---

Europas offergørelses-politik
Den verdensomspændende furore, igangsat af tegningerne af profeten Mohammed,
som jeg publicerede i september 2005 i Jyllands-Posten - den danske avis,
jeg arbejder på - var både en overraskelse og en tragedie, særligt for dem,
som blev direkte påvirket. Liv gik tabt, bygninger ødelagt, og folk blev
drevet i skjul.

Og dog blev de ubalancerede reaktioner på de ikke-så-provokerende
karikaturer - højlydte proklameringer, og selv dødstrusler mod os, men
samtidig meget beskeden ophidselse rettet mod de mennesker, som angreb to
danske ambassader - dét, der demaskerede de ubehagelige realiteter om
Europas fejlslagne eksperiment med multikulturalisme.

Det er på tide for det gamle kontinent, at vi ser fakta i øjnene og
foretager nogle gennemgribende ændringer i synet på indvandring,
integration, og den kommende muslimske, demografiske bølge.

Efter årtier med leflen og politisk korrekthed, kombineret med en stigende
frygt for en radikal minoritet, som er parat til at begå alvorlig vold, er
sandhedens øjeblik kommet for Europa.

Europa finder i dag sig selv fanget i en tilstand af moralsk relativisme,
som er ved at underminere dets liberale værdier.

En uhellig treenig alliance mellem mellemøstlige diktatorer, radikale imamer
bosat i Europa, og Europas traditionelle venstrefløj, har iværksat en
offergørelses-politik.

Denne politik fremelsker en kultur, som modsætter sig integration og
tilpasning, fastholder nationale og religiøse forskelle, og forværrer
svækkende sociale problemer såsom høj indvandrerkriminalitet og fastlåst
mangel på beskæftigelse.

Som en, der engang kæmpede for det lyksalige, multikulturelle samfund, tror
jeg nok jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg voksede op på 1960'ernes idealer, midt under den kolde krig. Jeg så på
livet gennem de progressive, kulturnedbrydende oprørsbriller, mens jeg tog
både hippie-attituden og det dominerende politiske kompleks for min
generation til mig. Jeg og mine gymnasiekammerater troede på, at Vesten var
imperialistisk og racistisk.

Vi analyserede den dekadente vestlige civilisation via Marx og Engels, og
hyldede John Lennons smukke, men dumme sang om den ideelle verden uden
privat ejendomsret. "Imagine no possessions/ I wonder if you can/ No need
for greed or hunger/ A brotherhood of man/ Imagine all the people/ Sharing
all the world."

Det tog mig kun 10 måneder som ung student i Sovjetunionen tilbage i 1980-81
at indse, hvordan en verden uden privat ejendomsret ser ud. Dog skulle der
gå mange år, inden de fulde konsekvenser af det centrale marxistiske dogme
stod klart for mig.

Dén erfaring var begyndelsen på en lang, intellektuel rejse, som nu har
kulmineret i reaktionerne på Mohammed-tegningerne.

Politisk blev jeg modnet i Sovjetunionen. Jeg vendte tilbage dertil i 1990
og tilbragte 11 år der som udenrigskorrespondent.

Via nær kontakt til modige dissidenter, som var villige til at lide og gå i
fængsel for deres tro på det vestlige demokratis idealer blev jeg kureret
for mine vatskyagtige drømme om idealistisk kollektivisme.

Jeg fik en stærk fornemmelse af, hvor høj en pris mine venner var villige
til at betale for netop den samme frihed, som vi andre havde taget for givet
i vores gymnasietid, men som vi ikke forstod som værende nedarvede værdier
fra vores egen civilisation: Ytringsfrihed, religionsfrihed,
forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed. Retfærdighed og lighed bestod i lige
muligheder, lærte jeg. Ikke lige indkomst.

Nu, med hensyn til Europas manglende evne til at gribe den dramatiske
demografiske udvikling realistisk an, ser jeg en ny parallel til min
koldkrigs-rejse.

Europas venstrefløj bedrager sig selv omkring indvandring, integration og
islamisk radikalisme i dag, på nøjagtig samme måde, som de unge hippier
bedrog sig selv omkring marxismen og kommunismen for 30 år siden.

Det er en fortælling om sammenstød og hierarki, som påstår, at Vesten
udbytter, krænker og marginaliserer den islamiske verden.

Venstrefløjens intellektuelle elite har insisteret på, at danskerne
undertrykte og marginaliserede muslimske indvandrere.

Dette synspunkt stemmer præcist overens med afdøde Edward Said's
orientalisme-model, som argumenterer for, at eksperter på orienten og den
muslimske del af verden ikke har skildret den som den er, men som en slags
frygtelig anden art, vort diametrale modstykke, som derfor må frastødes.
Vesten er i disse eksperters fortælling demokratisk, Østen er despotisk. Vi
er rationelle, de er irrationelle.

Denne tænkemåde gav anledning til en forvrænget tilgang til indvandring i
lande som Danmark. Venstrefløjens kommentatorer besluttede, at Danmark var
både racistisk og islamofobisk.

Derfor skyldtes integrationens hovedproblemer ikke indvandrernes uvilje mod
at tilpasse sig kulturelt til det land, de var indvandret i. (der er nu
200.000 danske muslimer.) Det var derimod Danmarks nedarvede racisme og
anti-muslimske hetz, som bar skylden.

En kult-agtig offergørelses-tankegang opstod, og blev gladeligt udnyttet af
de radikale blandt Europas muslimer. Specielt blandt bestemte religiøse
ledere, såsom imam Ahmad Abu Laban i Danmark, og mullah Krekar i Norge.
Mullah Krekar - den kurdiske grundlægger af Ansar al Islam - fik dette forår
en udvisningsdom i Norge, og kaldte vores publicering af tegningerne for en
"krigserklæring mod vores religion, vor tro og vor civilisation. Vores
tænkemåde har gennemtrængt det norske samfund og er stærkere end deres.
Dette bevirker had og misundelse i den vestlige tankegang, og fordi de er
den tabende part, begår de overgreb."

Offergørelses-tankegangen er meget bekvem, fordi den fritager det
selvbestaltede offer for ethvert ansvar, alt imens offeret får tildelt en
tilstand af moralsk overlegenhed. Den hjælper også med til at sløre bestemte
ubekvemme fakta, som kunne henlede opmærksomheden på en anden forklaring på
den langsomme integration blandt nogle indvandrergrupper, såsom den
forholdsmæssigt høje kriminalitetsrate, kvindeundertrykkelsen, og
traditionen med tvangsægteskaber.

Dikaturerne i Mellemøsten og de radikale imamer har forstået at adoptere den
europæiske venstrefløjs jargon.

De kalder således tegningerne for racistiske og islamofobiske.

Når vesterlændinge kritiserer deres mangel på borgerrettigheder og deres
udbredte kvindeundertrykkelse, siger de, at disse vesterlændinge opfører sig
som imperialister.

Diktaturerne og de radikale imamer har overtaget retorikken og vendt den
imod os.

Disse begivenheder pågår op mod den foruroligende baggrund af tiltagende
radikaliserede muslimer i Europa. Mohammed Atta, 9/11-terrorcelle-lederen,
blev en genfødt muslim EFTER at være flyttet til Europa.

Det samme skete for gerningsmændene bag Madrid- og London-bombningerne.
Ligeså for Mohammed Bouyeri, den unge muslim, som slagtede filminstruktøren
Theo van Gogh i Amsterdam.

Europe, ikke Mellemøsten, bliver måske nu hovedleverandøren til islamisk
terrorisme.

Hvad er der galt med Europa?

For det første er Europas tilgang til indvandring og integration baseret på
de historiske erfaringer med indvandring fra relativt homogene kulturer.

***

Europa må smide det nålestribede sæt politisk korrekthed, som gør det
umuligt at kritisere minoriteter for noget som helst - inklusive
lovovertrædelser, skikke og traditioner, og værdier, som er af betydning for
den europæiske erfaring