Selvmordslyst bør respekteres
Mord kan kamufleres som selvmord og et evt lovkrav om at læger skal
udføre aktiv dødshjælp når ønsket er stærkt nok, bør - som i
Holland - sikres så misbrug er umulig.
Spisevægring og anden ulykkesfuglmentalitet er en gråzone, hvor
pårørende vil insistere, at liv skal reddes, så ikke de skal skamme
sig over selvsultnings-selvmord, men læger bør instrueres om at
prioritere patienter med stærk livsvilje frem for de depressive.
Betalingshospitaler og anden privatisering kan jo supplere, hvis nogen
tror på at man kan tvinge til livslyst.
At Etisk Råd stritter imod døds-accept, er et resultat af sippet
kristen etik om, at livet er "guddommeligt og ukrænkeligt", og læger
er ypperstepræster for godhedsguden, når de ikke slukker for
respiratoen
Videnskabeligt arbejdende læger er desuden knotne når deres
afprøvningsprogram for medicin bliver forstyrret at patientens
beslutningsret over egen krop, som kræver smertestop via aktiv
dødshjælp NU.
Vi har et ofte ondskabsfuldt formyndersamfund, hvor behandlere
insisterer på, at de gør godt, og alle skal være taknemlige. Den løgn
forstyrres af selvbestemmelse.
Måske de, der reddes fra selvmordsforsøg er så egosvage at de bøjer
sig for behandlerpres om at de skal føle sig taknemlige . Det bør man
ikke lade sig narre af. Folk ved hvad er bedst for dem selv. I
gråzoner kan de, der har ægte kærlighed til den, der trækker sig ind i
sig selv og væk fra livet, komme med FRISTELSER - det kan virke, men
tvang og psykisk pres overdrives ofte
De der lever af behandling vil måske finde ovenstående kynisk og
sindsygt. Det kræver deres livsløgn. Deres kærlighed til patienter er
farisæisk og handler om selv at føle sig gode, og derfor gøres
kritikere onde
Derfor kaldes jeg sindsyg/paranoid af de, der hader
DF-indvandringspolitik og skepsis mht at muslimer vil lade danskere
leve som før, når de bliver flest.
Etisk Råds kritik af aktiv dødshjælp hængsler på paranoia om at
pårørende vil presse døende til at fremskynde processen. Men hvis man
er svag for pres, er det en beslutning man selv har taget i løbet af
et langt liv.
Når libanesiske forældre støtter Hitzbollah-præk om at krig er OK selv
når den klart vi dræbe børnene, så er de selv ude om det, ligesom
pakistanske forældre, der får flere børn end der er mad til, er
mordere.
Livet er ikke hårdt for danskere p.t., men i ulande er det, og vi bør
se realistisk på den barske dagligdag fjernt for os
|