>>Er det bare sådan det er, der er ikke noget at gøre i min mors tilfælde?
>
> Dit mor har åbenbart haft et kompliceret benbrud - Og den slags kan
> selv med den bedste behandling give besværlige senfølger.
>
> Mit forslag er at I tager kontakt til afdelingen og får en samtale med
> en overlæge om forløbet.
>
> Hvis han vurderer at behandlingen kunne have været bedre, vil han
> formentlig sende sagen videre til patientforsikringen. Han kan også
> vælge at sende sagen til patientklagenævnet, hvis han mener der er
> begået egentlige lægelige fejl.
>
> Samtalen er meget vigtig: I skal have talt forløbet og behandlingen
> igennem, så I får et klart billede af hvilke resultater man kan
> forvente med din mors benbrud.
>
> For det kan meget vel være, at du og din mor har helt urealistiske
> forventninger til behandlingsresultatet.
Det var et kompliceret brud, ingen tvivl om det. Som sådan var/er vores
forventninger egentlig heller ikke mere end at hun kan komme til at gå bare
nogenlunde, dvs. kunne bevæge sig rundt indenfor hjemmet uden rullestol,
gangstativ eller krykker, og kravle lidt rundt i haven og rykke ukrudt op.
Op og ned ad trappen til kælderen (vaskemaskinen) kommer hun nok ikke til at
kunne uanset hvad der sker.
Det med forventningen til behandlingens resultat har hele tiden været lidt
af en gåde... Vi har jævnligt spurgt til hvad der nu skal ske, men sjældent
fået konkret information om det. Mutti har også spurgt til det når hun har
været til kontrol, men det har været svært at få øjenkontakt til lægerne, og
direkte adspurgt er de også bare undveget og har bestemt ikke fortalt sig.
Det var først da den udenlandske læge, som ikke var ham der tog skinnen af,
så det skæve knæ at han sagde at det ikke var godt, og at hun skulle til en
knæ-doktor. Han sagde så bare - forrige torsdag - at hun skal til scanning,
og hun udbad sig en hurtig tid for at komme videre, men hun har stadig ikke
hørt noget. Hendes fysioterapeut har såmænd også sendt flere breve til
Aabenraa Sygehus hvori hun pointerer at mutti's sindsstemning gør at hun bør
behandles som en hastesag, men lige lidt hjælper det - de påstår oven i
købet at de ikke har modtaget et eller flere af brevene.
Vi har også anmeldt skaden til hendes egen forsikring fordi der kan
forventes méngrad over den grænse forsikringen har sat, hvilket vi gjorde
inden vi måtte indse at selve behandlingen har været så utilfredsstillende -
det at knæet er så skævt, at det er en ommer, og at de absolut ikke
behandler det som noget der må rettes op på hurtigst muligt har blot fået
bægeret til at flyde over så vi ønsker at gøre noget ved det.
Vi prøver at snakke med en læge om det - måske hendes egen. Jeg er dog lidt
reserveret over for det, for jeg synes man har hørt at de nogle gange dækker
over hinanden, sådan lidt den ene hånd vasker den anden, du melder ikke mig
og jeg melder ikke dig, men det er forhåbentlig noget jeg har galt fat i.
> ---
>
> Det er menneskeligt at fejle, men det totale kaos kræver en computer.
På sygehusene lader det netop til at være manglen af kvalificerede
it-systemer der skaber kaos - den ene hånd ved ikke hvad den anden gør
