<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3849582
Karikaturkrisen har været meget afklarende over for konflikten mellem
Israel og araberne. Man hører igen og igen, at muslimerne er vor tids
jøder. Det er de ikke. Vor tids jøder er vor tids jøder, i Europa,
USA, overalt i verden og i Israel, og vor tids muslimer er vor tids
muslimer. Hvad ellers, skriver dagens kronikør.
»Falder Israel, falder Europa«, har generalmajor Kjeld Hillingsø
udtalt. Det er en bred og skarp analyse.
Kampen mellem Israel og de palæstinensiske befolkninger er en krig
mellem europæisk og arabisk samfundsopfattelse, mellem de europæiske
og arabiske befolkninger.
Det europæiske establishment hælder til arabisk side. Europæisk presse
og dets store småintellektuelle kredse er ikke utilbøjelig til at gøre
det samme. Jødernes situation er ikke særlig forskellig fra, hvordan
den var under forhandlingerne i Evian i 1938. I juli 1938 mødtes 32
lande i den franske by Evian. Den ene delegat efter den anden rejste
sig og udtrykte sympati med de tyske jøder. Men kun et enkelt land,
Den Dominikanske Republik, gav mulighed for at modtage flere jødiske
flygtninge. Ingen andre. Hitler kommenterede det helt sagligt med at
sige, at der kunne man selv se, der var ingen, som ønskede jøderne. Og
fortsatte med sin undertrykkelse. Så fik de München-aftalerne. Og
først ved dem skal det være gået op for visse regeringer, at den var
gal. Så fik de verdenskrigen. For den var gal. Verdenskrigen var en
krig mod jøderne, men det er forbudt at sige.
Det er på tide, at de europæiske politikere begynder at vågne op. Og
måske pressen. De småintellektuelle? Kan man stille forventninger til
dem? Men München, og det, der kommer efter, venter.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i en af sine tv-optrædener
under karikaturkrisen, at han undrede sig. Han undrede sig over, at
folk på Vestbredden kunne deltage i angreb på danske repræsentationer,
afbrænding af flag. Danmark understøtter nemlig de palæstinensiske
områder, sagde Fogh, med en 100-200 mio. kroner om året, tror jeg.
Derfor Fogh Rasmussens undren.
Afbrændingerne var imidlertid en kendsgerning. Man kan ikke betale sig
ud af en verdenshistorisk konflikt. Pengenes modtagere tager med takke
imod beløbene og bruger dem, som de finder for godt i konflikten.
Karikaturkrisen har været meget afklarende over for konflikten mellem
Israel og araberne. Man hører igen og igen, at muslimerne er vor tids
jøder. Det er de ikke. Vor tids jøder er. ... vor tids jøder, i
Europa, USA, overalt i verden og i Israel, og vor tids muslimer er vor
tids muslimer... Hvad ellers?! Der er 1.3 milliarder muslimer i
verden, fordelt på 56 muslimske stater. Hvor mange jødiske stater var
der før Anden Verdenskrig? Var der 10, 20, 30, 56 jødiske stater, som
jøder kunne flygte til, eller som kunne lægge pression på de
europæiske regeringer? At sætte lighedstegn mellem jøder og muslimer
er hinsides al fornuft og historisk sandhed. Den muslimske
masseindvandring til Europa har øget presset på de jødiske mindretal,
også i Danmark, hvor der nu er 25.000 palæstinensere, tre gange så
mange palæstinensere som der er jøder i Danmark. Hvor mange har
opdateret de tal?
I 2000 var det tredje gang palæstinenserne fik tilbudt et område til
deres egen stat (Camp David). Denne gang noget mindre end forrige
gang, i 1947-48 (FN), og igen mindre end første gang i 1937 (Peel
Commission). Ingen af mulighederne blev accepteret af de arabiske
ledere.
Den tidligere israelske udenrigsminister, Aba Ebban, har sagt, at
palæstinenserne aldrig undlader en mulighed for at forpasse en
mulighed. Det er jo meget sjovt og skarpt sagt. Men det er ikke
rigtigt. Det er faktisk udtryk for den fejltagelse, som vi ofte begår.
Nemlig at tro, at hele verden tænker som "vi".
Vi synes noget skulle være ønskværdigt. Palæstinenserne ikke. De har
helt klare, andre mål. Som det har udviklet sig er de følgende:
Overtagelse af den jødiske stat. Tilintetgørelse af den i "ild og
blod". Det første betyder ikke oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Den palæstinensiske politiske ideologi er meget enkel. Den drejer sig
ikke om en stat, men om en proces. Man vil fastholde presset. Store
dele af den palæstinensiske befolkning bliver narret af dette, og de
ved det godt. De er blevet opdraget til det. Deres kamp er ikke
længere en national kamp. Men en muslimsk, ideologisk kamp.
Shaat's udtalelse om tempelbjerget efter Camp David var betegnende og
lærerige for folk herhjemme, bl.a. statsministeren. Shaat var en af de
nærmeste folk omkring Arafat. Han fortæller om det tidspunkt, da
Arafat i Camp David fik at vide, at han kunne få det meste af
Vestbredden og brugsretten til tempelbjerget. Det var Tempelbjerget,
der gav anledning til Arafats reaktion. Han tog sig til hovedet. Hvad
ville de arabiske regeringer sige, hvis han ikke insisterede på
Tempelbjerget? Det kunne han ikke afgive, selv om han fik brugsretten,
og selv om tempelbjerget også er jødisk helligt område. Ikke nationen,
ikke staten, men islamismen er hensigten.
Ægyptens holdning under Muhammed-krisen har været central, men er ikke
særligt i fokus i debatten. Man tager her ingen konsekvenser af
ægypternes handlinger. Danmark har et dialogprogram kørende med
Ægypten. Måske skulle man overveje, om dette programs ideologi står
bag den heftige ægyptiske involvering i kritik af Danmark.
Måske skulle man overveje, om ikke ægypternes engagement var deres
bidrag til dialogen: at sætte et pres ind på noget som man kunne
opfatte som en europæisk, ideologisk blød mave, et land, der vil i
dialog, er et svagt land.
Det tror jeg, ægypterne konstaterede, hr. statsminister.
Der er mange facetter i dette. Måske var det vigtigt for ægypterne at
markere deres afstand til Danmark over for de andre arabere. Måske var
det en markering over for et af de "bløde" dialogiserende vestlige
lande som Danmark, at vi ikke skal komme for godt i gang med vores
værdier. Måske var det en måde at vise Europa, at vi ikke skal blande
os i indre arabiske anliggender, f.eks. altså ved at støtte det, vores
udenrigsminister kalder "moderate kræfter". Irak må have lært Dem, hr.
udenrigsminister, at der er ingen vigtige moderate kræfter i det
arabiske politiske spektrum. Der er radikale islamister, der måske
åbner en mulighed for moderation. Det er højden. Måske, endeligt, var
det et politisk indlæg i forbindelse med bevægelser i Storbritannien,
EU og FN, der skulle støtte islamiske forventninger om at begrænse
ytringsfriheden omkring påståede islamfobiske holdninger, som Asger
Aamund overbevisende har peget på.
Tre danske udenrigsministres fejlskøn er i denne forbindelse
interessant.
Niels Helveg Petersen kom hjem efter det første palæstinensiske valg
og erklærede, at der i områderne var et klart demokrati. Der har
aldrig været demokrati der. Der har været valg.
Baggrundene har været mere eller mindre tvungne. Der er ingen af de
institutioner, der er forudsætningen for et demokrati, f.eks.
uafhængige retslige institutioner eller en uafhængig parlamentarisk
virksomhed, der er ingen love, der sikrer den enkeltes rettigheder,
f.eks. omkring skat og ejendom, uddannelse og sundhed. Alt er overladt
til mafiaagtige instanser. Det herhjemme af "palæstinakendere" højt
besungne Hamas' sociale og sundhedsmæssige netværk, som de har sagt
fungerer i modsætning til det officielle system.
"Palæstinakenderne" lægger også vægt på at Hamas er mindre korrupt end
de andre aktører. Hvad der svarer til at "palæstinakenderne"
efterhånden, indirekte erkender, at Arafats styre var korrupt og i det
mindste ikke havde nogen social og sundhedspolitik. Styrets komplette
karakter af terroristisk, Blut und Boden mafia-styre har disse
"kendere" endnu ikke erkendt offentligt. Det kommer. Selv
"palæstinakendere" kan ikke lyve hele tiden. 10-20 år holder de ud med
løgn og fortielser, måske 30 år for DR-ansatte, men så bryder det også
sammen for dem.
Mogens Lykketoft er en tragisk figur. Han er det nærmeste vi kommer
anerkendelse af terroren. Under ham gav Danmark det videst mulige
grønne lys for militære angreb på Israel. Spundet ind i sit intrigante
væsen lovede han Arafat og hans fraktion uforbeholden økonomisk
støtte. To dage efter sprang den første Palæstinensiske kamikazebombe
i Tel Aviv og dræbte 19 teenagere. Efter valget af Sharon udtalte
Lykketoft - i DR, hvor ellers - at ham kunne man ikke forhandle med,
"bare se på hans cv". Mafiaen støtter man, ikke en jødisk regering.
Lykketoft tilbød sig også i sin egenskab af udenrigsminister som
fredsmægler lige før et møde mellem de socialdemokratiske europæiske
partier, blandt andet det israelske arbejderparti.
Efter mødet hørte man ikke meget til fredsmægleriet. Da han skulle
holde et indlæg om menneskerettigheder i de palæstinensiske områder,
brugte Lykketoft 25 minutter på at angribe Israel og kun tre på
palæstinensernes rettighedsbrud. Selv en palæstinensisk jurist, der
deltog i den konference, tillod sig at undre sig over, hvorfor styrets
eget, meget omfattende angreb på menneskerettighederne ikke blev
behandlet. Og han var oven i købet tilsyneladende anerkendt som
konferencedeltager af styret selv.
Per Stig Møller opererer med begrebet "radikale islamister" - eller
sådan noget - over for "moderate kræfter". Derved udelukker han sig
selv fra at forstå også konflikten mellem Israel og palæstinenserne og
i det hele taget det politiske spil i Mellemøsten, som ægypternes som
ovenfor beskrevet. Men i de palæstinensiske områder er der ingen
moderate. Der kan være moderate mennesker, men i den offentlige debat
er der efter hvad jeg kan forstå kunfem - seks moderate stemmer.
Politisk betyder de ingenting.
Det er egentlig forståeligt, at Hamas appellerer til også vesten om at
fortsætte bistanden. Hamas er erklæret for at være en
terrororganisation. Men Fatah er også en terrororganisation og har
været det hele tiden. PLO er en terrororganisation. Og Fatah fik
støtte hele tiden. 2 mia. dollar siger man, om året. Foruden sikkert
det der går igennem de internationale organisationer som UNRWA. Så
hvorfor, må Hamas vel resonnere, kan vi ikke få det.
I virkeligheden er Per Stig Møllers illusion - som selvfølgelig deles
af hele den europæiske establishment og naturligvis af Helveg og
Lykketoft osv. - den med de mest vidtgående virkninger.
Det er os, og vores hjælp, der har opretholdt mafiastyret og forarmet
palæstinenserne, socialt, økonomisk, mentalt. Det er os, der har
hjulpet dem, ikke til en stat, men til en fornedrelse. Vi har bidraget
til at deres stat endegyldigt er "ild og blod".
<<<<<<<<<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/