Henri Gath <gath@mail.dk> wrote:
>
http://danmark.wordpress.com/2006/05/29/barbariske-straffe/
Det kan tit være rart at have selve teksten i klarform, så folk kan
kommentere den:
=
Barbariske straffe
Filed under: History, Culture & immigration - Wahnloop @ 10:43 pm
Opdagelsesrejsende, rejsearrangør og forfatter Jørgen Bitsch fortalte i
1983 om sine oplevelser på sin opdagelsesrejse til Arabien i bogen "Bag
Arabiens Slør". Følgende afsnit fra side 151 til side 158 giver et
indtryk af en fredag formiddag på torvet i Jedda, Saudi Arabien.
Jamen, det er jo 40 år siden (?) :
5. april 2005 berettes på DR-tekst-tv om 6 somaliere, der er blevet
halshugget i netop Jedda for biltyveri.
"Barbariske straffe
Helligdag på torvet i Jedda
Hånden, der stjæler - Halshugning i tre etaper - De utro hustruer
Det er fredag, muhamedanernes helligdag, og i denne anledning bliver de
korporlige straffe eksekveret på byernes torve, for øjnene af den
nyfigne offentlighed, som på den dag har god tid til at lade sig opbygge
ved synet.
Jeg har ytret ønske om at se, hvorvidt barbariet virkelig når sådanne
højder, som man påstår, og Olav Friis har tilbudt at tage mig med hen
til den store plads, hvor afstraffelserne i Jedda finder sted.
Fru Friis har aldrig overværet det før og insisterer på at gå med os.
Hendes mands protester hjælper ikke; det hele er nok ikke så galt, siger
hun; for øvrigt er hun et voksent menneske, der ønsker at vide besked
med, hvad der foregår i den by, hvor hun har boet i så lang tid.
- Du skal få din vilje, siger Friis, men husk, at du har selv været ude
om det, hvis du bliver dårlig.
Vi nåede torvet ved halv ét-tiden og trængte os ind gennem den store,
forventningsfulde tilskuerskare, som allerede havde taget opstilling. -
Der er seks fanger, som skal under pisken den dag. De fleste af dem
bliver pisket en gang om ugen. De synes at have vænnet sig til det,
siger man, for det er yderst sjældent, at de giver et kny fra sig, mens
prøvelsen står på. Hvis den dømte selv eller en af hans venner har haft
råd til at bestikke bøddelen, er slagene ikke så hårde som ellers. På
den anden side må afstraffelsen ikke udføres så lemfældigt, at
tilskuerne bliver forargede og gør vrøvl; hvis det sker, må bøddelen
skynde sig at lægge flere kræfter i for ikke at bringe retfærdigheden i
miskredit. Man hævder for resten, at disse slag er betydelig mildere end
dem politiet anvender, når det afhører en mistænkt, lige meget om han så
kun er mistænkt for at have stjålet et æg. Ved en sådan afhøring bruges
en pisk, der er så raffineret udstyret, at læger, der har haft lejlighed
til at se den, påstår, at bare syv slag af den kunne få en helgen til at
erklære sig skyldig i barnemord.
Politisoldater har nu slæbt den første af de seks ventende fanger frem
til et ryddet område midt på torvet; her kastes han om på jorden, og
snart suser piskeslagene ned over hans krop. Bøddelen går systematisk
til værks. Han begynder med at lade pisken falde på offerets
skulderblade, så bevæger den sig langsomt ned mod lænden og derefter
lige så metodisk op mod skuldrene igen.
Offeret giver ikke en lyd fra sig, og da bøddelen endelig har tildelt
ham de slag, der tilkommer ham ifølge dommen, rejser manden sig og går
roligt, om end stærkt medtaget, hen og sætter sig på bænken hos de
andre.
De er hårde halse, disse arabiske fanger. Endog mens piskningen af en
medfange står på, sidder de og snakker sammen uden at røbe med en mine,
at de om lidt skal igennem det samme.
Da de seks afpiskninger var tilendebragt, troede vi naivt, at det hele
var overstået for denne gang og skulle lige til at gå hjem. Men vi havde
taget fejl. Det frygtelige var tilbage.
Pludselig viste der sig en politiofficer med en lille, sortklædt,
skælvende mand ved sin side. I hælene på dem gik to soldater. Manden var
dømt for tyveri, og for denne forbrydelse kender man i Arabien - helt
efter koranens bogstav - kun én straf. Tyven får sin højre hånd skåret
af, og denne straf må han lide, hvadenten han har stjålet nogle få
rialer eller tilvendt sig en million. Bliver han grebet i tyveri for
anden gang, mister han sin venstre hånd, og skulle det ske, at han for
tredje gang bliver dømt for samme forseelse, må han sige farvel til
begge sine fødder. Den sidste bestemmelse har hovedsagelig teoretisk
interesse. Også arabiske tyve har svært ved at gøre deres arbejde
forsvarligt, når hænderne mangler.
Da det gik op for os, hvad der forestod, var vi helst flygtet, men vi
stod midt inde i den store skare, og ingen følte trang til at rokke sig
en millimeter for vor skyld.
Næsten lammede så vi den sortklædte blive tvunget i knæ, hvorpå man
bandt et tyndt reb omkring en finger på hans højre hånd. En af
soldaterne trak derefter så kraftigt i rebet, at manden væltede
fremover, så lang han var. Mens rebet blev holdt stramt ud, sørgede den
anden soldat for, at manden blev liggende, hvor han var faldet, og nu
kom bøddelen til med en skarp kniv i hånden, ikke meget større end en
almindelig bordkniv, men med et meget bredt blad.
Fangens hånd blev ikke just skåret, men snarere filet af med kniven.
Jeg ved ikke hvor længe det stod på. Jeg havde mistet alt begreb om tid.
Offerets jamren og skrigen syntes at vare en evighed, men da denne
evighed var omme, stod den ene soldat med den straffedes hånd dinglende
i enden af rebet. Derpå blev hånden hængt op på en bjælke til skræk og
advarsel, og her blev den i nogle timer. Først klokken 18 tages afskårne
hænder ned.
Så snart hånden var blevet filet af, dyppede man stakkelens armstump i
kogende olie, og han blev bragt til hospitalet. Men dette skete kun,
fordi vi befandt os i en "civiliseret" by. I byerne i det indre af
landet bliver den straffede overladt til sin egen omsorg, og mange
forbløder.
I de "civiliserede" byer giver man tillige offeret en indsprøjtning mod
stivkrampe - også en af de ting, som adskiller Arabiens "foregangsbyer"
fra de tilbagestående.
- Åh, lad os dog gå, hviskede fru Friis ved siden af mig. Der var ikke
noget jeg hellere ville, og det lykkedes os endelig at mase os ud af
folkestimlen. Men ingen i den øvrige forsamling lod til at ville gå hjem
endnu. De havde ikke fået nok. De håbede på mere blod. Fra torvet ind i
en sidegade.
Så kunne fru Friis ikke mere. Hun kastede op ved en husmur
Når straffen for noget simpelt er så bestialsk, hvorledes går det da
den, der har begået en alvorlig forbrydelse? Mord for eksempel?
Han må bestemt prise sig lykkelig, hvis det "kun" koster ham hovedet.
Det sværd, bøddelen normalt anvender, er skarpt som et barberblad og i
stand til i første hug at befri en mand for hans hoved. Men har udåden
været af en særlig oprørende art - eller hvis det er en pilgrim,
forbrydelsen er gået ud over (selv om han så blot er blevet bestjålet) -
kan gerningsmanden dømmes til at miste hovedet i tre etaper. Det første
hug får han i nakken, det næste over struben, og først det tredje
skiller hovedet fra kroppen.
Også de afhuggede hoveder anbringes på torvet, enten på en stang eller
ophængt med en "slagterkrog" gennem det ene øre. I Jedda regner man med,
at der årligt falder en snes domme, der kræver ugernings-mandens hoved.
Meget ofte får forbryderen ikke sin dom at vide, før i det øjeblik han
eller hun bliver hentet ud af cellen og bragt til retterstedet. - For
øvrigt hænder det ret tit, at en arresteret mand eller kvinde forsvinder
sporløst, uden lov og dom. Der bliver ikke givet besked til de
pårørende, ja, man gør sig end ikke den ulejlighed at undersøge, hvem de
pårørende er.
I fængslerne bliver der ikke serveret megen mad. Hvis et menneske derfor
holdes indespærret i længere tid og ikke kan skaffe sig føde udefra, er
det ikke usædvanligt, at han dør af sult.
Hver fange får to kroner i kostpenge, men som min jugoslaviske ven havde
fortalt mig, er det nødvendigt for ham at overtale fange-vogterne til at
foretage indkøbene, og disse beregner sig halvtreds procent i budpenge.
Bestikkelser kan gøre underværker, og ved hjælp af dem lykkes det ofte
fangerne ikke alene at få de nødvendige forsyninger frem, men også at
undgå den endelige dom. Selv en morder har nogenlunde let ved at klare
frisag, hvis han blot er i stand til at luske det fornødne beløb i de
rigtige lommer. Det koster ca. 2.500 kroner (1.800 rialer) at dræbe et
menneske, også hvis drabet skyldes et trafikuheld. Derfor bør ingen
erhverve sig kørekort, hvis han ikke ejer en kapital af denne størrelse.
"Erstatningen" bliver i regel accepteret, men hvis dette ikke skulle
være tilfældet, eller hvis "morderen" ingen likvide midler har, må han
erlægge sit hoved som betaling. Af samme grund tilrådes det motorførere,
der kører ind i Saudi-Arabien, at stille en garanti på 1.800 rialer ved
ankomsten.
Indtil for få år siden straffedes en kvinde, der var sin mand utro, med
at blive kastet for hajerne i Det røde Hav. For at sikre at der virkelig
var hajer til stede, smed man en hund i vandet. Dens lugt hidkaldte
øjeblikkelig rovfiskene, og først derefter kom turen til kvinden.
Denne straffemetode har den fremskridtsvenlige kronprins Feisal nu
forbudt, og takket være denne mands humane indstilling til sine
medmennesker er stening i dag blevet den almindelige straf for utroskab.
Jeg ved såmænd ikke, hvad kvinderne foretrækker. Man har næppe spurgt
dem.
Jeg hørte en beretning om en fraskilt kvinde, der var blevet gift for
anden gang. Hun havde et barn af første ægteskab, og en dag var dette
barn så åbenmundet at fortælle sin stedfader, at "når du er ude at
rejse", kommer min første far så tit og besøger mor".
Nogle dage senere sagde manden til sin kone, at han desværre måtte rejse
bort nogle dage, men samme aften sneg han sig tilbage til huset og
overraskede hende og hendes første mand i en øm situation. Det kom til
slagsmål, hvori hustruen greb aktivt ind og i raseri knuste en lerkrukke
på sin nuværende, bedragne ægtefælles hoved med en så voldsom kraft, at
han døde af det. Hun syede hans lig ind i en af de store sofapuder, der
er så almindelige i Orienten, og den første ægtemand påtog sig at slæbe
sin afdøde rival ned til havet og kaste ham for hajerne. Men undervejs
gik noget af syningen op, og en betjent så et ben stikke ud. Manden blev
straks sat i fængsel. Der var for ham kun én passende straf:
halshugning. Kvinden, der kort efter også blev arresteret, dømtes til
stening.
Inden straffen over hende eksekveredes, måtte hun se på at hendes første
mand blev halshugget; dernæst modtog hun selv firs piskelag. Endelig
kørtes et vognlæs sten frem; publikum forsynede sig og begyndte
steningen. Tretten gange blev hun slået til jorden, men hver gang rejste
hun sig igen. Først den fjortende gang blev hun liggende, og lægen
erklærede hende for død. Da man skulle begrave hende, opdagede man
imidlertid, at hendes hjerte slog endnu. Dette var ganske uden
fortilfælde. Hvad gjorde man nu?
Man lod sende bud til kongen, der omgående svarede, at det måtte være
Allahs vilje, at denne kvinde trods sin forbrydelse skulle have lov til
at leve videre.
Hun skulle derfor på kongens regning indlægges på et hospital, og man
burde gøre alt, hvad der stod i menneskelig magt, for at redde hendes
liv. Kvinden stod virkelig mishandlingen igennem og lever i Jedda den
dag i dag - cirka ti år efter at de uhyggelige begivenheder fandt sted.
Gang på gang hører man om eksekvering af de mest bestialske straffe, men
når man fortæller det videre til mennesker uden for Arabien, bliver man
uvægerlig mødt med mistro og beskyldes enten for godtroenhed eller
løgnagtighed.
Det er da også sjældent, at nogen er i stand til at fremlægge
dokumentation for dette middelalderlige barbari, men det lykkedes dog
for nylig for en fransk født læge, der i 1940 havde fuldendt sine
lægestudier på et hospital i Alexandria. Lægen fik tilbudt en to års
kontrakt ved kong Ibn Sauds eget hospital. Da denne periode var omme,
åbnede han sin egen konsultation og blev i landet indtil slutningen af
1958.
Denne læge har i det amerikanske blad "True" skrevet en artikel om
slavehandel og om straffemetoder, der er så grufulde, at hvis artiklen
ikke var ledsaget af fotografier, som blandt andet viser de forskellige
stadier i en halshugning, ville heller ikke han være blevet troet.
Gennem mange år praktiserede han i et antal byer i landets indre
regioner, hvor kun få ikke-arabere har fået lov at komme, og han hævder,
at man ikke i nogen anden del af verden finder en sådan blanding af
grusomhed og uvidenhed.
Han har ledsaget rige oliesheiker til slavemarkeder for at indkøbe
femtenårs piger, der "kunne friske d'herrer op i deres senge". Han har
assisteret ved offentlige halshugninger og steninger. "Jeg har" -
fortæller han - "måttet skrive dødsattester for kvinder, der, begravet i
sand til halsen, var blevet dræbt ved stening". Straffen for utroskab er
den mest barbariske af alle arabiske straffe. "Jeg har set en sådan
straf blive fuldbyrdet", siger lægen, "og det var mere end selv min
professionelle hårdhudethed kunne tage".
En kvinde, der var grebet i hor, fik alt tøjet revet af sig, og for
enden af et reb blev hun trukket splitternøgen gennem byen, så alle
kunne se hende. På en åben plads var der blevet gravet et hul i jorden.
Her blev hun begravet, således at kun hendes hoved ragede op. En vogn
med sten kørte frem, og de mange tilskuere, der var kommet til stede,
bevæbnede sig. Så tog de opstilling i en cirkel uden om offeret, og på
et tegn af en politiofficer begyndte de at stene det hjælpeløse
menneske.
Bombardementet mod hendes hoved fortsatte, til der kun var en blodig
masse tilbage.. Derpå udvidede man graven en smule, og kvinden fandt sit
hvilested i den jord, hvor hun var blevet dræbt.
Manden, der havde været hendes medskyldige, slap med halvtreds
piskeslag.
Ikke blot utroskab, men alt seksuelt samkvem uden for ægteskab er
forbudt og straffes mindst med piskning - dog er forholdet mellem en
herre og hans slavepiger naturligvis en undtagelse. Dette har samme
legale status som forbindelsen mellem mand og kone. Som det vil forstås,
er der en livlig handel med disse slavinder. En araber må som omtalt
ikke have mere end fire koner, men der er ingen grænser for det antal
slavepiger, han har lov at holde. Takket være denne for ordning kan de
velhavende sheiker forsyne sig med så mange kvinder, de vil. Den mange
gange gifte kong Ibn Saud har i øjeblikket (1983) omkring halvfems
slavinder til sin opvartning.
Da familien Friis og jeg i temmelig nedbrudt tilstand var kommet tilbage
til huset ved "Helvedes Port", sad vi og drøftede dagens begivenheder.
Jeg ved godt, at De har travlt med at komme ind og søge efter Helge
Hedendal, sagde Friis, og når jeg gik ind på at tage dem med på torvet i
dag, havde det sine grunde. Jeg ville have, at de skulle vide, hvad der
kan vente Dem her i Arabien, hvis De på en eller anden måde overtræder
koranens bud eller falder i kløerne på folk, der tager Deres interesse
for visse forhold unådigt op.
Men de vil vel stadig ind i ørkenen?
- Ja, Friis, det får de mig ikke fra. Jeg får mere og mere lyst til at
gøre denne Helge Hedendals bekendt-skab."
-------------------------------------------------------------------
Jamen, det er jo 40 år siden (?) :
5. april 2005 berettes på DR-tekst-tv om 6 somaliere, der er blevet
halshugget i netop Jedda for biltyveri.
=
Men det kan jo i bund og grund ikke undre andre end visse kulturradikale
tilhængere af det multikulturelle samfund.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk