---

Lig-pleje = rygte-pleje



Ofte begravedes alle på høje fjernt fra byen, måske fordi man anede
sammenhæng mellem nedsivning af smitstof fra inficerede lig til
grundvandet. Ofte er sådan jord tør og sandet og dyr kan lugte liget
og graver det op. Så man lagde sten over liget så ikke man skulle
støde på fars afgnavede knogler.

Der gik status i stendynger og pyramider dannede mode - og stendysser
og siden blot gravsten og små prangende mausolæer

Bedemænd( og tidligere lig-sangere) sku skore kassen ved
ceremoniellet, og det hævdedes at være til Guds ære, men var nok mest
om at tage afdøde til indtægt for nærtbeslægtedes egoistiske sag -
forfaderdyrkelse gjorde søn af kongen til konge - halvgudåndens
lederskabsvisdom måtte jo være reinkarneret til afkommet lød
præstelogikken.



Victor Klemperer, der skønt heljøde arbejdede i Dresden under hele
WW2, fortæller i sin dagbog at Auschwitz lejrkontoret sendte urne med
aske fra krematoriet til de jødiske slægtninge i den tyske hjemby, så
der kunne holdes normal jødisk begravelse, og generelt er det vist i
de fleste samfund vigtigt at stadfæste slægtens kontinuitet og vise
kærlighed til den afdøde ved at forskrifter overholdes.



Johan Fjord Jensens bog "Vest for paradis - begravelsespladsernes
natur" 2002 viser at man konstant har opfundet ny snobbe-moder for at
overgå konkurrenter mht en stilig begravelse af sin slægts afdøde, og
livs-cyklus og anden smuk symbolik, eller panteisme(gud i naturen) kan
være redskabet til at gøre sit liv til et kunstværk med brug af sin
fars og mors lig som fokus. Når en jazz-musiker dør, afholdes
mindekoncerter, og dem, der får lov at være med, påstås at føre arven
videre.



Siemens opfandt 1880 koksfyret krematorie der på en time kan gøre lig
til aske, hvilket ellers krævede indisk bål på hundred gange personens
vægt, eller for nordboer afbrænding af et høvdingens vikingskib med
liget i.

Da Dresden og andre tyske byer bombedes og stavle af lig var større
end i nogen kz-lejr, frygtedes epidemi og man lavede rist af
jernbaneskinner hævet en meter over jorden, og fyrede længe med træ
under risten, indtil ligbunken var forasket.

Oscar Wildes adelige kærestes far var pioner mht indførsel af
krematorier i UK, og der er meget renlighedshysteri i foraskningens
popularitet, for efter kolera-epidemien 1853 har drikkevandsforurening
pga lig næppe kunne skabe megen epidemi.

Bevidstløs konformitet ligger bag de fleste efterladtes valg af
dødekult, og i USA er omkostningerne presset vildt i vejret, og der er
som her skabt mode om at glemme afdødes eventuelle aversion imod
kult-pjat - helt som man forhånede S.A. K(ierkegaard) ved at begrave
ham kirkeligt mod hans ønske.



Først samledes pjaltede københavnere ved SAK's slig og ville tage ham
til indtægt for hans sag, for da Kierkegaard var en populær forfatter
og tog menneskebad i Københavns gader og snakkede med alle, var han
populær blandt gadedrenge o lign.

Men da han angreb folkekirken, og bisper og medier derfor angreb ham,
var gadedrengene i front med at håne SAK ihjel.



Så ville bisp og Lund-svigerfamilien vise respekt og begrave SAKs lig
kirkeligt, men en uvorn lægesøn af Lund-familien lavede skandale ved
begravelsen og fik bøde for det og førte avisdebat i mange år med SAKs
storebror, så begge blev sindsyge!.



Jesus siger i Mattæus8 "Lad de døde begrave de døde" og der er meget
fremmedgørelse i at vi bruger dødekult som potensforlænger og
statussymbol - Goethe siger at den skønneste sjælevandring er at se
sig selv opstå i et andet menneske, altså eksemplets magt, og det er
vel den bedste måde at ære en afdød - at man gør sig bevidst om social
arv.



"Når kvinder begræder deres elskedes død, er det i reglen ikke så
meget fordi de har elsket dem, som for at vise sig mere værdige til at
elskes." Rochefoucauld