---

<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3864116
"VÅBENHVILE" er blevet det store sesamord under den igangværende
konflikt i Mellemøsten. Bl.a. for Danmarks Radio er det dét, som hele
krisen kan koges ned til; vejen ud af alle problemer.

De, der er for en omgående våbenhvile, er gode. De, der er imod, er
onde. Det er så bekvemt sort-hvidt og passer ind i de sædvanlige
skabeloner.
Hvis det dog bare var så let.

Ingen kan være tilhænger af, at krigen varer ét sekund længere end
nødvendigt. Ethvert mistet liv er et for mange. Men en våbenhvile, der
ikke tager fat om de grundlæggende problemer i regionen, har ingen
værdi.

En våbenhvile uden et tilbundsgående opgør med Hizbollahs terror,
herunder en afvæbning af organisationen i henhold til FN-resolution
1559, vil allerhøjst have opsættende virkning på kamphandlingerne.
Hizbollah - fjernstyret fra Damaskus og Teheran - ønsker Israel
fjernet fra landkortet. En våbenhvile vil blive af rent taktisk
karakter for Hizbollah og brugt til at omgruppere og bringe
forstærkninger frem til nye angreb på Israel.

Desuden: Der skal to til at indgå en våbenhvile. Det forudsætter, at
man anerkender hinanden. Men Hizbollah anerkender netop ikke Israel.
Hvem skal Israel så indgå en våbenhvile med?

Det er Israel, der i de senere år har vist den gode vilje. Israel trak
sig ud af Libanon. Israel trak sig ud af Gaza. Der har ikke været en
eneste modydelse, tværtimod. "Land for fred", lød kravet dengang, ikke
mindst fra Vesteuropa og FN. Men hvad Israel har fået er "Land for
krig", som den tidligere tyske udenrigsminister, Joschka Fischer,
forleden påpegede.

Interessant nok er samme Fischer, ikon for den fredselskende
europæiske venstrefløj, nu sprunget ud som Israels bedste ven. Hans
syv år ved magten i Berlin har overbevist ham om, hvem der har retten
på sin side. Det har Israel, mener nu også Fischer, som har skiftet de
luftige fredsidealer ud med realpolitisk fornuft. Måtte andre lytte
til ham, ikke mindst i FN-systemet.

FN's optræden i konfliktens kulisse er et nyt eksempel på
verdensorganisationens afmægtighed. De udsendte repræsentanter, f.eks.
nordmanden Jan Egeland, fremsætter antiisraelske synspunkter på
samlebånd, båret af en umiddelbar, menneskeligt forståelig indignation
over de voldsomme ødelæggelser i Beirut. Men hvorfor har FN ikke for
længst lagt pres på parterne for at få gennemført sin egen resolution
om afvæbning af Hizbollah-terroristerne? FN's medansvar er ikke til at
komme udenom.

Vi - det internationale samfund - er nu dér, at det er kerne-Israel,
som beskydes med raketter fra Libanon. Det oprindelige Israel, som
blev skænket jøderne efter Holocaust, er under angreb. Jødernes
eksistens er igen på spil. De ældre israelere, der stadig måtte være i
live efter Holocaust, må nu se til, mens europæerne igen fedter rundt
om deres ansvar og sætter taktiske hensyn over muligheden for at
skaffe israelerne den fred i sikkerhed, som de har krav på. Det er en
skandale.

Ikke mindst Frankrigs udnyttelse af situationen til at forsøge at
skabe en særlig "fransk" løsning - hvad det så end vil sige - er
uklædelig. Endnu en velmenende FN-styrke uden mandat til andet end at
forsvare sig selv giver ingen mening. En robust NATO-styrke vil uden
tvivl være den eneste realistiske form, hvis hensigten vel at mærke er
at skabe en varig våbenhvile og ikke kun en pause i terrorangrebene.

Den danske regerings tilgang til konflikten er helt rigtig. Man
understreger de humanitære hensyn, men løber ikke med i de naive kor,
for hvem "våbenhvile" uden nærmere definitioner - men alene som et
bekvemt slagord - er alt nok
<<<<<<<<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/