"Torben Østrup" skrev i en meddelelse
news:1148397136.815939.288010@u72g2000cwu.googlegroups.com...
http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20060519/SAMFUND/605180347:
DFor dem som eventuelt skullle ønske at vide lidt mere ned hvad der
bare står i de mere almindelige aviser er så her en artikel fra denne
uges Weekendavis.
Den kan eventureogså printes ud på det ovenstående link
Selve artiklen:
Montenegro. Nu stemmer montenegrinerne som de sidste om at forlade
folkefællesskabet med Serbien. 15 år efter de første skud i
Jugoslavien, lægges det storserbiske projekt i graven.
Ringen sluttes
PODGORICA - Søndag kan Cetinje genvinde sin plads på diplomatiets
verdenskort. Cetinje kunne ellers være en hvilken som helst mindre
provinsby på Balkan: Mænd i læderjakker sidder ved cafébordene,
ryger og laver ingenting. Fra cafeens jukeboks drøner en
lambada-melodi (lambada blev voldsomt populær i hele Østeuropa for 15
år siden). En politimand kommer forbi, giver hånd, snakker. Et par
midaldrende mænd er ved at komme op at skændes over en
uhensigtsmæssig parkering; den enes bil spærrer for den andens. På
torvet prøver en overstyret onkel-type at få nogle børn til at danse
ballondans, i hvilken anledning vides ikke. Et balkansk Aulum, Ringe
eller Dianalund, blot i 2000 meters højde.
Og dog har Cetinje hér på den montenegrinske højslette en helt unik
aura. En slentretur langs lindetræerne på byens hovedstrøg bringer
én forbi den franske, italienske og østrig-ungarske ambassade,
komplette med inskriptioner og våbenskjold, pæne vedligeholdte
bygninger, præcis som de blev forladt ved udgangen af Første
Verdenskrig.
Kong Nikolas beskedne lyserøde (!) kongeslot gemmer sig i et hjørne
af byen, nede ved klostret og Hotel Grand. Går man indenfor, ser man
portrætmalerier af østrig-ungarske Franz Josef, Napoleon III og tre
generationer af russiske zar-familier. Kong Nikola var well-connected
til de europæiske kongehuse, ikke mindst takket være sine seks
langbenede døtre, som gav tiltrængt nyt blod til Europas royale
slægter.
Cetinje har en særlig plads i den montenegrinske mytologi. Andre dele
af Montenegro var op igennem historien besat af byzantinere, tyrkere,
venezianere og habsburgere - men aldrig Cetinje og bjergslettelandet
omkring byen. Det holdt sig helt til den dag, i 1918, da de serbiske
folkefæller tvang kong Nikola til at abdicere og indlemmede
montenegrinerne i Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongedømme -
det, der senere blev Jugoslavien.
Byen på højsletten forblev montenegrinernes åndelige og religiøse
hovedstad - de to konkurrerende ortodokse kirkers overhoveder har sæde
her.
Og nu får Cetinje altså chancen for at genvinde sin plads på
verdenskortet: Søndag går montenegrinerne til folkeafstemning for at
afgøre, om Montenegro skal bryde ud af statsunionen med Serbien for at
blive en selvstændig republik. Og sker det, er Cetinje udset til at
blive landets politiske hovedstad, mens Podgorica nede i lavlandet
forbliver sæde for administrationen. Præsidenten er allerede flyttet
til Cetinje, parlamentet vil gøre det, og det overvejes om
udenrigsministeriet og diplomatiet skal følge efter. Det vil give nyt
liv i de gamle ambassadebygninger - selv om man næppe skal vente at se
den østrig-ungarske ambassadør...
Tæt opgør
Men først skal folkeafstemningen holdes, og selv om de seneste
meningsmålinger giver ja-siden fremdrift (med ja-procenter omkring
60), er resultatet ikke givet. Årsagen er reglen om, at kun en
ja-procent over 55 er gyldig, en regel, der blev til efter stort pres
fra EU, som frygtede for konsekvenserne af en alt for tæt afgørelse.
For et ja taler Montenegros reform- og Europa-orienterede
regeringspartier. Imod er først og fremmest de partier, der
repræsenterer Montenegros serbere, cirka 30 procent af befolkningen.
Der kæmpes derfor i bogstaveligste forstand fra dør til dør i kampen
om hver eneste vælger i den lille republik med 650.000 indbyggere.
Montenegros røde flag med guld-border og kong Nikolas våbenskjold
hænger fra selvstændigheds-tilhængernes altaner, mens unge serbere
drøner gennem gaderne med den rød-blå-hvide trikolore hængende ud
af bilvinduerne og hornet i bund.
Predrag Boskovic, Montenegros unge økonomiminister, er sikker på
sejren:
»13. juli vil Montenegro erklære sig selvstændigt!« siger han til
Weekendavisen. Og hvorfor lige den 13. juli? Fordi det var den 13. juli
1878, at datidens stormagter på Berlin-konferencen for første gang
anerkendte den lille bjergrepubliks selvstændighed.
Boskovic vil slet ikke høre tale om anden udgang på folkeafstemningen
søndag end et stort flertal for et ja til selvstændighed. Køreplanen
er lagt: »Vi vil søge diplomatisk anerkendelse hos EU-landene, USA og
alle internationale organisationer og forventer at blive godkendt som
nyt medlem af FN på generalforsamlingen til september.«
Og serberne?
»Vi hører alle mulige trusler om, hvad Beograd har tænkt sig at
gøre,« siger han. »Montenegrinske studerende kan ikke længere blive
optaget på serbiske læreanstalter, vi kan ikke længere blive
behandlet på hospitaler i Beograd, grænsekontrollen vil blive skrap.
Men alt det er snak, beregnet til at påvirke folkeafstemningen.
Kostunica (den serbiske regeringschef) er ikke dum. Også han ved, at
statsunionen aldrig har fungeret, og at det, når dønningerne har lagt
sig, også er i Serbiens interesse at fastholde et godt forhold til
Montenegro,« lyder det fra ministeren. Han understreger, at regeringen
ikke ønsker en skrappere grænsekontrol, end den allerede er.
»Enhver serbisk borger skal kunne komme her uden visum og uden pas,
blot ved at vise sit ID-kort, sådan som det allerede er for kroater og
bosniere. Serbiske borgere, der bor her, vil få akkurat samme
rettigheder som montenegrinske - bortset fra stemmeretten. Serberne
skal - som hidtil - kunne eje huse ved den montenegrinske kyst.«
Men hvorfor så overhovedet have et selvstændigt Montenegro?
»Af både politiske og økonomiske årsager. Vi kan rent ud sagt ikke
blive ved med at lade Serbien trække os ned. Vi vil have en tættere
tilknytning til EU, det kan ikke gå hurtigt nok set fra vores
synspunkt. Men for øjeblikket er processen sat helt i stå, fordi
Serbien ikke vil udlevere de fem krigsforbrydere, man mangler at fange,
heriblandt de to største, Ratko Mladic og Radovan Karadzic
(henholdsvis militær og politisk leder for de bosniske serbere under
krigen i Bosnien). Beograd lover og lover, men leverer ikke - og
grunden til, at man ikke gør det, er, at det serbiske tankesæt ikke
har ændret sig: Man ser stadig sig selv som ofre og alle andre som
konspiratorer mod Serbien. Så længe denne holdning dominerer - og vi
ser ikke nogen tegn på, at den skulle være på retur - kommer
statsunionen Serbien-Montenegro ikke nærmere EU. Og Montenegro er
taget som gidsel.«
Større end Island
Bruxelles har, siger Boskovic, reelt opgivet sine forsøg på at holde
Serbien og Montenegro sammen i et tvangsægteskab - her i Podgorica
ironisk kaldet Solania på grund af EUs »udenrigsministers« store
personlige indsats på dette felt. Her er man overbevist om, at EU vil
være parat til en hurtig genoptagelse af forhandlinger med Montenegro
om den såkaldte stabiliserings- og associeringsaftale, det første
skridt på vejen til fuldt medlemskab. En holdning, der bekræftes af
EU-kilder. Hvis altså det bliver et tilstrækkeligt stort ja på
søndag.
Argumentet om, at Montenegros økonomi er for lille til, at landet er
økonomisk levedygtigt, slår Boskovic hen med et grin:
»Island har halvt så mange indbyggere som os - de klarer sig vist
udmærket. Luxembourg er også mindre - og er verdens rigeste land per
indbygger. Malta klarer sig fint. Cypern er på størrelse med os -
ingen taler om, at Cypern ikke skulle være levedygtig.«
Den montenegrinske økonomi, der var i dyb recession frem til 2001, har
det da også strålende. Væksten er på 4,5 procent sidste år - og
der er udsigt til endnu større vækst i år. Inflationen holdes nede
under to procent. Budgetunderskuddet ligeledes under to procent af
bruttonationalproduktet. Turistindtægterne er de seneste år steget
eksplosivt med cirka 15 procent om året. Største problem er
arbejdsløsheden, 18 procent, men den er også på vej ned.
Det er først og fremmest de helt enestående muligheder som
turistland, der skal bære Montenegro frem - uden at masseturismen skal
få lov at ødelægge Montenegros kyst, forsikrer Boskovic.
»Herfra hvor vi sidder, er der 40 minutters kørsel til en af de mest
storslåede kyststrækninger i Europa og 40 minutter til Sydeuropas
bedste skiterræn,« minder Boskovic om. »Det kan vi klart udnytte
bedre end vi har gjort - på grund af krige og sanktioner har turismen
stort set været baseret på det montenegrinske og serbiske
hjemmepublikum, men det vil forandre sig drastisk.«
Montenegros økonomi er i praksis allerede adskilt fra den serbiske med
egne toldsatser, eget skattesystem og egen valuta - når man ankommer
til Podgoricas splinternye lufthavn afvises den serbiske dinar
hånligt; her bruger man euro. Men fortsat er der beslutninger, som kun
kan tages på statsunions-niveau - og statsunionens institutioner, ikke
mindst militæret, er dyre at opretholde.
Men hvis folkeafstemningen alligevel skulle komme ud med et mudret
resultat: For eksempel et flertal for selvstændighed, men et flertal
under de nødvendige 55 procent?
»Ja, så har vi en situation, hvor det montenegrinske folk har
forkastet statsunionen, som den er, men uden at vi kan etablere os som
selvstændig stat. Så må vi - med hjælp fra EU - diskutere med
Beograd, hvad vores fremtidige forhold skal være. Man kunne tænke sig
en løsere form for statssamfund, som f.eks. det post-sovjetiske SNG.«
Boskovic er dog overbevist om, at montenegrinerne vil levere den
ønskede klare afgørelse til fordel for selvstændighed. »Serberne er
vores brødre, som det bliver sagt. Men du vil heller ikke bryde dig om
hele livet at bo i kælderen i din storebrors hus.«
National identitet
Dobrilo Dedeic, talsmand for Det Serbiske Folks Parti i Montenegro
(SNS), har den for trængte serbere ikke atypiske skepsis over for
vestlige journalister:
»Du snakker med mig i ti minutter, og så citerer du mig for nogle
dumheder, jeg ikke har sagt,« siger han. Men da jeg først har
overbevist ham om, at jeg vil bruge den nødvendige tid, og at jeg ikke
har slette hensigter, indvilger han. Vi tager hen til nogle venner,
»som taler bedre engelsk, end jeg gør«. Og snart udsættes jeg for
den serbiske gæstfrihed: Den lokale brændevin, raki, og Niksicko
Pivo, Balkans bedste øl, brygget i byen Niksic få kilometer herfra.
Hos Dedeic og hans venner trives den velkendte serbiske selvopfattelse
af at være offer i bedste velgående: »Er man kendt som serber her,
får man ikke job i den offentlige sektor.« »Hvis det bliver et ja
ved folkeafstemningen, har serberne ingen fremtid her.« »Mange
serbere vil udvandre, og selv ved jeg ikke, hvad jeg gør, er der noget
perspektiv i at blive?«
Tanken om, at man som serber kan blive boende i Montenegro med fulde
mindretalsrettigheder, akkurat som Montenegros albanske, bosniske og
kroatiske mindretal, falder ikke Dedeic ind. Og det selv om Dedeic
griner, da jeg spørger ham, om han kan gifte sig med en montenegrinsk
pige: »Selvfølgelig kan jeg det.« Og selv om der ikke er problemer
med at omgås montenegrinerne, sådan som der for eksempel er i
forholdet mellem albanere og serbere i Kosovo.
På bundlinjen står, at Dedeic og de serbiske unionstilhængere, han
repræsenterer, ikke føler, at de har medejerskab af en stat, der er
styret af den nuværende elite omkring statsminister Milo Djukanovic -
en tidligere Milosevic-allieret, der brød med Beograd i 1997 og som
siden, af serberne og den montenegrinske opposition, anklages for
korruption, nepotisme, magtmisbrug - at rage til sig, simpelthen.
Og så vil Dedeic ikke anerkende, at der er noget, der hedder en
selvstændig montenegrinsk identitet.
»Alle her taler serbisk, vi har samme serbiske kultur, og samme
serbisk-ortodokse religion. Montenegro er en gammel serbisk stat, som
kun blev vakt til live igen som delrepublik i Jugoslavien, fordi Tito
ville svække Serbien.«
Serbere med havudsigt?
Opfattelsen af, at montenegrinerne ikke har en selvstændig national
identitet, er udbredt i Serbien. Det har kun skærpet montenegrinernes
trang til at være herrer i eget hus.
»Vi bliver betragtet som serbere med havudsigt,« som det udtrykkes af
politologen Nenad Kaprivica, leder af analyseinstituttet CEDEM.
Men spørgsmålet er svært; for hvad er national identitet, når det
kommer til stykket? Selv de montenegrinske konger, prinser og regenter,
som regerede det lille bjergrige i århundreder i skiftende alliancer
med forskellige stormagter, betragtede sig som serbere - blot så de
sig selv som de retmæssige arvtagere til den serbiske trone.
»Du kan sammenligne os med Tyskland og Østrig. Også de har samme
sprog, samme kultur og til en vis grad også samme religiøse baggrund.
Og graden af samhørighed har været skiftende, Anschluss var ikke
noget, der bare blev påtvunget østrigerne. Alligevel er der i dag
ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, at det er to selvstændige
stater,« siger Nenad Kaprivica.
På samme måde er det i forholdet mellem serbere og montenegrinere,
siger han, »den nationale identitet er en politisk konstruktion«.
Som eksempel fremhæver han, at der ved folketællingen i 1991 kun var
ni procent af befolkningen i Montenegro, der definerede sig som
serbere. Ved folketællingen i 2003 var andelen af serbere mere end
tredoblet til 31 procent.
»Jeg kender familier, hvor den ene bror betegner sig som serber og den
anden som montenegriner. Det har altså intet med etnicitet at gøre,
men er et resultat af den nationale vækkelse, som Milosevic stod i
spidsen for. Hvis man i dag definerer sig som serber, er det for 80-90
procents vedkommende, fordi man identificerer sig med det storserbiske
projekt. Og tilsvarende: når jeg definerer mig som montenegriner og
stemmer ja til selvstændighed, er det ikke på grund af Montenegros
glorværdige fortid eller sådan noget, men simpelthen fordi det er den
hurtigste vej til et moderne, multi-etnisk og europæisk Montenegro.«
Slutspil
Mellemlanding i Beograd. Med tilstrækkelig tid til at forlade den
serbiske hovedstads mistrøstige lufthavn og tage til havnepromenaden i
Zemun. I dag forstad til Beograd, men gennem tre århundreder
Østrig-Ungarns yderste forpost mod Osmannerriget. Det er en særlig
fornemmelse at se folk spise is og promenere med deres barnevogne, hvor
imperier stod stejlt over for hinanden.
Møde med Sonja Biserko, Serbiens førende systemkritiker gennem to
årtier. Hun kan ikke lade være at glæde sig:
»Folkeafstemningen i Montenegro er den sidste fase i opløsningen af
Jugoslavien og afslutningen på det storserbiske projekt. Det er en
beslutning af meget stor betydning for befrielsen af alle
post-jugoslaviske lande. Også for os og vores selvopfattelse,« siger
hun.
»Kosovo har vi mistet, det vil blive endeligt konfirmeret i løbet af
året. Men på trods af al retorik er det ikke noget, der for alvor
optager folk - vi har aldrig kunnet lide albanerne, og de kan ikke lide
os. Men Montenegro! Det var vores slaviske brødre. Landet, hvor vi tog
på ferie! Nu vil de heller ikke være sammen med os længere. Det må
tvinge den serbiske elite til en vis selvransagelse.«
»Statsminister Kostunica, hæren, kirken - alle disse kræfter, der
bygger videre på arven efter Milosevic - synes grebet af panik og
skiftevis trygler: 'Montenegrinske brødre, bliv hos os', og truer
med, at nu må montenegrinerne selv betale deres hospitalsophold. Som
om vi ikke alle gjorde det, fordi den offentlige sektor er brudt
fuldstændigt sammen,« siger Sonja Biserko.
»Serbien er i en miserabel tilstand, og man kan næsten ikke være
vred på os, kun føle medlidenhed. Europa har en slags følelse af, at
serberne må kompenseres for alle de tab, vi har lidt i territorium,
det er derfor, Montenegro så længe blev nægtet ret til
selvstændighed. Men serberne har ikke mistet noget som helst, som var
vores. For Serbien er det nu vigtigt at acceptere, hvad landet er -
også hvad angår størrelse. Og vi skal stadig tvinges til at tage
stilling til, hvad vi har gjort, vi må komme overens med fortiden - og
med vores naboer. I virkeligheden er vi også befriet, selv om det kun
er nogle få her, der ser det sådan.«
Torben Østrup
email: eastrup_news@hotmail.com