---

I dagens JP kan man på:

<http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3819786>

læse følgende kronik af:

Stig Dankert Hjort skrev:

> Kronik: Absurd beretning fra velfærdssamfundets skyggeside
>
> Af Stig Dankert Hjort, forfatter, filosof og psykoanalytiker, København
>
> Ditte blev 84 år og 9 måneder. Hun døde af et hjertestop efter en kort,
>men traumatisk tur gennem det københavnske plejehjemssystem. Dittes søn
>giver i denne kronik en beretning om, hvordan man som pårørende til en
>ældre medborger uforberedt kan få indsigt i og blive en del af en af
>det rige velfærdssamfunds skyggesider.
>
> Sundhedsborgmester Mogens Lønborg har efter DR's afsløring af omsorgssvigt
>på Fælledgården i København besluttet at standse en uvildig
>undersøgelse. Både personale og ledelse fritages for ansvar.
>
> Desværre er der mange samfundsborgere, der stiltiende er vidne til,
>hvordan deres ældre i forbindelse med udviklingen af aldersbetonede
>svagheder, i lighed med behandlingen på Fælledgården, svigtes af
>samfundets institutioner.
>
> Lønborgs beslutning lægger derfor et slør over problemstillinger, der i
>stigende grad vil presse sig på: Hvordan ønsker vi, at de ældre skal
>behandles på plejehjem og hospitaler?
>
> Hvad kan vi kræve af samfundet, dets institutioner samt af os selv, og
>hvilke uddannelseskrav mener vi, at pleje- og sundhedspersonale, der
>passer vores ældre, skal opfylde? I sidste instans: Hvordan vurderer vi
>fænomener som alderdom, sygdom og død?
>
> Det følgende er en erfaringsbaseret beretning om, hvordan man som
>pårørende til en ældre medborger, uforberedt kan få indsigt i - og
>blive en del af en af det rige velfærdssamfunds skyggesider; en side,
>som man måske ikke anede eksisterede, og som man trods ihærdige forsøg,
>alene, ikke kan stille noget op imod. Beretningen bygger på uddrag af
>de notater, jeg nedskrev, da alting pludselig begyndte at skride under
>min mors hidtidige trygge tilværelse.
>
> I august 2005 er min 83-årige mor, Ditte, så heldig at få en
>aflastningsplads med henblik på fast ophold på en af Københavns mest
>opreklamerede steder for mennesker med dementielle lidelser,
>plejehjemmet Pilehuset i Vanløse-Brønshøj-Husum.
>
> Hun er for første gang bortgået fra sin lejlighed i 13-14 timer uden at
>kunne finde hjem. I dagene før indflytningen, indretter jeg den nye
>bolig med hendes egne møbler, og vi aftaler, at den administrerende
>leder, ER, vil drikke en kop kaffe med os, når vi ankommer.
>
> Om eftermiddagen den 26. august henter jeg Ditte fra Hvidovre Hospital.
>Hun er glad for at skulle på aflastning og fortæller, at hun tit lider
>af stærk hovedpine og har problemer med hukommelsen. Hun synes
>umiddelbart godt om de naturskønne omgivelser, og vi gør os parat til
>det første møde med den fremtidige bolig.
>
> Men det begynder dårligt!
>
> ER er lettere irriteret på en nedladende måde. Ditte hvisker: »Her vil jeg
>ikke være« men indvilger dog i at gå med til lejligheden.
>
> Nu udspiller der sig følgende scene: ER sætter sig tilsyneladende stærkt
>selvkontrolleret ved Dittes spisebord, læser hospitalets oplysninger og
>tjekker medicin. Ditte giver, henvendt til mig, vredt udtryk for, at
>her vil hun ikke være.
>
> Vi taler frem og tilbage. Stemningen er dårlig. ER bryder ind: »Din mor
>ikke har fået nok medicin med fra hospitalet.« Hun er nu åbent
>irriteret: »Jeg sørger for noget kaffe!« På vej ud af døren henvender
>hun sig igen direkte til mig, uagtet Ditte sidder lige ved siden af:
>»Du må forberede dig på, at din mor vil gå herfra.«
>
> Situationen virker grotesk. »Det er jeg ked af, hvordan skal jeg forholde
>mig?« ER forlader os uden et ord. En time efter forsøger jeg at få
>kontakt igen. Straks udbryder hun: »Ja, din mor har ingen
>sygdomsindsigt og mangler medicin fra hospitalet.«
>
> Jeg svarer nøgternt, at mor til tider har sygdomsindsigt men er afhængig
>af stemninger. Hun kigger forundret: »Du behøver ikke have
>skyldfølelse!« Jeg svarer, hvad sandt er: »Det har jeg da heller ikke«.
>
> Så forudser ER, at det næste, der vil ske er, at Ditte går sin vej, og
>»det hverken kan eller vil vi forhindre. Så kommer politiet og finder
>hende, hvorefter hun bliver anbragt på lukket psykiatrisk afdeling«.
>»Kan vi da slet intet gøre nu«, spørger jeg ulykkeligt, »kan I ikke
>skaffe hende noget medicin?« »Nej, men du må gerne selv forsøge«, siger
>ER, »det har vi intet med at gøre«. »Jamen, vil I da heller ikke
>hjælpe, hvis hun vil gå?« »Nej«, svarer hun koldt, »det er politiet,
>som må finde ud af, hvor din mor skal hen, når hun går herfra!«
>
> Det skulle snart vise sig, at denne introduktion til Københavns ledende
>demens- og ældrecenter ikke byggede på en tilfældig medarbejders
>forbigående stress. Der kom aldrig yderligere information, og ingen var
>interesseret i at høre om mit ellers temmelig indgående kendskab til
>Ditte. Det var grotesk! Vi anede ikke, hvilket tøj Ditte skulle have
>med, hvordan vi skulle forholde os med medicin, penge, frisør osv.,
>ligesom vi ikke fik oplysninger om, hvor langt aflastningsopholdet
>skulle vare, førend vi muligvis sammen med Pilehuset, skulle tage
>stilling til, om hun skulle bo her fast. Dette på trods af et
>vedholdende forsøg på dialog. Ingen besvarede vores spørgsmål:
>aftenpersonalet henviste til dagpersonalet og omvendt. Ingen lyttede
>til vores erfaringer eller ville tage ansvar. Dertil kom de sommetider
>direkte uetiske forholdemåder til Ditte, der gjorde de filosofiske
>grundsætninger, der står på Pilehusets hjemmeside, grundigt til skamme.
>Flere ansatte talte f.eks. højlydt, mens Ditte var til stede, om hendes
>situation. En ansat fortalte os, at »min far var også dement, det skal
>man vænne sig til, men det er også godt for alle, når døden indtræder«.
>Det var også en udtalt etisk regel, at man ikke måtte "tvinge" en
>beboer til noget. Det betød, at man ofte lod beboerne gå rundt på må og
>få, sommetider klædt i de andres tøj, søgende efter en udgang, som man
>så ihærdigt forsøgte at skjule ved tildækning med møbler, lamper eller
>plakater, når man selv var optaget andetsteds.
>
> Efter mødet med ER kontaktede jeg den 29. august Pilehusets forstander.
>Jeg fandt det sandsynligt, at Ditte, dels efter den ubehagelige
>introduktion og dels på grund af hjemve, ville forsøge at gå fra
>stedet. Kunne man give elektronisk overvågning? Det ville Ditte ikke
>have noget imod. Hun var bange for at fare vild. Jeg opfordrede
>forstanderen til at sætte sig ind i vores anspændte situation. Vi var
>bl.a. utrygge ved en livsfarlig installation i Dittes lejlighed samt
>ved personalets manglende kendskab til Dittes medicinering, ligesom vi
>savnede en dialog med personalet om Dittes situation. Den 2. september
>rykkede jeg forstanderen for en skriftlig redegørelse for de praktiske
>forhold, vi skulle indrette os efter på Pilehuset, og modtog det svar,
>at jeg skulle henvende mig til Dittes kontaktperson. Hun var dog
>desværre p.t. på kursus. Med hensyn til overvågningen fik jeg at vide,
>at den lov kendte hun godt, da hun selv havde udformet retningslinierne
>jf. lovens bestemmelser. Hun ville dog ikke »vurdere på nuværende
>tidspunkt at loven kan bringes i anvendelse«. Men der kunne rejses en
>sag!
>
> Da, den dag i september, hvor Pilehuset holdt festindvielse med deltagelse
>af sundhedsborgmesteren, besluttede Ditte at tage sagen i egen hånd.
>Hun ville hjem! En ansat ringede ved 22-tiden. Mor var forsvundet!
>Personalet havde set omkring stedet, politiet var informeret. Hun ville
>dog først blive rundkastet efter et par timer. Den nærmeste familie kom
>i chok. Mor anede jo ikke, hvor hun geografisk set befandt sig! Jeg
>skyndte mig sammen med min 73-Ã¥rige gudmor ud til Pilehuset og
>opdagede, at ingen af de ansatte var interesseret i at løfte en finger
>for at finde hende, og det på trods af deres egen svigtende
>overvågning, stedets tætte beliggenhed ved mosen og de befærdede
>hovedveje. Vi måtte selv starte en eftersøgning, som fortsattes gennem
>natten, på et tidspunkt om morgenen i en politibil, som blev stillet
>til rådighed i 11⁄2 time, da man fik at vide, at mor havde
>hjerteproblemer. Politiet forklarede mig, at min mor stod i kø som
>nummer otte i rækken af ældre eftersøgte fra de omkringliggende
>plejehjem - den nat!
>
> Først efter 22 timer blev Ditte ved et tilfælde fundet på Østerbro, hvor
>hun ville tage en bus hjem til sig selv.
>
> Nu fulgte en absurd kamp for at få Ditte flyttet. Pilehuset ville ikke
>give slip! Nu blev der uden ansøgning givet både overvågning og vagt,
>så Ditte følte, hun var i fængsel. En dag smed hun sig ned på gulvet og
>anråbte mig bedende om at tage hende væk derfra.
>
> Det antipsykotiske medicinforbrug var steget drastisk. Jeg skrev en klage
>med dokumentation over forløbet til ældrechefen i området den 19.
>september og fik et svar fyldt med efterrationalisering samt en formel
>beklagelse over Pilehusets informationsniveau.
>
> Dittes nærmeste vidste, at hun blev fejlmedicineret og fejlbehandlet. Hvis
>hun fik en bolig i nærheden af os, kunne vi være en tredje støttende
>ressource.
>
> Det krævede et plejehjem, som ville samarbejde og give tryghed.
>Ældrechefen satte en professionel konfliktløser på sagen. På et møde
>den 27. september fik vi lovning på nyt plejehjem samt en række
>muligheder, vi selvstændigt kunne bese. Det gjorde Ditte og
>undertegnede, og fandt tre steder som Ditte syntes godt om. Men det
>viste sig hurtigt sig, at man havde lovet noget, man ikke ville holde.
>
> Pilehusets vurdering af Ditte og hendes pårørende var tilsyneladende så
>"dårlig", at man anså vores opfattelse, byggende på et mangeårigt
>tillidsfuldt venskab med Ditte, som ønsketænkning. Vi måtte alligevel
>ikke benytte det på mødet lovede tilbud, men kunne i stedet få en
>samtale med en person, der var ansat højere oppe i systemet. Det
>lykkedes efter lang tids venten. Og heldigvis var hun tillidsfuld og
>lyttende. Men der gik kostbar tid, førend vi kunne ånde lettet op.
>
> Den 1. marts 2006 flyttede Ditte ind på Benediktehjemmet i Valby. Og her
>udvikledes et positivt samarbejde mellem plejehjemmets ansatte, Dittes
>nærmeste relationer og Ditte selv.
>
> Af egen vilje tilpassede Ditte sig gradvist stedet. Enhver form for
>overvågning viste sig fra starten unødvendig. Dittes livsglæde og
>tillid begyndte igen at blomstre!
>
> Der er ingen tvivl om, at Ditte var overbelastet efter opholdet på
>Pilehuset. Den 6. maj fik hun en blodprop i hjertet, og den 29. maj
>måtte hun igen på Hvidovre Hospital. Jeg kunne se, at hun ikke fik ilt
>nok.
>
> Da hospitalet den 30. maj lod hende udskrive, protesterede vi begge. Hun
>var bange, og jeg var klar over, at den var gal. Vi bad om videre
>undersøgelse. Det var udelukket!
>
> Jeg forlangte at få noteret i journalen, at det var imod vores ønske, at
>hun skulle hjemsendes. SÃ¥ tilkaldte sygeplejersken den administrerende
>overlæge for hjerteafdelingen.
>
> Han forklarede os til vores store overraskelse, at det ikke nødvendigvis
>var mors hjerte, der var noget galt med. Mor trængte til fysioterapi:
>
> »Men det har de jo også på et moderne plejehjem«. Jeg bad om at få noteret
>vores indvendinger i journalen. Det lovede specialisten, hvorefter jeg
>nødtvunget måtte køre min dødssyge mor tilbage til sin plejebolig.
>
> Samme aften bestilte jeg en hjerteundersøgelse på Hamlet. Der var tre
>ugers ventetid! Cirka et døgn efter samtalen med hjertespecialisten
>døde Ditte af et hjertestop. Hun blev 84 år og 9 måneder.
>

Det er karakteristisk at kronikøren beskriver holdninger på to plejehjem
+ en hospitalsafdeling der er vidt forskellige. Specielt lægger jeg
mærke til at det ikke synes at være /økonomien/ der er afgørende, men
snarere stedets 'Ã¥nd'.

Personligt er jeg glad for at da min far som 80-årig måtte på plejehjem
[vores mor var død af en banal bakterieinfektion], så skete det på et
plejehjem fuldstændigt uden de problemer der her er nævnt. Selv om også
han kunne finde på at 'løbe hjemmefra' [plejehemmet lå nu kun 5
minutters gang fra hvor han havde boet i 45 år, i den lejlighed jeg så
overtog], så fandt /personalet/ ham altid hurtigt. Særligt langt kommer
man nu heller ikke med en rollator.

Plejehjemmet hedder i øvrigt meget passende 'Rønnebo' .
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk

---

Per Rønne skrev:

> Det er karakteristisk at kronikøren beskriver holdninger på to plejehjem
> + en hospitalsafdeling der er vidt forskellige. Specielt lægger jeg
> mærke til at det ikke synes at være /økonomien/ der er afgørende, men
> snarere stedets 'Ã¥nd'.
>
> Personligt er jeg glad for at da min far som 80-årig måtte på plejehjem
> [vores mor var død af en banal bakterieinfektion], så skete det på et
> plejehjem fuldstændigt uden de problemer der her er nævnt.

Jeg har blandet erfaring: Min mormor, som i sit 95-Ã¥rige liv godt nok
var hårdt gigtplaget på grund af medfødt hoftedyspersi, men som dog ikke
på nogen måde syntes at lide af aldersdemens, flyttede efter mange
grundige overvejelser på "Verahus" i Vanløse, som specifikt var
målrettet til bevægelseshandicappede ældre og unge med særligt fysisk
plejebehov.

Det var altså med andre ord ikke dén "demenscontainer af en dødsgang",
som jeg i anden sammenhæng har oplevet min farmors og farfars lokale
plejehjem i Værløse som: Her snakker jeg ikke om plejepersonalet, men
blot om det yderst triste faktum at de fleste deciderede plejehjem nu
engang er PLEJE-HJEM i ordets egentligste betydning, idet man åbenbart
skal være totalt hjælpeløs og helst samtidig senildement for overhovedet
at få en plads.
Okay, mine besøg var så selvfølgelig prægede af at min farfar (jeg har
vist allerede fortalt dig om hans stolte militære løbebane?) virkelig
fik svær Alzheimer ret tidligt og blev dement, mens min farmor -
forståeligt nok - desværre efterhånden gik totalt i stå og mistede
livsviljen efter at have måtte begravet både min faster og min far.

Nuvel, min mormors "plejehjem" var umiddelbart rigtigt fedt: Hver beboer
havde sin egen store handicap-venligt indrettede to-værelses lejlighed
med både køkkenniche og køleskab (meget vigtigt!) og der var altid
masser af hjælp i nærheden, hvis hun vel at mærke havde brug for det.

Imidlertid blev hun altså desværre på et tidspunkt tilset af en
psykiater, som af for mig totalt uforståelige årsager ordinerede hende
antidepressiver, hvilket det altså åbenbart ikke tilkom os pårørende at
"blande os i", da hun jo netop var mentalt velfungerende og dermed ikke
umyndiggjort. Der blev altså fyldt piller i hende uden at vi overhovedet
måtte spørge hvorfor!

Lige dèr bliver jeg altså eet eller andet sted ret så utroligt vred over
dèt åbenbart direkte påtvungne misbrug af psykofarmaka (og ja, jeg har
selv prøvet at tage den slags piller nogle år siden i en anden
forbindelse) som sker over for ældre i behandlingsøjemed, fordi de
åbenbart skal "være medgørlige".

Mit absolutte hovedspørgsmål til plejehjemspersonalet her er det samme
som til både præster og politifolk, soldater og psykiatere, læger og
sygeplejersker, pædagoger og skolelærere, socialrådgivere og statsansatte:

"Føler I overhovedet et ansvar for, hvad I laver? Er der overhovedet et
'kald' er det hele bare blevet kynisk rutine?"

Jeg kan udmærket forstå at folk bliver "udbrændte" og psykisk nedslidte
i deres daglige erhverv, men jeg synes bare det er så pissefarligt, når
dèn direkte medmenneskelige ansvarsbevidsthed, som immervæk burde være
CENTRAL for folk, der mere eller mindre betales for at tage et
oprigtigt, livsvigtigt medansvar for andre, ryger i svinget.

Jeg har selv engang været overbevist socialdemokrat, hvilket nok skyldes
at jeg er vokset op med to offentligt ansatte forældre, som jeg
personligt oplevede virkelig ofre sig for deres respektive arbejde langt
hinsides al mulige moderne kedelig kynisme: Min mor som i sin tid var
skolelærer på en ret socialt belastet skole i Ballerup blev uvilkårligt
engageret i jeg ved ikke hvor mange modbydelige SSP-socialsager om
vanrøgtede børn, som hun vitterligt påtog sig et direkte, pligtfølt
ansvar for i en grad, så jeg dèn dag idag næsten betragter dem som andre
medsøskne. Nogle af hendes gamle folkeskoleelever i den knap så
belastede ende af det sociale spektrum sender hende stadig dèn dag idag
kort og hilsener i anledning af bryllupper og barnefødsler!

Min far, som var statsskatteansat jurist og næsten helt mistænkeligt
pligtopfyldende loyal over for sine nærmeste foresatte, som brugte ham
som betroet privatsekretær på diverse rejser rundt i landet, blev
tilnærmelsesvist slagtet ved en embedsmandsdomstol over en sag, hvor
hans chef altså bad ham om at skrive under på noget, han via groteske
"deniability"-mekanismer efterfølgende blev gjort ensidigt ansvarlig for!

Og så skal man altså opleve plejehjemsansatte, som åbenbart er så totalt
ansvars-ubevidste at de ligefrem overlagt MISHANDLER mennesker, hvis liv
og helbred altså er direkte betroet dem?

Lige dèr knækker filmen altså for mig: Jo, der findes masser af
overbelastede, pligtopfyldende folk i det offentlige, men jeg kan
kraftedme ikke se ideen i at man ikke har en vis intern selvjustits og
faglig professionalisme, når det kommer til folk, der ikke engang GIDER
at yde dèn relative smule omsorg, de ellers både officielt og
overenskomstmæssigt betales for af andre medborgeres skattekroner!

Her må det dog påpeges at jeg selv har arbejdet som studentermedhjælper
på Rigshospitalets medicinsk-endokrinologiske ambulatorium (det handler
populært sagt om stofskiftesygdomme og diabetes) og dèr har set læger,
sygeplejersker og sekretærer under HÅRDT pres når det kommer til et
eksploderende antal patienter uden den nødvendige, logisk proportienelle
tilførsel af ressourcer: Folk som netop arbejder under betingelser, de
næppe ville have fundet sig i i privat regi, men som dog alligevel føler
en vis samfundsbevidst pligt med deres arbejde. Mit eget arbejde bestod
i at finde journaler frem og lægge dem på plads igen, men til tider
havde jeg det nærmest, som om jeg var trådt ind i et afsnit af
"M.A.S.H.", når der virkelig var drøn på.

Alligevel er der altså åbenbart en del af de påfaldende lavtuddannede
social- og sundhedshjælpere på plejehjemmene, som tilsyneladende tror at
deres arbejdsliv udelukkende består af kaffe- og cigaretpauser og som
har dèn infame frækhed at gøre deres direkte personligt pålagte
ansvarsområde, nemlig ældres liv og helbred, afhængigt af deres eget
eventuelle "forgodtbefindende".

Min konklusion er, at man lige så godt kunne liberalisere lige præcis
dén lavere sektor af plejeomsorgen: Nok kan virksomhedsdrivende desværre
begå "underbudspolitik" men det er åbenbart afsindigt vigtigt at det for
den enkelte ældre medborger helt afgørende "fodfolk" virkelig er
professionelt pligtopfyldende personale og ikke bare bekvemmelige
båtnakker som befinder sig lige nøjagtigt een 1-årig SOSU fra
bistandskøen: Det skal fandme da ikke være een eller anden sur
socialtaber-kompleksramt kælling med megalomane magtfornemmelser, vi
sætter til at have ansvar for professionel pasning af gamle mennesker
sådan som denne "ER" i artiklen, vel?

Det passer vist også meget godt med at jeg har hørt nogle politikere
tale om, at de direkte omsorgsfag helst skulle kunne gøres til
prestigearbejde: Problemet er blot at en sådan egentlig
professionalisering tilsyneladende kræver privatisering.

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:

> Mit absolutte hovedspørgsmål til plejehjemspersonalet her er det samme
> som til både præster og politifolk, soldater og psykiatere, læger og
> sygeplejersker, pædagoger og skolelærere, socialrådgivere og statsansatte:
>
> "Føler I overhovedet et ansvar for, hvad I laver? Er der overhovedet et
> 'kald' er det hele bare blevet kynisk rutine?"

For at sige det kort: der er ikke længere tale om et 'kald'; for
lærernes vedkommende blev dette endeligt afskaffet sammen med
lærerrådet.

Der er tale om ganske almindeligt lønarbejde, der er omfattet af
overenskomster.

Men det er naturligvis ikke det samme som at misrøgte sit job, som det
tilsyneladende er almindeligt på /nogle/ plejehjem.

> Alligevel er der altså åbenbart en del af de påfaldende lavtuddannede
> social- og sundhedshjælpere på plejehjemmene, som tilsyneladende tror at
> deres arbejdsliv udelukkende består af kaffe- og cigaretpauser og som
> har dèn infame frækhed at gøre deres direkte personligt pålagte
> ansvarsområde, nemlig ældres liv og helbred, afhængigt af deres eget
> eventuelle "forgodtbefindende".

Men de er i så fald påvirket af en ansvarsløs ledelse.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk

---

Per Rønne skrev:
> Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:
>
>> Mit absolutte hovedspørgsmål til plejehjemspersonalet her er det samme
>> som til både præster og politifolk, soldater og psykiatere, læger og
>> sygeplejersker, pædagoger og skolelærere, socialrådgivere og statsansatte:
>>
>> "Føler I overhovedet et ansvar for, hvad I laver? Er der overhovedet et
>> 'kald' er det hele bare blevet kynisk rutine?"
>
> For at sige det kort: der er ikke længere tale om et 'kald'; for
> lærernes vedkommende blev dette endeligt afskaffet sammen med
> lærerrådet.

Det lyder jo ret mærkeligt, da lærerrådet vel så vidt jeg ellers forstår
oprindeligt skulle være en slags "gensidigt motiverende" faktor i de
enkelte læreres arbejde.

(Du må lige forklare mig nærmere, hvad det betyder, for jeg har nærmest
ordet "kollegie" - i gammeldags universitetsakademisk forstand -
dansende for øjnene p.t.)

> Der er tale om ganske almindeligt lønarbejde, der er omfattet af
> overenskomster.

"Blame it on the union"?

> Men det er naturligvis ikke det samme som at misrøgte sit job, som det
> tilsyneladende er almindeligt på /nogle/ plejehjem.

Dèr hvor jeg bliver vred, er ikke når en overbelastet, ambitiøs
medarbejder bryder sammen under hårdt pres og derfor selvfølgelig må
sige fra, men når man derimod oplever folk, som helt fundamentalt bare
IKKE "GIDER" at at leve op til blot et mindstemål af dèt arbejde, de
ellers bliver så aldeles rigeligt betalt for.

Jeg har stadig den med skjult kamera optagede sekvens fra hin berømte
dokumentarudsendelse om det københavnske plejehjem, hvor een af
medarbejderne siger noget i retning af: "Lad nu være; Hun skaber sig
bare! Bliv siddende her og tag en kop kaffe til!", da en
plejehjemsbeboer vitterligt signalerer akut brug for hjælp, hængende på
nethinden.

Du må meget undskylde mig, hvis jeg måske lyder "frelst" i den forkerte
nyhedsgruppegruppe, men det er jo faktisk helt almindelig,
kristenfornuftig "en arbejder er sin løn værd"-etik, jeg prøver at få på
banen: Der er åbenbart nogle, som ikke mener at de overhovedet behøver
at løfte en finger, men derimod nærmest blot bare skal være fysisk
tilstede for at gøre sig "fortjent" til deres løn?

Dèt var sgu' altså aldrig gået i en privat virksomhed!

>> Alligevel er der altså åbenbart en del af de påfaldende lavtuddannede
>> social- og sundhedshjælpere på plejehjemmene, som tilsyneladende tror at
>> deres arbejdsliv udelukkende består af kaffe- og cigaretpauser og som
>> har dèn infame frækhed at gøre deres direkte personligt pålagte
>> ansvarsområde, nemlig ældres liv og helbred, afhængigt af deres eget
>> eventuelle "forgodtbefindende".
>
> Men de er i så fald påvirket af en ansvarsløs ledelse.

Åhgud, hvor jeg dog bliver træt af al denne abstrakte
ansvarsforskydelse. Vi er jo helt dernede at rode, hvor vi taler om
almindelig, civiliseret BORGERPLIGT: Hvis du ser et menneske i alvorlig
nød, så er det Fandenstangbrodereme pålagt dig personligt at hjælpe
vedkommende under direkte ansvar for Straffeloven!

Og her har vi altså folk, som ikke engang "GIDER" dèt, endsige - trods
dyre fuldtidslønninger - at passe deres blotte arbejde, men tværtimod
forsøger at spille selvrådende tyranner ved selektivt at nægte lidende
mennesker, som de altså har ansvar for, hjælp: Det er jo helt galt ud
fra enhver sund, etisk og medmenneskelig betragtning, jeg ellers måtte
kunne komme i tanke om...

Jeg har med min efterhånden ret langstrakte specialeskrivning om Luthers
toregimentelære (som er baseret på en helt afgørende kristen
samfundsetik) ganske pokkers svært ved at forstå, når
plejehjemspersonale ikke fatter dèt helt simple princip, at de altså
skal TJENE de ældre, de har med at gøre og ikke forsøge at gøre sig til
en anden slags selvindbildte "herskere" over dem.

Med magtbefuldmægtigelse følger så meget desto mere også medmenneskeligt
ansvar og jeg frygter oprigtigt talt at det desværre er negativt socialt
betinget med denne rent ud sagt fladpandede "jeg har opnået MAGT, så nu
skal jeg fandme tryne andre!"-indstilling, som man mig bekendt meget
sjældent ser hos almindeligt velopdragne og veluddannede mennesker: De
har ikke en fandens masse at "skulle bevise", men er derimod som regel
langt snarere oprigtigt positivt bevidste om deres medmenneskelige
ansvar i forhold til andre, som de netop gør deres for elskværdigt at
tjene og hjælpe, så godt de nu ellers kan...

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:

> Per Rønne skrev:
> > Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:
> >
> >> Mit absolutte hovedspørgsmål til plejehjemspersonalet her er det samme
> >> som til både præster og politifolk, soldater og psykiatere, læger og
> >> sygeplejersker, pædagoger og skolelærere, socialrådgivere og statsansatte:
> >>
> >> "Føler I overhovedet et ansvar for, hvad I laver? Er der overhovedet et
> >> 'kald' er det hele bare blevet kynisk rutine?"
> >
> > For at sige det kort: der er ikke længere tale om et 'kald'; for
> > lærernes vedkommende blev dette endeligt afskaffet sammen med
> > lærerrådet.
>
> Det lyder jo ret mærkeligt, da lærerrådet vel så vidt jeg ellers forstår
> oprindeligt skulle være en slags "gensidigt motiverende" faktor i de
> enkelte læreres arbejde.

Generelt stod lærerrådet nærmest over rektor og inspektør. I dag taler
man om Pædagogisk Råd som nærmest er rådgivende for den ellers
enevældige rektor og inspektør.

> (Du må lige forklare mig nærmere, hvad det betyder, for jeg har nærmest
> ordet "kollegie" - i gammeldags universitetsakademisk forstand -
> dansende for øjnene p.t.)
>
> > Der er tale om ganske almindeligt lønarbejde, der er omfattet af
> > overenskomster.
>
> "Blame it on the union"?

Næh, på arbejdsgiverne.

> > Men det er naturligvis ikke det samme som at misrøgte sit job, som det
> > tilsyneladende er almindeligt på /nogle/ plejehjem.
>
> Dèr hvor jeg bliver vred, er ikke når en overbelastet, ambitiøs
> medarbejder bryder sammen under hårdt pres og derfor selvfølgelig må
> sige fra, men når man derimod oplever folk, som helt fundamentalt bare
> IKKE "GIDER" at at leve op til blot et mindstemål af dèt arbejde, de
> ellers bliver så aldeles rigeligt betalt for.
>
> Jeg har stadig den med skjult kamera optagede sekvens fra hin berømte
> dokumentarudsendelse om det københavnske plejehjem, hvor een af
> medarbejderne siger noget i retning af: "Lad nu være; Hun skaber sig
> bare! Bliv siddende her og tag en kop kaffe til!", da en
> plejehjemsbeboer vitterligt signalerer akut brug for hjælp, hængende på
> nethinden.
>
> Du må meget undskylde mig, hvis jeg måske lyder "frelst" i den forkerte
> nyhedsgruppegruppe, men det er jo faktisk helt almindelig,
> kristenfornuftig "en arbejder er sin løn værd"-etik, jeg prøver at få på
> banen: Der er åbenbart nogle, som ikke mener at de overhovedet behøver
> at løfte en finger, men derimod nærmest blot bare skal være fysisk
> tilstede for at gøre sig "fortjent" til deres løn?
>
> Dèt var sgu' altså aldrig gået i en privat virksomhed!
>
> >> Alligevel er der altså åbenbart en del af de påfaldende lavtuddannede
> >> social- og sundhedshjælpere på plejehjemmene, som tilsyneladende tror at
> >> deres arbejdsliv udelukkende består af kaffe- og cigaretpauser og som
> >> har dèn infame frækhed at gøre deres direkte personligt pålagte
> >> ansvarsområde, nemlig ældres liv og helbred, afhængigt af deres eget
> >> eventuelle "forgodtbefindende".
> >
> > Men de er i så fald påvirket af en ansvarsløs ledelse.
>
> Åhgud, hvor jeg dog bliver træt af al denne abstrakte
> ansvarsforskydelse. Vi er jo helt dernede at rode, hvor vi taler om
> almindelig, civiliseret BORGERPLIGT: Hvis du ser et menneske i alvorlig
> nød, så er det Fandenstangbrodereme pålagt dig personligt at hjælpe
> vedkommende under direkte ansvar for Straffeloven!

Læg mærke til at tilsyneladende flød det enten på et plejehjem, eller
også fungerede det. Ledelse kan gøre meget.

> Og her har vi altså folk, som ikke engang "GIDER" dèt, endsige - trods
> dyre fuldtidslønninger - at passe deres blotte arbejde, men tværtimod
> forsøger at spille selvrådende tyranner ved selektivt at nægte lidende
> mennesker, som de altså har ansvar for, hjælp: Det er jo helt galt ud
> fra enhver sund, etisk og medmenneskelig betragtning, jeg ellers måtte
> kunne komme i tanke om...
>
> Jeg har med min efterhånden ret langstrakte specialeskrivning om Luthers
> toregimentelære (som er baseret på en helt afgørende kristen
> samfundsetik) ganske pokkers svært ved at forstå, når
> plejehjemspersonale ikke fatter dèt helt simple princip, at de altså
> skal TJENE de ældre, de har med at gøre og ikke forsøge at gøre sig til
> en anden slags selvindbildte "herskere" over dem.
>
> Med magtbefuldmægtigelse følger så meget desto mere også medmenneskeligt
> ansvar og jeg frygter oprigtigt talt at det desværre er negativt socialt
> betinget med denne rent ud sagt fladpandede "jeg har opnået MAGT, så nu
> skal jeg fandme tryne andre!"-indstilling, som man mig bekendt meget
> sjældent ser hos almindeligt velopdragne og veluddannede mennesker: De
> har ikke en fandens masse at "skulle bevise", men er derimod som regel
> langt snarere oprigtigt positivt bevidste om deres medmenneskelige
> ansvar i forhold til andre, som de netop gør deres for elskværdigt at
> tjene og hjælpe, så godt de nu ellers kan...


--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk

---

Per Rønne skrev:
> Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:

>> "Blame it on the union"?
>
> Næh, på arbejdsgiverne.

(...)

> Læg mærke til at tilsyneladende flød det enten på et plejehjem, eller
> også fungerede det. Ledelse kan gøre meget.

Jeg må rent ud sagt sige at jeg synes det er usselt pis at skulle
lade arbejderens engagement komme ensidigt an på "motivation fra
arbejdsgiversiden": Herregud, mand, vi kunne jo ikke have en blot
tilnærmelsesvist så velfungerende nationaløkononomi, som vi altså
heldigvis har, hvis vi allesammen skulle rende rundt og være totalt
navlepillende handlingslammede på dèn måde, du tilsyneladende vil gøre
det til, vel?

Skal dèt at være offentligt ansat pludselig nu kunne bruges som
universalundskyldning for al mulig direkte uanstændig ansvarsforflygtigelse?

Det lyder for mig som noget værre, uudholdeligt "Jaaaah, men det er også
altsammen bare fordi jeg har en dårlig chef..."-klynkeri.

Ja, det tror pokker, hvis han ikke allerede forlængst har fyret
vedkommende for sådan en slap og uduelig indstilling! Det lyder jo
nærmest som "Chris & Chokoladefabrikken", når det kommer til dårlige
undskyldninger for at krybe uden om at gøre det arbejde, man ellers
bliver betalt for.

(Ovennævne er en P3-sketchserie lavet af et par af komikerne bag DR-TVs
måske mere kendte Tour de France-satire "Drengene fra Angora" og
"Rockerne". Læs evt. præsentationen på

http://www.lykkemusik.dk/Chris-og-Chokoladefabrikken.html

http://da.wikipedia.org/wiki/Chris_og_chokoladefabrikken

og hør et par af sketchene dem på

http://www.dr.dk/zoom/junior/idiot/svedbanken.shtml )


Det er jo ikke samspilsramte børnehavebørn, vi har med at gøre, når det
kommer til lønmodtagere, men derimod forhåbentlig voksne, ansvarlige
mennesker med blot tilnærmelsesvis anstændig pligtfornemmelse og sociale
evner til at indgå i et konstruktivt arbejdsfællesskab?

Eller du mener måske virkelig - som du af og til synes af give udtryk
for med din umyndiggørende brug af betegnelsen "dreng" om voksne mænd -
at man er umyndigt barn livet ud og for så vidt kan tillade sig en
dertilhørende alarmerende mangel på personligt selvansvar, altimens man
frit kan skyde skylden på "systemet"/arbejdsgiveren/alle mulige andre?

Nej, NU håber jeg altså virkelig at jeg misforstår dig ret grelt: Modsig
mig ENDELIG hvis jeg tager fejl!

Jeg opfatter det som ret centralt for enhver form for selvrespekt og
derpå byggende gensidig respekt at mennesker nu engang er fundamentalt
ansvarlige for sig selv, hvis vi da ikke skal leve i eet eller andet
hjernedødt passivt bagstræbersamfund med dèn uduelige, fatalistiske
U-landsmentalitet, som vi da på grund af noget så enkelt som almindelig
personlig pligtfølelse har været forskånede for på vore breddegrader.

Okay, nu kan vi jo så desværre takke socialismen for at mange
socialklienter desværre er blevet systematisk klientgjort ved
indoktrinering i denne hjælpeløse tabermentalitet, men det bekymrer mig
stærkt at støde på såkaldt "velfungerende", arbejdende mennesker, der
praktiserer en sådan holdning til deres arbejde, for i så fald burde det
logisk set kun være et spørgsmål om tid, før de altså pludselig ikke
længere er arbejdende og "velfungerende"!

Det samme gælder inkompetente mellemledere: Hvis de fejlagtigt har fået
tildelt et ansvar, de åbenbart slet ikke kan eller vil håndtere, så
burde det for pokker være muligt at degradere dem igen hurtigst muligt
og lade dygtigere mennesker komme til.

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:

> Eller du mener måske virkelig - som du af og til synes af give udtryk
> for med din umyndiggørende brug af betegnelsen "dreng" om voksne mænd -
> at man er umyndigt barn livet ud og for så vidt kan tillade sig en
> dertilhørende alarmerende mangel på personligt selvansvar, altimens man
> frit kan skyde skylden på "systemet"/arbejdsgiveren/alle mulige andre?

1. Jeg kalder ikke voksne mænd for 'drenge'. Men man bliver altså ikke
en 'voksen mand' fordi man fylder 18, og da især ikke når man stadig bor
hjemme og går i skole, for nogles vedkommende endda stadig i folkeskole.

2. Naturligvis er det da til syvende og sidst den enkelte ansattes
ansvar. Men det synes som om du ser helt bort fra at det altså også er
et /ledelsesansvar/. Men du er jo også stadig en kristelig
historiestuderende, hvis jeg ellers husker ret.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk

---

Per Rønne skrev:
> Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:
>
>> Eller du mener måske virkelig - som du af og til synes af give udtryk
>> for med din umyndiggørende brug af betegnelsen "dreng" om voksne mænd -
>> at man er umyndigt barn livet ud og for så vidt kan tillade sig en
>> dertilhørende alarmerende mangel på personligt selvansvar, altimens man
>> frit kan skyde skylden på "systemet"/arbejdsgiveren/alle mulige andre?
>
> 1. Jeg kalder ikke voksne mænd for 'drenge'. Men man bliver altså ikke
> en 'voksen mand' fordi man fylder 18, og da især ikke når man stadig bor
> hjemme og går i skole, for nogles vedkommende endda stadig i folkeskole.

Gymnasiet ER altså ret beset IKKE "folkeskole". Du ville da heller ikke
helt alvorligt selv betragte dig som "folkeskolelærer", vel?

At voksne mænd - herunder socialt set alt fra bistandsklienter til
studerende ved højere uddannelser - op i selv en ellers ubetvivligt
moden alder bor hjemme, kan man heller ikke rigtig bruge som parameter:
Tværtimod ser man jo f.eks. disse italienske mænd, som bor hjemme hos
deres "mama", men som til trods for at dèt i bedste fald kan betegnes
som "bekvemmeligt" og selv i værste fald som ret umodent, ikke desto
mindre i enhver anden sammenhæng utvivlsomt er at betragte som voksne mænd.

> 2. Naturligvis er det da til syvende og sidst den enkelte ansattes
> ansvar.

Fint nok at vi dog så i det mindste kan blive enige om dèt. Jeg tror
faktisk bare vi har set sagen fra modsatte synsvinkler, hvilket dog
heller ikke skader, så længe vi da forhåbentlig endnu stadig kan debattere.

(Jeg beklager altså meget mine urimelige, ulegitimerede nærgåelser af
dig i den anden tråd, vi har kørende.)

> Men det synes som om du ser helt bort fra at det altså også er
> et /ledelsesansvar/.

Javel, hvis de helt overordnede chefer ikke netop fra deres side påtager
sig deres respektive ledelsesansvar for at at ansætte/forfremme
tilstrækkeligt kompetente, ansvarlige medarbejdere.

> Men du er jo også stadig en kristelig
> historiestuderende, hvis jeg ellers husker ret.

Tjah, det lyder jo altså desværre ret misvisende hænderfoldende,
pietistisk "TV-Degnen"-agtigt, hvis du altså kan huske de gamle
TV-sketches med en transvedende Jess Ingerslev i rollen som konstant
hænder_vridende_ prædikant: Jeg opfatter imidlertid bestemt ikke mig
selv som særskilt "frelst", men vel ret beset snarere ud fra luthersk
terminologi som en "brav synder".

Og ja, jeg skriver p.t. kandidatafhandling om Luthers to-regimentelære,
som altså blandt andet handler om, at man som ellers nok så troende
troende kristen sagtens kan være pligtopfyldende samfundsborger og
embedsmand, ja endda ligefrem noget så ifølge visse erklærede kristnes
opfattelse "direkte ukristeligt" som soldat eller bøddel (hverv som
desværre ofte uvilkårligt indebærer at man ligefrem skal slå andre
ihjel, hvilket jo altså ikke umiddelbart er så smart ud fra ud fra 6.bud
i Dekalogen), så længe man dog altså ikke misbruger sin magt til på
korrupt maner at søge uretmæssig personlig berigelse økonomisk eller
socialt: Tværtimod handler det netop om at beskytte næsten (og med
"næsten" menes dog altså dermed ikke hhv. en angribende fjende eller den
dødsstraf-dømte forbryder, som altså tydeligvis bare ikke lige kan
afholde sig fra overlagt vold imod uskyldige, men derimod snarere de
uskyldige civile, som man derved må se sig nødsaget til at forsvare og
beskytte imod overgreb med dertil svarende midler.)

Det handler således om at hele det verdslige regimente - fra fyrster til
fængselsansatte og fra sygeplejersker til soldater - ideelt set primært
bør betragte sig selv som deres ellers nok så "undergivnes" TJENERE for
ikke at blive despotiske tyranner: Tankegangen kan nok bedst
populærnutidigt illustreres med det berømte amerikanske politi-valgsprog
"to protect and to serve", ligesom vi f.eks. selv p.t. har soldater i
Afghanistan og Irak, hvis arbejde ikke er at blive en ny udenlandsk
udgave af Saddams bødler, men derimod tjene og hjælpe den almindelige
irakiske befolkning ved om nødvendigt med våben i hånd at stoppe de gale
psykopater, der desværre begår blodig terror imod civile irakere for at
underminere selve demokratiseringsprocessen.

Og jo, så har man desværre nogle rigtigt skændige krystalklare
embedsmisbrug som f.eks. Abu Graib, hvorimod Annemette Hommels metoder
over for mistænkte ifølge min opfattelse befinder sig i et mere mudret
gråzoneområde, idet der desværre på den ene side er fare for at
mishandle uskyldige civile ved at være for hård og på den anden side
ikke at gøre nok for at beskytte (andre) uskyldige civile ved at være
for blød.

Således synes jeg faktisk også til en vis grad at kunne overføre denne
måske ret konservative, kristeligt-etiske samfundsopfattelse til visse
embedsvanrøgtende og endda direkte ditto -misbrugende embedsmænd
herhjemme, herunder den i artiklen omtalte "ER" (som man ud fra
beskrivelsen i artiklen jo nærmest skulle tro stod for den engelske
dronnings monogram, sådan som denne danske plejehjemsbestyrer åbenbart
opfører sig? ) som en person, der desværre tydeligvis hverken er sig
sit helt fundamentale ansættelsesansvar over for sine overordnede,
endsige sin MINDST lige så fundamentale (og ikke ligefrem fra min side
måske meget naivt tiltroede "kalds-fundamentalistiske") forpligtelse
over for sine undergivne plejehjemspatienter det fjerneste bevidst.


Mit personligt absolut mest udfordrende, åbenlyse "problem" ved som
selverklæret Luthersk-protestantisk kristen at skrive min
historiekandidatafhandling om Luthers samfundsetik, burde være
selvindlysende: Jeg skal jo netop være så ærligt, akademisk-objektivt
kritisk som overhovedet muligt over for den, for den kan jo sikkert
meget vel på visse punkter anklages for at være mere eller mindre
"opportunistisk" ud fra den historiske kontekst, Luther formulerede den
i gennem en række større hovedskrifter fra 1520-26.

De anvendte kildeskrifter spænder således fra Luthers teologiske
antropologi i "Om Kristenmenneskets Frihed" (fra 1520, hvor han i hvert
fald officielt stadig var katolsk augustinermunk med en pavelig
bandbulle hængende over hovedet) over den centrale samfundsetik i "Om
Lydighed mod Statsmagten" (fra 1523, hvor anti-evangeliske fyrster i
andre hertugdømmer i Kejserriget ville brænde selve hans tyske
Bibeloversættelse fordi han var kætterdømt og bandlyst) videre til det
idag berygtede kampskrift imod de af den militantradikalistiske
reformatorrival Thomas Müntzer inspirerede revolutionære bønder i "Mod
bøndernes morder- og røverbander" (fra 1525, hvormed Luther ifølge
manges opfattelse i overført forstand ligefrem "prostituerede sig" for
fyrsterne og DERES forgodtbefindende) og apologien for dette skrift "Om
det hårde skrift imod bønderne" (fra 1525, hvor han dermed fra at have
været en anden slags "frihedshelt" folkeligt forbandedes som en slags
"fascistisk forrædder"), samt endelig og ikke mindst "Om soldater også
kan have Guds Nåde" (fra 1526, hvor han skriver om almindelig
civil-embedsmæssig pligtetik på baggrund af sine i de forløbne år yderst
bitre personlige erfaringer).
På baggrund af en redegørelse for dèt (eller måske de) samfundssyn, der
altså fortløbende kommer til udtryk i disse Luther-skrifter, munder min
afhandling nemlig ud i diskussion af to-regimentelærens eventuelle
konsistens.

Men det er mig altså ikke desto mindre en udelt fryd således i
professionel sammenhæng at kunne grave så dybt ned i et emne, som jeg
altså selv af flere forskellige personlige årsager - og herunder da ikke
mindst kraft i af den hjemligt så aktuelle politiske diskussion af
forholdet mellem personlig, religiøs overbevisning og offentlig, sækulær
lovgivning - finder afsindigt interessant og faktisk også ret
vedkommende for moderne mennesker: Hvis vi nu lige vender blikket mod
aktuel, dansk politik, så kan Luthers to-regimentelære jo mere eller
mindre direkte tages til indtægt for synspunkter rangerende fra Anders
Fogh Rasmussen og Jens Rohdes erklærede sækularisme, der dog på visse
punkter (herunder altså især spørgsmålet om homoseksuelle
kirke-ægteskaber - og ja, jeg beklager at jeg faktisk blev Fandens
betændt og ufin i den anden diskussion med dig herinde, så lad os nu
ellers lade dèt lort ligge!) måske kan siges slet ikke at respektere det
åndelige regimentes (altså Kirkens) principielle suverænitet, over til
de to ellers sikkert enormt dygtige Tidehvervsteologer og
Folkekirkepræster Søren Krarup og Jesper Langballe, som for deres side
desværre taler SÅ meget om Luthers betydning for deres POLITISKE
opfattelse, at det absurd nok nærmer sig dèn selvsamme
"regimentesammenblanding", som de netop klandrer Islam og dens imamer
for. (Herunder da ikke mindst når de altså stiller sig i en umiddelbart
ret åbenlys konflikt mellem Luthers oprindelige opfattelse af
Kristendommen som noget indefra og personligt trosbaseret kommende,
altimens de altså stædigt fastholder den efterhånden på så sørgeligt
mange områder desværre kun af navn og efterhånden ikke af ret mange
områder af gavn derved nominelt titulerbare "Luthersk-evangeliske"
Folkekirkes absolutte "verdslige" særstilling nedfæstet i Grundlovens §4...)

Angående denne min sidste indsigelse imod d'herrer DF-MF'ere, må jeg dog
selvfølgelig klart erkende at vi (også her!) alvorligt kan begynde at
snakke om kristne "splinten i øjet"-betragtninger for mit eget
vedkommende i lyset af alt dèt "Kristendomsgejl", jeg sikkert ifølge
nogles mening lige netop har skrevet her i dette indlæg, da dette forum
vel både ret og fundats-fundamentatistisk beset _udelukkende_ burde
handle om - tadaaa! - POLITIK og ikke religion...

Nu synes jeg så immervæk at ham Muhammed har fået så urimeligt meget
spalteplads herinde, at vi vel også burde kunne bringe dèn
Luthersk-evangeliske Kristendomsfortolkning, som jo altså endda
paradoksalt nok ligefrem er direkte særstillet ifølge selveste vor
Grundlov, lidt frem i lyset, så det hele ikke bliver stillet op i naive,
eksklusive modsætningsforhold mellem hhv. overdreven tolerance over for
fascistoid Islamisme og noget, der forskrækkeligt måtte ligne en
overdreven sækularisme, der igen ligefrem måtte aspirere til
totalitær-ateisme: Det er noget skidt for selve det Grundlovsfæstede (OG
for dèn tvivlsomme sags skyld endda også "Menneskerettigheds"-baserede)
frihedsretslige princip om grundliggende religionsfrihed, hvis det hele
politisk set søges gjort op i "enten er man religiøs fundamentalist, som
vil indføre hhv. Moselov eller Sharia med stening, eller også er man
erklæret overallergisk totalmodstander af enhver form for religion i det
hele taget!"

Der ER altså - i forlængelse af selve trosgrundlaget ud fra umiddelbar
forskellighed i helligskrifter og trosbekendelser - også helt
grundliggende og umiddelbart anskuellige forskelle på de respektivt
senere følgende kristne og islamiske fortolkningsretninger.

Jeg vil blot her tillade mig dèn overlagte, infame frækhed at påstå, at
Martin Luther - til trods for at han jo altså selvklart var specifikt
KRISTEN teolog og dog samtidig af andre kristne betragtes som frafalden
sekteriker - med temmelig god ret i perioden 1520-26 kan opfattes som
dèn samfundstænker i nogen af de "to lejre" (alle deres respektive
undersekter iberegnet), som for mig at se umiddelbart tilbyder den
absolut bedste og faktisk stadig mest påfaldende "moderne"
løsningsmodel, når det kommer til at sætte det ellers skidesvært
definerbare skel mellem individets personlige ret til religiøst at tro,
hvad vedkommende nu ellers måtte, og så en sækulær/verdslig lovgivning,
der principielt UDELUKKENDE (hvilket jo altså er helt vanvittigt grotesk
i forhold til vor Grundlovs §4!) er til for at sikre ordentlige
levebetingelser for borgerne (gennem almindelig beskyttelse imod egne
kriminelle og fjendtlige krigsmagter), og som altså ifølge samme
hovedprincip SLET IKKE MÅ være et tillempet forsøg på at presse religion
ufrivilligt ned over folks hoveder.

Desværre skulle det jo altså historisk siden gå ret så afsindigt galt,
både for Luther personligt som for utallige andre, der stik modsat hans
tidlige "rebelske" opfattelse af kristen frihed til personlig tro
direkte blev påtvunget en direkte "magthaveretableret mainstream-
Luthersk-evangelisk kristentro" som indfandt sig med de "ovenfra og
ned-dikterede" fyrstereformationer, der efterfølgende fandt sted i det
meste af Nordeuropa: Det første sted uden for Det Tysk-Romerske
Kejserrige var faktisk da den daværende førsteprins - som ikke var
decideret "kronprins", da vi dengang officielt havde valgkongedømme -
Christian (den senere Kong Christian III), i sin tid som Hertug til
Haderslev-Tørnlingen (Tønninge)

Ikke blot støttede han altså desværre ofte nogle direkte hårdhændede
"magtmonopoliseringer" af stort set al sin egen ØVRIGE teologi, hvormed
han altså tilsyneladende forrådte sit eget tidligere samfundsetiske
grundprincip om absolut skelnen mellem fyrsternes verdslige magthaveri
og undersåtternes åndelige frihed til personlig trosoverbevisning, men
om muligt endda endnu værre degraderede han altså forbandet nok sig selv
til tre år før sin død at forfatte det af de 400 år senere tyske
nazister ivrigt og direkte adapterede, antisemitiske skrift "Om jøderne
og deres løgne" (1543): Med dette skrift, hvor han altså så bogstaveligt
talt Satans tragisk for alt og alle lige siden, og da relativt set nok i
sidste ende allermindst og betydningsløst for sit eventuelle eget
eftermæle, skulle han dermed af regulær vanvare gøre sig i hvert fald
virkningshistorisk direkte medvirkende til een af Verdenshistoriens
værste vederstyggeligheder.

Han var tilsyneladende så udbrændt, at han med et brag kastede al sin
ungdoms strålende begavede glans i grams som gammel.

I "Om Kristenmenneskets Frihed" 23 år forinden skrev han nemlig
klogeligt: "Det er ikke helt så få nu, der prædiker og læser over
Kristus bare med interesse i at sætte folks følelser i bevægelse, så de
har medlidenhed med Kristus, harmes på jøderne og anden slags barnligt
kvindfolkepladder".

Således blev han mærkeligt nok militant antisemitisk og begik dèn
forfærdelige fejltagelse mere eller mindre at formulere nogle af de
centrale forskrifter for et uhyrligt, totalitært tyranni, som vi -
sammen med bla. Sovjetkommunismen - i en tilstræbt "moderne"
kristen-eskatologisk historieforståelse idag nødvendigvis må betragte
som vægtig og seriøs arketype-kandidat til - om da ikke ligefrem
selveste manifestationen af? - dèt decideret antikristelige
rædselsregimente, som han selv i sine tidligere så åndsbegavede skrifter
advarede åbent imod.

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

Anders Peter Johnsen skrev:

(Ups, der manglede lige noget!)

> Desværre skulle det jo altså historisk siden gå ret så afsindigt galt,
> både for Luther personligt som for utallige andre, der stik modsat hans
> tidlige "rebelske" opfattelse af kristen frihed til personlig tro
> direkte blev påtvunget en direkte "magthaveretableret mainstream-
> Luthersk-evangelisk kristentro" som indfandt sig med de "ovenfra og
> ned-dikterede" fyrstereformationer, der efterfølgende fandt sted i det
> meste af Nordeuropa: Det første sted uden for Det Tysk-Romerske
> Kejserrige var faktisk da den daværende førsteprins - som ikke var
> decideret "kronprins", da vi dengang officielt havde valgkongedømme -
> Christian (den senere Kong Christian III), i sin tid som Hertug til
> Haderslev-Tørnlingen (Tønninge)

....gav Nordens første lutherske kirkeordinans allerede i årene 1525-28.
Dette reformatoriske "svendestykke", som den senere reformatorkonge
altså gennemførte ca. 10 år før han endelig efter at have sejret i
borgerkrigen "Grevens Fejde" i 1536, synes desværre at være ret overset
i dansk reformationshistorie.

Årsagen til at han blev luthersk, skal angiveligt findes i at han som
ung mand var til stede ved Rigsdagen i Worms 1521 og dèr med egne øjne
så Luther fremføre sin senere så berømte tale, hvor han altså nægtede at
tilbagekalde sine skrifter, over for Kejseren og alle de øvrige
forsamlede adelsmænd.

Der er faktisk ikke ret meget, der ellers taler for at Christian
droppede Katolicismen og tog Lutherdommen til sig, da han derved lagde
sig ud med betydelige dele af den danske adel og dermed komplicerede sit
fremtidige kandidatur til tronen: For at det ikke skal være løgn, var
hans egen tyske onkel (morbror) nemlig tværtimod ingen ringere end
selveste dèn katolske kardinal Albrecht af Brandenburg (biskop af Mainz
og Magdeburg), som af Paven fik lov til at føre pluralistisk
dobbeltembede og som afgiftsafbetaling-afdragelsesmulighed fik
tilladelsen til sælge de siden så berømte afladsbreve, som Luthers
angreb på i 1517 mere eller mindre udløste hele Reformationen!

(Det næstfølgende afsnit handler i øvrigt om Luther og ikke Chr.III,)

> Ikke blot støttede han altså desværre ofte nogle direkte hårdhændede
> "magtmonopoliseringer"...


(SNIP!)

Jeg håber at det giver lidt bedre mening nu!

--
Mvh
Anders Peter Johnsen

---

Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:

> Per Rønne skrev:
> > Anders Peter Johnsen <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote:
> >
> >> Eller du mener måske virkelig - som du af og til synes af give udtryk
> >> for med din umyndiggørende brug af betegnelsen "dreng" om voksne mænd -
> >> at man er umyndigt barn livet ud og for så vidt kan tillade sig en
> >> dertilhørende alarmerende mangel på personligt selvansvar, altimens man
> >> frit kan skyde skylden på "systemet"/arbejdsgiveren/alle mulige andre?
> >
> > 1. Jeg kalder ikke voksne mænd for 'drenge'. Men man bliver altså ikke
> > en 'voksen mand' fordi man fylder 18, og da især ikke når man stadig bor
> > hjemme og går i skole, for nogles vedkommende endda stadig i folkeskole.
>
> Gymnasiet ER altså ret beset IKKE "folkeskole". Du ville da heller ikke
> helt alvorligt selv betragte dig som "folkeskolelærer", vel?

Næh, men dets elever består af piger og drenge, ikke af kvinder og mænd.
Sådan er det bare - sådan helt officielt. Og sådan har det altid været,
af den simple grund at gymnasieskolen i sit udgangspunkt er en
barneskole, 'den lærde skole' eller 'latinskolen' for de 12-18-årige.
Føst med reformen i 1903 fik man sat et syvende år på, så man i
latinskolen fik en 4-årig mellemskole og en 3-årig gymnasieskole.

Jeg tror altid at man for de unversitetsstuderende, sådan helt
officielt, har anvendt betegnelsen 'unge mænd' - piger på universitetet
er som bekendt noget relativt nymodens, og en medicinsk professor sagde
i øvrigt i protest op da den første pige optoges, i øvrigt på
medicinstudiet. Hun skulle jo overvære dissektion af /mandlige/ lig -
helt uanstændigt!

> At voksne mænd - herunder socialt set alt fra bistandsklienter til
> studerende ved højere uddannelser - op i selv en ellers ubetvivligt
> moden alder bor hjemme, kan man heller ikke rigtig bruge som parameter:
> Tværtimod ser man jo f.eks. disse italienske mænd, som bor hjemme hos
> deres "mama", men som til trods for at dèt i bedste fald kan betegnes
> som "bekvemmeligt" og selv i værste fald som ret umodent, ikke desto
> mindre i enhver anden sammenhæng utvivlsomt er at betragte som voksne mænd.

Forholdene for unge i en række latineuropæiske lande er ganske uhyrlige.
Det er ikke underligt at de unge bliver boende hjemme til de er langt op
i 30erne, og at fertiliteten i øvrigt er under 1 per kvinde [altså:
befolkningstallet mere end halverers per generation] når de unge efter
en universitetsuddannelse forventes at arbejde /flere år/ gratis for
arbejdsgiveren.

> > 2. Naturligvis er det da til syvende og sidst den enkelte ansattes
> > ansvar.
>
> Fint nok at vi dog så i det mindste kan blive enige om dèt. Jeg tror
> faktisk bare vi har set sagen fra modsatte synsvinkler, hvilket dog
> heller ikke skader, så længe vi da forhåbentlig endnu stadig kan debattere.
>
> (Jeg beklager altså meget mine urimelige, ulegitimerede nærgåelser af
> dig i den anden tråd, vi har kørende.)
>
> > Men det synes som om du ser helt bort fra at det altså også er
> > et /ledelsesansvar/.
>
> Javel, hvis de helt overordnede chefer ikke netop fra deres side påtager
> sig deres respektive ledelsesansvar for at at ansætte/forfremme
> tilstrækkeligt kompetente, ansvarlige medarbejdere.
>
> > Men du er jo også stadig en kristelig
> > historiestuderende, hvis jeg ellers husker ret.
>
> Tjah, det lyder jo altså desværre ret misvisende hænderfoldende,
> pietistisk "TV-Degnen"-agtigt, hvis du altså kan huske de gamle
> TV-sketches med en transvedende Jess Ingerslev i rollen som konstant
> hænder_vridende_ prædikant: Jeg opfatter imidlertid bestemt ikke mig
> selv som særskilt "frelst", men vel ret beset snarere ud fra luthersk
> terminologi som en "brav synder".

Navnet 'Jess Ingerslev' siger mig intet.

> Og ja, jeg skriver p.t. kandidatafhandling om Luthers to-regimentelære,
> som altså blandt andet handler om, at man som ellers nok så troende
> troende kristen sagtens kan være pligtopfyldende samfundsborger og
> embedsmand, ja endda ligefrem noget så ifølge visse erklærede kristnes
> opfattelse "direkte ukristeligt" som soldat eller bøddel (hverv som
> desværre ofte uvilkårligt indebærer at man ligefrem skal slå andre
> ihjel, hvilket jo altså ikke umiddelbart er så smart ud fra ud fra 6.bud
> i Dekalogen), så længe man dog altså ikke misbruger sin magt til på
> korrupt maner at søge uretmæssig personlig berigelse økonomisk eller
> socialt: Tværtimod handler det netop om at beskytte næsten (og med
> "næsten" menes dog altså dermed ikke hhv. en angribende fjende eller den
> dødsstraf-dømte forbryder, som altså tydeligvis bare ikke lige kan
> afholde sig fra overlagt vold imod uskyldige, men derimod snarere de
> uskyldige civile, som man derved må se sig nødsaget til at forsvare og
> beskytte imod overgreb med dertil svarende midler.)
>
> Det handler således om at hele det verdslige regimente - fra fyrster til
> fængselsansatte og fra sygeplejersker til soldater - ideelt set primært
> bør betragte sig selv som deres ellers nok så "undergivnes" TJENERE for
> ikke at blive despotiske tyranner: Tankegangen kan nok bedst
> populærnutidigt illustreres med det berømte amerikanske politi-valgsprog
> "to protect and to serve", ligesom vi f.eks. selv p.t. har soldater i
> Afghanistan og Irak, hvis arbejde ikke er at blive en ny udenlandsk
> udgave af Saddams bødler, men derimod tjene og hjælpe den almindelige
> irakiske befolkning ved om nødvendigt med våben i hånd at stoppe de gale
> psykopater, der desværre begår blodig terror imod civile irakere for at
> underminere selve demokratiseringsprocessen.
>
> Og jo, så har man desværre nogle rigtigt skændige krystalklare
> embedsmisbrug som f.eks. Abu Graib, hvorimod Annemette Hommels metoder
> over for mistænkte ifølge min opfattelse befinder sig i et mere mudret
> gråzoneområde, idet der desværre på den ene side er fare for at
> mishandle uskyldige civile ved at være for hård og på den anden side
> ikke at gøre nok for at beskytte (andre) uskyldige civile ved at være
> for blød.
>
> Således synes jeg faktisk også til en vis grad at kunne overføre denne
> måske ret konservative, kristeligt-etiske samfundsopfattelse til visse
> embedsvanrøgtende og endda direkte ditto -misbrugende embedsmænd
> herhjemme, herunder den i artiklen omtalte "ER" (som man ud fra
> beskrivelsen i artiklen jo nærmest skulle tro stod for den engelske
> dronnings monogram, sådan som denne danske plejehjemsbestyrer åbenbart
> opfører sig? ) som en person, der desværre tydeligvis hverken er sig
> sit helt fundamentale ansættelsesansvar over for sine overordnede,
> endsige sin MINDST lige så fundamentale (og ikke ligefrem fra min side
> måske meget naivt tiltroede "kalds-fundamentalistiske") forpligtelse
> over for sine undergivne plejehjemspatienter det fjerneste bevidst.
>
>
> Mit personligt absolut mest udfordrende, åbenlyse "problem" ved som
> selverklæret Luthersk-protestantisk kristen at skrive min
> historiekandidatafhandling om Luthers samfundsetik, burde være
> selvindlysende: Jeg skal jo netop være så ærligt, akademisk-objektivt
> kritisk som overhovedet muligt over for den, for den kan jo sikkert
> meget vel på visse punkter anklages for at være mere eller mindre
> "opportunistisk" ud fra den historiske kontekst, Luther formulerede den
> i gennem en række større hovedskrifter fra 1520-26.
>
> De anvendte kildeskrifter spænder således fra Luthers teologiske
> antropologi i "Om Kristenmenneskets Frihed" (fra 1520, hvor han i hvert
> fald officielt stadig var katolsk augustinermunk med en pavelig
> bandbulle hængende over hovedet) over den centrale samfundsetik i "Om
> Lydighed mod Statsmagten" (fra 1523, hvor anti-evangeliske fyrster i
> andre hertugdømmer i Kejserriget ville brænde selve hans tyske
> Bibeloversættelse fordi han var kætterdømt og bandlyst) videre til det
> idag berygtede kampskrift imod de af den militantradikalistiske
> reformatorrival Thomas Müntzer inspirerede revolutionære bønder i "Mod
> bøndernes morder- og røverbander" (fra 1525, hvormed Luther ifølge
> manges opfattelse i overført forstand ligefrem "prostituerede sig" for
> fyrsterne og DERES forgodtbefindende) og apologien for dette skrift "Om
> det hårde skrift imod bønderne" (fra 1525, hvor han dermed fra at have
> været en anden slags "frihedshelt" folkeligt forbandedes som en slags
> "fascistisk forrædder"), samt endelig og ikke mindst "Om soldater også
> kan have Guds Nåde" (fra 1526, hvor han skriver om almindelig
> civil-embedsmæssig pligtetik på baggrund af sine i de forløbne år yderst
> bitre personlige erfaringer).
> På baggrund af en redegørelse for dèt (eller måske de) samfundssyn, der
> altså fortløbende kommer til udtryk i disse Luther-skrifter, munder min
> afhandling nemlig ud i diskussion af to-regimentelærens eventuelle
> konsistens.
>
> Men det er mig altså ikke desto mindre en udelt fryd således i
> professionel sammenhæng at kunne grave så dybt ned i et emne, som jeg
> altså selv af flere forskellige personlige årsager - og herunder da ikke
> mindst kraft i af den hjemligt så aktuelle politiske diskussion af
> forholdet mellem personlig, religiøs overbevisning og offentlig, sækulær
> lovgivning - finder afsindigt interessant og faktisk også ret
> vedkommende for moderne mennesker: Hvis vi nu lige vender blikket mod
> aktuel, dansk politik, så kan Luthers to-regimentelære jo mere eller
> mindre direkte tages til indtægt for synspunkter rangerende fra Anders
> Fogh Rasmussen og Jens Rohdes erklærede sækularisme, der dog på visse
> punkter (herunder altså især spørgsmålet om homoseksuelle
> kirke-ægteskaber - og ja, jeg beklager at jeg faktisk blev Fandens
> betændt og ufin i den anden diskussion med dig herinde, så lad os nu
> ellers lade dèt lort ligge!) måske kan siges slet ikke at respektere det
> åndelige regimentes (altså Kirkens) principielle suverænitet, over til
> de to ellers sikkert enormt dygtige Tidehvervsteologer og
> Folkekirkepræster Søren Krarup og Jesper Langballe, som for deres side
> desværre taler SÅ meget om Luthers betydning for deres POLITISKE
> opfattelse, at det absurd nok nærmer sig dèn selvsamme
> "regimentesammenblanding", som de netop klandrer Islam og dens imamer
> for. (Herunder da ikke mindst når de altså stiller sig i en umiddelbart
> ret åbenlys konflikt mellem Luthers oprindelige opfattelse af
> Kristendommen som noget indefra og personligt trosbaseret kommende,
> altimens de altså stædigt fastholder den efterhånden på så sørgeligt
> mange områder desværre kun af navn og efterhånden ikke af ret mange
> områder af gavn derved nominelt titulerbare "Luthersk-evangeliske"
> Folkekirkes absolutte "verdslige" særstilling nedfæstet i Grundlovens §4...)
>
> Angående denne min sidste indsigelse imod d'herrer DF-MF'ere, må jeg dog
> selvfølgelig klart erkende at vi (også her!) alvorligt kan begynde at
> snakke om kristne "splinten i øjet"-betragtninger for mit eget
> vedkommende i lyset af alt dèt "Kristendomsgejl", jeg sikkert ifølge
> nogles mening lige netop har skrevet her i dette indlæg, da dette forum
> vel både ret og fundats-fundamentatistisk beset _udelukkende_ burde
> handle om - tadaaa! - POLITIK og ikke religion...
>
> Nu synes jeg så immervæk at ham Muhammed har fået så urimeligt meget
> spalteplads herinde, at vi vel også burde kunne bringe dèn
> Luthersk-evangeliske Kristendomsfortolkning, som jo altså endda
> paradoksalt nok ligefrem er direkte særstillet ifølge selveste vor
> Grundlov, lidt frem i lyset, så det hele ikke bliver stillet op i naive,
> eksklusive modsætningsforhold mellem hhv. overdreven tolerance over for
> fascistoid Islamisme og noget, der forskrækkeligt måtte ligne en
> overdreven sækularisme, der igen ligefrem måtte aspirere til
> totalitær-ateisme: Det er noget skidt for selve det Grundlovsfæstede (OG
> for dèn tvivlsomme sags skyld endda også "Menneskerettigheds"-baserede)
> frihedsretslige princip om grundliggende religionsfrihed, hvis det hele
> politisk set søges gjort op i "enten er man religiøs fundamentalist, som
> vil indføre hhv. Moselov eller Sharia med stening, eller også er man
> erklæret overallergisk totalmodstander af enhver form for religion i det
> hele taget!"
>
> Der ER altså - i forlængelse af selve trosgrundlaget ud fra umiddelbar
> forskellighed i helligskrifter og trosbekendelser - også helt
> grundliggende og umiddelbart anskuellige forskelle på de respektivt
> senere følgende kristne og islamiske fortolkningsretninger.
>
> Jeg vil blot her tillade mig dèn overlagte, infame frækhed at påstå, at
> Martin Luther - til trods for at han jo altså selvklart var specifikt
> KRISTEN teolog og dog samtidig af andre kristne betragtes som frafalden
> sekteriker - med temmelig god ret i perioden 1520-26 kan opfattes som
> dèn samfundstænker i nogen af de "to lejre" (alle deres respektive
> undersekter iberegnet), som for mig at se umiddelbart tilbyder den
> absolut bedste og faktisk stadig mest påfaldende "moderne"
> løsningsmodel, når det kommer til at sætte det ellers skidesvært
> definerbare skel mellem individets personlige ret til religiøst at tro,
> hvad vedkommende nu ellers måtte, og så en sækulær/verdslig lovgivning,
> der principielt UDELUKKENDE (hvilket jo altså er helt vanvittigt grotesk
> i forhold til vor Grundlovs §4!) er til for at sikre ordentlige
> levebetingelser for borgerne (gennem almindelig beskyttelse imod egne
> kriminelle og fjendtlige krigsmagter), og som altså ifølge samme
> hovedprincip SLET IKKE MÅ være et tillempet forsøg på at presse religion
> ufrivilligt ned over folks hoveder.
>
> Desværre skulle det jo altså historisk siden gå ret så afsindigt galt,
> både for Luther personligt som for utallige andre, der stik modsat hans
> tidlige "rebelske" opfattelse af kristen frihed til personlig tro
> direkte blev påtvunget en direkte "magthaveretableret mainstream-
> Luthersk-evangelisk kristentro" som indfandt sig med de "ovenfra og
> ned-dikterede" fyrstereformationer, der efterfølgende fandt sted i det
> meste af Nordeuropa: Det første sted uden for Det Tysk-Romerske
> Kejserrige var faktisk da den daværende førsteprins - som ikke var
> decideret "kronprins", da vi dengang officielt havde valgkongedømme -
> Christian (den senere Kong Christian III), i sin tid som Hertug til
> Haderslev-Tørnlingen (Tønninge)
>
> Ikke blot støttede han altså desværre ofte nogle direkte hårdhændede
> "magtmonopoliseringer" af stort set al sin egen ØVRIGE teologi, hvormed
> han altså tilsyneladende forrådte sit eget tidligere samfundsetiske
> grundprincip om absolut skelnen mellem fyrsternes verdslige magthaveri
> og undersåtternes åndelige frihed til personlig trosoverbevisning, men
> om muligt endda endnu værre degraderede han altså forbandet nok sig selv
> til tre år før sin død at forfatte det af de 400 år senere tyske
> nazister ivrigt og direkte adapterede, antisemitiske skrift "Om jøderne
> og deres løgne" (1543): Med dette skrift, hvor han altså så bogstaveligt
> talt Satans tragisk for alt og alle lige siden, og da relativt set nok i
> sidste ende allermindst og betydningsløst for sit eventuelle eget
> eftermæle, skulle han dermed af regulær vanvare gøre sig i hvert fald
> virkningshistorisk direkte medvirkende til een af Verdenshistoriens
> værste vederstyggeligheder.
>
> Han var tilsyneladende så udbrændt, at han med et brag kastede al sin
> ungdoms strålende begavede glans i grams som gammel.
>
> I "Om Kristenmenneskets Frihed" 23 år forinden skrev han nemlig
> klogeligt: "Det er ikke helt så få nu, der prædiker og læser over
> Kristus bare med interesse i at sætte folks følelser i bevægelse, så de
> har medlidenhed med Kristus, harmes på jøderne og anden slags barnligt
> kvindfolkepladder".
>
> Således blev han mærkeligt nok militant antisemitisk og begik dèn
> forfærdelige fejltagelse mere eller mindre at formulere nogle af de
> centrale forskrifter for et uhyrligt, totalitært tyranni, som vi -
> sammen med bla. Sovjetkommunismen - i en tilstræbt "moderne"
> kristen-eskatologisk historieforståelse idag nødvendigvis må betragte
> som vægtig og seriøs arketype-kandidat til - om da ikke ligefrem
> selveste manifestationen af? - dèt decideret antikristelige
> rædselsregimente, som han selv i sine tidligere så åndsbegavede skrifter
> advarede åbent imod.

Ja, når jeg bliver færdig med at sætte dem om, kan du snart læse to ting
på min hjemmeside:

Mit speciale [afleveret for 15 år siden]: Generering af optimale
klippemønstre.

Min afsluttende litteraturopgave på engelskstudiet: "On the Mythology of
Middle-earth as told in Tolkien's 'The Silmarillion', 'The Hobbit' and
'The Lord of the Rings'.

Førstnævnte er skrevet i Word 4, og jeg skal have rettet nogle ligninger
til i Equation Editor, da den oprindelige version ikke er kompatibel med
senere versioner.

Sidstnævnte har jeg lige scannet ind i et Word-dokument, som jeg er ved
at rette til. Filen er på et tidspunkt gået tabt, men altså ikke
papirudskriften. Der er faktisk en del der gerne har villet læse den -
når man tænker på at nutidens humanistiske specialer helst ikke må fylde
mere end 20 side, så kan jeg så sidde med en 3. semesteropgave der
fylder hele 37 sider ... specialet var på 200, hvoraf halvdelen dog var
programlistninger [C-kode, vel svarende til 7.000 progralinier].
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk

---

"Anders Peter Johnsen" <anderspj@REMOVE_THISwebspeed.dk> wrote in
message news:44aaea58$0$155
> Jeg opfatter det som ret centralt for enhver form for selvrespekt og
> derpå byggende gensidig respekt at mennesker nu engang er
> fundamentalt
> ansvarlige for sig selv.

Ingen mand er en ø, og visitator der tildelte mig hjemmehjælp, var
ikke enig med Anders Peter Johnsen, der ved sine besøg i mit hjem har
erklæret det luftfrit.

Visitator fra Kbhv Kommune har i alle sine skrivelser om mig nævnt
lugtgene i mit hjem og udsendte hjemmehjælper har søgt at gøre noget
ved det, og da det ikke er lykkedes, skaffer kommunen nu ozonmaskine
til at fjerne lugten, hvilket jeg dog selv betaler og har skrevet
under på vedr. netop det.Godt med en vis brugerbetaling, men
ozonmaskinefirmaet vil kun arbejde for kommunen, ikke for private!.

---

Den 05.07.2006 kl. 08:33 skrev Bo Warming <bwng@bwng.dk>:

> Visitator fra Kbhv Kommune har i alle sine skrivelser om mig nævnt
> lugtgene i mit hjem og udsendte hjemmehjælper har søgt at gøre noget ved
> det, og da det ikke er lykkedes, skaffer kommunen nu ozonmaskine til at
> fjerne lugten, hvilket jeg dog selv betaler og har skrevet under på
> vedr. netop det.Godt med en vis brugerbetaling, men ozonmaskinefirmaet
> vil kun arbejde for kommunen, ikke for private!.

Men er den aromatiske lugt af maskulin sved og fækalier ikke
forudsætningen for din trivsel og virksomhed?

Mvh
Martin
--
Befri DK