efterhånden som vi bombarderes med billeder af den lidende
libanesiske civilbefolkning, som Hizbollah-militsen bruger til at
skjule sig bag, mens de sender tusindvis af raketter mod israelske
beboelsesområder, er den sædvanlige propagandamaskine ved at komme op
i gear.
Hizbollah fusker med tabstallene, sådan at organisationens faldne
krigere tælles som civile, Israel beskyldes for med overlæg at angribe
civile, selvom der ingen beviser findes, og nu anklager libanesiske
læger også Israel for brug af kemiske våben mod den libanesiske
civilbefolkning.
Påstandene har naturligvis intet på sig, men er en del af den
sædvanlige arabiske propaganda, der mange gange før har beskyldt
Israel for alt muligt (og indimellem umuligt), ligefra at skyde med
uran-kugler, over at ville forgifte palæstinenserne med radioaktiv
juice, til at lede arabiske unge i seksuelt fordærv.
Også de sædvanlige anklager om krigsforbrydelser og andre
overtrædelser af humanitær lov er nu på banen, og diverse (som
udgangspunkt) neutrale organisationers kommentarer, der i forvejen har
tendens til at være overdrevent kritiske overfor Israel, bliver
yderligere filtreret, således at Israel igen kommer til at fremstå som
den brutale, menneskerettighedskrænkende part.
Og det til trods for at alle inderst inde udmærket ved, at det er de
palæstinensiske terrorgrupper og Hizbollah, der uden at skamme sig
følger en erklæret strategi med overlagte, direkte angreb på israelske
civile, mens de søger ly blandt deres egne befolkninger.
Dagen efter FNs nødhjælpskoordinator, Jan Egeland, under et
følelsesladet besøg i den sydlige del af Beirut, havde beskyldt Israel
for "overtrædelse af menneskerettighederne", kritiserede han Hizbollah
for "kujonagtigt" at gemme sig bag civile, og for at have pralet med
at størstedelen af de libanesiske tab var civile. Egelands kritik af
Israel var at læse i samtlige større danske dagblade, og blev
rapporteret af begge de store TV-stationer. Hans kritik af Hizbollah
blev til gengæld stort set ignoreret af de danske medier.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserede d. 24.
juli Israel for at bruge klyngebomber i nærheden af civile. Også den
nyhed blev bragt af alle førende danske medier den følgende dag. Samme
organisations sønderlemmende kritik ugen før (18. juli) af Hizbollahs
bevidste raketangreb på israelske civile, som organisationen anser for
at være krigsforbrydelser, slap derimod ikke igennem de danske mediers
censur.
I mediekrigen har Israel altid en række handicap, bl.a. fordi man i
Israel finder det uetisk at fremvise sine døde og sårede. Også det
forhold at tabstallene på den anden side som regel er højere, er et
mediemæssigt handicap for Israel. Det sidste hænger naturligvis i høj
grad sammen med modpartens velvilje til at ofre sin civilbefolkning i
kampen.
Men medieoffensiven mod Israel er i sidste ende nyttesløs. Faktum er,
at Israel endnu en gang er blevet angrebet af Hizbollah, der med glæde
gør Libanon til slagmark, for at kunne retfærdiggøre sin militære
eksistens, gennem kamphandlinger med Israel.
Det er ubehageligt at være vidne til de voldsomme kamphandlinger, og
ikke mindst de mange civile ofre. Men skulle kampene stoppes, uden at
der stilles krav om en afvæbning af Hizbollah, vil det være en
gigantisk succes for Hizbollah, der så også i fremtiden vil kunne gøre
Libanon til en slagmark, hvornår som helst det passer dem.
Der er ingen vej udenom: Den sidste private milits i Libanon må
afvæbnes, så libaneserne selv kan blive herrer i eget hus, og selv kan
bestemme, om de ønsker at gå i krig mod deres sydlige nabo.
http://www.israel-online.dk/opinion/060726%20Klumme%20-%20Mediekrigen.php
<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/